BZ forsøgte at leve, tænke og kæmpe sideordnet

Jeg er født i efteråret 83 og var derfor alt for ung til, at jeg kan huske noget om BZ. Mine forældre er født i starten af 60’erne og var derfor – som mange andre unge i tiden – til fester og koncerter i miljøet omkring BZ. For mig er der derfor kun historier og fantasier om BZ-bevægelsen at holde sig til. En af disse fantasier, er knytte til det ikoniske billede af den maskerede BZ’er, der læser Kafkas Processen, mens han tilsyneladende holder vagt på toppen af en barrikade i 86.

Man kunne selvfølgelig foretage den gængse billedanalyse, som groft skåret er følgende: Personen med maskering poserer på toppen af barrikaden og fremstiller sig selv som en form for maskulin krigerfigur, der er klar til kamp, og samtidig praler med sin viden om en litteraturhistoriens klassikere. Personen er både voldsparat og klog. En farlig terroristtype.

Min fantasi er dog anderledes. Det ikoniske billede af BZ’eren, der læser Kafka på barrikaden, er billedet af min politiske utopi. Intet mindre. Billedet viser for mig, at BZ-bevægelsen uden sammenligning i Danmarkshistorien, forsøgte hvad enhver sand politisk bevægelse må gøre. At leve, tænke og kæmpe på samme tid.

Vi må skrive den politiske aktivismes danmarkshistorie for at forstå BZ i 80’erne.

Svanholm uden politik

Forud for BZ-bevægelsen lå 68-oprøret. 68-oprørets vigtigste lære var ideen om, at politiske bevægelser må løsrive sig fra samfundets strukturer og bygge sine egne. Læren blev forsøgt indløst i forskellige former for økolandsbyer, kollektiver og selvforsyningsstrukturer. I dag er disse strukturer dog ikke længere særligt engagerede i sin omverden, men er blevet upolitiske selvorganiseringsøer. Når man er på besøg på Svanholm, et af de mest kendte storkollektiver, er det første der slår en, hvor mange rigdomme der faktisk findes på det gamle gods. Maskiner, marker, dyr, biler, god mad, glæde og stærke strukturer. Der er orden i sagerne. På en måde har de vundet.

Men det næste, der slår én, er, hvor langt væk aktuelle politiske kampe er fra dette velfungerende fællesskabet. Det selvforsynende storkollektiv er med tiden blevet en isoleret ø, der mangler engagement i politiske kampe.

Blekingegadebanden havde intet liv

I Peter Øvigs undersøgelse af Blekingegadebanden får vi derimod fornemmelsen af, at gruppen ofre hele sit liv for en højere sag. De solidariserer sig med befrielsesbevægelsen PFLP og bruger hele deres liv på at organiserer deres celle, så den kan opfylde det ydre politiske mål: Frigørelse i den såkaldte ”3. Verden”. Men personkredsen omkring cellens private liv virker på ingen måde frigjort. De slider i det uden selv at leve. Deres politiske kamp er ikke en personlig kamp, der forsøger at overskride deres eget liv og tager ikke konsekvensen af deres revolutionære kamp i det personlige liv. De ofrede sig selv for sagen. Og ofringen er ikke en strategi til efterfølgelse. Politik må angå livet ikke døden.

Munkemarxisterne har kun ideerne

En tredje politisk strømning, der delvist har fået indflydelse på den danske venstrefløj, er den underskov af socialistiske og kommunistiske partier. De evindelige kommunist- og socialist-grupperinger med deres forskellige bogstavskombinationer (KAP, SAP, DKP, ML, osv.) forstod ikke rigtigt, hvad der foregik i BZ. BZ’erne nærede omvendt ingen illusioner om partiformen, som svaret på hvordan man kæmpede for en anden verden. Jerntæppet gik stadig ned gennem Europa og BZ-bevægelsens geopolitiske erfaring – som den delvist overtog fra dele af ungdomsoprøret i 70’erne – var at den kolde krig var et storpolitisk dødvande, hvor ingen af stormagterne bød sig til med en fremtid. Både øst og vest var forskellige varianter af den samme tilbedelse af lønarbejde og militæroprystning.

Munkemarxisterne var gode til at læse Marx forfra og bagfra og fantaserede om en anden verden uden at gøre noget. De forsøgte at ”organisere arbejderne” og heppede ynkeligt på forskellige socialistiske lande mod ”Vesten”, men alene på et abstrakt grundlag. Munkemarxisterne levede – når alt kommer til alt – i ideernes verden.

Politik og livet

BZ’erne insisterede på at leve på barrikaden. Bogstavelig talt. Det ikoniske billede af BZ’eren, der læser Kafka siger i et billede, hvad en politisk bevægelse bør være. For en virkelig politisk bevægelsen må kunne leve, tænke og kæmpe sideordnet. Dette forsøgte BZ’erne. Det var BZ’ernes afgørende politiske satsning. De isolerede sig ikke på landet i et økoparadis, de udtænkte ikke revolutionen på forhånd som socialisterne eller ofrede deres eget privatliv for ”en højere sag”. At bo som man gerne vil - i kollektiv og uden lønarbejde - samtidig med at politiet er på nakken af en, fordi loven om privatejendom er ophævet, det er modigt. Og det er selvfølgelig ikke kun modigt, men også en kraftanstrengelse af de helt store. At der tilmed var tid til at læse Kafka er intet mindre end fantastisk. Med andre ord: BZ’erne gik i gang med at prøve at leve det liv de gerne ville uden en abstrakt plan og tilmed samtidig med deres kampe mod ordensmagten og de politiske institutioner. Det er virkelig en stor bedrift, som ingen før eller siden har kunnet gøre dem efter i København eller Danmark. BZ forsøgte at forbinde de foregående årtiers fejltagelser i en syntese mellem tænkning, levet liv og politisk udadvendthed.

Med en sådan billedanalyse slipper vi for Peter Øvig Knudsens kedelige psykologiserende pseudoanalyser, der er skåret efter en forprogrammeret kode Fællesskab = Isolation = Radikalisering. Det der står tilbage efter BZ-bevægelsen er vigtige politiske spørgsmål om, hvorfor BZ’erne brændte ud. Her havde Nikolaj Lang fat i en vigtig pointe, da han forleden skrev at BZ-bevægelsen gik i opløsning, fordi den ikke længere ”havde en umiddelbar succes for brugerne”. Politiske bevægelser skal, samtidig med at de kæmper for en anden verden, være brugbare i hverdagslivet, og der skal foregå en fælles tænkning. Præcis derfor er partipolitikken døende. BZ forudsagde politikerleden 30 år før tid. De kiggede ind i fremtiden.