Tøj

Tøj startede industrialiseringen i Europa. Nu har globaliseringen flyttet produktionen til sydøstasien, hvor vi hverken ser forureningen eller bønder og tekstilarbejdere, der sulter og brænder inde i fabrikkerne, men Danmarks 2. rigeste familie har skabt sin formue ved handel med tøj.

<!--break-->

Jeg har interesseret mig for hvordan tøj bliver produceret i 16 år og derfor er denne blog blevet meget lang, men jeg har lavet en nummereret indholdsfortegnelse, så man kan slå ned hvor det passer én. 

1.) Miljøpåvirkning

2.) Løn- og arbejdsforhold

2.1) I marken

2.2) Industrialiseringen

2.3) Globaliseringen

2.4) Løn og eksport i billig-lande

2.5) Fatal Fashion

3.) Faglig kamp eller forbruger kamp?

4.) International handel

4.1) Imperialisme

4.2) Frihandel

4.3) Fair handel

4.4) Selvforsyning

 ... 

1.)    Miljøpåvirkning

Halvdelen af vores tøj er lavet af olie, som er en ikke-fornybar ressource. Det er polyester, acryl, spandex, etc. Den anden halvdel stammer fra jorden (bomuld, træ, hamp, hør, bambus, soja, etc.) og dyr (uld fra får, pels fra mink og puppen fra silkeormen) og kan gå tilbage til jorden.

Skal tøjet og stoffet være bæredygtigt, så vi kan efterlade de kommende generationer med samme muligheder, som vi selv nyder, skal vi altså udfase brugen af olien.

Bomuld er den mest almindelige naturlige fibre til tøj. Den kan desværre kun dyrkes i tropiske egne, den kræver meget vand og næring og er meget modtageligt for skadedyr, svamp og ukrudt. Derfor bliver der vandet (se evt. min sidste blog om vand ), gødet og sprøjtet i stor stil (ca.20 % af verdens pesticider bruges på bomuldsdyrkning). Desuden dyrkes bomulden ofte på steder, hvor der er knaphed på jord til dyrkning af fødevarer. Hver dansker disponerer over et areal på størrelse med en parcelhusgrund et sted – højst sandsynligt i Indien eller Kina.

Tekstilfibre lavet af træ og bambus kræver desværre en del kemikalier før de bliver til viscose, men ellers er det fint til tøj, fordi det er let at vaske og tørre og skal ikke stryges. Hør er godt, fordi det kan vokse her i vores tempererede klima, men der kommer let ukrudt imellem de lave hørplanter, så der sprøjtes en del. Hamp er uden tvivl den mest miljørigtige plante til tøj og tekstil, fordi den ikke kræver kunstgødning og ikke plages af skadedyr, svamp og med sin høje og tætte vækst udkonkurrerer den alt ukrudt. Desuden leverer den meget stor mængde fibre pr. arealenhed og kan dyrkes i de fleste klimabælter. Endeligt forbedrer den jorden, så den kan med fordel indgå i et sædskifte med korn og grønsager.

M.h.t. brugen er bomuld dejligt blødt til tøj, men det tillader ikke at sved passerer igennem og det skal derfor vaskes oftere og tørrer kun langsomt på snor og i tørretombler. Både hamp og hør lader sveden passere gennem tøjet, men hamp og hør er noget stift i starten - især når der ikke er brugt kemikalier til at skille fibrene ad. Derfor ser man ofte bomuld blandet i hamp og hør.

Tekstilfibre fra fårets uld er fint og man kan udnytte at der er fedtstof i ulden, som holder vand ude eller inde (en del af de voksne, som nu er i 30'erne, havde blebukser af uld som spæde). Silketråden kan vikles op fra pubben på en kynisk måde, hvor ormen dør, eller man kan vente til ormen har forladt pubben, hvorved trådene bliver kortere.

Minkpelse er blevet det store hit i Kina og Danmark har oplevet en eksplosion i eksport af mink; den udgjorde sidste år 1/3 af indtægten fra svineeksporten. Mens svinene ikke behandles pænt, er det endnu værre med minkene, fordi de er rovdyr, der er skabt til at jage, hvilket de jo fuldstændigt forhindres i i de små bure. Men det er heller ikke pænt at lukke dem ud, som visse dyrevelfærdsaktivister har gjort, for de kan ikke overleve i den frie natur i Danmark.

Miljø-belastningen af tøjproduktionen skyldes altså forbrug af olie, vand, kunstgødning og pesticider, men det er også vask og blegning af fibre, farvning med kemikalier og vask igen, hvor en masse spildevand udledes ofte uden at blive renset. Man har beregnet at et par jeans bruger 30.000 liter vand og en t-shirt ca. 3.000 liter vand fra jord til klædeskab. Endeligt er der miljø-belastningen hos forbrugeren, nemlig vask og evt. tørretumbling og strygning, samt afskaffelsen.

Den meget korte politisk korrekte anbefaling lyder sådan her: Brug hampetøj, hæng det til luftning i stedet for at vaske det, sy lapper på i takt med at huller opstår, brug til sidst som klude til rengøring og grav laserne ned i baghaven.

2.)    Løn og arbejdsforhold

2.1)            I marken

De største producenter af bomuld er USA, Kina og Indien. I Indien er priserne på rå bomuld så lave at bønderne har svært ved at klare sig og der har været en hel epidemi af selvmord. Vandana Shiva, direktør i et miljøforskningsinstitut i Indien, holder det multinationale selskab Monsantos ansvarlig. Selskabet sælger frø, der kun virker én gang (de såkaldte terminalfrø), og pesticider, som bomuldsbønderne drikker, når livet bliver for svært. Bønder ender let i en ubetalelig gæld og kan ikke se en vej ud.

Det går bedre de steder, hvor bønderne har sluttet sig sammen i kooperativer og fået kontakt til fairtrade-systemet, som garanterer højere priser – hvis der er købere.

2.2) Industrialiseringen

Forarbejdningen af råbomulden er historien om industrialiseringen, England oplevede som det første land for 250 år siden: Mange faktorer spillede ind i det professor Rostow kaldte for ”the first take-off” i industrialiseringen, men skal man pege på én lokomotiv-industri var det bomuldsindustrien. Bomuldsforarbejdningen fandt tidligere sted i de små hjem, når arbejdet i markederne tillod det: Børnene vaskede og kardede den rå bomuld, kvinderne spandt trådene, og mændene vævede. Men i 1730-1770 opfandtes spinde- og væveredskaber, drevet af dampmaskiner, som også netop var blevet opfundet. Dermed begyndte industriarbejdet og produktiviteten steg eksplosivt.

Også i Danmark spillede bomuldsspinderierne og trikotageindustrien en vis betydning for industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet og i opbygningsfasen gav de høje toldsatser en beskyttelse mod import.

2.3) Globaliseringen

Trods maskinerne er tøjproduktion i dag en meget arbejdsintensiv proces og derfor søger virksomhederne hen, hvor lønnen er lavest. Danmark mistede i 1980-2000 sin ellers meget store tekstilproduktion koncentreret i området omkring Herning og Ikast. Store danske virksomheder, som f.eks. det familieejede Bestseller, sælger stadigvæk masser af tøj i Danmark og andre lande i Europa, men stort set al tekstilproduktion foregår nu i Sydøstasien.

Ofte behøver virksomhederne ikke at bygge fabrikker og dermed binde sig til et bestemt land. ”Subcontracting Capitalism” kaldes det system, hvor produktionen outsources til små lokale virksomheder med spinderi, strikke-, væve- og symaskiner og en masse villige arbejdere. Multinationale virksomheder kan shoppe rundt og finde de billigste leverandører i de billigste lande og de kan udskifte dem med kort varsel. Det fritager de store selskaber for risiko med ustabile regeringer og ustabil økonomi og de behøver ikke forholde sig til fagforeninger og tage socialt ansvar i lokalområdet.

Denne drift mod billigere arbejdskraft kalder fagbevægelsen ”the race to the buttom” – konkurrencen mod bunden, hvor der ikke synes at være nogen mindsteløn.

2.4) Løn og eksport i billig-landene

De fleste lande i verden har dog i dag en lovbestemt mindsteløn, men i en femtedel af disse er mindstelønnen under 2 $ om dagen – altså under FN’s fattigdomsgrænse, når lønnen skal dække en arbejders og hans/hendes families grundlæggende behov. I de fleste lande med mindsteløn er det myndighederne som fastsætter lønnen, men den lave løn overholdes ikke altid af virksomhederne. Alligevel er det oftest bedre at arbejde for en sulteløn end at arbejde i den uformelle sektor med jorden og i hjemmet. Derfor er det bedre at blive udbyttet af kapitalistiske virksomheder end slet ikke udbyttet.

I Bangladesh, som ifølge branchens egne undersøgelser, er det billigste land at producere tøj i, var der i dec. 2010 uroligheder, hvor mindst 3 blev dræbt; en række tekstilfabrikker betalte ikke mindstelønnen, men regering og politi stoppede demonstratonerne. Bangladesh’s tøjindustri udgør nemlig 78 % af landets eksport, så regeringen ønsker ikke ustabile produktionsforhold, fordi de er bange for at de multinationale vælger andre steder at outsource deres produktion til.

I Bangladesh er omkostningen til arbejdskraft kun 32 cents i timen og landet er verdens 2. største eksportør af tøj (efter Kina). Det næstbilligste land er Cambodia og derefter kommer Pakistan.  I Pakistan er løntime-omkostning 55 cents og tøjproduktionen udgør 54 % af eksporten og beskæftiger 38 % af landets industriarbejdere.

2.5) Fatal fashion

Mange arbejder med livet som indsats. Det er muligt, at de lokale virksomhedsejere gerne vil forbedre arbejdsmiljøet, sørge for ventilation, så tekstilstøvet suges ud, sikre de elektriske installationer, etablere brandudgange, osv., men de ved ikke om de har råd, for hvis ordrerne svigter …

I efteråret 2012 var der to store brande i henholdsvis Pakistan og Bangladesh. D. 11. sept. 2012 døde ca. 300 arbejdere i en fabrik ejet af Ali Enterprise i Karachi i Pakistan og d. 24. nov. 2012 døde mindst 112 arbejdere i Tazreen Fashions factory i Bangladesh udenfor hovedstaden, Dhaka.

Det kan virke lidt utroværdigt at tallene for omkomne er uklart, men det skyldes dels at virksomhederne ikke har styr på hvem, der var på arbejde, og dels at myndighederne døjer med at identificere de mange helt forkullede lig.

Efter brandene blev der fundet nogle tøjrester med labels, som kunne bevise hvilke af de store multinationale virksomheder, der fik syet tøj de pågældende steder. Virksomhederne har ellers travlt med at nægte samarbejdet med fabrikkerne. Der blev rejst erstatningskrav overfor de store multinationale virksomheder af Clean Clothes og SOMO, to meget store NGO’er indenfor tekstilbranchen, men under halvdelen af de pårørende havde fået erstatning i starten af marts 2013, hvor en stor rapport udkom om de to brande kaldet ”Fatal fashion”.

Dødstallene i Pakistan blev så høje, fordi arbejderne ikke kunne komme ud. Der var kun en udgang, tre andre døre var låste. Brandalarmerne virkede dårligt og sprinklersystemet var ikke etableret.

Efterhånden som ulykkerne blev trevlet op, viste det sig at i Ali Enterprise havde man 3 uger før branden fået en SA8000 godkendelse for gode arbejdsforhold (herunder sikkerhed mod  brand og afholdelse af brandøvelser) af en akkrediteret certificerings organisation. Men ingen af de overlevede ansatte havde deltaget i brandøvelser. Der har imidlertid ingen alvorlige konsekvenser for disse revisionsfirmaer og certificeringsorganisationer, når de afgiver falske forsikringer. Under andre forhold ville arbejdernes tillidsmænd have påtalt de kritisable forhold overfor virksomhedsledelsen, men i både Pakistan og Bangladesh er det almindeligt at virksomhedsejere forbyder adgang for fagforeninger.

I Bangladesh ignorerede arbejdslederne røgudviklingen i stueetagen i begyndelsen af branden og beordrede folk til at arbejde videre. Da røgen, varmen og panikken bredte sig, kunne folk på de øverste etager ikke komme ud, fordi arbejdslederne havde låst nogle af dørene. Mange døde da de sprang ud af vinduerne. Også denne brand mente man opstod i nogle elektriske forbindelser. Myndighederne udfærdigede en lang rapport, som konkluderede at der var tale om sabotage. En civil-rapport fastslog at der ikke var brandudgange eller – trapper.

De store multinationale virksomheder har deres egne Code of Conduct (etiske regler), men de checker tilsyneladende ikke om forholdene er som lovet af de lokale virksomhedsejere.

Siden branden i Bangladesh i nov. 2012 er endnu 28 andre fabriksbrande blevet rapporteret.

Clean Clothes arbejder stadig på at skaffe erstatning til de efterladte familier.

3.) Faglig kamp eller forbrugerkamp ?

På lang sigt vil de forskellige løn- og arbejdsvilkår blive udjævnet, siger den markedsøkonomiske logik, men det forudsætter at arbejdere i Sydøstasien slutter sig sammen i fagforeninger og fører kollektive forhandlinger, så de efterhånden kan komme op på vestens niveau - eller vi kan komme ned på deres. Og det er meget svært, hvor fagforeninger er forbudt eller ilde set, hvor folk er bange for at miste deres job og de ikke har en større fagforening i ryggene, der kan udbetale strejkeunderstøttelse. Og det er meget risikabelt, fordi de store multinationale virksomheder bare kan flytte deres ordrer til andre lande, der er billigere. Det er en enorm opgave, som simpelthen ikke kan løses uden hjælp udefra, vurderer Clean Clothes.

Clean Clothes Campagn er en 20 år gammel organisation med hovedsæde i Holland, som kører kampagner i og uden for de store butikker i Europa, i forsøg på at få forbrugerne til at stille krav inde i butikken, skrive mails til de store virksomheder, osv. Man kan sige, at hvor Fairtrade-mærket's strategi er at fremhæve gode produkter (og høfligt overse hvad de store multinationale virksomheder som f.eks. Neslé og Unilever i øvrigt laver), så kritiserer Clean Clothes de store tøjimportører og bruger det juridiske system, hvis et sådant findes. Forskellen på Fairtrade og Clean Clothes er også at Fairtrade kun certificerer landbrugsprodukter, herunder bomuld, mens Clean Clothes kun beskæftiger sig med tekstilproduktionen – altså industridelen.

I Bangladesh har man beregnet at reallønnen ikke er steget de sidste 30 år. Den eksportdrevne udvikling har altså hverken løftet befolkningen eller tekstilarbejderne ud af fattigdom. Tværtimod har den gjort både lokale virksomheder, tekstilarbejdere og regeringer afhængig af eksportmarkedet og sårbare overfor magtanvendelse af globale opkøbere, som ikke reinvesterer profitten i lokale markeder og arbejdskraft. I stedet går profitten til at finansiere markedsføring for at udvide markedet, opkøbe konkurrenter, betale enorme lønninger til ledelsen og større afkast til aktionærerne. Sådan konkluderer en mere lokal organisation kaldet Asian floorwage.

Asia floor wage campaign lancerede derfor i 2009 en strategi, hvor 1.) forbrugere lægger pres på de store multinationale virksomheder og detailhandlen, 2.) grupper i producentlandene lægger pres på de største lokale virksomheder og 3.) nationer og koalitioner lægger pres på producentlandenes regeringer for at hæve mindstelønnen til en leveløn (liwing wage). Halvdelen af levelønnen skal kunne betale for 3000 kilokalorier pr. dag til hver af 3 personer (eller 2 voksne og 2 børn) og den anden halvdel skal gå til bolig, tøj, skolebøger, medicin, osv. Levelønnen er beregnet til ca. 4 gange regeringens mindsteløn i Bangladesh. I de andre lande i det asiatiske samarbejde er forskellen mellem levelønnen og regeringens mindsteløn noget mindre.

Strategien ser endeligt ud til at virke. Kampagnen ”Labour behind the label” har via en koordineret indsats bl.a. i Norge, Storbritannien og Holland, lykkedes med at lægge så meget pres på de store multinationale selskaber, at H&M har offentliggjort en leverandørliste på sin hjemmeside. Det er en stor delsejr. Leverandørkæderne skal bruges til at gøre H&M ansvarlig for sultelønninger og elendige arbejdsforhold hos leverandørerne.  Og nu er Clean Clothes gået i gang med at kræve en leveløn af H&M med henvisning til deres nye ”Conscious fashion” – som H&M vist havde tænkt skulle ”grønvaske” firmaet ved at fokusere på økologisk bomuld. 

I Danmark kan vi takke 3F for information og støtte til opbygning af fagforeninger i nogle af de fattigste lande i verden. Men ellers har jeg ikke meget tiltro til den internationale solidaritet i fagbevægelsen. Kunne man forestille sig at danske fagforeningsmedlemmer, der arbejder hos det multinationale selskab Bestsellers med hovedsæde i Brande, gå i sympatistrejke til fordel for krav fremsat af løst ansatte pakistanske tekstilarbejdere? Nej, vel !

Bongani Masuku, en international sekretær i Sydafrikas LO, udtrykte i dec. 2010 efter et møde i ITUC (international faglig organisation) en hård kritik af fagforeningsmedlemmer i de rige vestlige lande: Fagbevægelsen er blevet forsvarer for kapitalismen og selv en aktør i imperialismen, sagde han. For selvom arbejdere i Vesten oplever at deres arbejdsplads lukkes/flyttes eller de bliver presset af østarbejdere, har de glæde af globaliseringen, når de kan købe varer billigt, skal have renoveret parcelhuset eller gjort rent. Denne rolle som forbruger lægger en dæmper på en international solidaritet og støtte til arbejdere i Asien, Afrika, o. lign. (sakset fra http://modkraft.dk/node/15101).

Men lidt optimisme er der også grund til: For et års tid siden dannedes en international sammenslutning, IndustriALL, og denne tog for en måned siden initiativ til et møde efter den store brand i Bangladesh. Nogle af de store firmaer var repræsenteret, lokale fagforeninger og regeringen samt ILO og en række private organisationer deltog også. Tekstilarbejdere i Bangladesh har akut brug for sikkerhed, rettigheder og en løn, de kan leve af, lød budskabet, som en mand fra 3F kunne videregive. 

4.)    International handel

Trods al den snak om globaliseringen nyder vi danskere stadig en vis beskyttelse/protektionisme mod bedre og billige importvarer – i hvert fald når det drejer sig om varer fra 3. lande (uden for EU).

4.1) Imperialisme

En protektionisme, der kun må bruges af de rige lande, er imperialisme; Imperialisme er det økonomiske system udviklet i 1800-tallet, hvor rige industrilande havde kolonier hvorfra de trak råvarer ud og forhindrede dem i at forarbejde deres råvarer selv. Mahatma Gandhi, som kæmpede for Indiens selvstændighed fra England, spandt og vævede selv sit tøj i protest mod englændernes monopol på tekstilproduktion.

I 1970 indgik landene en aftale om afvikling af kvoter og told på tekstilområdet, kaldet Multifiberaftalen. Efter 2005 skulle al told og kvoter på import fra Indien, Kina og andre lande være afviklet. Men det er ikke sket. Der er stadigvæk 12 %'s told på tøj fra Indien (og visse andre lande og lidt forskellige satser for de forskellige beklædningsstykker). Derimod kan rå bomuld importeres uden told. "Eskalerende told", kaldes det, når tolden stiger med forarbejdningsgraden. Danmark er altså via medlemskabet af EU mere "solidariske" med den sydeuropæiske tekstilindustri end fattige folk i u-lande. Det er EU når det er værst.

Nogle forsvarer tolden med at vi i de veludviklede lande ikke skal lade vores produktion udkonkurrere af lave omkostninger, som ofte er baseret på elendige løn- og arbejdsvilkår, samt manglende arbejdstagerrettigheder.  Tolden opfattes som en strafafgift på uacceptable forhold for de ansatte. Javel, men så ville det være logisk at sende tolden retur til det pågældende u-land for at styrke fagbevægelsen og/eller sociale tiltag. Det sker ikke, tværtimod går tolden til at finansiere den danske stat. I 2011 var indtægten fra told 3,2 mia. kr. (alle varer, ikke kun tøj). Det er vel ca. det samme som u-landsbistanden når indkøb fra danske virksomheder (returprocenten), katastrofebistand og klimabistanden er trukket fra.

Indien truede for et par år siden med at lægge told på eksport af bomuld, for at få flere arbejdspladser og indtægter til staten, men så lød der et ramaskrig fra tekstilindustrien i EU og Indien opgav.

Efterhånden har Indien en del professionelle fair trade-virksomheder, som eksporterer udenom multinationale selskaber og direkte til butikker i Nord og Vest. Deres varer bliver imidlertid pålagt endnu mere told, fordi bedre løn- og arbejdsforhold forhøjer indkøbsprisen, som tolden beregnes af.  Danmark/EU modarbejder på denne måde at virksomheder forbedrer forholdene for ”sine” bomuldsbønder og tekstilarbejdere i fattige lande. Staten tjener både mere told og mere moms på fair trade.

EU frygter at hvis man tillod ubegrænset import af tøj, ville det medføre endnu større arbejdsløshed blandt de sydeuropæiske landes ufaglærte. De store forskelle i prisen på arbejdskraft synes både at medføre protektionisme og store begrænsninger på arbejdskraftens frie bevægelighed.

4.2) Frihandel

Når liberale økonomer og politikere taler om frihandel får jeg lyst til at råbe JA TAK NU, men det skal være asymmetrisk ligesom under imperialismen, bare med modsat fortegn. Der skal være mulighed for at fattige lande kan beskytte sig med importtold og eksportold. Importtolden kan beskytte spirende industrigrene – også kaldet opdragelsestold – og eksporttold kan dels sikre landet mod tab af vigtige fødevarer eller andre råvarer og dels udgøre en finansiering af staten og velfærdssystemet; det er nemlig svært at etablere et system, der opkræver indkomstskat og moms.

For nylig stødte jeg på et eksempel, hvor jeg tror eksporttold ville være godt:

På steder i de høje Andesbjerge, hvor det er svært at få noget til at gro, dyrkes kornarten Quinoa, som er meget rig på protein. Men kornsorten er blevet meget populær i Vesten bl.a. hos vegetarer, så siden 2006 er prisen 3-doblet. Det betyder, at fattige folk i Peru og Bolivia ikke længere har råd til at købe den lokale afgrøde. Importeret junk food er billigere. Her burde fødevaresikkerhed komme forud for eksportindtægter og en eksporttold ville reducere eksporten.    

4.3) Fair handel

Et generelt problem ved markedet, som neoklassiske økonomer anerkender, er, at de såkaldte sociale omkostninger ikke medregnes i salgsprisen. Det er f.eks. en omkostning ved tøjproduktionen at rense spildevand og vande bomuldsmarker, for den lokale befolkning bliver berøvet rent drikkevand, vand til vask og dyrkning af fødevarer. Ligeså er der udgifter til arbejdskraften under moderens barsel og barnets pasning og pleje før det kan starte sit arbejde på fabrikken. I Danmark løser vi problemet ved at lægge moms og afgifter på produktionen, samt opkræve indkomstskat og selskabsskat og så finansierer staten velfærdsydelser og vandforsyning. Men ikke når det gælder varer fra udlandet. I de billige tøjeksporterende lande burde staten naturligvis lægge skat på produktionen, men det tør den ikke. Så for at etablere en form for retfærdighed, burde vi i Danmark kræve at danske virksomheder betaler en (betydelig) afgift til producentlandet og i øvrigt overholder dansk lovgivning i forhold til miljø- og arbejdsmiljøforhold. Med andre ord synes jeg, at der burde gælde en ekstra-territorial regel, således at Danmarks høje standard på miljøregler og arbejdsmiljø også gjaldt for de varer, vi importerer. Som det er nu, er der jo reelt tale om miljø- og socialdumping.

Vi kunne passende starte med Bestseller med mærkerne Jack and Jones, Vero Moda, Selected, Only, med mange flere. Det er Europas tredje-største mode-leverandør målt på omsætning. Jeg skulle mene, at virksomheden har råd til at betale noget mere for dens indkøb i Bangladesh og andre steder. Virksomheden ejes af familien Povlsen, som ejer 25 mia. kr. og det er Danmarks næstrigeste familie (næst efter Mærsk, men det er en fond nu og familien Kjeld Kirk Kristiansen, ejeren af Lego). Og der er flere andre danske tøjvirksomheder på listen over de 100 største i Europa: Kwintet med mærket Kansas, IC Companys med mærkerne Inwear, cottonfield, jackpot, osv. og BTX Group med brandtex, m.fl.

Faktisk udmærker Danmark sig ved en meget stor import og eksport (ca. 25 mia. kr.) selvom vi stort set ikke producerer tøj mere og det internationale jetset indenfor branchen valfarter til Copenhagen Fashion Week to gange om året.

Derfor er der god grund til at ofre branchen mere opmærksomhed fra kritiske forbrugere og journalister. Lad os få blotlagt leverandørkæderne, så vi som forbrugere og solidariske mennesker kan stille krav om hensyn til miljø og mennesker i tøjproduktionen.

4.4) Selvforsyning

Den internationale arbejdsdeling og al denne handel skaber så vidt jeg kan se to problemer: En afstand mellem producenter og forbrugere og en belastning af miljøet.   

I USA i starten af 1900-tallet indså Ford, at arbejderne på hans bil-fabrikker måtte have en vis løn, for ellers havde de ikke råd til at købe en Ford. I dag behøver multinationale virksomheder ikke at kere sig om fabrikkens arbejder, for deres produkter sælges til nogle helt andre i de rige lande. Globaliseringen har adskilt producenter og forbrugere. Det svækker solidaritet og retfærdighed.

Handlen med varer giver i sagens natur en masse miljøskadelig transport. Tænk på de enorme mængder tøj, der transporteres – ofte i fly for at det skal gå stærkt med at få den sidste nye mode frem - fra Sydøstasien til Europa og de noget mindre mængder brugt tøj, der transporteres tilbage til Afrika og Asien.

Det er forhold, der taler for mere lokal produktion og selvforsyning. I Danmark kan vi ikke dyrke bomuld, men vi kan dyrke både hamp og hør og der er mange ledige ufaglærte og faglærte, som ville kunne (gen)etablere tekstilindustrien.

kilder:

Fatal Fashion - Analysis of recent factory fires inPakistanandBangladesh: a call to protect and respect garment workers’ lives, March 2013 SOMO (uafhængigt forskningsinstitut) og Clean Clothes Campaign.

Stiching a decent wage across borders.Asiafloor wage proposal, The Asia floor wage alliance, New Dehli, 2009