7. januar 2017 - 18:27

Ulykke eller mord

Døde de forgæves, de 1134 syerskerne i Bangladesh d. 24. april i 2013, som fabriksbygningen styrtede ned over? eller blev det en øjenåbner, som har ført til nye regler og praksis samt international solidaritet?            

       

” Når medier, fagpersoner, NGO’er, politikere og virksomheder har kaldt Rana Plaza en ulykke er det både ansvarsfralæggelse og misvisende. En pointe, som Naomi Klein var hurtig til at italesætte på twittertasterne da hun nogle dage efter sammenstyrtningen af Rana Plaza tørt spurgte “What accident?”

For Rana Plaza var aldrig en ulykke. Rana Plaza er en konsekvens af den måde vi accepterer, at vores tøj bliver produceret på.” (uddrag af Tanja Kjeldgaards artikel i Globalnyt.) 

Fabrikssammenstyrtningen var den største industrielle, menneskeskabte ulykke siden giftudslippet i Bhopal i Indien i 1984. En uge senere hørte jeg handels- og investeringsminister, Pia Olsen Dyhr fra SF holde tale på arbejdernes internationale kampdag i Helsingør uden at nævne ”ulykken”. Jeg kunne ikke dy mig for at gå op til hende bagefter og orientere om ”ulykken”, som hun dog havde hørt om. Sammen med udviklingsministeren, Christian Friis Bach rejste, hun senere til Bangladesh og sammen med andre tilrejsende regeringsledere fik de igangsat indsamling til erstatninger til familier, som havde mistet deres forsørgere, og et udredningsarbejde om de eksisterende fabriksbygningers tilstand.

Man satte altså ind overfor arbejdsmiljøet – ikke de lave lønninger. Det mener jeg vidner om manglende indsigt i hvorfor arbejdere accepterer farligt arbejde. Og der var netop mange arbejderne, som dagene forinden havde set revner i betonen og havde protesteret over at skulle arbejde derinde, men de blev truet med at blive trukket i løn og gik derfor på arbejde – for sidste gang. Jeg tror ikke man får ordentligt arbejdsmiljø, hvis ikke arbejderne selv er opmærksomme og kan stille krav og protestere. Det er hele styrken i faglig organisering, at de berørte selv formulerer krav ud fra et konkret kendskab til deres arbejdssituation, og i fællesskab beslutter en strategi til at opnå de prioriterede krav. Men skal arbejderne i Bangladesh slippe for at arbejde under farlige forhold, kræver det en løn på et niveau, hvor arbejderne kan spare op i en strejkekasse, der gør dem i stand til at strejke uden at de mest sultne kryber tilbage på arbejdet, dvs. en faglig organisering med en vis formue. Det vil ganske vist undergrave Bangladesh’s fine placering, som landet med de billigste syersker, og derfor er staten reelt imod fagforeningerne.

Ræset mod bunden har de rige lande i Nord altså ikke forsøgt at gøre op med, sultelønningerne består; det er kun de frygtelige billeder af fabrikken efter d. 24. april 2013, som man forholdt sig til. Og fabriksbrandene fortsætter også som hidtil. Det sker desværre tit at brandudgange er blokeret og/eller aflåste og at der er tremmer for vinduerne, så syersker ikke kan flygte fra en brand. 

Det globale juridiske ansvar

Bygningen var opført i strid med lovgivning og 42 personer, heraf 10 regeringsembedsmænd blev sigtet for mord af politiet i Bangladesh, men så vidt jeg husker endte retssagen med at nogle få fik fængselsstraffe.
OECD har nogle retningslinier for multinationale virksomheders opførsel og der er også en klageinstans. Men retningslinierne er ikke bindende og der er ingen reel sanktion, kun frifindelse eller domfældelse i medierne. Clean Clothes Campaign i Danmark havde indklaget PWT group, som er ejeren af Tøjeksperten, for Mæglings- og Klageinstitutionen (MKI) i København. Det vil sige at pårørende til de døde og krøblinge fra sammenstyrtningen ikke kunne komme og føre deres sag selv eller i det mindste vidne (det kunne ellers nok have givet nogle gode billeder). Klagen kan læses her. 

”Mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd kritiserer PWT Group for at have overtrådt internationale retningslinjer ved ikke at tjekke forholdene grundigt hos leverandøren, New Wave Style, der producerede tøj i den berygtede bygning. Udtalelsen er opsigtsvækkende, fordi det er første gang, at den uafhængige klageinstans MKI kommer med kritik af en dansk virksomhed”, udtalte Clean Clothes Campaign, Danmark efter "dommen".

… PWT kan ”ikke kan gøres ansvarlig for bygningssammenstyrtningen, og det er MKI's vurdering, at det ikke er dokumenteret, at en inspektion ville have afdækket de aktuelle risici ved bygningen” var brancheorganisationens (Dansk Mode og Tekstil) kommentar.
Sådan lød de to udlægninger kort fortalt, men der kan naturligvis skrives lange juridiske afhandlinger om denne sag, og det vil der givetvis blive gjort. Men hvad nytter det? Tja, så længe en sag kører i MKI forholder partnerne sig nogenlunde tavse, og så kan det være offentligheden glemmer sagen.

Politiske løsninger

3F har holdt møder om sagen rundt om i Danmark og der var mindehøjtideligheder i mange europæiske hovedstæder takket være netværket Clean Clothes Campaign. Herhjemme annoncerede EL (igen) et beslutningsforslag om et etisk mærke og krav til offentlige indkøb (det var op til kommune- og regionsvalg). Jeg har været lidt blandet op i arbejdet med etisk mærke og min fornemmelse er, at der ikke er interesse blandt de fagligt aktive for at stille krav om ”leveløn”. Der er fuld enighed om krav om begrænsning af børnearbejde, ret til organisering og kollektive forhandlinger, osv., altså de fundamentale faglige rettigheder i International Labour Organisation (ILO), som er en FN-organisation. Men ikke om ”levelønnen”, en løn til at leve af. Begrebet ”leveløn” stammer fra organisationen Asian floor wage, som laver sammenligninger over landegrænserne i Sydøstasien for, hvad det koster at brødføde arbejderen selv og to voksne mere (eller fire børn) på et minimum af kalorier, bolig og opsparing til medicin, og uforudsete udgifter. De faglige er formentlig bange for at fagbevægelsens rolle i samfundsudviklingen vil være overflødig, hvis forbrugerne og offentlige myndigheder via efterspørgslen trækker udviklingen i retning af ordnede forhold. En mere kynisk udlægning er, at hvis syersker i Bangladesh og andre steder skulle opnå bedre lønninger, kan fagbevægelsens medlemmer opleve højere priser i tøjbutikkerne, dvs. en reallønsforringelse. Det er Torkil Lauesens tankegang om det ulige bytte og forekomsten af et arbejder-aristokrati i Nord, og det passer jo meget godt med at fagbevægelsen ikke protesterede da de mange arbejdspladser (besat af lavtlønnede kvinder med ensidigt gentaget arbejde) i Herning-Ikast området flyttede ud i 80’erne og 90’erne til lavtlønslande, da fagbevægelsen var noget stærkere end i dag.

Aktivisme

Efter ”dommen” i MKI mente et par NGO’er at nu var tiden inde til det udadvendte aktivistiske arbejde. ”Blame and shame” strategien blev iværksat. Der blev samlet penge ind, indrykket en helsides annonce i Politiken og skrevet artikler. En dag i starten af december iklædte 11 aktivister sig MS’s røde heldragter og tog metroen til først Fields og bagefter Frederiksberg Centeret, for at stille op foran Tøjeksperten med nogle meget fine, men lidt indforståede skilte (jeg tror ikke at Rana Plaza er et alment kendt fænomen, hvis ikke man læser Politiken eller Information). Aldrig har jeg været med til sådan en checket og topstyret aktion, og jeg har været til en del. 

”De færreste forbrugere kender til afgørelsen. Så udgangspunktet for aktionen i dag er at skabe mere opmærksomhed omkring den” udtalte MS’s nye generalsekretær, Tim Whyte, til Arbejderen. Men han var ikke med ude blandt folk og formålet var nok også snarere at skabe omtale i pressen, tage nogle fotos til hjemmesiden og en lille film med os energiske aktivister foran Tøjeksperten og så distribuere på de sociale medier. Det var en ”Hit-and-run” aktion, for man må jo ikke demonstrere i de privatejede indkøbscentre, ret hurtigt kommer der vagter og viser demonstranter ud. Et par af vagterne hævdede tilmed at vi ikke måtte tage fotos derinde og at filmen skulle destrueres, men da var fotografen behændigt smuttet. Jeg synes det kunne have været sjovt at kombinere opstilling foran Tøjeksperten med ”besvime-aktionen”, en flashmob, som Clean Clothes Campaign har arrangeret i andre storbyer i solidaritet med syersker i Cambodia. Når man har arbejdet meget længe, hverken har fået vådt eller tørt og ikke har været på toilettet, fordi det er vigtigere at opfylde akkorden, falder man til sidst om - og det gjorde kvinderne så på stribe. De lå på gulvet med drop i armen. Deraf kom aktionsformen ”gå ind i de ”beskidte” butikker og fald om på klokkeslæt”. Nåh, men konceptet for aktionen d. 8. dec. i Kbh. var afgjort på forhånd og vi opførte os som fornuftige voksne mennesker med fuld forståelse for vagternes arbejde og aktionens tidsplan.

Hele tøjbranchen er rådden

Man kunne sikkert lige så godt have fundet tøjmærker fra Bestseller eller et andet dansk firma mellem murbrokkerne efter sammenstyrtningen, for mange får udført den mest arbejdsintensive del af tøj produktionen (cut and sew) i Bangladesh, som er den næststørste eksportør af tøj. Der er masser af profit i branchen. Bestsellers ejer er Danmarks 3. rigeste mand med en formue på 39 mia. kr.. Som så mange andre rige kapitalister går Anders Holck Povlsen stille med dørene og han har naturligvis folk til at tage øretæverne i pressen. Så det var med stor forventning at jeg skruede op for Solvej Bjørnestad fra P1, Business, da hun havde fået et interview med ham for nylig. Men der kom ingen spørgsmål til hvordan man kan blive så rig på andres arbejde, hvordan han havde det med Rana Plaza, hvordan man kan klare sig for 2 dollar om dagen efter en 9 timers arbejdsdag i Bangladesh, osv. I stedet hørte vi om Bestsellers naturprojekter i Afrika. Jeg synes Solvej Bjørnestad skulle holde sig for god til at være mikrofonholder. Der er ingen grund til at blive benovet over folk, som er født med en sølvske i munden og arver fars firma.

Sagen er at Hr. Povlsens arbejdere snildt kan få højere løn uden det vil begrænse Povlsens overklasseliv. Formuer af den størrelse er baseret på dårlig moral og en global kapitalistisk økonomi, som er langt vanskeligere at tæmme end den nationale og her ligger en udfordring for den globale venstrefløj og venter og venter og …..
Det er ikke en løsning af boykotte varer fra fattiglande og lukke grænserne ned for til rejsende arbejdskraft. Rigtig mange af de unge syersker i Bangladesh laver ikke vrøvl, for de er glade for at få job i tekstilindustrien. De er rejst fra landsbyen, hvor de nok ellers var blevet gift som 12-15 årig med en gammel mand, fordi han havde lidt penge og fordi hendes forældre ikke kunne forsørge hende og de andre børn. En tredjedel af pigerne under 15 år er gift, og 2/3 er gift inden de bliver 18 år. Her kan et job i tekstilindustrien, hvor end luset lønnen og sovesalene er, føles som en lille smule frihed til at forme eget liv og hun kan måske blive i stand til at sende lidt penge hjem til forældrene i landsbyen.

Løsningen på denne del af den uretfærdige/ulige verden er altså ikke at boykotte Bangladesh, men at bidrage til at arbejderne får højere løn og bedre arbejdsvilkår. Det skal også tilføjes at der findes kooperativer med noget bedre forhold, som tilmed har daginstitution og skoler til de ansattes børn og fører kampagner mod ægteskab med piger under 18 år og hustruvold. Det er bare en lille fair trade niche, som ikke fylder i forbrugernes indkøb.  Efter Rana Plaza ”ulykken” ledte jeg efter nogle bedre fabrikker i Bangladesh og fandt resterne af Svalernes udviklingsarbejde. Svalerne var engang optaget af at hjælpe folk i Indien og Bangladesh med at producere og eksportere tøj og kunsthåndværk, ligesom Mellemfolkeligt Samvirke (MS) etablerede værksteder i Afrika, men nu arbejder alle udviklingsorganisationer med rettigheder fremfor hvad der kan skaffe brød på bordet.

Kan det blive bedre?

I mit parti siger man at arbejderne skal organisere sig selv og alle er naturligvis begejstrede for 3F’s (Danida)projekt i Bangladesh, men jeg tror desværre ikke at det vil lykkes - at opbygge en fagbevægelse efter dansk model. Jeg opfatter det som en (marxistisk) ideologi fra en tid før globaliseringen med stærke grænser, ufleksible kapitalmarkeder, og svage regeringer. Forleden slog den internationale fagbevægelse IndustriAll alarm overfor tilbageskridt for fagbevægelsen i tekstilindustrien i Bangladesh11 fagforeningsledere er blevet tilbageholdt i henhold til en undtagelses tilstand, en krigsret og 1600 er suspenderet. Fagforeningerne kræver, at mindstelønnen hæves fra 68 $ om måneden til 190 $. Bangladesh har en lang kedelig historie om fagforeningsfolk, som myrdes, tortureres, m.v. og frygten breder sig, så en del er flygtet tilbage til landsbyerne, for at undgå politi og fængsling. Det beskidte arbejde udføres ikke af fabriksejerne eller multinationale eller danske virksomheder. Iagtagere mener det er regeringens sikkerhedsstyrker, der udfører arbejdet, for at skabe skræk og rædsel omkring det faglige arbejde. Regeringen er ikke interesseret i at fabrikkernes omkostninger skal stige, for så risikerer de at de multinationale virksomheder lægger deres ordrer i andre (billige) lande. Det er bestemt godt at IndustriAll er blevet etableret, men jeg tvivler på at det kan blive til mere end en informationskilde, for jeg synes det er gået tilbage for den internationale solidaritet både i partierne og i fagbevægelsen.

NGO’erne går i dialog med kapitalisterne. Ibis lavede en aftale med TOMs – dem med børnearbejde i kakaoplantagerne - helt tilbage i 2007 og MS har lavet en aftale med Arla – dem som dumper mælkeprodukter med EU’s landbrugsstøtte i Afrika syd for Sahara, som de lokale mælkebønder ikke kan konkurrere med. De samarbejder om papirer med CSR-strategier og at formulere projekter i ulandene. Begge parter skal have glæde af aftalerne, men det er vanskeligt at vurdere hvem der har størst glæde af samarbejdet. Det er klart at en virksomhed gerne vil have godkendelse af en folkelig humanitær organisation, men hvor meget organisationerne får ud af det, synes jeg er svært at vurdere. For det første har de ikke stor folkelig opbakning og mange loyale medlemmer til at iværksætte boykott og smædekampagner, hvis det skulle blive for meget med virksomhedernes profitinteresser og hemmelighedskræmmeri. Organisationerne har begrænset medlemsdemokratiet de senere år til fordel for fusioner med større organisationer i andre lande (Oxfam og ActionAid). Dermed er de blevet mere professionelle og mindre folkeligt forankrede. For det andet risikerer de at der starter en diskussion om hvorvidt de fortsat skal have statsstøtte (Danidastøtte) og dermed bringer de deres ansattes jobs i farezonen. For det tredje, set udefra, kunne det tænkes at deres samarbejde med virksomhederne bliver en buffer for at andre organisationer og netværk skammer virksomhederne ud.
Det kan sagtens være at det giver fine resultater at færdes på de bonede gulve, men inddragende og igangsættende for fremtidige folkelige kampe er det ikke.

Who made my clothes?

Jeg tror stadigvæk på oplysning til borgere, men det skal ledsages af handlingsanvisninger, ellers giver man bare folk dårlig samvittighed. Internationale organisationer og bevægelser skal oplyse om forholdene for at øge bevidstheden hos forbrugerne, så de gennem dollar-voting og anden pression stiller krav til importører og butikker. Clean Clothes Campagnen har afdelinger i mange europæiske lande og de besøger fabrikker, inviterer fabriksarbejdere på turné og laver oplysningskampagner. Andre organisationer arbejder på at lave ens faglige standarder, for at forhindre den nedadgående konkurrence mellem landene, f.eks. Asian Floor Wage Alliance, og den globale Fagbevægelse, IndustriAll, arbejder på fælles kampe og solidaritet over landegrænserne. Clean Clothes Campaign i Danmark brugte aktionen i starten af december til at kræve oplysning om hvor virksomhederne får produceret tøj og opfordrede forbrugerne kan presse på ved konsekvent at spørge i butikken/webshoppen – ”Hvor kommer tøjet fra?” Hvis virksomhederne giver denne oplysning, kan journalister og de mange gode organisationer med undersøgende journalistik, bl.a. Danwatch og SOMO, se hvordan løn- og arbejdsforhold er. Der er allerede brands, som har lagt en liste op med fabrikker. Dermed er ikke bevist at de faktisk får deres tøj produceret på disse fabrikker og ikke andre mere beskidte steder, men det er da et fremskridt. Endnu bedre var det da sportstøjfirmaet, Switcher, havde stregkoder i tøjet, som man kunne spore på deres hjemmeside. Men andre (store) virksomheder argumenter med konkurrencehensyn mod at lægge deres leverandører frem; Det koster penge at få etableret et samarbejde med nye leverandører, og det kan andre spare ved at få deres ting lavet de samme steder. Det er ikke løgn, men det er immervæk et mindre beløb for de store importører, når først produktionen kører, og set fra de lokale fabrikkers synsvinkel er det meget fint, at blive kendt ude på markedet og ikke være forpligtet af en evt.  eksklusivaftale med en opkøber. Så kræv mere åbenhed !

Etisk mærke

Det ville alt sammen være meget lettere og mere troværdigt med et uvildigt mærke for tekstiler efter samme model som det økologiske Ø-mærke. Enhedslisten stillede i 2006 et beslutningsforslag herom, som fik pæne ord med på vejen fra det Radikale Venstre, Socialdemokraterne og SF (B17 i folketingssamlingen 2006/07). Det er meget lang tid siden og nu er det blot nævnt i nogle programmer. I de andre skandinaviske lande er de nået længere mht. lovgivning og med sympati i offentligheden, så det kunne være et nordisk samarbejde kunne gøre et mærke mere økonomisk realistisk.

Offentlig indkøbspolitik

Den offentlige indkøbspolitik er ligeledes et instrument til at forandre forholdene i det Globale Syd / de fattige lande. Stat, regioner og kommuner kan stille krav om minimumstandarder til produktion af beklædning, håndklæder, sengetøj m.m. og kædeansvar ved deres indkøb. Vi står lige overfor et kommune- og regionsvalg, så der er anledning til at tage sagen med i valgkampene. Op til kommunevalget i 2001 var jeg aktiv i Clean Clothes Campaign og vi skulle til at kritisere amterne for indkøb af beskidt tekstil, indtil det viste sig at flere amter havde indkøbspolitikker på deres hjemmesider og så frygtede nogle på sekretariatet at vi ville tage os rigtigt dårligt ud. Op til kommunevalget i 2009 lavede MS en kampagne, hvor de fik fortrinsvis SF’s kandidater til at udfylde spørgeskema om hvad de mente om offentlige indkøb. Nuvel, MS havde en forkvinde på det tidspunkt, der var SF’er, og så gik der altså partipolitik i sagen. Enhver kommune og region har efterhånden en flot nedskrevet indkøbspolitik, det er sådan noget man har kommunikationsfolk ansat til at lave, men om den bliver fulgt og hvordan kommunerne kontrollerer at deres leverandører overholder kommunens krav, er en hel anden sag. Det afslørede min ældste datter så udmærket i sit afsluttende speciale og her var det ovenikøbet Københavns Kommune – landets absolut største og rødeste – som var en af case’ne.  

Forbrugerne har magten, hvis vi vil

Oplysning, krav om åbenhed i butikkerne om leverandørerne, etisk mærke i Folketinget og bevidst kollektivt forbrug på sygehusene og i kommunerne kan drive en udvikling frem baseret på forbrugerne. Det er i sidste ende kun efterspørgslen/købekraften, som virksomhederne har respekt for. Og derfor skal der lyde en dybfølt tak fra mig til Clean Clothes Campaign, Danmark, MS, Krogerup Højskole og andre som med små midler og frivilligt arbejde formår at forbinde den morderiske kapitalisme med de daglige indkøb, mens andre større spillere svigter.