Kan man være i mere end syv sind?

I fredags midt på dagen tikkede en mail ind fra kæresten. Eneste indhold var teksten til den gamle fredssang ”Vi vil se land”. I ved den med, ”vi siger nej til jeres snak om krig igen - os får i ikke med på den” osv.

I lokalet ved siden af var Enhedslistens ledelse samtidig samlet til ekstraordinært møde, for at tage beslutning om ELs holdning til FN-aktionen i Libyen.

Mailen var en lille påmindelse, om den enkle sandhed, at krig er noget værre lort. At ”venner ikke vindes med et ladt gevær”. Det var nu ikke nødvendigt at minde mig om det. For hele dagen var mit hoved fyldt med netop det: At krig er af det onde, og at selv krige med gode hensigter efterlader dybe sår på samfund og mennesker.

Jeg tror de samme tanker rumsterede i hovedet på de mennesker i Enhedslistens folketingsgruppe og ledelse, som stod med ansvaret for at træffe en beslutning på ganske få timer.

Den mindst ringe beslutning?

Jeg må sige, at jeg var glad for ikke at være den, der skulle tage beslutningen.

Men jeg tror, om end tvivlen nager, at Enhedslistens ledelse traf den rigtige beslutning. Og jeg vil forsøge at forklare hvorfor.

Efter min mening er det oplagt, at tiden var ved at rinde ud. Gadaffis styrker står i skrivende stund ved portene til Bengazi For mig er der ikke den store tvivl om at en sejr til Gadaffi vil resultere i en nedslagtning af den libyske opposition. Hvis man er i tvivl om det, kan man blot lytte til de trusler, manden selv er kommet med gennem de seneste uger.

At tale om strammede sanktioner, eller om fredsforhandlinger, som en løsning, som nogle af mine partikammerater gør var simpelthen passé – det kunne ikke stoppe det blodbad der truede.

Der var kun to muligheder. Enten at lade tingene gå sin gang og lade regimet drukne oprøret i blod, eller en militær indgriben, for at stoppe Gadaffis fremmarch.

Dette er efter min mening kernen i diskussionen – Ingen af os kommer udenom at vælge mellem disse to muligheder, som hver i sær er afskyelige.

FN er med
Når jeg hælder til den sidste, har det flere årsager.

For mig er det afgørende, at der er tale om en FN-aktion. Den manglende forankring i FN har været et hovedargument for venstrefløjen i kritikken af Irak-krigen. Derfor må det omvendt også have betydning når FN nu opfordrer til en intervention.

FN er ikke perfekt. Langt fra. Men FN er lige nu det bedste, vi har hvis jungleloven ikke skal råde, og hvis internationale aftaler og menneskerettigheder skal respekteres. Og som jeg ser det, er det grundlæggende godt, hvis der er en international organisation, der via sanktioner, diplomatisk pres og i ekstreme tilfælde med magtanvendelse kan sikre menneskers rettigheder, når deres egen stat træder dem under fode.

FN-Resolutionens indhold er også helt afgørende for mig. Resolutionen understreger, at indsatsen handler om at beskytte civile liv. Den opfordrer til en øjeblikkelig våbenhvile. Og den udelukker besættelsesstyrker i Libyen.

Derfor mener jeg også, at sammenligningen med Irak og Afghanistan kun forfladiger diskussionen.

Enhedslistens betingelser

Det har også stor betydning for mig, at Enhedslisten har gjort meget klart, hvad der er præmisserne for støtten til aktionen. For det første, at det er en betingelse, at indsatsen tilrettelægges, så civile mål ikke rammes. For det andet at målet er en våbenhvile og en forhandlingsløsning. Og for det tredje at Libyens suverænitet skal respekteres.

Det er på det grundlag, at Enhedslisten har valgt at støtte indsatsen. Hvis det i de kommende uger eller måneder viser sig, at stormagterne handler imod resolutionen, og deres egne løfter – så vil Enhedslisten droppe sin støtte, og kræve den danske deltagelse indstillet.

Der er ikke givet nogen blankocheck.

Er krig altid forkert?

Mange af de kritikere, der beklager beslutningen på Enhedslistens Facebook-væg, giver udtryk for, at man aldrig kan støtte krig. Som jeg skrev indledningsvist, har jeg stor forståelse for denne holdning. Men det gamle argument mod den rene pacifisme er stadig holdbart: Uden væbnet modstand havde hele verden været nazistisk i dag.

Det er desværre sådan, at ingen handling, også er en handling – og det gælder også i tilfældet Libyen.

Desuden er det en misforståelse, at tro, at Enhedslisten er et pacifistisk parti. Enhedslistens årsmøde har for flere år siden vedtaget, at vi kan støtte militære aktioner for at forhindre folkedrab og lignende. Og vi har tidligere talt for militær indgriben i Darfur.

Hvorfor ikke andre steder?

Et andet argument, er at det er hyklerisk, at gribe ind i Libyen, når man ikke griber ind overfor overgrebene i Yemen, Saudiarabien, Palæstina, Colombia – you name it.

Ja, det er pissehyklerisk. Men, at der ikke gribes ind andre steder, kan da aldrig blive et argument for ikke at gøre det her. Der er dog ingen i tvivl om, at vi skal bruge indgrebet i Libyen og de borgerlige partiers hykleri, til at forstærke kravene om, at FN (og Danmark) indtager en langt mere offensiv linje for at kræve respekt for menneskerettighederne andre steder – også i stater som er stormagternes ”venner”.

Dilemmaernes dilemma

Når alt dette er sagt, skal jeg blankt erkende, at jeg hele dagen i går var i mere end syv sind – og stadig er det. Og sandheden er vel den, at det er de kommende dage, uger og måneder, der vil vise om den beslutning som Enhedslistens ledelse har truffet var klog.

Hvis det lykkes, at stoppe Gadaffis fremmarch, få etableret en våbenhvile og igangsat de forhandlinger om politiske reformer som FN-resolutionen har som sit mål, så var det klogt.

Hvis det omvendt viser sig, at det militære indgreb udvikler sig til en langvarig katastrofe med omfattende civile ofre, og at stormagterne handler imod resolutionens indhold, så var det en fejl.

Netop på grund af mine egne store tvivl, har jeg også fuld forståelse for de mange gode venner, der er landet på en anden konklusion end Enhedslistens ledelse. Ganske enkelt fordi deres bekymringer også er mine bekymringer.

Og hvis det hele går ad helvedes til og FN-aktionen ender med at koste flere civile libyske liv end dem Gadaffi bærer ansvaret for, eller hvis FN og stormagterne ikke griber muligheder, der åbner sig for fred, så skal jeg være den første til at bøje nakken og erkende, at opbakningen var en fejl.

Til sidst vil jeg bare sige, at uanset at bølgerne sikkert kommer til at gå højt i diskussionen, så er jeg er faktisk glad og stolt over at være i et parti, hvor det at deltage i en militær operation er noget, der skaber voldsom debat – og aldrig bliver noget, der sker med automatpiloten sat til.