20. marts 2011 - 12:24

Kan man være i mere end syv sind?

I fredags midt på dagen tikkede en mail ind fra kæresten. Eneste indhold var teksten til den gamle fredssang ”Vi vil se land”. I ved den med, ”vi siger nej til jeres snak om krig igen - os får i ikke med på den” osv.

I lokalet ved siden af var Enhedslistens ledelse samtidig samlet til ekstraordinært møde, for at tage beslutning om ELs holdning til FN-aktionen i Libyen.

Mailen var en lille påmindelse, om den enkle sandhed, at krig er noget værre lort. At ”venner ikke vindes med et ladt gevær”. Det var nu ikke nødvendigt at minde mig om det. For hele dagen var mit hoved fyldt med netop det: At krig er af det onde, og at selv krige med gode hensigter efterlader dybe sår på samfund og mennesker.

Jeg tror de samme tanker rumsterede i hovedet på de mennesker i Enhedslistens folketingsgruppe og ledelse, som stod med ansvaret for at træffe en beslutning på ganske få timer.

Den mindst ringe beslutning?

Jeg må sige, at jeg var glad for ikke at være den, der skulle tage beslutningen.

Men jeg tror, om end tvivlen nager, at Enhedslistens ledelse traf den rigtige beslutning. Og jeg vil forsøge at forklare hvorfor.

Efter min mening er det oplagt, at tiden var ved at rinde ud. Gadaffis styrker står i skrivende stund ved portene til Bengazi For mig er der ikke den store tvivl om at en sejr til Gadaffi vil resultere i en nedslagtning af den libyske opposition. Hvis man er i tvivl om det, kan man blot lytte til de trusler, manden selv er kommet med gennem de seneste uger.

At tale om strammede sanktioner, eller om fredsforhandlinger, som en løsning, som nogle af mine partikammerater gør var simpelthen passé – det kunne ikke stoppe det blodbad der truede.

Der var kun to muligheder. Enten at lade tingene gå sin gang og lade regimet drukne oprøret i blod, eller en militær indgriben, for at stoppe Gadaffis fremmarch.

Dette er efter min mening kernen i diskussionen – Ingen af os kommer udenom at vælge mellem disse to muligheder, som hver i sær er afskyelige.

FN er med
Når jeg hælder til den sidste, har det flere årsager.

For mig er det afgørende, at der er tale om en FN-aktion. Den manglende forankring i FN har været et hovedargument for venstrefløjen i kritikken af Irak-krigen. Derfor må det omvendt også have betydning når FN nu opfordrer til en intervention.

FN er ikke perfekt. Langt fra. Men FN er lige nu det bedste, vi har hvis jungleloven ikke skal råde, og hvis internationale aftaler og menneskerettigheder skal respekteres. Og som jeg ser det, er det grundlæggende godt, hvis der er en international organisation, der via sanktioner, diplomatisk pres og i ekstreme tilfælde med magtanvendelse kan sikre menneskers rettigheder, når deres egen stat træder dem under fode.

FN-Resolutionens indhold er også helt afgørende for mig. Resolutionen understreger, at indsatsen handler om at beskytte civile liv. Den opfordrer til en øjeblikkelig våbenhvile. Og den udelukker besættelsesstyrker i Libyen.

Derfor mener jeg også, at sammenligningen med Irak og Afghanistan kun forfladiger diskussionen.

Enhedslistens betingelser

Det har også stor betydning for mig, at Enhedslisten har gjort meget klart, hvad der er præmisserne for støtten til aktionen. For det første, at det er en betingelse, at indsatsen tilrettelægges, så civile mål ikke rammes. For det andet at målet er en våbenhvile og en forhandlingsløsning. Og for det tredje at Libyens suverænitet skal respekteres.

Det er på det grundlag, at Enhedslisten har valgt at støtte indsatsen. Hvis det i de kommende uger eller måneder viser sig, at stormagterne handler imod resolutionen, og deres egne løfter – så vil Enhedslisten droppe sin støtte, og kræve den danske deltagelse indstillet.

Der er ikke givet nogen blankocheck.

Er krig altid forkert?

Mange af de kritikere, der beklager beslutningen på Enhedslistens Facebook-væg, giver udtryk for, at man aldrig kan støtte krig. Som jeg skrev indledningsvist, har jeg stor forståelse for denne holdning. Men det gamle argument mod den rene pacifisme er stadig holdbart: Uden væbnet modstand havde hele verden været nazistisk i dag.

Det er desværre sådan, at ingen handling, også er en handling – og det gælder også i tilfældet Libyen.

Desuden er det en misforståelse, at tro, at Enhedslisten er et pacifistisk parti. Enhedslistens årsmøde har for flere år siden vedtaget, at vi kan støtte militære aktioner for at forhindre folkedrab og lignende. Og vi har tidligere talt for militær indgriben i Darfur.

Hvorfor ikke andre steder?

Et andet argument, er at det er hyklerisk, at gribe ind i Libyen, når man ikke griber ind overfor overgrebene i Yemen, Saudiarabien, Palæstina, Colombia – you name it.

Ja, det er pissehyklerisk. Men, at der ikke gribes ind andre steder, kan da aldrig blive et argument for ikke at gøre det her. Der er dog ingen i tvivl om, at vi skal bruge indgrebet i Libyen og de borgerlige partiers hykleri, til at forstærke kravene om, at FN (og Danmark) indtager en langt mere offensiv linje for at kræve respekt for menneskerettighederne andre steder – også i stater som er stormagternes ”venner”.

Dilemmaernes dilemma

Når alt dette er sagt, skal jeg blankt erkende, at jeg hele dagen i går var i mere end syv sind – og stadig er det. Og sandheden er vel den, at det er de kommende dage, uger og måneder, der vil vise om den beslutning som Enhedslistens ledelse har truffet var klog.

Hvis det lykkes, at stoppe Gadaffis fremmarch, få etableret en våbenhvile og igangsat de forhandlinger om politiske reformer som FN-resolutionen har som sit mål, så var det klogt.

Hvis det omvendt viser sig, at det militære indgreb udvikler sig til en langvarig katastrofe med omfattende civile ofre, og at stormagterne handler imod resolutionens indhold, så var det en fejl.

Netop på grund af mine egne store tvivl, har jeg også fuld forståelse for de mange gode venner, der er landet på en anden konklusion end Enhedslistens ledelse. Ganske enkelt fordi deres bekymringer også er mine bekymringer.

Og hvis det hele går ad helvedes til og FN-aktionen ender med at koste flere civile libyske liv end dem Gadaffi bærer ansvaret for, eller hvis FN og stormagterne ikke griber muligheder, der åbner sig for fred, så skal jeg være den første til at bøje nakken og erkende, at opbakningen var en fejl.

Til sidst vil jeg bare sige, at uanset at bølgerne sikkert kommer til at gå højt i diskussionen, så er jeg er faktisk glad og stolt over at være i et parti, hvor det at deltage i en militær operation er noget, der skaber voldsom debat – og aldrig bliver noget, der sker med automatpiloten sat til.

Kommentarer

God artikel Pelle. Jeg enig med dig i at kun de kommende dage, uger og måneder kan vise om beslutningen er rigtig. Jeg er også meget tvivlende, om end jeg hælder til det modsatte synspunkt - at vi ikke skulle have stemt ja. Men jeg håber inderligt at det viser sig at tingene udvikler sig bedre end jeg frygter.

Noge kammerater skriver at de er stolte over at Enhedslisten er gået med. Det er jeg ikke. Men jeg er stolt over at være i et parti der tager beslutningen så seriøst som tilfældet er. Og hvor tilhængere og modstandere af beslutningen kan tale på en god og konstruktiv måde med hinanden om beslutningen - senest på Enhedslisten Københavns generalforsamling i går aftes.

Hej Pelle

Jeg synes der er masser der er galt i den her sag, og at komme ind på det hele ville tage mange dage. Nogle få af de ting der kommer igen og nager mig helt vildt, er Enhedslistens/din gentagelse af FN-aktion, FN-styrker og lign. Der er så vidt jeg ved tale om en FN-resolution, ingen FN-styrke, ingen FN-aktion. Der er et slags juridisk tomrum nu, hvor de der har løst kan tage til Libyen og bombe hvad de mener ligger inde under den resolution der er vedtaget. Danmark deltager ikke i en FN-styrke, vi deltager ikke i en FN-aktion. Vi er nede og bombe Libyen med dem der synes Libyen skal bombes, ikke med FN.

"Hvad skulle man ellers have gjort? Ladet Gadaffi slagte løs?" er det løsen der gjalder fra krigstilhængerne.
- Som du trækker frem så har flere påpeget at så skulle man jo i krig flere steder. Så siger du det er pissehyklerisk... Så du mener i at man burde gå i krig flere steder og du ’erkender’ at det hyklerisk kun at gøre det i Libyen??? Så er det vist helt andre ting du skal erkende... Når det påpeges fra antikrigs-side at man går ind i netop Libyen og andre steder, er det ikke en opfordring til at gå i krig de andre steder, det er en påpegelse af at man ikke er i Libyen for at redde liv, men for at beskytte imperialismens interesser.

- Det generer mig grænseløst at argumentet om ’man skulle lade Gadaffo slagte løs’ trækkes frem på den her måde. Som om nedslagtning er noget der er opstået i marts 2011, som om man skal kunne trylle hele verden om på 5 min. hvis man tillader sig at være imod krig mod Libyen, som om at man som krigsmodstander skal kunne knipse med fingrene og forvandle Libyen, for ellers går Enhedslisten i krig. Hvad er det for noget? Det er da en gang svineri! Selvfølgelig kan man ikke trylle verden om på nul komma fem(den tid det tager Enhedslisten at gå i krig), selvfølgelig må vores svar være at en form for mæling må være løsningen. Vil der så dø nogen fra nu af og til en mæling kommer i stand?? Selvfølgelig vil der det - verden er nederen(kapitalistisk), lad vær med at bebrejde krigsmodstandere at der dør mennesker under kapitalismen, at der er indbyggede kriser der gør at folk sulter, at der er indbyggede krige, bl.a. som resultat af de kriser, Det er efter min mening ikke krigsmodstanderne der har bevisbyrden, der er JER, det DIG der skal bevise at jeres lortekrig redder liv, det er dem med F16-flyene der har bevisbyrden, ikke dem med fredsflaget. I sætter folk i defensiven på den grimmeste måde med den form for retrorik "Hvis ikke vi bomber i Libyen vil Gadaffi slå nogle ihjel, kan i modbevise det" Det er grim grim retorik. Ingen kan løse verdens problemer, hverken på 5 minutter eller 5 år, med ’real’-politik under kapitalismen.

- For helvede, krigen er jo en ren imperialistisk intervention. Hvad godt kommer der ud af det? Hvilken konsekvens vil flyveforbuddet have? Hvor står Libyen om et halvt år? 2 måneder? Skal man blive ved med at bombe Gadaffi-styrker for evigt? Skal man sætte landtropper ind i en invasion? Hvad skal man ellers? Pelle hvad er næste led i krigs-strategien? Svar selv som der kræves svar af krigsmodstanderne! Hvad er åbenbaringen i bombningen? Denne fase af en krig, bombningen af militære installationer, er den almindelige begyndende fase af enhver krig i ’moderne’ tid - siden artilleri-beskydningens opfindelse. Havde strategien åbenlyst været landkrig havde det militære billede set præcist ud som det gør i dag. Når USA om et par uger har bombet løs, hvad er så næste skridt? De handler alene, ALENE, ud fra imperialistiske interesser, Gadaffi kan man nok ikke enes med(den første tid, manden er jo hyper-opportunist), hvis man vil have et marionet-styre i Libyen må man altså (sandsynligvis...) skifte ud. Den imperialistiske bombning betinger flere skridt.

Hvorfor er libyerne dig så meget på sinde lige nu Pelle? Vi er mange der har sympatiseret med alle de Nordafrikanske og mellemøstlige folks revolutioner. Bl.a. fordi det lykkedes at presse USA marionetter i regionen, skabe håb om reel selvstændighed i landene. Men er det kvantitativt humanitært?, menneskeliv, hvorfor så Libyen? Hvorfor ikke Bahrain? Hvorfor ikke bruge de milliarder den danske aktion koster, alle bombepengene på at sende et par Herkules-fly til Japan, fyldt med madpakker?

- Enhedslistens eneste tilsnit af antikrig de seneste par år, har bestået i modstand mod indkøb af nye jager-fly, Johanne har nævnt det på demo’er et par gange, men nu viser det sig jo at jager-fly er en rigtig investring, eller??

- Du er i syv sind Pelle, en del flere libyere er i flere end 7 stykker, de blev ramt af dine bomber. Lad vær med at fortælle mig/os om hvor svært det er at sidde på Chr.borg og beslutte bombinger, jeg brækker mig Når Aaen siger det er den sværeste beslutning i hans tid på Chr.borg.

- I de her dage runder vi starten på Irak-krigen, 8 år siden. DKs krig nr. 2 i dette ’nye amerikanske århundrede’. Jeg husker hvordan Ø tog skarp aftstand fra maleraktionen mod Fogh og Møller, hvordan stiller i jer til det nu? Den gang i abstrakte vendinger om at den slags metoder er forkerte. Forklar mig gerne Pelle, hvorfor Enhedslisten er IMOD malerkast mod Fogh og hans med-krigsforbrydere, og at Enhedslisten er FOR bombinger mod Libyen?

- Du er inde på spørgsmålet om pacifisme, jeg er heller ikke pacifist, men du er en meget selektiv ikke-pacifist. (Enhedslisten har i øvrigt flere gange udtalt sig ’mod al politisk vold’, det er bare i andre situationer, når det er autonome, palæstinensere, eller andre der udøver den). Du trækker modstandsbevægelsen

- Du skriver "Og for det tredje at Libyens suverænitet skal respekteres." Hva?? Deres suverænitet blev sku da krænket da man tog deres luftrum fra dem??? Hele resolution, aktionen og alt andet er sku en stor krænkelse af suverænitet.

- Du skriver "Det er på det grundlag, at Enhedslisten har valgt at støtte indsatsen. Hvis det i de kommende uger eller måneder viser sig, at stormagterne handler imod resolutionen, og deres egne løfter" HALLOO... Hvad tror du selv? ’hvis det viser sig...’ Hva? Hvorfor tror du aktionen overhovedet er kommet i stand? Tror du seriøst selv på at der er tale om en humanitær aktion fra amerikansk, fransk, dansk eller andet officielt hold?

Jeg kunne godt fortsætte men jeg må have en pause... Til sidst vil jeg bare sige, at jeg er stolt over ikke at være i dit parti. Men en person hvor ’automatpiloten’ bliver sat til når imperialismen toner krig. Og det kan da være at du irriteres over mit brug af ordet krig... Men jeg irriteres over din ’indgriben’ og lign.

Og hold din tvivl for dig selv, deter ynkeligt du trækker i land allerede inden landtropperne er trukket ind. Det er noget svineri at tale for bomber og krig, og så samtidig være i tvivl. Du har jo TYDELIGVIS ikke været mere i tvivl end du er FOR bombning.

/Martin

Pelle, argumentet med at vi skal gribe ind for at hindre et blodbad er tvivlsomt. Det bliver et blodbad - formentlig - uanset om vi griber ind eller ej. Karaktetren af det bliver forskelligt og om vi deltager aktivt i det eller ej.

Grunden til min modstand baseret sig på 3 forudsætninger for militær indgriben. 1. Der skal være et klart defineret mål med indsatsen. 2. Der skal være en lokal alliancepartner vi kan solidarisere os med 3. Det vi opnår med en indsats skal være væsentlig bedre end hvad vi kunne opnå uden

1)FN-mandatet kan tolkes meget bredt (jeg kan ikke det der link-shit du kan, men læs Information fra week-enden). De folkereteksperter jeg har hørt og læst tolker det som en blanco-check. Indsættelse af landtropper er muligt indenfor mandatet, blot der ikke er tale om besættelsestropper. Jeg er ikke spor sikker på vi deler hensigter med vores allianceparter (hverken nationalt eller internationalt), garantier eller ej.De har vel bare erkendt at Ghadaffi er for stor en risiko at ha´ som leder af et land der er nødvendig for os som flygtninge-buffer og olieleverandør. Som Mikkel -Vedby Rasmussen siger, så er der et tidspunkt for at sikre at meget klart grundlag; det er når man vedtager aktionen. Når først det kører er fælden klappet. HVIS der skal indsættes landtropper, skal vi så kræve soldaterne hjem og betyder det så at Ghadaffi må lave folkemord? Jeg frygter en irreversibel proces.

2)Jeg kender meget lidt til den opposition vi nu de facto kommer til at støtte som overgangsregering. Udover at lederen er tidligere justitsminister i Ghadaffi´s regime. Hvilke garantier har vi fra dem om overholdelse af menneskerettigheder og skabelse af demokratiske strukturer. Der er jo ikke tale om paralleller til den spanske borgerkrig eller Allende, hvor der var legitime demokratiske kræfter vi kunne støtte. Eller PFLP for den sags skyld! Det retfærdiggør ikke at de skal slagtes, men det forhindrer vores indsats heller ikke.

3)Jeg er ikke enig med dig i at historien vil vise om vi har ret. Jeg håber i den grad jeg tager fejl og det ender med en sejr for demokratibevægelserne. Men uanset det, mener jeg det er en forkert beslutning vi har taget. Hvis vi skal gribe til så drastiske midler som våbenmagt, skal vores beslutningsgrundlag være tindrende klart. Det synes jeg ikke det har været og derfor synes jeg vi har truffet en dramatisk beslutning på et alt for tyndt grundlag. I den forstand synes jeg vi har tabt.

Afslutningsvis vil jeg sige at jeg synes vi svigter vores rolle. Det er måske lidt rørstrømsk, men jeg synes det er vigtigt at den anti-militaristiske strømning er repræsenteret i folketinget. Det mener jeg er vores historiske opgave. De andre synspunkter er så rigeligt repræsenteret. Fortsat god debat.

Der har været oprør og krige i Afrika (AWW1) i mere end 50 år. De gamle kolonimagter, England, Frankrig og Belgien har delt deres politiske/millitære magt med en række lokale diktatorer. De økonomiske systemer er stadig benhårde kapitalistiske, og fagforeninger hører man ikke meget om. En af kolonimagternes lakajer gør oprør (den slags sker), og så skal hans land bombes. Krig er den eneste løsning, de gamle kolonimagter (og deres medløbere) kender, og måske har brug for? Dette er meget sørgeligt, fordi det flotte oprør i Egypten, gav håb om en ny verdensorden for Afrika.

En ny verdensorden for Afrika, der gennem forhandlinger kunne få stoppet AWW1, og som kunne få skabt bedre forhold og retstilstande for den almindelige afrikaner. Men de folkelige organisationer er svage, og de gamle kolonimagter, der ejer det meste af Afrika, hader folkene, og vil hellere støtte de pengeglade diktatorer. Dog er der håb, en række afrikanske stater ønsker, at få styr på deres egen situation, og de bør have deres egen afdeling i FN. Den kunne starte med, at starte med. at få etableret en våbenhvile i Libyen. a

Denne våbenhvile burde for sikkerhedsrådet omgående, og lad os så se; om England eller Frankrig tør stoppe et freds initiativ med et veto ???

Til alle kritikerne: Hylder vi ikke deltagerne i den spanske borgerkrig? Skulle have ladet være med at drage af? Der var vist også tale om krig, blodig krig.

Kære Pelle og EL!

En køn redelighed I har bragt jer og alle vi andre i, på et af de mest centrale områder af socialistisk politik. Et lyspunkt er Pelles kæreste, sammenholdt med at Pelle måske har en rest af tvivlens nådegave.

Hvad er der så opnået indtil videre? EL er dybt splittet op til en valgkatastrofe og utvivlsomt udskiftninger i FT-gruppen. Den samlede sørgelige rest af vensttrefløjen er uden kontakt til FT-arbejdet og får store problemer med at anbefale at stemme på EL uden at få blod på hænderne. De borgerlige, inklusive det foregående nyborgerlige parti, nemlig SF, griner smøret med Ole Sohn i spidsen, for slet ikke at tale om Løkke R.

De seneste timers pressemeldinger tyder allerede på, at USA, Frankrig og England har slået flere civile ihjæl, herunder børn, end Gadaffi, der jo bevidst gik efter "oprørerne". Hvem tror mere på USAs "kirurgiske præcisionsbomber" skudt af fra Middelhavet og ind i Tripoii og andre større byer? USA lovede at holde sig tilbage, men så snart det kørte los, varede det ikke mange seunder før de startede de blinde myrderier.

Og hvem er nu så "oprørerne"? Alle krigstilhængere i EL er med begge ben og åbne øjne, uden selv at undersøge sagen f eks på Nettet, bildt sig ind, at et er folkets store, demokratiske flertal der rejste sig imod Gadaffi. Men det selvbestaltede "Nationale Libyske Råd" er et sammenrend af værste skuffe, begyndende med Gadaffis tidligere justitsminister og så det løse. Ca. 2/3 af "rådets" medlemmer er unavngivne, hvis de da overhoved eksisterer. Der er ikke et bare minimalt politisk program, fordi de selvfølgelig ikke kan blive enige om selv det.

Den Afrikanske Union, med 53 medlemslande, af alle mulige religiøse og politiske afskygninger, frarådede i enighed at starte op en krig mod Libyen. Men nej, der interesserer ikke USA, UK, Frankrig, Danmark eller Enhedslisten. Istedet får man de 10 mest USA-lojale af Den Arabiske Ligas 22 medlemslande til at formulere en uklar henvendelse til FN om flyveforbudet, men med afstandtagen til andre militære tlltag i øvrigt. Kun 8 lande stemte for.

Libyen var et af Afrikas mest veludviklede lande, der i forhold til Emiraterne, Egypten, Yemen mv. anvendte langt flere penge til gavn for egen befolkning og det øvrige Afrika. CIA har i årter arbejdet på at destabilisere Libyen for at komme til der og rane olien, jfr. Irak på dette punkt. Vi kan forvente noget lignende her, nu måske med en samlet muslimsk krig imod vesten. Måske skulle Jyllands Posten eller andre prøve lidt Mohammedtegninger igen for at fyre op under vores regering og andre?

Den Afrikanske Union har lige vedtaget føgende:

"The African Union panel also announced a meeting in the Ethiopian capital Addis Ababa on March 25, along with representatives from the Arab League, the Organisation of Islamic Conference, the European Union and the United Nations to "put in place a mechanism for consultation and concerted action" to resolve the Libyan crisis." Hvad vi EL gøre? Støtte forslaget fuldt ud og overbevise resten af FT at det er det rigtige? Lidt sent, ikke?

Nyhedstjenesten Ria Novosti har følgende melding:

http://en.rian.ru/world/20110320/16... (Ria Novosti 20.3.11)

U.S.-led attack on Libya may force rebels to join forces with Gaddafi - expert Topic: International sanctions against Gaddafi regime" i det USA & Co’ s (inkl. DK) skyden i blinde rammer ven og fjende, børn og gamle i flæng. Demokratsering fra himlen, så at sige.

Også Xinhua News har meget fornuftig som alternativ til den hjemlige andedamsplapren i medierne: http://news.xinhuanet.com .

Så det skal nok blive "morsomt" at se hvad den "svære", men forkerte belsutning i EL medfører. Ikke mindst for statskassen og kommunernes økonomi og derved de gamle og syge mv. Hvor vil EL hente penge til denne nye krig, når nu det berømte økonomske råderum ikke er der, men jrf. Ole Sohn, skal bruges til Bankpakke 4? Jo, jo, vi lærer SÅ meget fint fra USA!

Med venlig hilsen Mauri Johansson Bording

Tak for et godt indlæg. Jeg er også meget i tvivl om, hvorvidt det er den rigtige beslutning, der er truffet. Og jeg misunder på ingen måde de kammerater, der skulle træffe en beslutning fredag eftermiddag.

Men til kritikerne: som jeg forstår det, var alternativet til at støtte en intervention, at acceptere at Ghadaffi (i denne omgang) slog oprøret ned relativt hårdt og hurtigt. Med de konsekvenser for civilbefolkningen + det arabiske forår, som det nu ville have.

På den lange bane tror jeg, at vi alle er enige om, at mægling, sanktioner, støtte til demokratibevægelser, dialog og alt muligt andet godt er vejen frem. Det handler diskussionen ikke om. Ingen i Enhedslisten synes krig nogensinde er en god løsning.

Diskussionen handler om, hvad der er det mest rigtige at gøre fredag eftermiddag: 1) at støtte intervention eller 2) at acceptere at oprørernes bastioner faldt lørdag – med alle de uhyrligheder det måtte føre med sig.

Jeg tror at Enhedslisten traf den rigtige beslutning, men jeg er langt langt fra sikker. Jeg har fuldt respekt for – og lytter til - de kammerater, der vurderer at scenario 2 faktisk er en bedre situation (vi finder aldrig ud af det, for vi ved aldrig hvor grimt det ville være blevet – til gengæld ved vi snarest om invasionen var en fejl).

Men jeg synes man åbent skal sige, at man synes det havde været bedre(eller mindre dårligt), se lade oprøret blive slået ned og Ghadaffi cementere sin magt. Og at det heller ikke er en let position.

Hvis det ikke er tilfældet, og der fredag eftermiddag fandtes et alternativ jeg ikke kender, vil jeg gerne gøres klogere.

Hvor overraskende at en spindoktor fra Ø prøver at overbevise os om, at den ’meget svære beslutning’ var rigtig...

Enhedslisten har brudt totalt med den antiimperialistiske politik. Nato bomber ikke Libyen fordi de er blevet sentimentale, men fordi de vil sikre stategiske interesser (olie, indflydelse, kontrol i en oprørsk region). Den officielle motivation er den samme som ved Irak krigen (og den er lige så meget løgn). Resultatet bliver det samme - død, ødelæggelse og ulykke for Libyen.

Der er måder at støtte et oprør, men det er ikke ved at bombe deres land i smadder. Når Enhedslisten ikke fatter det, så lad os bygge en parlamentarisk platform der gør. Lad krigen mod Libyen være startskuddet til en parlamentarisk stemme der konsekvent siger nej til imperialistmagternes bombetogter.

Hej Pelle ... du var i syv sind, jeg syntes også det var svært, men jeg valgte en anden vej end dig

Derfor stemte jeg nej til støtte til militæraktionen mod Libyen, på Enhedslistens Hovedbestyrelsesmøde i Weekenden

Mikael Hertoft, medlem af Hovedbestyrelsen i Enhedslisten.

FN resolutionen autoriserer medlemsstaterne til ”tage alle nødvendige forholdsregler for at beskytte civile og civilt beboede områder.” FN har autoriseret medlemslandene til at gribe ind, og i realiteten er det NATO landene der vil gøre det – så vi vil få en NATO militær intervention. Der er altså ikke bare tale om en fly forbuds zone, men også om ret til at bombe fra luften og at sende krydsermissiler efter militære mål, og det er en ret som NATO landene allerede bruger massivt. Enhedslisten har stillet 3 betingelser for at støtte dansk deltagelse i krigen. Folketingsgruppen har fået nogen tilkendegivelser fra regeringen om aftenen før afstemningen, som man finder tilfredsstillende. Den første betingelse er at de militære aktioner skal stoppe hvis der kommer våbenhvile. Men hvem skal afgøre hvornår det er tilfældet? Gadaffi har allerede erklæret våbenhvilen, selv om han ikke overholder den. Her er et spørgsmål, som kan diskuteres evigt og som man aldrig kan hænge den danske regering op på. Den anden betingelse er at man ikke må bombe civile mål – men det er i virkeligheden en ulden formulering, for må man gerne bombe militære mål tæt på civile – med risiko for at ramme ved siden af. Den tredje betingelse er at der skal være en garanti for fuld respekt for Libyens fremtidige suverænitet – herunder kontrollen med landets olieressourcer. Spørgsmålet om Libyens fremtid vil det tage måneder og år at afgøre. Krigen er her og nu. Enhedslisten har fået sine garantier af Gitte Lillelund Bech og den danske regering, men det er ikke dem der bestemmer over konflikten, Danmark er kun en lille spiller. Det bliver USA, Frankrig og Storbritannien der bestemmer og den danske regering vil som sædvanlig sige at hvad storebror gør, er altid det rigtige. Truslen om at Enhedslisten vil trække sin støtte til deres krig, vil næppe ødelægge deres nattesøvn. USA og NATO landene er i forvejen involveret i to krige i Mellemøsten – i Afghanistan og Irak, og er tæt forbundet med Israel i den ulmende konflikt omkring Palæstina. Kan man forestille sig at NATO landene vil føre 2-3 uretfærdige krige i området og så en der er retfærdig? Kan man forestille sig at NATO vil opføre sig pænt i Libyen efter Enhedslistens målestok? Jeg kan ikke. Vesten hungrer efter olie, og det har Libyen. Vesten vil benytte lejligheden til at få kontrol over olieressourcerne – eventuelt ved at dele Libyen op, eller ved at få indsats en form for regime som de kontrollerer, som de har gjort i Kosovo, Irak og Afghanistan. Enhedslisten kunne ikke have forhindret dansk deltagelse i den militære aktion. Men vi kunne have været en kritisk røst, der samlede og organiserede krigsmodstanden. Den mulighed har vi givet fra os nu. Enhedslisten kunne også have arbejdet for folkelig solidaritet med det libyske folk og de arabiske revolutioner. Nu har Enhedslisten i stedet allieret sig med de magter, der i årtier har været bagmændene bag diktatorerne i den arabiske verden.

Sikke en retorik der bliver brugt herinde!

Det er sådan at Enhedslisten stemte for at Danmark skulle sende 4 F16 fly ned for at sikre et flyveforbud, så Gaddiffi ikke havde mulighed for at bruge bombefly og bombe oprører. Men alligevel er der en del kommentarer, der beskriver det som om at Ø har sendt fly til Libyen for at bombe til højre at venstre...

Jeg synes det er en tam diskussion. Kan simpelhen ikke sætte mig ind i at folk ikke vil reagere på de overgreb der sker i Libyen.

De demokratiske kræfter i Libyen (oprørerene) har bedt om et flyveforbud. Det er en meget fornuftigt måde at støtte demokratiske kræfter, ved at støtte dem.

Jeg kan ikke forstå at der er nogle der kalder sig fuldstændig krigsmodstandere. Oprøret i Libyen er jo krig mellem befolkninger og staten! Krig kan jo være sidste udvej for at borgere kan skabe demokrati i deres land. Jeg synes vi skal huske at fagforeninger, politiske partier, uafhængige sociale interesseorganisationer, uafhængig kultur, etc. var forbudt. Det gør virkelig besværligt at skabe demokrati, når enhver form for samling og organisering er forbudt. Derfor bliver krigen mellem oprørere og staten, essientielt hvis der nogensinde skal skabes demokrati..

Tak til Michael Hertoft (og din begrundelse for at fastholde en anti-imperialistisk linie) og Hans Jørgen Vad fra Enhedslistens Hovedbestyrelse for at stemme nej til Enhedslistens støtte til (imperialistiske) krig for olie.

Alt imens hykleriet udfolder sig bliver demokrati-forkæmpere i Yemen og Bahrain dræbte, uden et bekymerende ord fra den samme koalition af villige. Men hvis vi skal bruge Signe Færch logik(som mange Enhedsliste-medlemmer nu acceptere)så skal Enhedslisten også støtte krig mod Yemen & Bahrain for ellers: " acceptere" man blot "at oprørernes bastioner" falder "med alle de uhyrligheder det måtte føre med sig" Glidebane og tyndbenet argumenter hele vejen.

Hej Mypeople

Flyveforbud - det er der ikke tale om. USA og Storbritannien havde midt på dagen i dag sendt 112 krydsermissiler og de rammer mål på landjorden. Franske miragefly skyder mod tanks, og andre militære mål. Der er tale om en militær kampagne fra luften ... som også danske fly deltager i, og med Enhedslistens stemmer!

Mikael Hertoft

Den britiske hær har øjensynligt haft soldater på jorden i ugevis: http://www.mirror.co.uk/news/top-st...

Make Libya not war!

Kære alle

Tak for kommentarer.

Til Jonas og nogle af de andre debattører der både vil støtte oprørerne og er imod militær intervention: Den holdning er simpelthen for billig.

Mest åbenlys absurd er IS´ernes parole: Støt oprørerne i Libyen, nej til militær intervention".

Det er holdning som strider fuldtsændig imod tingenes tilstand i den virkelige verden. Som Signe Færch også skriver: Uden militær intervention, var oprørerne nedkæmpet og diktaturet havde sejret. Punktum.

Det nytter ikke noget at lukke øjnene for, at det handlede om et valg mellem to dårlige alternativer. Det er for billigt.

Heroverfor synes jeg at Peder Hvelplunds indlæg er kendeteget af en ærlig vurdering. Peder erkender, at alternativet til det militære indgreb, med stor sandsynlighed havde betydet at diktaturet havde sejret, og oprørerne udryddet. Men han afviser alligevel indgrebet fordi han frygter at de menneskelige konsekvenser af angrebet kan blive lige så slemme eller endnu værre.

Det er et synspunkt som jeg har stor forståelse for, og som også er hovedårsagen til min egen tvivl (udover mine pacifistiske grundholdninger)

Derfor må det også være en central opgave for os alle - både dem som har støttet aktionen og dem som er imod den, at kræve at bombardementerne stoppes nu, og at der sættes ind på at få etableret våbenhvile og forhandlinger. Gadaffis regering har her til aften igen erklæret våbenhvile. Lad os håbe at handling følger ord denne gang. Hvis det er tilfældet så skal vi stå sammen om at kræve at angrebene stoppes, og at FNs udsending (jvnf. resolutionen) kommer igang med mæglingen mellem parterne.

det er simpelthen ikke godt nok det der!

Tak til dem, der stadig holder den antiimperialistiske fane højt. Specielt Martin, der klart skærer igennem Pelles hykleri.. Det er skræmmende at se, at dem der skulle holde fanen højt i forsøget på at trække den kommende "røde regering" til venstre, lider af en så eklatant mangel på politisk mod til at stå ved sine gamle idealer, at de må dække sig ind under en åbenlys utroværdig retorik om, at de skam har klare betingelser for støtten. Hvis Enhedslisten nu seriøst mener, at de kan lave en aftale med den siddende krigsforbryderregering om, at der ikke må rammes civile mål, og at Libyens suverænitet skal respekteres, så er der i mine øjne kun to muligheder: Enten er man utilgiveligt naiv, eller også har man bare brug for selv det mest absurde figenblad at dække sig under i forsøget på at skræve mellem sine gamle idealer og trangen til at vise "ansvarlighed" som samarbejdspartner for den kommende regering. Desværre er det nok ikke intelligensen, der halter. Enhedslisten er i forvejen sunket dybt ned i den borgerlige parlamentariske sump. Det betaler Fighters & Lovers, Oprør og de andre grupper, der nu bliver straffet for deres støtte til oprørsbevægelser for. De førte en heroisk kamp mod terrorlovgivningen, men fik en kold skulder fra Enhedslisten, som sandelig var for fin til at få blod på fingrene. Nu er de tilsyneladende kommet i bedre selskab med vores gamle mujahedin-kriger Lars Løkke. Måske var det bedre at omdanne Rådhuspladsen til Tahirpladsen!!!

@Jan: Som jeg skrev, synes jeg det er en vildt svær beslutning. Og jeg er ikke sikker på at enhedslisten har valgt rigtigt. Jeg synes det er ærgerligt, hvis der i diskussionen ikke er plads til tvivl, overvejelser og reel diskussion.

For mig var FN-mandatet og FNs vurdering af, at der er tale om forbrydelser mod menneskeheden afgørende . Det er første betingelse for, at vi overhovedet kan diskutere om enhedslisten skulle stemme for. Den situation er der ikke i Yemen eller Bahrain, såvidt jeg ved.

Jeg bad sådan set bare om, at man forholder sig til det konkrete dilemma. Jeg synes det er fuldt ud legitimt, hvis man mener at situationen havde været bedre, hvis man ikke havde lavet invasionen. Men havde konsekvensen så ikke været, at oprøret var blevet slået hårdt ned i lørdags? Og hvilke konsekvenser havde det haft for lysten til at forsætte oprøret i andre lande? Muligvis havde det været en bedre situation, end den der nu skabes. Det bliver bare ikke skrevet, og det er den konkrete analyse jeg savner.

Jeg synes, at mange i denne her diskussion lader som om, at der er et let svar, hvor der ikke havde været negative konsekvenser af en beslutning.

@ Signe Færch: Jeg vil kommentere to udsagn i dit indlæg - om at acceptere følgevirkningerne af ikke at lade Vesten bombe Libyen.

Du skriver til os kritikere, at som du »(...) forstår det, var alternativet til at støtte en intervention, at acceptere at Ghadaffi (i denne omgang) slog oprøret ned relativt hårdt og hurtigt. Med konsekvenser for civilbefolkningen + det arabiske forår, som det nu ville have

A) Accept af Ghadaffis militære sejr.
- ja, det så ud til, at Ghadaffi ville indtage Benghazi. Vi ved dog ikke med sikkerhed, om oprørene var så svage, at de ikke ville kunne forsvare. Husk på at oprørene jo både også har både jagerfly og kampvogne. Dog ikke i samme omfang.

- Ghadaffi har udtalt sig meget direkte om oprørenes skæbne, de er rotter og der vil ikke blive vist nåde. Men betyder det, at han ville have påbegyndt et folkemord? Jeg forstår godt, at I er mange der ikke turde afvente, og jeg har da også selv været i tvivl. Med verdens fulde opmærksomhed rettet mod Libyen var det dog næppe sandsynligt. Vi finder ikke ud af det. Hverken krigstilhængere eller krigsmodstandere kan med rette udtale sig skråsikkert om muligheden for folkemord.

B) Konsekvenser for civilbefolkningen + det arabiske forår
- civilbefolkningen i Tripoli og mange andre byer kryber nu i nat sammen i deres beskyttelsesrum. Rapporterne om de første dødsofre og lemlæstede civile tikker ind. Sig ikke, at I ikke troede det ville være konskvensen af Vestens bomber. Vi har set det før i både Irak, Afghanistan og Serbien.

- det arabiske forår!? Hvordan vil de arabiske befolkninger reagere på endnu en vestlig bombekrig mod et arabisk/muslimsk/mellemøstligt land? Med opbakning til de oprørere der har fremkaldt det? Risikerer vi ikke at det arabiske forår bliver undergravet og ødelagt nu? At opbakningen skifter til islamistiske kræfter, der kan tilbyde forbandelser mod både de arabiske regimer og de krigsførende lande i Vesten? Vi ved det ikke, men jeg frygter det sidste.

- mit bedste bud er, at det arabiske forår nu er slut. Den "bombesikrede", libyske revolution kommer ikke til at sprede sig. Alle tilbageværende diktatorer, konger og præsidenter bliver siddende. Ja selv i Ægypten og Tunesien, tvivler jeg på, at der nu er et råderum til at skabe demokratiske reformer.

FN-mandatet

... er givet af FNs Sikkerhedsråd, der består af 15 lande. Det er ikke en stor forsamling som fx FNs Generalforsamling.

10 lande stemte for resolutionen: Frankrig, Storbritannien, USA, Bosnien-Herzegovina, Portugal, Sydafrika, Colombia, Libanon, Gabon og Nigeria.

5 var lande imod, men undlod at stemme: Rusland, Kina, Indien, Tyskland og Brasilien.

Det er et bærende argument for mange tilhængere af angrebet, at der er givet et FN-mandat. Altså at Frankrig, Storbritannien, USA, Bosnien-Herzegovina, Portugal, Sydafrika, Colombia, Libanon, Gabon og Nigeria stemte for resolutionen. Og at Rusland og Kina ikke nedlagde veto.

Havde I været imod angrebet, hvis fx Rusland havde nedlagt veto?

Tror I Vesten ikke havde angrebet, hvis fx Rusland havde nedlagt veto, eller hvis de 5 lande der undlod at stemme, havde stemte nej sammen med fx Portugal, Gabon og Nigeria?

Det er selvfølgelig en fuldstændig hypotetisk og kontrafaktisk tankegang. Blot for at illustrere, at der ikke er magisk tryllestøv i det mandat fra FNs Sikkerhedsråd.

Et lille spørgsmål til Pelle Dragsted, JVF. KRIGSTILHÆNGERNE.

1) Er der ikke noget helt riv-rav-ruskende galt, når Enhedslistens ledelse lægger sig til højre for Den Afrikanske Union, ja selv Kina og Rusland i forhold til det militære angreb mod Libyen?

http://news.yahoo.com/s/afp/2011032...

http://www.voanews.com/english/news...

@Jens: Har jeg forstået det rigtigt:

Når der ikke foreligger et FN-mandat (Irak), er der tale om en ulovlig angrebskrig.

Når der foreligger et FN-mandat (Libyen), er det også ulovligt, for "Vesten" ville jo have angrebet under alle omstændigheder.

@ Jens: Følgende er ikke korrekt:

"- ja, det så ud til, at Ghadaffi ville indtage Benghazi. Vi ved dog ikke med sikkerhed, om oprørene var så svage, at de ikke ville kunne forsvare. Husk på at oprørene jo både også har både jagerfly og kampvogne. Dog ikke i samme omfang."

Oprørerne havde kun et jagerfly og det blev skudt ned inden flyveforbuddet trådte i kraft; desuden rapporterer Al Jazeera, at Ghaddaffis styrker havde omringet oprørernes hovedkvarter inde i Benghazi umiddelbart før flyveforbuddet trådte i kraft. Det var disse styrker, som de franske fly gik efter i første omgang.

For mig at se er spørgsmålet om vi vil vise reel solidaritet eller kun sympati med oprørerne. Solidaritet må være på deres præmisser - og de bad kun om en ting; flyveforbud med alt hvad det indebærer, men ingen tropper på jorden.

Jeg tillader mig at citere alfred lang fra en anden tråd herinde:

"For revolutionære og internationalister som ikke er ude på at instrumentalisere oprørsbevægelser udfra egne forestillinger, må det være klokkeklart, at støtten må gå langs oprørernes præmisser og det er nu altså en henvendelse til FNs sikkerhedsråd om HER OG NU at forhindre Gaddafis kampfly og helikoptere i at bombe den libyske civilbefolkning som led i kampen mod folkeopstanden. ... Det gælder om IKKE at belære eller fortælle oprørerne, hvad der er godt for dem, men om at LYTTE til folkeopstandens aktører og støtte dem i deres kamp for befrielse. Bl.a. udtalte de samstemmende, at de under ingen omstændigheder ønsker udenlandske styrker på Libyens jord."

Kære Jens Det må være dejligt at være fri for tvivlens nådegave. Det passer ikke at Enhedslisten gave Fighters & Lovers og Oprør en kol skulder. Se her: http://www.enhedslisten.dk/enhedslisten-linker-til-farc-og-pflp-st%C3%B8tte http://gammel.enhedslisten.dk/terrorloven-er-en-trussel-mod-ytringsfriheden

http://nyhederne-dyn.tv2.dk/article.php/id-21285108:el-tshirtsag-skal-%C3%A6ndre-loven.html

Anders: Kina og Rusland har traditionelt sat sig imod alle humaniætr operationer. Det var også dem, som blokerede for at beskytte civilbefolkningen i Darfur. Det synes jeg ikke er specielt venstreorienteret.

Som HB-medlem som dog ikke har haft mulighed for at deltage i FU’s debat/HB mødet i lørdags kan jeg sige at jeg stort set er enig med Hans Jørgen Vad fra HB som støtter en NO-flight zone men ikke mener at Enhedslistens betingelser var klare nok. Det betød at Hans Jørgen Vad stemte nej - jeg havde stemt ja på trods af uenigheden - men vil efterfølgende være meget opmærksom på at vi hele tiden fastholder grundlaget for vores stillingtagen og afhængig af situationens udvikling trækker vores opbakning.

Alfred Lang beskriver meget vel hvorfor det er en venstreorienteret position at støtte oprørsbevægelsernes krav - om NoFlight zones og samtidig ingen landbaserede fremmede tropper. Anden del af kravet og en tydelig markering af at vores støtte er afhængig af oprørernes krav savnede jeg i Enhedslistens vedtagelse.

Men som Pelle så rigtigt skriver er det ikke en let beslutning at træffe.

@signe Prøv lige at se hvad der sker nu med det Arabiske forår, I Bahrain og Yemen erklærer styret nu krig mod de folkelige protester.

http://www.commondreams.org/headlin...

Og de kan jo gøre det i sikker forvisning om at alt er tilbage i den gamle gænge med Vestens hykleri og ensidige del og hersk politik i regionen efter i en kort overgang, at have rystet på hånden.

.http://news.antiwar.com/2011/03/20/...

Enhedslistens beslutning har i mine øjne entydigt skadet muligheden for at det Arabiske forår kunne udvikle sig til en situation med reel folkelig frigørelse fordi det er med til at cementerer nykoloniseringen af regionen. Argumentet om at man jo er nødt til at lade vesten bombe er en besynderlig logik. Hvorfor skal man erstatte noget slemt med noget værre,alle erfaringer fra Irak og Afghanistan viser at forholdene for befolkningen entydigt er blevet værre. Enhedslistens betingelser for angrebet er jo for længst undergravet, og Vesten er allerede godt igang med at planlægge delingen af rovet, for selvfølgelig er det ikke meningen at militæraktionen skal stoppe før der er kontrol over olien. Efter Irak, Afghanistan og alle de andre imperialistiske interventioner, som alle er blevet iklædt humanitær retorik, er det mig en gåde at Enhedslisten i den grad kan optræde som nyttige idioter.

Kære Pelle Du siger at i ikke gav Fighters og Lovers en kold skulder. I mine øjne er det værre at udtrykke sympati for deres arbejde,men samtidig sørge for at at distancere sig så meget fra dem at man ikke selv risikerer at komme i klemme. Det er at tale med to tunger, kampens alvor taget i betragtning. Det er det samme som hvis man på en arbejdsplads klapper dem der går i strejke for bedre arbejdsforhold på ryggen men samtidig holder sig uden for kampen for at undgå bod. Det havde været mere ærligt at sige at man var for fej til at tage kampen. Per Clausens forsværgelse dengang om at Enhedslisten tager afstand fra enhver form for vold mod civile er jo nærmest tragikomisk den aktuelle situation taget i betragtning.

Hvis man gerne vil støtte reel forandring i Libyen skulle man måske kigge lidt på hvem man allierer sig med. Jeg forstår ikke hvorfor enhedslisten ikke forholder sig kritisk til hvem de solidariserer sig med i Libyen.Samtidig med at os der kategorisk afviser den militære aktion får stukket i hovedet at vi ikke besidder tvivlens nådegave, så ser det for mig ud til, at tilhængerne uden kritik har købt mediernes udlægning af oprørene som sande folkehelte. Måske følgende link kunne give jer et lidt mere differenceret billede af hvad der foregår.

http://empirestrikesblack.com/2011/...

Winston Churchill:

"Pacifisme er en luksus beskåret mennesker, der ikke er tvunget til at forsvare sig"

Det er tydeligt, at en stor del af debattørene er vokset op i et lagkageland, hvor man ikke har fantasi til at forestille sig, at de evige konflikter mellem mennesker, desværre en gang imellem er nødt til, at måtte løses med krudt og kugler, og ikke igennem uendelige møder og øldrikkeri i Fælledparken. Vi mangler bare, at den udeblevne reaktion fra omverdenen ved folkemordet i Rwanda, hvor 700.000 mænd, kvinder og børn blev slagtet af deres naboer, bliver udråbt som et eksempel på efterfølgelse. Sjovt nok er den sag, jo slet ikke blevet nævnt, af nogle af debattørene. Det er jo altid rart, at kunne række ud efter det næste stykke kage, i tryghed foran TVavisen mens man finder alle de gamle floskler frem.

Sikke en masse ord......Jeg er så bekymret for fremtiden, for alle de mennesker, der nu snart skal dø. Gaddafi var for kort tid siden på statsbesøg i Paris, hvor han fik en fin modtagelse. Tony Blair er ven med ham, - det var han indtil for kort tid siden osv osv. Alle de ord, alle de forklaringer på, hvorfor "vi" stemte for at sende F16 jagere afsted for at bombe. Det er så hyklerisk, at jeg får gåsehud og angst, for jeg kan ikke forstå - uanset hvor mange ord I bruger - at vi nu skal "hjælpe" Libyen. I morges hørte jeg i radioavisen om alle de hundredetusinder af somaliere, der nu i 3 generationer har siddet i flygtningelejre i ørkenen under usle forhold og i går hørte jeg om, hvordan mennesker i Ukraine blev undertrykt af staten. Vi ved det godt, men dybest set er vi ligeglade. Så hvorfor lige bombe Libyen? Danmark i krig og enhedslisten stemmer for (SF er for længst opgivet), hvad gør vi nu, lille du?

Kære Nina..

Prøv at svare direkte. Skal man aktivt hjælpe menesker, der er i umiddelbar fare for at blive slået ihjel. Eller skal man ved at henvise til alle mulige andre problematikker, lade dem sejle deres egen sø?

Hej Pelle. Der er mange gode indlæg som respons på dit dilemma.

For mit eget vedkommende var jeg ikke i tvivl ret længe i fredags og jeg sendte også mails til vores folkevalgte. Da vi havde stemt for det militære angreb, meldte jeg mig prompte ud af Enhedslisten. Det gjorde alene fordi jeg ikke vil støtte et militært angreb på et andet land. Punktum, det er i min verden ikke til diskussion. Og det har intet med pacifisme at gøre, det har alene at gøre med det som vi har oplevet de sidste 10 år kaldet en "aktivistisk udenrigspolitik" som jeg mener er en skændsel for Danmark. Vi har et militært forsvar og det er et forsvar og ikke andet, i min verden. Jeg har 100 % sikker på at vi aldrig nogensinde skulle komme i denne situation og jeg derfor også dybt rystet og forsøger at finde ud af hvad der er op og ned i denne sag.

Efter alt hvad jeg kan få øje på er der tale om et politisk oprør i Libyen. Ikke etniske udrensninger og andet af den slags. Det er mennesker i Libyen som sætter sig op mod styret og kender risikoen ved det. Det må vores ansvarlige også vide og derfor er jeg nu politisk løsgænger og kunne som sådan lade Enhedslisten i fred. Men jeg har været med i alle årene, ikke så aktiv som jeg ønskede det, men dog med. Og jeg håber selvfølgelig også at kunne komme med igen, når denne sag er afsluttet og vi har fundet ud af hvad der skete og hvad der skal ske fremadrettet.

Jeg erkender om nogen, at det er meget forkert at melde sig ud af et parti, blot fordi man er uenig med flertallet, men jeg har ganske få forbehold for at være medlem af et politisk parti og et af dem er at jeg aldrig vil acceptere en angrebskrig, på andre partiers og landes præmisser.

Dafur, Rwanda er noget helt andet. Der var tale om folkemord, det mener jeg ikke er tilfældet i Libyen (med det forbehold at jeg kun ved det alle andre ved. Jeg ved således ikke om de ansvarlige i Enhedslisten har fået oplysninger som siger noget andet og at Gaddafi begår folkemord i Libyen) Men på det foreliggende gør han det ikke.

Indtil videre og på det jeg ved, mener jeg, at vores støtte til dette militære angreb har alt for mange indenrigspolitiske dagsordner. De ansvarlige har spændt buen for hårdt. Det er klart at jeg også i dag anser Enhedslisten som det vigtigste parti i Folketinget, når vi ser på alle de politiske områder, men en kæde er ikke stærkere end det svageste led.

Og det svageste led vores kæde var åbenbart de få i Folketinget, som taler alt for meget med Holger K og de andre krigere i vores politiske røde lejr. De så chancen for at splitte VK og O og tog den og det skal de selvfølgelig gøre, men ikke altid. Og slet ikke når der er tale om et militært angreb på et andet land. De tog fejl og x antal af hovedbestyrelsen gjorde det samme, de støttede eller også blev de overtalt - det er ikke det samme. De ansvarlige er de som forfølger de politiske mål og får støtte til dem. I denne sag kan de ikke tilgives, som jeg ser det. De må tage ansvaret.

De der kun ved det vi ved, altså os der står udenfor, skal efter min mening være både blinde og døve, hvis de ikke kan se og høre de meget ubehaglige bifangster der følger med denne accept. Det er de ubehagelige bifangster der følger med regeringer og præsidenter, som med dette angreb nu tager de skrappe midler i brug for at bevare deres egen magt.

Når Tyskland ex. står udenfor er det fordi det er 100 % sikkert, at der vil regeringen tabe, modsat den danske regering, som vinder på dette angreb. Det ved S og SF om nogen og derfor forsøger de nu at overhale regeringen i krigeriskhed og det er vi så med til indtil videre. Jeg forstår udmærket, at vi skal gøre alt hvad vi kan for at vi også vinder det næste valg, men vi skal altså ikke gå i krig. Selv om jeg er meget imod EU havde jeg foretrukket at vi brugte den modstand, for at opretholde vores modstand mod militære angreb.

Men alt dette er jo mine spekulationer. Hvis jeg udelukkende ser på Pelles dilemma og tvivl så er det afgørende for mig, at når man kommer i så stor tvivl som Pelle her, så vælger man det sikreste og det er selvfølgelig et nej. Et ja i denne sag er jo alt andet end fremtidsikret. For oprørerne i Libyen gør vores ja eller nej ingen forskel, de vinder eller taber og det bestemmer Enhedslisten ikke.

Og tilbagestår spørgsmålet om de overhovedet har vundet over Gaddafi og hans hird, efter at vi har fået ham uskadeliggjort? Der er alt for mange spørgsmål knyttet til den politiske situation i Libyen som vi ikke kender svaret på.

Men fremadrettet betyder dette ja, næsten sikkert, at vi næste gang, hvis ikke de ansvarlige drages til ansvar og en ny politisk sættes, at vi hurtigere vil sige ja til det næste militære eventyr. Kan vi og skal vi holde til det?

Ps. Jeg er lidt træt af at skrive det samme som jeg har skrevet på Enhedslistens debatforum, så jeg stopper her, men det gør sagen ikke.

Kurt Bertelsen Christensen Lemvig

Til Pelle og de øvrige krigstilhængere i Enhedslisten

Jeg ser at I er ved at indse at man ikke kan stole på den danske regering. Lene Espersen har ikke tænkt sig at give Våbenhvilen en chance trods Frank Aaens opråb om dette.

At I nogensinde har troet på krigsforbryderregeringens ord er ufatteligt. For under en måned siden blev en minister tvunget fra posten fordi man i mange år bevidst havde brudt en FN-konvention. En dansk regering der i årevis har skidt på menneskerettigheder i Afghanistan, i Irak og selv i Danmark har sendt flygtninge hjem til totur og i værste fald mord.

Nogle kalder jer naive. Jeg tror desværre ikke det er sagen.

Jeg tror desværre Enhedslisten lider af den "hvide mands sygdom" - Vi ved bedst hvordan verden skal indrettes og mangel på reel uafhængig information om situationen i Libyen har ikke afskrækket jer fra at tage dette "modige skridt for at redde menneskeliv."

Pelle og Enhedslisten hænger hele sin politiske prestige op på at verdenssamfundet i form af FN har godkendt aktionen. Her laver Enhedslisten en klassisk fejl – man lader være med analyserer de faktiske styrkeforhold i FN og forholder sig til illusionen om at FN er en global vogter af verdensfreden. Frankrig og Storbritannien havde meget bombastisk tilkendegivet at man uanset hvad udfaldet af afstemningen i FN ville ha’ igangsat krigen. Det tror jeg er sandt – især i betragtning af at Storbritannien tilsyneladende allerede har sat styrke ind på landjorden til støtte for oprøret. Reelt havde FN således ikke noget valg, hvis organisationen ville opretholde et skær af legitimitet. Irak-krigen i 2003 har vist sine langtidseffekter, hvor organisationen ikke kunne holde aggressive stormagter tilbage. Hvis det var sket igen havde FN’s legitimitet været ikke-eksisterende. Derfor var det eneste reelle valg for de magter der var imod krigen at afstå fra at stemme og afstå fra at nedlægge veto – hvis de fortsat ønsker at FN skal have et skær af legitimitet og dermed magt. En nøgtern analyse af situationen viser altså at FN og verden endnu har været ofre for stormagternes revolverdiplomati. I virkeligheden afslører det hvor svagt FN’s position er blevet efter årevis at være blevet undergravet af først og fremmest USA. Som socialist kan man ikke støtte de vestlige stormagters krig i Libyen – der ikke handler om at redde menneskeliv – det er måske ved at gå op for jer nu. For os andre ”rygmarvs-antiimperialister” gik det op for os i det øjeblik at borgerskabet så enstemmigt blev moralens vogtere og humanismens fortalere – de selvsamme mennesker der ikke har respekt til overs for den slags til hverdag.

For Enhedslisten er der ingen vej tilbage – partiet må stå ved at man har reddet menneskeliv ved operationen og man må købe alle de næste udvidelser af krigen – for man har valgt side med imperialismen og giver man den lillefingeren så nøjes den ikke med at tage armen. For os andre er der heller ikke nogen vej tilbage. Enhedslisten har endegyldigt spillet fallit som antiimperialistisk parti. For de af os, hvor antiimperialisme betyder noget må vi håber at der kan skabes et reelt parlamentarisk alternativ til Enhedslisten.

»Som Signe Færch også skriver: Uden militær intervention, var oprørerne nedkæmpet og diktaturet havde sejret. Punktum.

Det nytter ikke noget at lukke øjnene for, at det handlede om et valg mellem to dårlige alternativer. Det er for billigt.«

Enhedslisten har skiftet Gaddafis folkemord ud med NATOs folkemord. Sig ikke det er mig der vælger den billige løsning.

Det er jer der støtter den ’billige’ løsning på et problem - skabt af de selvsamme røvhuller som nu bomber Libyen. Det er jer der påstår at der kun findes to alternativer - imperialisternes krig eller folkemord. Men i ignorerer at imperialisternes krig er folkemord. Dine forsikringer om at NATO for første gang i historien vil være budbringere af fred og frihed er latterlige.

Måske kan folket ikke sejre mod Gaddafi - det ville være trist. Men jeg tror alligevel folket har bedre odds mod Gaddafi end mod NATO. Og når NATO vælger hvem der er de gode og de onde, så bliver det forudsigelige resultat selvfølgelig en NATO-tro leder... vender folket sig mod ham er de vel ligeså valide mål som Gaddafis støtter?

Forhåbentlig ikke i Enhedslistens optik, men nu er det jo heller ikke jer der bestemmer hvem Sarkozys fly skal bombe...

I har ikke bare kastet jer ud på en politisk og diplomatisk glidebane. I har taget turen ned af rutschebanen til sumpen af muligvis velmenende stemmer, der legitimerer imperialisternes myrderier. Det er stemmer som jeres, der giver USA og EU friere tøjler til at bombe efter forgodtbefindende.

I har ikke bare skrevet Libyen ind i rækken af lande der med våben gøres til en lydstat for NATO. I har også gjort det lettere at få indskrevet flere lande i den række.

"Men jeg tror alligevel folket har bedre odds mod Gaddafi end mod NATO. Og når NATO vælger hvem der er de gode og de onde, så bliver det forudsigelige resultat selvfølgelig en NATO-tro leder..."

Det står meget, meget klart i Enhedslistens krav for støtten, at "der skal være fuld respekt for Libyens fremtidige suverænitet", så jeg har utroligt svært ved at se præcist hvordan Enhedslisten har givet støtte til en imperialistisk krig?

Iøvrigt er der, for mig at se, intet som helst der tyder på at den militære aktion i Lybien har imperialistiske hensigter. Det kunne være rart for en gang skyld, at høre bare et enkelt gyldigt argument for, hvorfor denne militær aktion i Libyen skulle have nogen form for imperialistisk dagsorden.

Og det nytter ikke noget automatisk at drage paralleller til Irak og Afghanistan, for der er tale om vidt, vidt forskellige situationer.

En væsentlig svaghed ved denne aktion er jo at det tydeligvis ikke er FN der styrer slagets gang - lige såsnart sikkerhedsrådet havde vedtaget sin erklæring drønede de alt for villige partnere derudaf med det tunge skyts uden at involvere FN yderligere og man skal vel heller ikke forvente at koalitionen fremover vil tænke nærmere over hvad der stod i erklæringen - de havde tydeligvis en helt anden dagsorden de lige skulle have klaret - flyforbudszonen var bare et figenblad. Hvis man husker tilbage på Bosnien i halvfemserne havde det beviseligt en strærkt moderende indflydelse på voldsanvendelsen, når beslutningerne skulle en tur rundt om FN hovedkvarteret inden de lokale "Topgun’s" kunne fyre løs med Hellfiremisiler og andet isenkram.

Hvad kan man kalde et revolutionært parti, der ikke vil støtte en befolknings frihedskamp mod et diktatorisk styre, der ikke holder sig tilbage for at myrde sin egen befolkning for at beholde magten!? Det at være konsekvent lyder måske nemt men er det naturligvis ikke. For år tilbage arbejdede jeg i Zawia og havde mange samtaler med en venlig og imødekommende befolkning - det var ikke fanatikere. Mens jeg var dernede, hængte Gaddafi flere fra en bestemt klan, fordi der havde været uoverensstemmelser, noget vi i et demokrati ellers finder grundlæggende for et menneskes frihed. Der kunne heller ikke være tale om at drøfte politik, det turde ingen. En sådan undertrykkelse forstår vi ikke omfanget af. Nu gør befolkningen oprør mod 41 års undertrykkelse, og Enhedslisten har støttet en FN resolutions påbud om at standse regimets myrderier over for befolkningen og holde det luftrum frit, som styret netop kan bruge til at slagte befolkningen - det er modigt og rigtigt gjort af EL. Men der skal ikke herske tvivl om, at EL ikke skal støtte nogen form for intervention af Libyen og skal blive ved med at kritisere og fastholde, at indsatsen skal standses, når FN målet er opnået. Derefter skal EL støtte forhandlinger om et folkevalgt systemskifte - det er den libyske befolkning, der skal afsætte Gaddafi ikke Vesten. Frank Aaen gør et bravt og ikke misundelsesværdigt arbejde for at fastholde den linie, og jeg føler mig overbevist om, at EL trækker sig i samme øjeblik, indsatsen skulle gå ud over det, der er givet bemyndigelse til.

Kære Pelle og andre

Helt grundlæggende synes jeg HB,FU og FT-gruppen har lavet en overfortolkning af årsmødebeslutningen. Den talte om folkemord og etnisk udrensning, for netop at tale om eksplicitte undtagelser, hvor det i aller yderste konsekvens kunne være nødvendigt med militær indgriben. Det kan jeg efter bedste evne ikke se er tilfældet i Libyen. Blodig borgerkrig, javel. Men folkedrab? Så får vi travlt.

Herudover synes jeg ikke beslutningen virker helt gennemtænkt (selvom jeg godt ved der har været svære overvejelser). For hvad er konsekvenserne? Nu går vi ind for våbenhvile. Men hvad hvis Ghadaffi fortsætter myrderierne eller hvis oprørerne for den sags skyld får momentum, men slagter Ghadaffi-tro indbyggere. Det er et sandsynlig scenarie i en borgerkrig. Støtter vi så landtropper? Hvilket legitimt styre vil vi så indsætte?

Jeg ved at mange af de samme spørgsmål kan stilles hvis vi ikke havde blandet os, men hvad er det så vi har opnået ved at legitimere en militær indsats?

Jeg synes vi har spændt os foran en vogn, vi ikke ved hvor ender. Frankrig, Storbritanien og USA´s analyse kan meget vel ha´ været at Ghadaffi er al for ustabil en leder i et land der besidder en væsentlig oliereserve og som Europa har brug for som flygtninge-buffer. Det er ikke vores dagsorden, men bliver de facto den politik vi støtter. FN-mandatet virker også noget løst - i al fald lader det til at der godt kan indsættes landtropper inden for mandatet - blot det ikke er besættelsestropper. Det er vel ikke vores linje.

Jeg synes vores fornemste opgave i situationer som denne er at fremføre den anti-militaristiske dagsorden. Den er altid svær at forsvare når kynisk magtpolitik har eskaleret en konflikt og vi (vesten har støttet en diktator). Men netop der er den allervigtigst. Vi skal netop ustoppeligt argumentere for at det internationale samfund ikke skal ende i den catch 22 vi nu er i. Læs bl.a. Jan Øbergs blog (jeg kan stadig ikke finde ud af det der link-værk i andre strør om jer med!) Den nuværende løsning virker som løsningen med at tisse i bukserne. Det varmer lige nu, men det bliver hurtigt koldt og vi kommer til at lugte.

Af samme grunde støtter jeg selvfølgelig heller ikke Stinger-løsningen, som jeg kan forstå også har haft udbredt opbakning. Det virker voldsomt at vi pludselig vil bevæbne grupper hvis demokratiske sindelag vi intet ved om.

Parallellerne til den spanske borgerkrig holder altså ingen steder. Der var tale om en legitim regering der foretog en dramatiske udvidelse af de demokratiske rettigheder, der blev overløbet af en fascitisk militærmagt. Der var netop en bevægelse der kæmpede for en demokratisk struktur med folkelig legitimitet vi kunne støtte. Det har vi ingen sikkerhed for i Libyen.

I den forstand var det vel mere i tråd med partiets nye linje at vi sender våben til Hamas på Gaza-striben der repræsenterer en lovlig valgt regering og som tidligere har været udsat for folkemord. Men lad os håber at diskussionerne kan bringe os et sted hen hvor vi igen kan komme til at stille mere fremadrettede og kapitalisme-brydende krav.

Kan vi ikke godt stoppe den der argumentation med "den sværeste beslutning". Gu fanden er det svært, men det er det da hver gang, det handler om krig og intervention. Og der er det altså lige svært hvad enten man er for eller imod. Alle beslutninger har konsekvenser. Det er nok helt utilsigtet, men det for lidt afsmag af at "det her gør mere ondt på mig end på dig".

Og lad os for god ordens skyld samles om kravet for et frit og demokratisk Libyen!

Hej Pelle. Jeg ved ikke om du stadig er "syv sind" eller du er blevet afklaret. Det eneste jeg er afklaret på lige nu, er at jeg blevet udlukket på Enhedslistens debatforum - hvorfor ved jeg ikke endnu. Men det hænger vel sammen med, at jeg har meldt mig ud af Enhedslisten. Det er gået stærkt, må jeg nok sige og jeg har nu ikke adgang til det jeg har skrevet, siden natten til lørdag.

Jeg skulle ellers til at uploade en kort redegørelse til bruge for mine syv sind. Den tillader jeg mig at lægger her og så må vi se om den bliver her. Jeg mener også du kan bruge den til at komme noget dybere ned i dit sind for at finde svar på de spørgsmål du stiller på denne tråd.

Redegørelsen: Følgende redegørelse er i hast udarbejdet til brug for en større forståelse af Enhedslistens rolle i det militære angreb på Libyen. Der er taget udgangspunkt i ”Enhedslisten og Libyen - spørgsmål og svar”, som nu er blevet offentliggjort på www.enhedslisten.dk For at undgår misforståelser skal jeg understrege, at det følgende har jeg selv skrevet. Jeg har ikke diskuteret det med andre end mig selv og de oplysninger jeg har kunnet finde på nettet. Jeg er stadig rystet over det der er sket og meldte mig ud af Enhedslisten natten til lørdag i sidste uge. Og derfor har jeg selvfølgelig også et personligt behov for at finde ud af hvad der er gået for sig i denne sag – som jeg stadig ikke forstår.

Der er alt for mange løse ender i denne sag, også i denne redegørelse og derfor håber jeg at medlemmerne vil bruge lidt tid på det og få rettet de værste misforståelser og fyldt de mange

Overskrift: Har de ansvarlige i Enhedslisten det juridiske og folkelige mandat, der kan støtte et militært angreb på Libyen?

Svaret på det spørgsmål skal findes på to områder, det juridiske og det moralsk/etiske. Ser vi først på det juridiske, er det først Folketingsgruppen, som sammen med de ansatte fremlægger et forslag for forretningsudvalget, som kan indkalde eller via telefon får sagen lagt for hovedbestyrelsen, som kan sætte sagen til debat iblandt medlemmerne og i sidste ende kan indkalde til et ekstraordinært årsmøde.

Juridisk er forslaget støtte til det militære angreb på Libyen, funderet i årsmødebeslutningen fra 2009, som taler om støtte til militære aktioner, for at forhindre etniske udrensninger og folkemord. Og der henvises til Rwanda og Darfur.

-  Spørgsmålet: Er EL’s støtte til det militære angreb på Libyen godt funderet i denne beslutning? Det svar hviler på en fortolkning og derfor også på den viden man havde på det tidspunkt, beslutningen tages. Da der ikke er tale om etniske udrensninger i Libyen, må det være folkemord der skal forhindres. Vi ved at der ikke har været folkemord i Libyen indtil nu. Det man hæfter sig ved, er Gaddafi skulle have sagt, at han vil ”udslette alle oprørerne fra jordens overflade”. Hvis beslutningen om støtte til det militære angreb, er funderet i det vi ved, uden for HB, er beslutning ikke godt funderet målt i forhold til den Rwanda og Dafur debat, som fik vedtaget den beslutning og derfor måske også ulovlig. Hovedbestyrelsen må vide noget som vi ikke ved.

Der er også et juridisk spørgsmål, om alt er forsøgt, for at få så mange som muligt af de ansvarlige i Enhedslisten med til at tage denne beslutning? De øverste ansvarlige er årsmødet, derefter hovedbestyrelsen og i det daglige forretningsudvalget. Beslutningen er taget af 15 HB deltagere og da 2 af dem er medlemmer af Folketinget, er der tale om 13 indkaldte. 2 stemte imod og 2 undlod at stemme. Således er der ingen tvivl om, at det formelt juridisk er i orden og normalt vil det også være nok. Men da denne sag er ekstraordinær i hele substansen (om det er en ekstraordinær sag) kan også om nødvendigt søges besvaret. Men her er det blot påstået. Og hvis sagen er ekstraordinær er spørgsmålet om det juridisk holdbare i, at denne beslutning kan vedtages af et så lille flertal i HB? Der er 25 medlemmer, hvoraf de 2 kommer fra Folketingsgruppen. Blev de ikke talt med og bestod HB af 25 medlemmer udenfor Folketingsgruppen ville 12 jastemmer, være et mindretal. Og det er ikke blot gisninger og spekulationer. Det er tanker omkring en ekstraordinær politisk situation, som på en og samme tid er meget alvorlig for mange mennesker, liv og død, og som også kan splitte partiet i flere år. Og tilbagestår altså 6 medlemmer af HB som vi ikke ved hvad mener.

-  Spørgsmålet: Er EL’s støtte til det militære angreb på Libyen godt funderet i måden beslutning er taget? Svaret er nej. Det er for spinkelt til denne ekstraordinære situation og selvom det formelt juridisk er i orden, holder det ikke for en dybere vurdering. Vi har det princip i EL, at står de øverst ansvarlige over for meget store og vidtrækkende politiske beslutninger, skal medlemmerne høres.

Det kan ske gennem en debat og det kan ske gennem et ekstra ordinært indkaldt årsmøde. I denne sag ser det ud som om det ikke var muligt. Men for at få svaret på om det også havde været umuligt, skal det først afklares hvornår medlemmer af Folketingsgruppen og andre, herunder ansatte og udvalgte fra FU og HB, begyndte at tale om muligheden for at EL skulle stemme for det militære angreb på Libyen.

Det er ikke tale om militære hemmeligheder i denne sag, hvor EL’s beslutningsprocedurer skal diskuteres. Fra starten af marts, hvor EU med Frankrig og England i front, talte mere og højere om et flyveforbud, viste de fleste iagttagere, hvor det ville ende, hvis Gaddafi ikke indstillede sine angreb mod de østlige områder og byer i Libyen. Danmark tilsluttede sig officielt flyveforbuddet den 12/3 og der blev naturligvis også undersøgt forinden i de politiske partier.

Så hvis FN ville stemme for, ville et stort flertal i Folketinget meget hurtig gå i gang, så tilbagestod kun spørgsmålet om Dansk Folkeparti og EL var med eller ikke med. Og derfor kunne sådan en politisk mulighed for EL, være stillet os til debat, mindst en uge tidligere. For der var ikke tale om hemmeligheder der ikke kan diskuteres, for det eneste der var tale om var et flyveforbud, til at forhindre Gaddafi i at angribe med fly. Der kom ingen debat og derfor kan man på det foreliggende også stille spørgsmålstegn ved det juridisk holdbare i den beslutning der blev taget fredag den 18/3 og det skal selvfølgelig undersøges.

Tilbagestår spørgsmålet om det moralsk/etiske i sagen og det er selvklart et meget kompliceret spørgsmål at få afklaret. Men der er nogle pejlemærker man kan holde sig for øje i det spørgsmål. Når man har fulgt Enhedslisten i alle årene siden starten af 90’erne, så ophober der sig noget som jeg også forstår som Enhedslistens sjæl/ånd.

Det er selvfølgelig noget højtravende, men det er ikke desto mindre det kit som holder partiet sammen. Og de store kursændringer foretages på vores årsmøder. Og ude omkring i landet forventer vi som medlemmer at de folk vi vælger på årsmødet til at varetage det daglige politiske ansvar for os, også tage vare om dette unikke for os. Og det var uden for enhver tvivl, at Enhedslisten ikke støtter militære angreb på andre lande, hvor der kan være den mindste tvivl om formålet.

Og der var og er stadig en alvorlig tvivl om formålet med dette militære angreb på Libyen. Og denne tvivl skal et parti som Enhedslisten forfølge.

I 2009 vedtog vi at støtte militær intervention (og det er ikke nødvendigvis et militært angreb) for at forhindre etniske udrensninger og folkemord. Og vedtagelsen af det forslag var eksplicit begrundet i de etniske folkemord i Rwanda og Dafur, hvor de politiske magthavere i de lande begik disse forbrydelser. Det var og er forbrydelser mod menneskeheden og det er også klart at sådanne forbrydelser skal et parti som Enhedslisten forholde sig aktivt til. Og det begrundes i den simple kendsgerning at Enhedslisten ikke er noget pacifistisk parti. Dvs. vi er et parti, hvor vi også i ekstreme tilfælde kan acceptere at skulle militær magt for at få stoppet forbrydelserne.

På det foreliggende er det umuligt at sidestille ovenstående, med det vi ved om Libyen.

Konklusion: På det foreliggende, er Enhedslistens støtte til det militære angreb på Libyen, mere end tvivlsomt, målt på såvel det juridiske og det etiske.

Lemvig den 22/3 2011 Kurt Bertelsen Christensen (nu fhv. medlem af Enhedslisten nr. 1121, og derfor skal brugen af "vi" i redegørelsen selvfølgelig tages med det forbehold)

Jeg synes, at det er beskæmmende for den danske venstrefløj, at samtlige folketingsmedlemmer stemte for krigen i Libyen, at alle har forladt en revolutionær internationalist politik. Mange uden for Christiansborg er heldigvis enige, som det fremgår i debatten.

Jeg synes her og i debatten på Christine Lundgaards blog, at mange har forklaret hvorfor FN ikke er andet end en samling af de største imperialister, hvorfor civile liv vil gå tabt som følge af FN resolutionen, og hvorfor man ikke er pacifist, fordi man er imod krigen i Libyen. Men det vigtigste spørgsmål er ikke berørt: hvad er det, vi som venstrefløj kæmper for i Libyen?

Der er ingen nemme løsninger, det er klart – det er et grundvilkår i en revolution. Og det er netop sagens kerne: de libyske masser startede, ligesom deres arabiske brødre og søstre en revolution. En revolution afgøres ikke med et slag, men gennemgår stadier med sejre og nederlag, især når der ikke er en ledelse med et klart revolutionært program. Det afgørende er, at selv i nederlagene drager masserne nye konklusioner om mål, metoder og organisering. Selvom Mubarak og Ben Ali blev væltet, er problemerne langt fra løst heller i Egypten eller Tunesien. Første stadie er overstået, men nu starter en politisk differentiering; nu er spørgsmålet ikke længere blot; hvad kæmper vi imod? Men hvad kæmper vi for?

Hovedproblemet for oprøret i Libyen er ikke som sådan af militær karakter, men netop det politiske program: det råd, som bad om militær intervention er ledet af flere af Gaddafis tidligere ministre, bl.a. manden der var justitsminister for 3 måneder siden. En revolutionær massemobilisering sker ikke på baggrund af valget mellem Gaddafi og hans justitsminister.

Pelle skriver, at invasionen var klog, hvis det lykkes at ”stoppe Gadaffis fremmarch, få etableret en våbenhvile og igangsat de forhandlinger om politiske reformer som FN-resolutionen har som sit mål”. Men hele revolutionen startede netop som en kamp imod Gadaffi; at kræve våbenhvile og forhandling er en tilbagevenden til før oprøret, og derfor ikke en støtte til oprøret. Og hvad så efterfølgende? Hvorfor skulle Gadaffi ikke fortsætte med at myrde de mennesker, der har deltaget i revolutionen? Er Enhedslistens løsning status quo, at gå tilbage til før revolutionen? Hvordan skal invasionen fjerne de problemer, som er den virkelige årsag til revolutionen?

Årsagerne til at revolutionen i Libyen og resten af de arabiske lande var mangel på job, på brød, på frihed på national selvstændighed. Problemer, der langt fra skyldtes diktatorerne Mubarak og Gadaffi alene, men som skyldes kapitalismen på verdensplan, det selv samme system som ”Vesten” og ”Verdenssamfundet” beskytter, og som Enhedslisten siges at kæmpe imod. Når Vesten går ind og bomber, og venstrefløjen støtter, mudrer det dette spørgsmål fuldstændig til. Det betyder, at de politiske erfaringer, som de libyske masser bliver nødt til at drage hvis revolutionen skal sejre, mudres til, og det er med til, at revolutionen lider nederlag. Og det mudrer ikke bare spørgsmålet til for de libyske masser, som har akut brug for klarhed, men for arbejdere og unge i hele verden. Derfor bliver Enhedslistens støtte til krigen i Libyen fatal – fordi den gør kampen for et opgør med imperialismen, med kapitalismen, kampen for et socialistisk samfund uklart og udskudt til en gang ude i fremtiden. Marx forklarede at arbejderklassen befrielse er arbejderklassens eget værk. Vi kan ikke andet end at have tillid til de libyske masser, og til masserne i resten af verden. De libyske massers kamp er ikke blot en kamp imod en mand men imod hele systemet – kapitalismen.

Hej

Jeg er i en anden tråd blevet bedt om at kommentere udviklingen efter at jeg skrev ovenstående indlæg den. 18.marts.

Særligt er jeg blevet bedt om at kommentere slutningen, hvor jeg skriver:

"Og hvis det hele går ad helvedes til og FN-aktionen ender med at koste flere civile libyske liv end dem Gadaffi bærer ansvaret for, eller hvis FN og stormagterne ikke griber muligheder, der åbner sig for fred, så skal jeg være den første til at bøje nakken og erkende, at opbakningen var en fejl."

Det fremgår jo næsten af svaret hvad jeg mener.Jeg synes at udviklingen har vist, at interventionen tog en helt forkert retning - og ikke den jeg håbede og ønskede. Derfor er jeg også glad for at Enhedslistens tog konsekvensen og trak støtten. Jeg mener også at udviklingen må føre til en meget stor skepsis overfor fremtidigt engagement i den type interventioner.

Derfor er jeg også rigtig glad for at Enhedslistens årsmøde i dag har vedtaget næsten enstemmigt, at partiet i det kommende år skal gennemføre en debat, der skal præcisere politiken - ikke mindst på baggrund af de erfaringer.

Jeg tror ikke, at man kan lave en politik, der kan give svar på hvordan man skal stille sig i enhver situation, men jeg tror at der kan findes et mere klart grundlag end idag.

Én af de ting som jeg mener bør drøftes er, hvordan vi stiller os i situationer som Libyen, hvor FN kun giver et mandat, men efterfølgende ikke har nogen kontrol med eller magt over operationens udvikling.

Jeg mener prsonligt, at det er tvivlsomt om Enhedslisten kan støtte operationer der er organiseret på den måde. Selvom vores andre "forudsætninger" er opfyldt.

Pelle

Pelle. Du snakker udenom . Vil du ikke erkende, at du tog fejl. Hvorfor skriver du ikke at næsten 50 % af de delegerede på årsmødet gik imod krigsbeslutningen. Trækker vi automatstemmerne fra ( dem der altid følger ledelsen) var der et klart flertal imod beslutningen. Hvorfor skriver du ikke om den manipulation der fandt sted den 18. marts fra ledelsens side ?

Hej Pelle

Vi bliver vel også nødt til at se på hvordan, vi træffer sådanne beslutninger. Er vi f.eks. i defensiven, fordi et samlet mediebillede udpeger intervention, som det eneste alternativ? Er vores ordfører i forlegenhed, når journalister spørger hvad, Enhedslisten har tænkt sig at gøre, så bliver det hurtigt hedt for os. Hvem konsulterer vi i sådanne situationer? Snakker vi med fredsforskere som Bjørn Møller eller Jan Øberg eller andre resonable personer, der ved hvad de taler om? Bjørn Møller foreslog jo f.eks., som jeg har nævnt for dig, ca. 10 dage før interventionen i deadline, at man skulle tilbyde det libyske luftvåben politisk asyl for på den måde at søge at opløse luftvåbnet. I alle andre situationer, hvor vi ikke har noget grundigt oplyst grundlag for at tage en beslutning, ville vi jo heller aldrig acceptere en deadline på nogle timer... Det lader heller ikke til, at man har foretaget nogle særligt taktiske overvejelser om evt. splittelse af partiet forud for en kommende valgkamp. Det skal selvfølgelig ikke være nogen afgørende afvejelse, men må dog også tages med i betragtning...

Kære Paola

Jeg synes ikke jeg taler uden om. Jeg bøjer da nakken, præcis som jeg lovede.

Kære Morten Som jeg har skrevet før, er det ikke min opfattelse at diskussionen i FU var præget af taktik. Hverken ifht. medier eller ifht. partiet. Det var en meget principiel diskussion, der tod udgangspunkt i Enhedslistens FN-beslutning, den aktuelle situation og FNs resolution. Jeg valgte bevidst ikke at sparke ind med mediemæssige overvejelser. Jeg synes i øvrigt at årsmødet viste, at partiet ikke er splittet. Der har været uenighed ja - og jeg tror da alle helst ville havet været fri for situationen - men splittelse oplever jeg ikke.

Kammeratligt,

Pelle

Du almægtige en gang langtrukken snik-snak her altid diskes op med på modkraft.

At sende gangstersyndikatet NATO mod Libyen - at tro på de holder sig til non-fly zone segmentet - du almægtige.

Gider ikke at pinde det ud - men samtlige modstandere mod "angrebet" på Libyen fik RET. Det har udviklet sig til et folkemord - takket være NATO.

Sikken en gang pseudo

@eva: Nemlig. Det ender som i Irak. Helvede på jord. Hundredetusinder er blevet myrdet og myrderierne fortsætter.

De eneste irakere, som ikke ønsker sig tilbage til Saddam Husseins dage, er dem, som i samarbejde med imperialisterne udnytter masserne.

Angrebskrigen i Irak er det totale eksempel på, at der kun kommer elendighed ud af at lade de imperialistiske gangstere føre krig under dække af at ville befolkningen det godt.

@pelle Nej, Enhedslisten er da heldigvis ikke organisatorisk splittet på spørgsmålet om angrebet på Libanon (som du som spinddoktor jo kalder FN-beslutningen om No fly-zone, fordi det lyder pænere og skjuler hva det drejer sig om: Angreb og krig.)
Men fulgte afstemningen ikke nogenlunde afstemningen på sidste årsmøde om holdningen til finansloven? Og støtten til Fighters+Lovers?
Og afstemningen til hovedbestyrelsen ligger på www.enhedslisten.dk, er der ikke noget i stemmeetallene, der viser at krigsmodstanderne blev styrket i den nye bestyrelse, og krigsfortalere i den gamle bestyrelse ikke blev valgt ind?
Men lektien for jer må jo være at der er et (stort) skeptisk mindretal, som I skal tage hensyn når I skal til at være grundlag for et nyt flertal. Spændende!

Angrebskrigen i Irak er det totale eksempel på, at der kun kommer elendighed ud af at lade de imperialistiske gangstere føre krig under dække af at ville befolkningen det godt 192.168.1.1 192.168.1.1 192.168.1.1 192.168.1.1