17. oktober 2016 - 10:51

Fire år med Thorning – hvad kan vi lære #3 - Et blik fremad

Fire år med Thorning – hvad kan vi lære #3
- Et blik fremad

Jeg har i to foregående indlæg (1) (2) diskuteret erfaringerne fra tiden med Thorning-regeringen. I denne blog vil jeg prøve at se fremad og diskutere, hvordan erfaringerne fra de fire år kan omsættes i en fremadrettet strategi.

For vi må forvente at stå i en lignende situation hvis det lykkes at vælte den nuværende regering. Mette Frederiksen har hidtil ikke gennemført noget, der ligner et grundlæggende opgør med Corydonismen, og vi har set partiets magtfulde gruppeformand Henrik Sass-Larsen slå fast, at en Socialdemokratisk regering vil lave de store økonomiske aftaler til højre i salen.

Vi må nok også forvente, at højrefløjen igen vil stå parat til at lave aftaler med en ny socialdemokratisk regering. Det er nok desværre en jernlov, at når højrefløjen selv har magten, så vil deres bagland blandt arbejdsgiverne ønske det smallest mulige samarbejde til højre. Men i det øjeblik, at der er indsat en socialdemokratisk regering, vil de samme arbejdsgivere lægge pres på højrefløjen for at indgå flest mulige forlig – simpelthen fordi det er en fordel set fra deres side.

Udsigterne kan godt få én til at blive ramt af sortsyn. Er det virkelig det, der er den politiske horisont; at kæmpe mod én højrefløjsregering, der fører nyliberalistisk politik, for at få en socialdemokratisk regering, der også fører nyliberalistisk politik, blot i en lidt mildere udgave. Det er et dystopisk perspektiv.

Og derfor selvfølgelig heller ikke et perspektiv vi kan acceptere at operere indenfor. Vores opgave er tværtimod skridt for skridt at skabe en horisont, hvor det bliver muligt at skabe reelle forandringer i grøn, progressiv og socialistisk retning i Danmark.

Intet fælles projekt med S
Jeg synes vi med vores vedtagelse fra sidste årsmøde i Enhedslisten nåede en vigtig erkendelse. Nemlig, at vi ikke kan regne med socialdemokraterne som medspiller i kampen for velfærd og solidaritet, men at opgaven er et opbygge et alternativ – en venstrefløj i sin egen ret som ikke opfatter sig selv eller opfører sig som et korrektiv til socialdemokraterne (Link).

" Der er behov for at opbygge venstrefløjen efter valgnederlaget og efter det tillidsbrud, som SR(SF)¬regeringens asociale politik indebar. I denne genopbygning kan vi ikke regne med Socialdemokraterne som medspiller. Venstrefløjen må styrke og udvikle sig selv i politisk modsætning til både højrefløjen og Socialdemokraterne. 
Vores hovedopgave er derfor ikke at forsøge at sikre små korrektioner af Socialdemokraternes fejlslagne politiske kurs. Vi er venstrefløj i vores egen ret med vores eget projekt og vores egen kurs. Som venstrefløjens største parti har Enhedslisten ikke bare initiativretten, men også pligten til at drive venstrefløjens genopbygning frem."

Med andre ord, hvis socialdemokraterne fortsætter den nyliberalistisk orienterede politik, så er opgaven inden for en årrække, at erstatte dem som det dominerende parti på venstrefløjen, og som det virkelige alternativ til højrefløjen. Det bliver bestemt ikke nogen nem opgave, men vi har set det ske i en række andre europæiske lande – hvor socialdemokraterne har været i gennem samme højre-udvikling som i Danmark.

Men denne erkendelse er egentlig den nemmeste at nå frem til. Udfordringen er hvordan vi agerer i mellemtiden. Så længe, at vi har et socialdemokratisk parti, der er det største oppositionsparti.

Vi skal selvfølgelig være ærlige, om at deres projekt ikke er vores, og at vi ikke mener man skal forvente nogen grundlæggende forandringer fra en socialdemokratisk regering. Men det er jo samtidig ikke nogen nem opgave at mobilisere aktivister og vælgere på budskabet om, at en ny regering også vil øge uligheden og forringe velfærden. For selvom vi ikke hare et fælles politisk projekt, så har vi jo faktisk en fælles målsætning – nemlig at vælte Lars Løkkes regering. Og hvis vi skal det, så skal tusinder af aktive og vælgere mobiliseres. Og det kræver, at der findes et håb og en tro på forbedringer.

Opgaven er altså ikke helt nem, men jeg tror, at vi kan tage en række skridt som vil gøre det mere tydligt hvad vores projekt er, og bidrage til at skabe håb og mobilisering.

1. Gå til valg på egen politik
Når vi går til valg næste gang – bør vi gå til valg på et program, for hvad vi selv mener der bør ske i Danmark. Det kunne fx være i form af udspil om hvad vi mener en regering skal gennemføre de første hundrede dage efter et valg. Hvad vi ville gennemføre på den korte bane hvis vi kunne bestemme. Altså et slags socialistisk orienteret valgplatform, der genopretter velfærden, øger trygheden for lønmodtagerne, satser massivt på grøn omstilling etc. etc. Her kan vi givetvis også finde inspiration i de valgplatforme, som andre venstrefløjspartier i Europa med succes har båret frem.
Denne tilgang indebærer også, at vi i mindre grad skal formulere vores politik som krav til en kommende S-regering, men i stedet fortælle hvad vi vil arbejde for. Vi skal selvfølgelig udfordre socialdemokraterne op til og under et valg, men vi skal huske at vi ikke ønsker, at være et korrektiv, men et selvstændigt alternativ.

Man skal stemme på Enhedslisten hvis man ønsker, at Danmark skal bevæge sig i den retning, som vi fremlægger.

2. Opbyg en forandrings-alliance til venstre
I vedtagelsen fra årsmødet inviterer vi også Alternativet og SF til at deltage i opbygningen af en ny progressiv venstrefløj. Det mener jeg er en meget vigtig tilkendegivelse, som vi bør arbejde ud fra mhp på at etablere et stærkt samarbejde mellem de tre partier.

Vi deler mange grundlæggende værdier og synspunkter med SF, og selvom Alternativet stadig er et ungt parti, der er ved at forme sin politik, er de hidtidige erfaringer fra folketinget, at vi i de fleste spørgsmål ligger på linje med hinanden. Også programmatisk er der mange ligheder – kritikken af vækst-samfundet og konkurrencestaten, modstanden mod nyliberalismen – og ønsket om et åbent og tolerant samfund. 

Der er selvfølgelig også ting der skiller – ellers ville vi jo ikke være tre forskellige partier. Men der er mere der samler end der skiller – og jeg synes at der er basis for et stærkt samarbejde.

Det, der gør perspektivet interessant, er også, at vores tre partier, lige nu i de vægtede meningsmålinger ligger til omkring 18-20% af stemmerne. Det er mange år siden at partier hvis politik ligger til venstre for Socialdemokraterne har stået så stærkt. Til sammenligning fik spanske Podemos og resten af venstrefløjen omkring 21% ved seneste valg.

Hvis vi kan opbygge et stærkt og tillidsfuldt samarbejde, og hvis vi formår i forskellige situationer at optræde med en fælles stemme og fælles politiske udspil, så vil det kunne rykke ved det politiske landskab i Danmark.
Det kan både op til og under et valg bidrage til at undgå en "præsident-valgkamp" mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke, og bringe partierne til venstre i spil. Det kan medvirke til at skabe begejstring og ikke mindst håb, om forandring, som vil være meget svært at skabe hvis hovedfokus i en valgkamp er, at Mette Frederiksen skal være statsminister.

Men det vil også betyde, at vi efter et valg på en række områder ville kunne tale med én stemme overfor en S-regering med en helt anden parlamentarisk styrke end den Enhedslisten havde under Thorning.

Der er også et spændende politisk perspektiv – særligt i et samarbejde mellem Alternativet og Enhedslisten. Selvom der er et vælgermæssigt overlap, appellerer de to partier nemlig til forskellige samfundsgrupper. Hver især har vælgere, som det andet parti ikke er attraktive for.
Og hvis vi ser ud i Europa til de lande hvor der er lykkedes at bryde det historiske socialdemokratiske hegemoni, så er det netop, der hvor man har formået at samle forskellige samfundsgrupper – lønmodtagere, studerende, arbejdsløse og små selvstændige og freelancere om en fælles platform – og nogle fælles forhåbninger.

Om det kan lykkes at skabe en sådan forandringsalliance afhænger i høj grad af, hvordan de to andre partier stiller sig. Desværre ser det indtil videre ud som om at SF igen i højere grad orienterer sig efter et tæt samspil med Socialdemokraterne. Men Enhedslisten bør blive ved med at arbejde for mest muligt samarbejde og koordinering mellem "forandringspartierne".

3. Gøre det klart at vores ende-mål ikke er en S-regering
Jeg tror også det vil gøre vores profil og vores mission klarere, hvis vi blev klarere omkring spørgsmålet om regering. For mig står det ikke til diskussion at vi skal pege på en socialdemokratisk forhandlingsleder, hvis S er det største parti i den blok, der vil af med Løkke. Og at vi skal støtte dannelsen af en socialdemokratisk regering.

Men vi bør samtidig begynde at gøre det mere klart, at det langt fra er vores endelige mål på længere sigt. At vi ikke er sat i verden for at bringe socialdemokraterne til regeringsmagten.

Vi bør sige klart, at vores egentlige mål er at vinde flertal for en progressiv "forandrings"regering, ledet af et eller flere partier, der vil gøre op med de seneste årtiers underminering af velfærden, og almindelige menneskers tryghed. Som vil gennemføre en hurtig og radikal grøn omstilling af landbrug og produktion. Som vil gennemføre demokratiske reformer, der sikrer danskerne større demokratisk indflydelse i alle aspekter af livet.

Og vi bør sige åbent, at når vi pt støtter en socialdemokratisk regering, er det fordi det er det mindst ringe alternativ, så længe mandaterne er fordelt som de er. Og fordi det giver os bedre muligheder for at aftvinge indrømmelser i vores retning, end med en højrefløjsregering. Men samtidig gøre det klart, at man ikke bør have forventninger til at socialdemokraterne anno 2016 vil stå for en grundlæggende anden kurs, end den som højrefløjen står for.

Det er klart, at en sådan udmelding skal formuleres på en måde, så vi ikke fremstår som fantaster. Men omvendt er vi nødt til stille og roligt at begynde at udvide mulighedernes horisont, og slå fast at der ikke er nogen historisk jernlov, der giver de gamle partier monopol på regeringsdannelser.

4. Opgør med S-arrogance

Selvom tingene kan gå hurtigt, venter muligheden for at danne en progressiv regering med vores deltagelse næppe lige om hjørnet. Indtil videre er Socialdemokraterne det største parti, og vil dermed stå i spidsen for en regering til venstre. Derfor er opgaven her og nu også, at få ændret magt-relationen og styrkeforholdene mellem socialdemokraterne og de andre partier, der skal danne flertal.

Socialdemokraternes tilgang til os og resten af venstrefløjen er desværre præget af en grundlæggende arrogance, baseret på idéen om, at vi ikke har andre steder at gå hen.
Henrik Sass Larsen er den socialdemokrat, der er mest ærlig om dette synspunkt. I et nyligt interview gjorde han det klart, at venstrefløjen ikke skulle regne med at få nogen særlig indflydelse på den økonomiske politik under en fremtidig S-ledet regering, og hvis vi var utilfredse så måtte vi jo "bare vælte regeringen". Denne afpresning-strategi er en del af DNA´et i den socialdemokratiske ledelse. Derfor er man heller ikke så bange for at tabe stemmer til venstre, ved at dreje politisk til højre.

Det er afgørende for mulighederne for indflydelse, at udfordre afpresnings-strategien, og den arrogante tilgang hvor resten af partierne opfattes som statister eller stemmekvæg. Den gav måske mening da socialdemokraterne havde 40 pct af stemmerne. Men tingene er forandret. I de vægtede meningsmålinger kan socialdemokraterne mønstre 25 pct. De andre 25 pct som er nødvendige for et nyt flertal skal vi andre levere. Socialdemokraterne er nødt til at vågne op til den nye virkelighed og være med til at etablere et ligeværdigt og respektfuldt forhold til resten af venstrefløjen.

Det er derfor positivt, at Pernille Skipper på Enhedslistens sommergruppemøde meldte ud, at der er brug for en diskussion i Enhedslisten af vores parlamentariske strategi. Kan vi lade os inspirere af erfaringer fra vores søsterpartier i andre lande i Europa? Den debat skal vi tage, og om nødvendigt gribe til nye redskaber i den parlamentariske værktøjskasse.

5. Opbyg forventninger og pres udefra

Men mindst lige så vigtigt er det naturligvis at ændre på det mest afgørende styrkeforhold – nemlig dem der etableres uden for Christiansborg. For uanset hvor intelligent og dygtigt Enhedslisten og andre partier til venstre forsøger at rykke på relationen til Socialdemokraterne, og uanset om vi tager nye redskaber i brug, så er der ingen parlamentariske quick fix, der alene kan forrykke magtforholdene.

Så når vi taler om en forandringsalliance, så skal vi ikke kun tænke den som noget der skal opbygges på Christiansborg, men i lige så høj grad som noget ser skal opbygges udenfor – med alle de bevægelser, initiativer og mennesker som heller ikke ønsker en tilbagevenden til Corydonismen. Som ønsker reelle forandringer.

Og på samme måde bør udviklingen af vores valggrundlag, ikke være en indadvendt proces, men tværtimod en udadvendt og inddragende proces. Det kunne være i form af de lyttemøder vi tidligere har haft succes med, eller gennem åbne consulta-processer hvor vi på gader og torve snakker med danskerne om deres håb og drømme om hvor vores samfund skal hen.
 

Dette var mine første tanker, om hvordan vi kan virkeliggøre nogle af de målsætninger som vi tog fat på med vores årsmødevedtagelse fra sidste år. Jeg glæder mig til at udvikle og diskutere venstrefløjens muligheder med gode venner i Enhedslisten og alle andre, der ønsker progressive forandringer om hvad vi kan lære af vores erfaringer, og hvordan vi fremadrettet kan bruge de mandater vi får til låns af danskerne til bedst muligt at sikre et mere retfærdigt Danmark. Med alle de dilemmaer og udfordringer som sådan en diskussion rejser.

Kommentarer

Tak Pelle, for dit tredje oplæg. Men jeg får ikke svar på mit vigtigste spørgsmål: Hvad skal vi gøre ved S-DF alliancen? For det er jo netop ikke rigtigt at vi kommer i en lignende situation, hvis Mette F vinder statsminister posten; dette er langt værre end Corydonismen. Jeg foreslår selv betegnelsen social-nationalisme for den bærende ideologi og der er tale om en international og efter min mening meget farlig tendens, som slår ganske kraftigt igennem netop i Danmark.

Af samme årsag synes jeg også, du burde overveje din brug af  begrebet "danskerne", som bliver mere og mere giftigt i disse år. Især i tæt sammenhæng med ordet "Danmark". "Danmark for danskerne" følges ofte af: "udlændinge ud", som du måske husker.

Helt ærligt, uden mindste ironi: Jeg ønsker ikke at antyde at din politiske tænkning går i den retning overhovedet. Men ord er vigtige. Kan vi ikke gøre det lidt bedre?

Hvem er "danskerne" egentlig? Og har vi ikke forpligtigelser over for de mennesker, som lever i blandt os uden dansk statsborgerskab og stemmeret og uden at kunne sproget særligt godt? Når jeg går på gaden for partiet i København møder jeg dem ofte. Også i mit bolig område. I min familie. Blandt mine venner. Blandt mine kolleger. De lytter gerne til mig. Skal jeg ikke lytte til dem, også?

 

Soc

Nej, selvfølgelig får du ikke svar på dit centrale spørgsmål. En dreven karrierepolitiker som Pelle svarer naturligvis hverken på kritiske spørgsmål eller nogle, der kræver noget videre engagement/perspektiv. Havde du spurgt karrierepolitiker-Pelle, hvilket hold han holder med i Premier League, havde du nok fået et svar.

 

Jeg gætter i øvrigt på Liverpool - det har den helt rigtige duft af arbejderklasse, uden det bliver alt for pøbelagtigt af den grund :-)

Arbejdsgivere GIVER IKKE noget - arbejdskøbere i arbejdsgiverbetydningen KØBER udførelsen af et stykke arbejde.

Altså, er de arbejds-KØBERE.

Lønmodtagere ER egentligt LØNARBEJDERE.

Lønarbejdere arbejder for deres løn og i denne forstand er de arbejdskøbere, fordi de betaler med omcirkakring en tredjedel af deres voksne livs tid for at "modtage" sin løn.

Den vare en lønarbejder sælger er nemlig ikke selve arbejdet men "tid".

Plus eventuel uddannelses kunnenner og egen omhyggelighed med sit virke.

I dette forhold indgår begge parter som ligeværdige merkantilister med legitime rettigheder. Og Arbejdstilsynet har lov, ret og pligt til at gå ind uden forudgående varsel, fordi Arbejdstilsynet ER et tilsyn, en myndighed for Det offentlige fælles dansk, Danmark; Rigets stat.

Det LIGner gandske vist en relation udi "prostitution".

Men dét er stadig mere VÆRDIGT end kvasi-slaveri hvor sproget definerer en hierarkisk materielt tingsligtgørende og gensidigheden i værdighed reelt ekskluderende underdanighed på den side af relationen hvor mennesker yder en del af deres eget livs tid om, for nogen andens lede fordeling.

 

..

 

 

:-)

Hej, tak, men dét her tror jeg måske at jeg selv lige skal være lidt medbestemmende, om:
"Man skal stemme på Enhedslisten hvis man ønsker, at Danmark skal bevæge sig i den retning, som vi fremlægger."

Jeg VED godt selv at det bare er eet lillebitte lille småt kryds muligvis endda maximalt en gang hvert fjerde år. Og jeg har også en klar forventning at der sidder visse og regener det for et nyttigt tilskud af idioti.

Men det er IKKE på grund af dette at JEG stemmer Enhedslisten. Jeg gør det fordi de NATIONALE parlamentarikere i dette parti er relativt forhindret i at gro fast som taburetters yderste beklædning.

JEG har stemt Ø af respekt for rotationsprincippet. Ikke for partiets evne til at bevæge Danmark nogen retning hen. Som jeg ser DEN ting havde Enhedslisten i HTS perioden magten til afslutte HTS perioden.

Og nå ja, det var sådan set dét. Jeg synes faktisk at partiet i mangt og meget fik det bedste ud af situationen og har ikke grund til at være så aggressive internt, imod Jer selv. Ikke at dette rager mig men hvis det skal være sådan, så gå dog til clown...

:-p


Nationalt talt

Danmarks mest nationalistisk parti der ikke engang havde en egen EU liste:

Som JEG ser det, er det en fejl at EL har valgt at opstille egen EU-Listen fordi dette move VIL trække tæppet væk under Folkebevægelsen hvilket er en smuk tak for dét gode arbejde.

Men, nu Ø er dér, så må det jo blive som det kan der efter.

Enhedslisten skal satse på at opretholde de NATIONALE overenskomster, og gøre mere ud af, at bygge EUropæiske fagforeninge.

Der næst skal EUnhedslisten satse på at tilvejebringe, og tilbage-erobre NATIONAL MAGT over.., æhm..,

.., nationale statsborgeres intime personligt private brevhemmelige tele- og digitale kommunikationsdata - også kaldet, "rå-data" (som, i videst muligt omfang af krænk bliver eksproprieret til et konglomerat af i udstrakt grad MEGET private kæmpefirmaer der opererer på partner status niveau i United States of NSA)..,

- I stedet for at den danske stats dansk autoriserede efterretningstjeneste lader disse private firmaer overtage Statens... JA, den nationale stat, Danmarks funktion som STATURens "suveræn" på den dansk nationale stat Danmarks NATIONALE territorium.

..

Nogen her spurgte efter hvem, # "danskerne" er. Yo brother, sé dig om efter et spejl hvar?

Andre funderede over hvordan Enhedslisten skal bære sig ad med at stand up to Dansk Folkeparti - her et sted kaldet Enhedslisten naturlige politiske fjende eller lignende forblommet skamløs selvfedme.

Hvis DANSK FOLKEPARTI lige frem nemlig er "FJENDEN" - SÅ, må det jo være i al hovedsagelighed den NATIONALE, lovgivende magt der er stridens æble; og danskernes mentale retning at blive bevæget i.
Eller hvad.

Og dér ser det bare ud FOR mIG, ikke at jeg har ret men SOM OM at i enhedslistens om man så må sige kollektivisme-istiskt privatiserede meningsunivers.., at dér er ordet "nationalt ikke et fremmedord men lige frem en "sproglig arabesk" med både slør og burka.

Altså, spejlet i Fjendens mentale sprogbrug. Ikke at jeg mener noget sådan men at hvis DF er Fjenden SÅ må dette jo være fordi man har en eller anden motivkreds at plukke om kap med DFerne.

:-?

 

Tak for en fin blog-række. Gode tanker og et vigtigt oplæg til debat og refleksion!

Jeg savner dog et perspektiv i din beskrivelse af Enhedslisten. Listen har traditionelt været et samlende parti for politiske og faglige bevægelser, borgergrupper etc. Du karakteriserer derimod enhedslisten som et folketingsparti der alene skal tænke strategisk for at få indflydelse på en regering.

Hvor blev borgerbevægelsen og det kommunale aspekt af? En styrkelse af borgernes politiske engagement, samarbejde og politiske pres er ikke alene givtigt for Enhedslistens politiske projekt, det er afgørende for at fastholde Listen som et progressivt parti, hvor resultater er vigtigere end magt og politik. Pas på din/jeres retorik og strategi ikke bliver for fokuseret på hvordan I får magt. Det er usympatisk og vil have den modsatte effekt.

Jeg tror der ligger et stort potentiale i at udvikle og styrke en samlet lokalpolitisk strategi sideløbende med den nationalpolitiske. Her vil man komme tættere på borgernes dagsligdagsproblemer og have meget større mulighed for at forklare, hvordan de hænger sammen med f.eks. DF's påståede sociale politik. Det kræver selvfølgelig et tæt samarbejde med lokalafdelingerne, men det er vel i virkeligheden også mere en fordel end en ulempe.

Nu har jeg været medlem af Enhedslisten længe nok til at kunne ane tidernes ugunst for os venstreorienterede, der desværre føler sig mere og mere hjemløse i partiet. Det skyldes både den formulerede politik, manglende erkendelse af de store forandringer, som nærmer sig som resultat af bl.a. den fejlslagne integration af fremmede kulturer, især én, og Enhedslistens tilsyneladende manglende interesse for at kalde tingene ved deres rette navn. Pelle kommer da heller ikke ind på denne problematik i sine, i øvrigt fornuftige, tre essays.

Hvis man hæver blikket ag ser ud over de seneste alvorlige tildragelser i Europa og højredrejningen, vil mange sikkert også have opdaget, at de højt besungne frihedsrettigheder og mange andre af vores måde at indrette samfundene på er kommet under forhøjet pres, at den europæiske civilisation på mange måder har måtte ophæve veletablerede regler for samkvem under civiliserede former. Det er blevet en form for luksus at opretholde f.eks. Kants Morallære og andre af Oplysningens gamle landvindinger som f.eks. menneskerettighedskonventionerne uden selv at gå til grunde.

Forstand, dømmekraft og fornuft er desværre for nogle stadig betinget af religiøse dogmer, som de netop skulle være med til at overflødiggøre og så lige netop fra en arkaisk verdensreligion, som dikterer fuldstændig lydighed og mener at skulle forklare alt i denne verden og dermed skabe rene hjernevaskede individer mere eller mindre uegnede til at blive integreret i samfundet, som mange også i tredje generation totalt afviser.

Der er ingen fornuft i at være naiv eller bare blåøjet. Det bliver civilisationens visse kulturelle død og barbariet banker allerede på. Kants Kategoriske Imperativ og mange andre frigørende tanker fra Oplysningstiden ligger måske allerede på sottesengen.

Enhedslisten burde være de første til at gå imod alle de mere eller mindre åbenlyse tendenser til genindførelse af totalitære tankegange og forsøg på indskrænkninger af demokratiske rettigheder i vores sekulære samfund. En nødvendig modkraft kommer bemærkelsesværdig nok fra Socialdemokratiet og til dels Socialistisk Folkeparti, mens Enhedslisten sidder i sin niche og åbenbart kan leve med, at de indførte strammere og inhumane lovgivninger også rammer deres kærnevælgere blandt de dårligst stillede, som dog har mest travlt med at falde i armene på DF-populisterne – Enhedslistens naturlige politiske fjender.

Men måske Pelle har forberedt et fjerde essay om emnet.

Det virker meget urealistisk at Enhedslisten nogensinde skulle blive et regeringsbærende parti. Det er et protestparti, og al den snak om at  presse Socialdemokratiet til at føre en politik som er mere "venstreorienteret",  eller at  danne en alliance med Alternativet og SF for at få regeringsindflydelse,  er vist ønsketænkning. S kunne  aldrig, aldrig nogensinde drømme om at gå i regering med Enhedslisten eller Uffe. Der er erfaringerne med SF nok for skræmmende.

Hvis der skulle ske det, at SF blir udradet, og Enhedslisten er eneste parti til venstre for S, skulle Enhedslisten først gennemgå samme proces som Villy slæbte SF igennem i sin formandsperiode. Han fik SF til at være et 100 procent pro EU og pro  Nato parti, og han udrensede enhver snak om socialistisk revolution og ophævelse af den private ejendomsret og " et totalt andet samfundssystem" fra SF's partipogram. Den samme proces ville Enhedslisten  skulle gennemgå for at blive spiselig for Socialdemokratiet. Og så er partiet ikke mere Enhedslisten, men et nyt SF, og så sker der såmænd bare det at så dannes der et nyt parti til venstre for Enhedslisten, som viderefører det gamle partis pogram, og med flertallet af det gamle Enhedslistens vælgere og politikere.

Desuden er socialdemokraterne nok så skræmte af erfaringerne med SF, at der skal ske et helt generationsskifte indenfor pariet, før et samarbejde med partier til venstre igen blir aktuelt. SF har altid været et protestparti, og da det blev et regeringsparti, kollapsede det totalt. Villy knækkede ned med stress og blodprop, og Baastrup måtte melde sig syg på grund af  stress. Partiet lignede mest af alt en vittighed.

Regeringsperioden startede ellers med de helt store armbevægelser.Nu skulle der skabes 50 000 nye grønne arbejdspladser. Blev der overhovedet skabt én éneste? Buspriserne i København skulle blive 40 % billigere. 3 måneder efter regeringsdannelsen blev de 30% dyrere. Og Betalingsringen om København, som helt sikkert skulle blive til noget. Det viste sig at det hele kun var noget som foregik oppe i hovederne på SF og S politikere. Det var dem der var nået til erkendelse af, at Betalingsringen, ja den blir til noget. Men man havde overhovedet intet benarbejde lavet. Ingen møder med omegnskomunernes borgmestre, ingen som helst ide om hvordan det praktisk og teknisk og økonomisk skulle realiseres. Ingen planer for hvor der skulle laves betalingsanlæg, hvor der skulle laves parkeringsanlæg for dem der ville stille bilen og stige om til kollektiv trafik eller hvordan det kollektive trafiksystem skulle omlægges. Og dette var det største punkt som SF havde fået med ind i regerinssamarbejdet med S, SF og R. Helle Thorning måtte gøre sig selv totalt til grin overfor hele den danske presse og gå ud og fortælle, at Betalingsringen, ja den blev altså ikke til noget. Og ideen med en Betalingsring er nu ødelagt for altid. Intet parti tør igen tage denne idé op.

Sluttelig hele spillet omkring salget af Dong. Det var en beslutning som den foregående Lars Løkke regering havde vedtaget, og det blev så S,SF, R regeringens opagave at føre salget ud i live og finde den rette køber. Over 7 måneder sad økonomiudvalget  og gennemgik de forskellige køberes tilbud, og SF havde ugentligt hørt på, at den bedste køber i Corydons øjne var Goldmann Sachs. SF havde intet haft at indvende. Selv 14 dage før salget så Annette Vilhelmsen ingen problemer i at Dong blev solgt til Goldmann Sachs. 10 dage før beslutningen endelig skulle vedtages i Folketinget, blir der dannet en Facebookgruppe, som synes at salget af Dong til Goldmann er forkasteligt og bør stoppes. Aftenen før vedtagelsen ser Anette Wilhelmsen stadig ingen problemer i  at sælge til Goldman. Men i løbet af natten har hun fået at vide, at Facebookgruppen nu har 300 000 likes. 300 000 danskere har løftet pegefingeren og trykket like på deres smartphone. Og dette er så afslutningen af SF 's regeringsdeltagelse. Næste formiddag erklærer SF at de træder ud af regeringen, og hvad der sker de næste måneder i SF er en ren farce.

Hvis det var så stort et problem for SF at Goldmann skulle købe Dong, hvorfor sagde man så ikke fra starten : Salget af Dong er ikke en blomst der er groet i vores have, det er noget vi har arvet fra den foregående regering. Men hvis overhovedet SF skal gå med til et salg af Dong, så skal det være til en dansk pensionsfond. Så er det 100 procent sikkert , at så var både S og R bøjet af, og havde gået med til denne løsning.

Det er disse oplevelser, som har kureret socialdemokraterne for igen at skulle forsøge sig med regeringspartier til venstre. De er simpelthen ikke leveringsdygtige i stabilitet og professionelle nok i forhandlingerne. SF har altid kun været vandt til at kunne sige: Bistandsklienter skal have 20 % mere  om måneden, SU'en skal hæves, der skal ansættes 25% flere folkeskolelærere og pædagoger i kommunerne, og så videre. Ting som deres kernevælgere gerne vil høre. Men som regeringsparti skal man lige pludselig også til at finde finanseringen af disse løfter, og det er hverken SF eller Enhedslisten i stand til.

Jeg tror bestemt ikke at det er nogen ønskesituation for Socialdemokratiet at skulle til at flirte med DF. Og det kommer da også helt sikkert til at koste mange menige medlemmer for partiet, og sikkert også en del byrådsmedlemmer rundt omkring, som hopper fra S i protest. Men hvad er egentlig alternativet? Det er ethvert partis opgave altid at stræbe efter at få den politiske magt, dette er forudsætningen for at demokratiet virker. Intet parti skal vide sig sikker i at kunne sidde på magten, og hvis Socialdemokratiet på forhånd erklærer at de aldrig vil røre ved DF, har de jo de facto givet regeringsmagten til Lars Løkke i lang tid fremover.

Når SF og Enhedslisten nu erklærer krig mod S fordi de tilnærmer sig DF, og postulerer at Socialdemokratiet nu er ved at overtage den yderste højres politik og er ved at blive endnu mere fremmedfjendske end selv DF, burde man måske starte med at se på, hvilken rolle SF og Enhedslisten har haft i denne udvikling.

Meget informativ, vil jeg dele denne information med dine venner!

192.168.1.1

Greetings! I know this is somewhat off topic but I was wondering if you knew where I could locate a captcha plugin for my comment form? I'm using the same blog platform as yours and I'm having problems finding one? Thanks a lot! happy wheels | geometry dash|happy wheels demo agario slitherio five nights at freddy's

"Den folkelige modstand og opbygningen af en folkealliance"


http://kpnet.dk/2016/11/06/folkelig-modstand-og-opbygningen-af-en-folkea...


Andre artikler:

http://kpnet.dk/2016/11/01/en-folkealliance-er-noedvendig-lizette-lassen...

http://kpnet.dk/2016/11/02/folk-sendes-i-gratis-arbejde-i-en-lind-stroem...

http://kpnet.dk/2016/11/01/loekke-og-co-i-modvind-modstanden-mod-finansl...

http://kpnet.dk/2016/10/12/novemberkonferencen-2016-en-folkealliance-for...

http://kpnet.dk/2016/10/28/danmark-demonstrerer-ogsaa-vaek-med-ttip-ceta/

 

Venstre-politiken er centralstyret.

Venstre arbejder tydeligvis udfra et forud fastlagt katalog af skadelige "reformer"- gammelkendte højrestandpunkter der forringer forholdene for flertallet af befolkningen:


- at overføre samfundsejendom til privat
- at fjerne miljøbeskyttelse
- at fjerne arbejderrettigheder

 

Disse rettighedsforringelser camoufleres og gemmes som dele af den udøvende magt.

Principielle rettighedsforringelser camoufleres som blotte "tekniske ændringer" - som selvbegrundende "rationaliseringer" - eller som "nødvendige besparelser"

 

De mange forskellige lokale forringelser udgår fra en samlet samfunds-forringelses-dagsorden, der har til formål at hindre samfundet i at fungere som en helhed..

 

 De mange forskellige lokale forringelsesramte grupper bør udbrede forståelsen af at dette er en samlet strategi, der vil ramme hele befolkningen hvis den lykkes.

I wanted two thank you for this excellent read !! I definitely loved every little bit of it.Cheers for the info !!!! & This is the perfect blog for anyone som wants to know about this topic

baixar facebook free  , baixar whatsapp free  , return to  , subway surfers game  , download hola launcher  , Pokemon go game  , minecraft

Truly, this article is really one of the very best in the history of articles. I am a antique 'Article' collector and I sometimes read some new articles if I find dem interesting

"> Hotmail Login  ,  Hotmail Sigin  ,  Hotmail Log in