10. oktober 2016 - 14:46

Fire år med Thorning – hvad lærte vi? #2

Fire år med Thorning – hvad lærte vi? #2
- Om at vælte regeringer eller ej

I den sidste blog i denne serie konstaterede jeg, at det tidligt i Thornings regeringsperiode gik op for Enhedslisten, at vi stod i et dybt ideologisk modsætningsforhold til regeringen, og at regeringens politik overordnet set trak Danmark i den forkerte retning. Ligesom jeg konstaterede, at de politiske og parlamentariske styrkeforhold ikke gav Enhedslisten gode muligheder for at dæmme op for denne udvikling.

Men hvorfor lod vi så regeringen sidde? Hvorfor fortsatte vi med at agere parlamentarisk grundlag for den. Det er et af de spørgsmål, der har været rejst mange gange i løbet af den seneste valgperiode både i og udenfor Enhedslisten.

Jeg synes det er en relevant diskussion. Ikke så meget for at bedømme den seneste periode, men mere for at lære af den, da vi om få år meget vel kan stå i en lignende situation. Men også en diskussion, der skal tages nuanceret og argumenteret.

1. Hvordan vælter en regering
Der hersker rigtig mange misforståelser i diskussionen af hvornår en regering vælter eller bliver væltet. Derfor en kort introduktion. Efter et valg afholde en dronningerunde. Her peger hvert parti på en forhandlingsleder, og den som har størst opbakning går i gang med at forhandle med andre partier om en regeringsdannelse – og danner herefter en regering. Så selvom man i folkemunde siger, at Enhedslisten har peget på en socialdemokratisk regering, så er det faktisk ikke helt korrekt – vi har alene peget på den mindst ringe forhandlingsleder, og undladt aktivt at modsætte os dannelsen af en regering.

Når regeringen er dannet behøver den ikke, at have opbakning fra et flertal, hvis bare den ikke har et flertal direkte imod sig. Det er indholdet i den negative parlamentarisme vi har i Danmark.
Regeringen kan således kun vælte ved, at et flertal i folketinget aktivt stiller et mistillidsvotum til den i folketingssalen. Det at regeringen bliver stemt ned – eller ikke kan få vedtaget sin lovgivning betyder således ikke, at den må gå af. Sådan som vi også har set det da Løkke-regeringen nægter at følge et Beslutningsforslag som et flertal har vedtaget.

Der er dog én – måske to undtagelser. Den ene er finansloven. En regering, der ikke kan finde flertal for sin finanslov, er tvunget til at træde tilbage – og enten udskrive nyvalg eller gennemføre en dronningerunde. Det samme gælder formentlig det kommunale akt-stykke, der godkender kommunernes økonomiske ramme.
Herudover kan en regering selvfølgelig på eget initiativ gøre ethvert lovforslag til et kabinetspørgsmål. Altså meddele, at man træder tilbage hvis den pågældende lov ikke vedtages.

Et mistillidsvotum stilles ved en forespørgselsdebat i folketinget. Den kan formuleres med udgangspunkt i en sag – eller bare helt enkelt indeholde formuleringen: Folketinget har ikke længere tillid til regeringen. Hvis der er flere der stemmer for end imod er den vedtaget. Gule stemmer tæller ikke – så alene det at Enhedslisten undlader at stemme kan vælte en regering – hvis en samlet opposition stemmer for.

2. Enhedslistens klassiske tilgang
Enhedslistens klassiske tilgang til spørgsmålet om at vælte socialdemokratiske regeringer er egentlig meget ligetil. Vi vælter ikke en regering med et mistillidsvotum, hvis der ikke findes et bedre regeringsalternativ vi kan pege på. Men regeringen kan vælte sig selv, hvis den ikke kan få flertal for sin finanslov, eller selv vælger at gøre en anden afstemning til et kabinet-spørgsmål. Punktum.
Det var den tilgang som vi gik ind i den sidste valgperiode med, og som også med enkelte undtagelser har været gældende. Jeg vil dog gerne pege på nogle problemer med den.

For det første tror jeg, at den skelnen vi historisk har lagt meget vægt på, om hvorvidt det var os der vælter regeringen eller regeringen der vælter sig selv, er naiv. Uanset, at det fx ved en finanslov principielt er regeringen, der "vælter sig selv", fordi den ikke kan få flertal, vil opfattelsen i den bredere offentlighed være den samme: Enhedslisten væltede regeringen. Det meget skarpe skel mellem at stille en offensiv mistillidsdagsorden og stemme nej til en finanslov, mener jeg ikke giver mening. I befolkningens øjne vil det i høj grad komme ud på ét.
Som jeg beskrev i min sidste blog, viste det sig jo også, at kampen om finanslovene aldrig fik det forløb vi havde forudset. Regeringen stod aldrig i en situation, hvor den måtte vælge mellem at bøje sig for Enhedslisten krav eller udskrive valg. Løkke stod klar hver gang til at gribe den.

Men selv hvis situationen havde været sådan, at regeringen ikke kunne få flertal for sin finanslov og måtte udskrive valg, er jeg meget i tvivl om, hvorvidt det er det "rigtige" tidspunkt at tage opgøret om regeringens politik. Ved en finanslov vil det altid være sådan, at regeringen vil stå parat med en række indrømmelser og forbedringer. Måske ikke netop på vores hovedkrav. Men ikke desto mindre forbedringer. Man skal altså vælte regeringen på noget der er godt, men ikke godt nok.

Og her tror jeg ikke, at det hjælper, at henvise til at regeringen har gennemført en række forringelser sammen med højrefløjen i løbet af året, som er opsummeret i finansloven og som ikke kompenseres i tilstrækkelig grad. For som jeg har skrevet andetsteds, er det mest os i Enhedslisten, der ser denne sammenhæng.

Hvis vi ønsker at "straffe" en regeringen for dens angreb på almindelige menneskers rettigheder fx en konkret aftale med højrefløjen og udløse et valg på spørgsmålet, så skal man efter min mening ikke vente til finansloven, der måske ligger måneder senere. Så skal reaktionen komme prompte – gennem et mistillidsvotum. Mens vreden og skuffelsen er på sit højeste.

2. Afvigelser fra linjen

Der var dog to afvigelser fra den klassiske enhedsliste-tilgang i valgperioden. Første gang var i foråret 2013 da kampen om dagpengene var på sit højeste. Den midlertidige redningspakke som vi havde fået på finansloven løb ud 1. Juli, og tusinder ville falde ud på ingen forsørgelse. Corydon havde i månedsvis afvist, at han ville gøre mere.
Efter en lang og grundig diskussion i folketingsgruppen meldte vi i maj ud i medierne, at med mindre regeringen kom os i møde, så ville vi ikke bære dem igennem afslutningsdebatten. Vi ville stille vores eget forslag til dagsorden, og ville ikke stemme imod et mistillidsvotum fra højrefløjen.

Resultatet af denne trussel (kombineret med pres fra fagbevægelsen) blev at regeringen indkaldte til forhandlingerne som resulterede i den såkaldte Pinseaftale – en redningskrans, der i et par år sikrede, at ingen mistede hele deres forsørgelse, som følge af Dagpenge-reformen.

Anden gang var kort før valget, da vi meddelte, at vi ikke kunne have tillid til finansministeren, hvis han ikke ville give folketinget adgang til at se de alternative bud på DONG. Et mistillidsvotum til en finansminister, som ikke har grundlag i brud på regler, løgne eller lignende, opfattes af de fleste som ensbetydende med et mistillidsvotum til regeringen. Og det mest sandsynlige er, at Helle Thorning havde meddelt, at et mistillidsvotum til Corydon, ville blive opfattet som et mistillidsvotum til hele regeringen.
Vi nåede dog aldrig frem til sammenstødet, da der blev udskrevet valg forinden.

I begge disse tilfælde afveg vi altså fra kravet, om at der skal være et bedre regeringsalternativ før vi er parat til at støtte et mistillidsvotum.

Et andet og mindre kendt sammenstød mellem Enhedslisten og regering var i forbindelse med forhandlinger om vedtagelsen af aftalen om kommunernes økonomi i maj 2012. Regeringen havde forhandlet en aftale på plads med kommunerne, som indebar nedskæringer på såvel drift som anlæg. Vi meddelte at vi ikke kunne støtte et aktstykke, som ikke som minimum sikrede kommunerne en vækst i driften, der fulgte med demografien og samme anlægsniveau som året før. Det førte til et større sammenstød, hvor regeringen truede med at gøre akt-stykket til et kabinetspørgsmål, og i flere uger var der ingen kontakt. Det var i denne periode, at Johanne Schmidt-Nielsen på et årsmøde udtalte, at hvis regeringen troede at de kunne true Enhedslisten til at stemme for noget vi var imod, så måtte de tro om igen.

Det endte med at regeringen bøjede sig – og genforhandlede en aftale med kommunerne, der indebar en merbevilling – der levede op til ELs krav (Det der vist senere blev likviditetstilskuddet).

3. Andre situationer hvor et mistillidsvotum blev diskuteret
Der er dog en række andre tilfælde, hvor det både i partiet og også i folketingsgruppen blev drøftet om et mistillidsvotum ville være aktuelt, og hvor det efter min mening stadig er relevant at drøfte. Det gælder særligt skatteaftalen i 2012 med dens tyveri fra de arbejdsløse og syge, lærerindgrebet i 2013, og salget af DONG til Goldman Sachs.
I alle disse tilfælde var der en enorm utilfredshed med regeringen, og Enhedslistens havde solid opbakning til vores kritiske linje med meningsmålinger på den gode side af 10 procent.
I forbindelse med skatteaftalen mener jeg, således at det er værd at overveje, om Enhedslisten burde have meldt klart ud i offentligheden før forhandlingerne gik i gang, at en aftale, der indebar en mindreregulering af dagpengene, kontanthjælpen mm. ville blive mødt prompte af et mistillidsvotum.
Jeg tror ikke regeringen havde endt med at indgå en aftale med højrefløjen, hvis den trussel havde hængt over hovedet på dem. Slet ikke, da der jo lå en aftale på bordet med Enhedslisten. Og hvis de havde er det min vurdering, at der havde været forståelse for et mistillidsvotum – langt ud over vores egne vælgere.)

Også ifht. DONG-salget mener jeg, at der er grund til at overveje, om man skulle have stillet et mistillidsvotum. Her var en solid modstand i befolkningen på over 80 procent, og brede dele af det socialdemokratiske bagland var i oprør. Men vinduet var kun åbent ganske kort. Det drejede sig om ganske få dage i ugen op til den endelige vedtagelse.

4. For og imod et mistillidsvotum

Men om det i de pågældende eller andre tilfælde havde været rigtigt, at bryde med den klassiske tilgang og vælte regeringen, er ikke nogen nem diskussion. At vælte en regering skal jo have et klart formål. Det skal ikke være en straffeaktion begået i affekt, men være noget der bringer os fremad i vores projekt for at forandre Danmark. For mig at se er det grundlæggende spørgsmål der skal besvares ifht. sidste periode: Hvad ville give de bedste muligheder for at styrke venstrefløjen, arbejderbevægelsen, Enhedslisten og dermed muligheden for på kort og langt sigt at skabe forbedringer for almindelige mennesker. Var det som vi gjorde, at lade regeringen lide en naturlig død, da den selv udskrev valget. Eller havde det været en fordel, at vælte den, fx i én af de ovennævnte situationer.

Jeg vil her forsøge at opstille fordele og ulemper ved begge.

Fordelene jeg kan se er følgende:

- Et mistillidsvotum havde vist, socialdemokraternes top, at der er en grænse. Socialdemokraterne har historisk altid haft en vis respekt for de radikale, mens venstrefløjens støtte i høj grad har været taget for givet. Det ville være gavnligt med en historisk lektie, der fremadrettet kunne bringe lidt mere balance i forholdet. (Spørgsmålet er dog om vi ikke også reelt satte denne grænse jvnf. ovenstående afvigelser.)

- Igennem valgperioden bredte der sig – retfærdigt eller uretfærdigt – i visse grupper en opfattelse af, at vi var nogle vatnissser, der ikke turde sige fra over for regeringen, og dermed i sidste ende bar et medansvar for udviklingen. Et mistillidsvotum havde manet dette billede endegyldigt i jorden.

- Årene med Thorning førte til en enorm apati og desillussion. En hel generation voksede op med oplevelsen af, at også en socialdemokratisk regering medførte forringelser og øget ulighed. Politikerleden bredte sig og Dansk Folkepartis opbakning voksede. Måske havde et valg udløst af en politisk konflikt vi havde valgt, have skabt et nyt engagement, og gjort politik relevant for flere mennesker igen.

- I de pågældende situationer stod Enhedslisten til en opbakning hos vælgerne på et godt stykke over ti procent. Ved at have væltet regeringen på en sag som DONG-salget kunne vi muligvis have fået et bedre valg end vi endte med at få. Problemet er, at vi faktisk ikke aner om vi i en valgkamp efter et mistillidsvotum havde kunnet fastholde denne opbakning. Eller om vi tværtimod var blevet straffet hårdt af vælgerne, for at risikere at bringe højrefløjen tilbage til magten.

Der er imidlertid også mange vægtige argumenter imod at have bragt regeringen til fald.

- Det mest oplagte argument imod er, hvad vi egentlig ville få ud af det? Havde vi fx væltet regeringen på DONG-salget, havde det jo ikke forhindret, at DONG blev solgt. Et stort flertal i folketinget stod jo bag salget. Og det flertal ville også være der efter et valg. Det ville bare være en højrefløjsregering, der gennemførte salget. Det er netop dette argument, der er grundlaget for den klassiske tilgang. Hvorfor vælte en regering, hvis der ikke er et bedre alternativ, og det ikke ændrer noget?

- Det andet hovedargument er jo, at det ville have bragt højrefløjen tilbage til magten, med de konsekvenser det ville have for almindelige mennesker. Sagen er jo den, at uanset hvor dårlig en socialdemokratisk regering er, så er en højrefløjs-regering altid værre. Hvis man skulle være i tvivl, så kan man jo se på de forringelser som pt gennemføres på fx kontanthjælpsområdet mv.
Højrefløjsregeringen vandt alligevel kan man så indvende. Men ansvaret havde ligget på Enhedslisten – i stedet for at ligge hos regeringspartierne selv, sådan som det blev tilfældet. Der er ingen tvivl om at Socialdemokraterne ville have brugt de kommende år, på, at pege fingre af Enhedslisten, som de ansvarlige for alle de ulykker der nu rammer. Ikke mindst i fagbevægelsens aktive lag kunne dette muligvis have sat Enhedslisten betydeligt tilbage ifht. sympati og opbakning.

- Det er også oplagt, at Enhedslisten ved at udløse et valg som højrefløjen vandt havde afskåret os selv fra den indflydelse som vi har haft i den mellemliggende periode. Lad os fx sige at vi havde væltet regeringen efter salget af DONG, og Løkke havde vundet valget. Så havde vi ikke forhandlet finanslov i 2013 – og ikke fået afskaffet den forhadte gensidige forsørgerpligt mm. Det havde betydet at 20.000 mennesker havde haft betydeligt dårligere kår i dag.

- Der er også en række både kommunikative, men egentlig også politiske udfordringer. Hvem ville vi pege på efter et valg vi havde udløst? Kunne vi pege på en statsminister vi lige havde væltet? Det er muligt at man kan finde gode svar på dette, men det er ikke nemt.

- Endelig kan man jo spørge sig selv – hvor stor indflydelse et parti med 6% af stemmerne egentlig kan forvente at have. Er det overhovedet rimeligt at forvente, at et parti på 6% vælter en regering, fordi den gennemfører en politik som resten af folketinget er enige i. Kan et parti, fordi det har de afgørende mandater bag en regering gennetvinge forbedringer som et flertal i folketinget er imod. (Her bliver det faktisk spændende, at se om Liberal Alliance får held til at "true" sig til en topskatte-reduktion, som der ikke er flertal for i folketinget.)

5. Konklusion
Der er altså argumenter, der trækker i begge retninger, og der gives nok ikke noget enkelt svar på hvordan man skal stille sig i fremtidige situationer. Også fordi det er meget svært at vurdere konsekvenserne på både kort og lidt længere sigt – både for Enhedslisten og for den politiske udvikling i øvrigt. Det vil i meget høj grad være kontekst-afhængigt. Men jeg tør godt foreslå et par konklusioner:

• Den klassiske tilgang, hvor vi ikke vil true med eller bruge et mistillidsvotum, hvis der ikke er et bedre regeringsalternativ (dvs. aldrig) kan ikke stå alene. Vi skal, som det faktisk også har været tilfældet, være parate til i særlige tilfælde at bruge truslen om og viljen til et mistillidsvotum til at presse regeringen eller udløse et valg på et afgørende spørgsmål. Truslen er nødt til at være i arsenalet.

• Truslen om et mistillidsvotum skal bruges med meget stor forsigtighed og skal tænkes helt til ende. Det må aldrig været udløst af affekt. Det skal kun bruges i situationer, hvor det kan forventes, at der vil være en forståelse langt ud over ELs kernevælgere for at vi sætter foden ned. Og hvor det vurderes at det vil skabe nogle positive politiske forskydninger.

• Vi bør opgive idéen om, at der er stor forskel på at vælte regeringen med et mistillidsvotum, og lade den "vælte sig selv" fx i forbindelse med en finanslov, for i offentligheden vil det blive opfattet som det samme.

• Vi bør overveje grundigt, om Finanslovsforhandlingerne er den bedste "scene" for et opgør med regeringen om den linje, eller om en evt. "straf" for asociale reformer bør ske prompte og ikke et halvt år efter når skuffelsen og vreden har lagt sig.

Men som sagt, er konteksten selvfølgelig det helt afgørende. Det spiller fx også en rolle hvordan mandaterne er fordelt. Står vi efter et valg med en stærk progressiv blok til venstre for Socialdemokraterne med opbakning fra omkring 20% - sådan som meningsmålingerne antyder, må man med rette kunne forvente en langt større indflydelse på regeringens politik end det var tilfældet da EL stod alene med 6,5%.

Et par små PS´er.
- Nogle har ment, at vi burde have stillet mistillidsvotum til regeringen med en tekst, som højrefløjen ikke kunne stemme for, og som derfor ikke blev vedtaget. Fordi det ville markere, at det ikke var os, der holdt hånden under regeringen. Det mener jeg ikke er fornuftigt. Hvordan skulle vi efterfølgende have forholdt sig til en regering, vi havde udtalt mistillid til. Hvordan skulle vi have forholdt os næste gang vi blev indkaldt til forhandlinger. Og hvad hvis højrefløjen stillede mistillidsvotum på en anden sag – havde vi så pludselig tillid til regeringen? Man skal kun stille et mistillidsvotum, hvis man er sikker på at det kan vedtages.

- Det har også været fremført af flere kammerater, at vi skulle have stillet et mistillidsvotum – ikke til regeringen – men til Bjarne Corydon fx efter lærerindgrebet – for på den måde vise vores utilfredshed med regeringens politik. Men deres forslag fungerer ikke i virkeligheden. Man kan stille mistillidsvotum eller vælte en minister hvis den pågældende har forbrudt sig mod grundlæggende demokratiske principper – fx løjet for folketinget, som i tilfældet Bødskov. Man kan ikke vælte en minister på at han udfører regeringens politik. I så fald vælter man regeringen. Hvis vi havde stillet mistillid til Corydon på fx lærer-konflikten eller DONG havde Helle Thorning prompte meddelt at det ville blive anset som et mistillidsvotum til regeringen. Og så er vi tilbage ved de dilemmaer som jeg har beskrevet ovenfor.

Ser frem til diskussionen.

 

Kommentarer

Så selvom man i folkemunde siger, at Enhedslisten har peget på en socialdemokratisk regering, så er det faktisk ikke helt korrekt – vi har alene peget på den mindst ringe forhandlingsleder, og undladt aktivt at modsætte os dannelsen af en regering

Sikke da noget sludder. Jeg ved ikke om man helt kan undlade, at pege på en forhandlingsleder. Men Enhedslisten kunne have valgt at pege på en anden end HTS, f.eks. en fra deres eget parti.

Havde man gjort det, ville vi ganske vist stå med en rimeligt kompliceret filosofisk diskussion. I så fald havde man jo de facto givet regeringsmagten til de blå. Men I foretog et aktivt valg og pegede på HTS. Det synes jeg I skulle stå ved, i stedet for at flokkes om håndvasken, fordi lortet faldt sammen om ørerne på jer.

Jeg synes ærligt talt det er skuffende, at Dragsted er ved at køre sig selv i stilling, som jordens største karrierepolitiker-kliché. Det var virkeligt glædeligt, da han blev valgt ind i 2015. Endelig fandtes der en politiker på venstrefløjen, der turde kalde en spade for en spade, og endda, i flygtige glimt, udvise noget, der mindede om venstreorienteret selverkendelse og selvkritik. Men nu sidder vi tilbage med et "jakkesæt", der er ualmindeligt svært at skelne fra de øvrige 178, der heller ikke kunne drømme om at tage ansvar for en skid.

Jeg er ked af at du opfatter mig som du skriver i det sidste afsnit. Du må gerne uddybe hvad det er du ikke mener jeg har levet op til ifht dine forventinger. Mht karriere-politiker regner jeg med at du er opmærksom på, at jeg grundet rotationsreglen ikke kan genopstille til næste valg. Det er der vist ikke meget karriere i ;) 

Ifth. din kritik.Min pointe er ikke at fratage EL et ansvar for at Helle Thorning blev statsminioster. Men egentlig bare at forklare hvordan det parlamentariske system fungerer i DK - nemlig ved negatuv parlamentarisme. En regering behøver ikke at have et flertl bag sig. Den må bare ikke have et flertal imod sig.  Derfor er det på sin vis forkert at tale om støttepartier.  

Kammeratligt, Pelle  

Hej Pelle

Jo, men nu bringer du selv rotationsreglen på banen og i forhold til den, synes jeg ærligt talt ikke tingene hænger sammen. Inden du blev valgt ind som folketingsmedlem, var du ansat 10 år i partiet. Dvs. du sådan set ender med at have været fuldtidsbeskæftiget med politik i ca. 14 år, hvis LLR-regeringen kører perioden til ende. Derudover kan du så, efter næste valg, tage ansættelse i Enhedslisten et par år, hvorefter din karensperiode er udløbet og du igen kan stille op til Folketinget (eller andet politisk hverv på fuld tid). Så der er jo intet i jeres rotationsregler, der forhindrer en livslang karriere i politik. Medmindre du altså vil benytte denne mulighed til at offentliggøre dit brud med politik, efter næste valg?

Hvad siger du? Vil du garantere, at du ikke vil tage ansættelse i en politisk organisation/parti efter næste valg? Og vil du derudover garantere, at dit virke som fuldtidspolitiker vil fylde mindre end 50% af dit arbejdsliv herefter?

Ang. det danske parlamentariske system, er det da noget sludder, at påstå man ikke kan tale om støttepartier. Efter valget i 2011 havde HTS 92 mandater bag sig og LLR havde 87. Dvs. hvis Ø ikke havde lagt sine 8 mandater bag HTS, ville statsministeren have heddet Lars. Og sådan forholdt det sig i øvrigt under hele perioden med både Regeringen HTS I og Regeringen HTS II. Hvis Enhedslisten ikke havde støttet HTS, ville hun ikke have kunnet danne de to regeringer. Derfor giver det da også ganske udmærket mening, såfremt man forstår det danske parlamentariske system såvel som de forskellige parlamentariske situationer, at tale om støttepartier. Hvad fanden vil du ellers kalde det? I støttede jo op om HTS' regering ved at lægge jeres mandater bag den.

Men bortset fra det, kan det da meget vel være, at tingene havde udviklet sig langt værre, hvis I ikke havde fungeret som støtteparti for HTS' regering. Jeg har da heller aldrig kritiseret Enhedslisten for den beslutning. Jeg synes bare det er tåbeligt, at man nu åbenbart skal til at rode sig ud i en useriøs tolkning af det danske parlamentariske system, så man kan undgå at tage ansvar for noget som helst.

Hej igen og tak for svar

1) Nej jeg kan ikke søge ansættelse i Enhedslisten efter jeg ryger ud af folketinget. Det ville være i strid med vores rotationsregler. Hvad jeg skal lave aner jeg ikke endnu. Har du et jobtilbud ;) 
Jeg er dog gald for at det ikke er mit arbejde som folketingsmedlem du er ultifreds med, men mere det, at jeg overhovedet er folketingsmedlem. 

2) Det bliver en lidt semantisk diskussion. Men min pointe er bare, art DK ikke har positiv parlamentarisme, hvor regringen falder hvis den ikke har aktiv støtte fra et flertal, men derimod negativ parlamentarisme, hvor det kun er hvis et flertal ytrer mistillid mod regeringen at den falder. Det kan man vælge at mene er ligegyldigt, og for menigmand gør det nok ikke den store forskel - hvilket jo faktisk også er én af pointerne i min blog.

Kammeratligt, Pelle 

Hej Pelle

1)

Du svarer sådan set ikke på mit spørgsmål.

Du påstår, at du ikke er en "karrierepolitiker" og derfor spørger jeg dig om du så vil garantere, at du ikke tager ansættelse i et politisk parti eller en politisk organisation efter næste valg? Her tænker jeg selvfølgelig også på ansættelse som sekretær for en MF'er, hvilket vi kan kalde "Frank Aaen-modellen". Og naturligvis også lokalpolitisk hverv, samt diverse bestyrelsesposter, der følger af dette (det kan vi kalde "Søren Søndergard/Per Clausen-modellen").

Og ja, jeg kan da godt tilbyde dig et job. Jeg går ud fra du synes LO-overenskomsterne sidder lige i skabet, så jeg regner med du vil acceptere en løn på godt 19.000,- om måneden, som jo svarer til 3F's lageroverenskomsts mindsteløn. Hvilket i øvrigt skal bemærkes, er ekstremt gavmildt af mig, da min virksomhed ikke er medlem af en arbejdsgiverorganisation og jeg derfor på ingen måde er forpligtet til at indgå eller følge branchens overenskomst. Hvilket selvfølgelig betyder, at du godt kan glemme alt om arbejdsmarkedspension, overtidsbetaling og forskudttidstillæg. Men medmindre du har noget at indvende i forhold til den danske model, kan du vel ikke være utilfreds med den lønpakke? Redaktionen burde kunne give dig min mail. Så du siger bare til.

Desuden handler det i øvrigt ikke om, at jeg skulle have noget problem med at du er MF'er. Det handler mere generelt om, at jeg synes jeres rotationsprincip og dermed jeres troværdighed er til at lukke op og skide i, når I har mere travlt med at finde smuthuller i reglerne, end I har med at leve op til deres hensigt. Du kan som sagt gå direkte over til 4 på Christiansborg, efter 10 års ansættelse i partiet. Og du er jo ikke engang den værste. Frank Aaen startede med 7 år som MF'er fra 1994 til 2001, hvorefter han så tog et par år som sekretær for Rosenkrantz-Theil og så lige rundede festen af med 10 år til som MF'er. Nu sidder han så til godt 33k om måneden på Christiansborg, som "gratis-aktivist". Det er i skrivende stund mere end 22 år i træk, at manden har været fuldtidsbeskæftiget med politik. Undskyld mig, men hvordan fanden i helvede kan du beskrive ham som noget andet end en karrierepolitiker og legemliggørelsen af jeres rotationsreglers endelige fallit?

Og sådan kunne man i øvrigt fortsætte længe. Per Clausen har været fuldtidsbeskæftiget med politik siden 2001. Søren Søndergaard siden 1994. Så du kan vel godt forstå, hvorfor jeg ikke giver meget for jeres rotationsregler og derfor heller ikke din afvisning af at være en karrierepolitiker? Jeg kan jo ikke andet end forholde mig til du ikke vil garantere, at du ikke går ud og tager job i en politisk organisation/parti efter valget eller stiller op til andet politisk hverv, indtil din karensperiode er udløbet.

2)

Det bliver da ikke til en semantisk diskussion, bare fordi du prøver at afspore den med et semantisk kneb. Fakta er, at uden Enhedslistens mandater, ville der have været flertal mod Regeringen HTS I og II.

Det er jo ikke fordi jeg vil sidde og tærske langhalm, på alle mulige detaljer og nørdede spisfindigheder. Jeg har som sagt aldrig kritiseret Enhedslisten for at fungere som støtteparti for regeringerne under HTS, i stedet for at forære regeringsmagten til de blå. Men vi står i en situation, hvor politikerleden er historisk høj og den yderste højrefløj buldrer frem i hele den vestlige verden. Og du sidder og kommer med en eller anden absurd meditation over det danske politiske system, der fuldstændigt tilsidesætter den faktiske parlamentariske situation mellem valgene i hhv. 2011 og 2015, alene så Enhedslisten kan fremstå som moralens mest nyfaldne sne, hvor alt dårligskab i verden foregår hen over hovedet på jeres politiske ledelse.

Forskellen på den førte politik under de seneste mange regeringer - hvor nogle som bekendt har været blå, mens andre har været røde - kan ikke forsvare, at EL konstant argumenterer med at man vælger "det mindst ringe".

EL burde gentænke strategien ud fra den præmis, at der de facto ikke er afgørende forskel på resultatet af en V-regering og en S-regering. Uanset, om man er enig i den betragtning eller ej, kunne det være et interessant tankeeksperiment, at undersøge, om man mon ville gå til det parlamentariske arbejde på en anden måde, hvis en del af strategien ikke hele tiden skulle handle om at undgå, at V fik regeringsmagten. 

 

Hvilken ny måde foreslår du? 

 

Hvilken ny måde foreslår du? 

 

Hvis jeg må gribe den bold, vil jeg foreslå, at man kommunikerer mere ærligt til vælgerne. Hvilket jo ikke behøver være uden visioner eller "anti-revolutionært".

Jeg kan ikke se noget problem i at køre Enhedslisten i stilling som et værn mod de borgerlige partier, i stedet for en katalysator for socialistisk samfundsomvæltning.

Derudover synes jeg I bør erkende, at I har svigtet arbejderklassen og derefter gøre alt I kan for at rette op på det. I stedet for en arbejdsmarkedspolitik og et budskab til lavtlønnede, der kan koges ned til "Luk røven og meld jer ind i en dyr fagforening". Ja, så kunne jeg kraftedme godt tænke mig, at høre hvad Enhedslisten har på bedding for f.eks. lavtlønnede. Hvad vil Enhedslisten gøre for at øge overenskomstdækningen for lavtlønnede? Hvad vil Enhedslisten gøre for at øge levestandarden for lavtlønnede? Hvordan vil Enhedslisten gøre op med de 40-50 års svigt, fagbevægelsen har udsat de lavtlønnede for?

Tak, Pelle,  for et længe ventet oplæg til debat om ELs parlamentariske taktik. Det er positivt at du åbner for en debat, hvor spørgsmålet om  partiledelsen og folketingsgruppen muligvis førte en forkert politik over for Thorning-Corydon regeringen nu kan stilles uden at man straks bliver framet som håbløs revolutions romantiker. Selv mener jeg, som det vil fremgå af andre indlæg her på portalen, at forløbet er endnu værre end du beskriver det: vi har ikke blot tolereret forringelser gennemført af Thorning regeringen, men aktivt medvirket til at gøre det endnu værre. Det værste eksempel er nok slagtningen af senior job ordningen, som for udvalgte ældre arbejdsløse førte til regninger over 200.000 kr til hver enkelt, og nedskæringerne på tilskud til høre apparater, ulands bistand og dansk undervisning er heller ikke for kønne at se på. Det værste er nok partiledelsens og de ansattes forsvar for forringelserne, som er helt ødelæggende for partiets politiske og moralske kompas. Hvis man så bare havde erkendt at der var tale om forringelser, som man accepterede fordi man for alt i verden ville forlænge regeringens liv, så havde skaden ikke været helt så stor.

En af de værste konsekvenser af vores støtte til en S ledet regering, som fører borgerlig nedskæringspolitik, er DFs voldsomme vækst og det er godt, at du har blik for dette. Desværre er det nu for sent til at vi kan drage nytte af din analyse, i hvert fald direkte, i form af en brugbar taktik i den nuværende situation. Det kommer jeg tilbage til - men først et par ord om en anden konsekvens:

En anden virkning af vores eftergivenhed over for S er Alternativets parlamentariske gennembrud, som har frataget os rollen som største eller næst største parti i flere tidligere højborge. Dette har nu efter min mening vist sig at være meget positivt, idet Alternativet bl.a har benyttet sin nyvudne taletid til at huske os på gode gamle mærkesager, som f.eks. 30 timers arbejdsuge, som ellers var blevet fortrængt under vores bestræbelser på at fremstå som et økonomisk ansvarligt parti, som kunne indgå større aftaler med S og R. Også Alternativets evne til at engagere medlemmer og sympatisører i politik udvikling kan vi lære meget af.

 Men..Men...Men...Desværre er der ikke meget der tyder på, at vi i en overskuelig fremtid kommer i lige så gunstige situationer når det gælder styrkelsen af EL (evt. sammen med Alt.) på bekostning af S, ved at stille os hårdt på sager, hvor vi har opbakning til vores modstand mod en S ledet regerings politik, som vi har haft under Thorning regeringen, og hvor du selv nævner nogle stykker (lærerkonflikt, DONG salg osv). For nu er Mette Frederiksen ved at tage tilløb til et strategisk samarbejde med DF, som kan køre EL ud på et sidespor, eller - endnu værre - presse os ind i en social-nationalistisk blok sammen med de to partier og SF.

Det er efter min vurdering kun et spørgsmål om tid, før vi bliver stillet over for pakke løsninger, hvor grundlæggende gode sociale ordninger, f.eks. omkring SU, dagpenge, kontanthjælp, boligstøtte, sundhedsydelser, børnepasning osv. bliver kombineret med undtagelser, som skal forhindre at de af vore medborgere, som nogle ikke synes er "rigtige danskere",  drager nytte heraf. Disse undtagelser vil blive fremført som nødvendige "værnsregler", og lignende. Eller måske endda søgt markedsført som kamp imod social dumping. Kommunikationsmaskinerne kommer på overarbejde og de sproglige nyskabelser vil blomstre.

Hvis vi beslutter at tage kampen op imod social-nationalismen, på et principielt humanistisk og socialt grundlag, med de økonomiske proportioner i orden, så vil vi komme til at stå alene, evt. sammen med Alternativet. De 80 procent af befolkningen, som støttede os i DONG sagen, kan vi foreløbig glemme alt om. Dertil er fremmedforskrækkelsen for stærk og tiltroen til de herskende institutioner i nationalstaten for stor. At den økonomiske udfordring ved immigration og flygtninge på kort sigt er overkommelig, og at øget  immigration på langt sigt potentielt er en stor hjælp til at løse den demografiske udfordring med en aldrende befolkning, kan og skal vi huske os selv på, men vi skal ikke have nogen illusioner om at saglige argumenter har nogen særlig vægt, stillet over for det massive S-DF hylekor.

Hvis vi beslutter at give efter og tilslutte os den social-nationalistiske blok, så er diskussionen slut, i hvert fald for mit vedkommende. Så må jeg finde et andet sted at gøre modstand, end EL.

Nu skal det ikke lyde, som om alt håb er ude. Slet ikke. Men vi har en ny situation, hvor det vigtigste er at krystallisere et alternativ (sjovt som det ord kommer igen og igen, ikke?) til både den gamle og den nye borgerlige blok i dansk politik. Du har selv tidligere peget på Alternativet og måske SF, som de øvrige deltagere i en "fornyelsesblok" eller lignende, og jeg er helt enig. Formuleringen af en fælles platform, med økonomisk politik, inklusive demokratiserings tiltag, bliver langt vigtigere end at sætte korrigerende fingeraftryk på en politik, der forsøger at fortsætte business as usual i en verden under hastig forandring. Men vi må indse, at til at begynde med har vi kun støtte fra et mindretal af befolkningen. Det er opgaven at få dette mindretal til at vokse og blive et flertal, efterhånden som det viser sig at den økonomiske vækst, vi har været vant til, ikke kommer tilbage, og at de miljømæssige og sociale konsekvenser af at fortsætte af de kendte spor, bliver tiltagende negative og alvorlige.

Det internationale perspektiv er vigtigt og jeg tror på at vores selvstændige opstilling til EU parlamentet kan bruges konstruktivt til at knytte og styrke forbindelser til venstrefløjen i andre lande i Europa. Vi kan lære meget af både gode og dårlige erfaringer fra Syriza, Podemos og Corbyn m.fl. At finde frem til en fælles strategi over for EU institutionerne, så højre populisterne ikke løber med hele det EU kritiske oprør, er en selvstændig opgave, som også går direkte i indgreb med modstanden imod den social-nationalistiske bølge.

Og endelig, så må vi til at tage spørgsmålet om organisering af politisk-økonomisk kamp alvorligt. Jeg hører ikke til dem der mener, at denne side af vores arbejde er forsømt specielt meget siden vort parlamentariske gennembrud i 2011. Den har været forsømt i mange år før det og faktisk er der nærmere sket en lille forbedring, i form af lejlighedsvise gade kampagner, indflydelse i fagforeninger m.v., udløst af de parlamentariske fremskridt. Men mange skal nu alligevel til at lære fra bunden af, hvordan man organiserer en demonstration, kommer i dialog med folk på gaden, eller stemmer dørklokker og taler med folk op til en afstemning. For slet ikke at tale om støtte til strejker, eller civil ulydighed for at hjælpe mennesker i nød. Nu er nye pionerer ved at lære sig selv det - på den hårde måde. Vi må ikke lade dem i stikken, men tvært imod finde veje til at hjælpe og støtte dem uden at gøre dem og os selv til lette mål for skræmmekampagner og repression. EL skal blive det naturlige sted at organisere sig for alle, som vil gøre en indsats på det praktisk-politiske plan i disse spirende bevægelser. Det handler mærkeligt nok ikke om politik, men om organisation, også kaldet parti opbygning. Og det er ikke en gang specielt revolutionært. Se bare på aktivisternes arbejde under en valgkamp i USA, hvor man ringer til folk, stemmer dørklokker osv.  Det bliver i den kommende tid mindst lige så vigtigt at gen-lære disse gamle aktivistiske dyder, som at foretage professionel kommunikation og parlamentariske manøvrer. Og succes måles ikke i Likes, men i faktisk fremmødte til en demo, og kr. i strejkekassen.

Endnu en gang tak for oplægget, jeg håber også på en god og konstruktiv diskussion af emnet.

 

 

Tak for et rigtig godt og konstruktivt indspark. Jeg er ikke enig i hele din kritik af vores ageren under Thorning. Men ifht. dine fremadrettede forslag er vi meget på bølgelinje, hvilket også vil fremgår af den sidste blog i serien hvor jeg prøver at se fremad. 

Kammeratligt,
Pelle  

så ser jeg frem til at læse og kommentere fortsættelsen, specielt hvordan du synes vi skal tackle den nye S-DF alliance.

Jeg har altid troet at opgaven for et politisk parti er komme med bud på løsninger til de opgaver der ligger i samfundet. Fremadrettede løsninger. Men i synes åbenbart at alle problemer skal løses tilbage  i tiden. Er det ikke historikernes opgave?

Socialingeniøren skrev (til Dragsted; og undskyld, at jeg blander mig)

..

"En af de værste konsekvenser af vores støtte til en S ledet regering, som fører borgerlig nedskæringspolitik, er DFs voldsomme vækst og det er godt, at du har blik for dette..."

:-?

Oh ýaieeh.,. Så, har I to revolutionist-ister da begge taget fejl på dét punkt.

Nej? Ajj altså. Man kunne jo også sætte sig hen i et hjørne og slå sig selv i hovedet med et bræt på grund af ALT DETTE som Enhedslisten ikke magtede at gennemføre nu de havde magten i hænde.., indtil, det lejlighedsvise anfald af virkelighedsforblændet hysteri går over af sig selv.

DF vækstede på Venstres bekostning - nemlig.

Socialdemokratiet blev stadig det største parti, herhjemme, ja?

Så hvordan er det lige Socialdomgrafernes skyld, at dette skete, hvar.

Og netop, i øvrigt, over at EL faktisk magtede at holde HTS ved magten indtil man fik tørret EU fanatikeren Vestager af i ærmet på nogen, ligesindet hend selv.

Venstre blev valgets store taber, remember, men i mellemtiden blev PK forældet og ved eget initiv forfremmet opad til helt egen formand for den nationalparlamentære forsamling - og efterfølgende, var det Reichsfører DF personligt selv der satte LLR på taberetten i ST-medisteriet.

Intet af dette havde Ø mennskne kunnet ændr på ved selv sin bedste vilje vel.

JA elle Nej!

Nå nej, der eksisterer ikke et "eller" eller hvad.

I stedet skulle Enhedslistere da feste over at SFolkepartiet overlevede sin indre nedsmeltning, og at Piaprivatpartiet har stemplet ind med eget postulat som intenderet, midter-politiserende partiføre.

Ikke skulle Enhedslisten se misundeligt på det "blå SF" Alternative kapabilitet udi kompetitiv over for De dansk Radikale vel.

Alle disse dele er nemlig med til at give dét mening, at, have socialistisk Enhedslisten FORDI, det giver mulighed for reel politisk indflydelse til det ganske lille parti, efter næste valg selv om Don Corydone havde udtalt at det ikke giver politisk mening at lægge sig dér ud, på fløjen.

Og det gælder da især hvis DF tør at leve op til det der med at være politisk midte i national politik indtil efter valget.

Men mit gæt er at platfloppe-lettelserne nok går igennem på en eller anden sekunda-måde i dette års finanslov .., fordi jeg har set mange af denne slags her DF medie-flip backinthedays i AFR tiden.

Og så vil jeg altså opponere imod det udtryk, "social-nationalisme". Jeg er over hovedet ikke social, hvilket er en mental adfærd. Jeg er socialIST hvilket er en politisk overbevisning, og så er jeg NATIONAL hvilket er en egen kulturel identitet.

Jeg er altså således national.., -istisk socialist, men ikke, nazistisk étords-nationalsocialist; ikke bindestregs-nationalist heller, eller internettisk englokansk goggle übersetsungsmachinery national socialist.

Jeg kan ikke gøre for at en malvidig østriger har vrangevendt ethvert tysk dydsbegreb og gjort deres absolutte modsætning historisk uforglemmeligt.

Hvis det endelig er, så ER den nationale dagsorden en socialisme - FORDI, den er udtryk for et samfundsfællesskab.

Og i en globaliseret EUnited States of NSA superstat er dette faktisk det sikreste holdepunkt noget folk i verden har til at garantere noget nærheds demokrati, nej?

HVAD skulle ellers sætte grænser for noget som helst!

Der er ingen der har bedt jer om at afsværge Jer den internationalistiske vision om verdensherredømme, vel.

;-D

 

Kære J.L. Christensen !

Måske skulle du og Lars von Trier overveje at starte et nyt politisk  parti sammen? Han har jo også udtrykt forståelse for vis  herre, som også var  national.., -istisk socialist.

Eller hvordan det nu lige var. Bagefter gik han jo ud og sagde at han var blevet misforstået.  Men men .......

Hvad hjertet er fuldt af, løber munden jo over med.

Så kunne du stå for den langsigtede strategiske og ideologiske del, og Lars kunne tage sig af propaganda delen. Han er jo ret dygtig til at lave reklamefilm siges der.

Kære Socialingeniøren og Pelle Dragsted.

Socialingeniøren skriver:

"Det internationale perspektiv er vigtigt og jeg tror på at vores selvstændige opstilling til EU parlamentet kan bruges konstruktivt til at knytte og styrke forbindelser til venstrefløjen i andre lande i Europa. Vi kan lære meget af både gode og dårlige erfaringer fra Syriza, Podemos og Corbyn m.fl. At finde frem til en fælles strategi over for EU institutionerne, så højre populisterne ikke løber med hele det EU kritiske oprør, er en selvstændig opgave, som også går direkte i indgreb med modstanden imod den social-nationalistiske bølge."


EU-parlamentet (EP) er ikke en forudsætning for at knytte og styrke disse forbindelser.

Enhedslisten kan afgjort lige så godt mødes med sine kammerater fra andre lande uden for EP's mure. Der er Nordisk Råds venstrefløjssamarbejde (VSG), United European Left, EACL og andre, og Enhedslisten kan mellemfolkeligt bidrage til folkemøder, osv., osv. Jeg vurderer, at alt dette endda gøres bedre uden for EP's mure, fordi man så vil kunne være tættere på folket end inden for et establishment.

I det (endnu) bestående skal man være formidabelt vågen for ikke at danne sig identitetsfølelse på at være en – nok så "god" og "reformistisk" – del af systemet. Der opstår nemt en EU-tankegangs-inerti. Dette triste fænomen så vi fx med føderalisten Jens-Peter Bonde. Hvad angår diverse europæiske venstrefløjsfora så antyder Christian Juhl samme "identitetsfænomen" her: http://modkraft.dk/comment/52955#comment-52955

Således fortsætter og øges apatien, vreden og afmagten, fordi beslutningerne stadig tages langt væk fra folket. Det er præcis disse følelser, fremmedhad og nationalisme altid har snyltet på. Jeg forstår ikke, at det politiske parti (!) Enhedslisten helt frivilligt og utvungent vil være med til at opretholde et centralt organ i denne syge organisme, denne magtblokdannelse i verden. Man vil noget, ja, men man vil det ud fra det gamle og bestående. Den vej er en dødssejler. Og det er altså stadig EU-Kommissionen, der har initiativretten.

Socialingeniøren skriver om nedskæringspolitik og har flere gode pointer, synes jeg. Men forvent ikke at kunne rykke noget i det felt gennem EU-Parlamentet. Dels modarbejder EU-traktaten, at der kan laves nogen synderlige forandringer hen imod rød politik, dels har jeg spurgt Folketingets EU-oplysning om, hvilke politikområder EP overhovedet har indflydelse på. Man skal skelne mellem den ’almindelige lovgivningsprocedure’, hvor EP har medbestemmelse, og den ’særlige lovgivningsprocedure’.

Annemarie Bisgaard fra oplysningen svarede mig 29. august 2012 i e-mail:

»Et af de områder hvor den særlige lovgivningsprocedure typisk benyttes, og hvor Parlamentet derfor kun har en rådgivende rolle, er typisk områder der handler om skattepolitik og finanspolitik. Derfor kan det selvfølgelig diskuteres, hvor stor indflydelse Parlamentet reelt har på finanspolitikken.«

EP kan nedstemme EU-apparatets budget. Men EP har altså ingen magt, når det fx gælder nationale budgetter. Det er godt, mener jeg, da det ellers ville tage magt fra de nationale parlamenter – men finanspolitik er altså bare intet argument for opstilling til EP.

Sluttelig vil jeg bemærke, at Island har kunnet komme nogenlunde godt ud af sin gigantiske finanskrise, netop fordi landet står uden for EU.

 

Kære Pelle, dejligt at du har ladet op i ferien og er begyndt at skrive igen. Så har du måske også tid til at respondere på den forespørgsel, jeg kom med i juli her: http://modkraft.dk/comment/56832#comment-56832 ... Den handler netop om Enhedslistens opstilling til EU-Parlamentet.

Jeg synes, Enhedslisten skulle tage sit principprogram seriøst og kaste kræfterne aktivt ind i kampen for det samme.

- Venlige hilsener Magnus Falko

Kære Pelle Dragsted,

Jeg hører til dem, der gerne havde set en hårdere kurs overfor RS(SF)-regeringen. Et mistillidsvotum ville godt nok have ført til en værre situation umiddelbart, men på sigt ville det have gjort fremtidige trusler mere troværdige, og gjort at S ikke kunne tage vores støtte for givet. S ville være mere lydhøre, hvis de fremover var nødt til at acceptere et minimum af social anstændighed, for at få adgang til de eftertragtede ministerbiler.

Jeg anerkender dog fuldt ud, at der er tale om et svært spørgsmål, hvor der er fordele og ulemper ved begge valg, og hvor man ikke med sikkerhed kan forudsige resultatet.

Debatten bør dog ikke kun handle om mistillidsvota, men også om vores ambitionsniveau og vores mål med det parlamentariske arbejde, og om de konsekvenser dette har for forholdet til en "rød" regering.

Enhedslistens parlamentariske rolle

Stærkt forenklet kan man sige, vi har to veje, vi kan bevæge os ud af, en realistisk og en revolutionær.

I den realistiske, er vi en indlejret del af det nuværende politiske økosystem, og arbejder for at opnå små, konkrete forbedringer på kort sigt, og på at luge de værste tidsler ud af en "rød" regerings politik.

I den revolutionære arbejder vi derimod på at sprænge de politiske og økonomiske rammer, vi i dag lever under, og på at opbygge støtte til en ny samfundsindretning.

Begge veje har sine fordele og ulemper. På den ene side har små forbedringer nu og her stor betydning for tusindvis af menneskers liv. På lang sigt er vi alligevel alle døde, og den kontanthjælpsloftsramte kan ikke bruge et langvarigt arbejde for at opbygge en revolutionær stemning til at betale sin husleje med. På den anden side, så har venstrefløjens brandslukningsarbejde ikke formået at forhindre det ideologiske spektrum i at bevæge sig støt mod højre siden 1980'erne, og hvis vi ønsker os noget bedre end et mere og mere faldefærdigt socialdemokratisk velfærdssamfund, må der skubbes på de større ideologiske linier.

Afvejningen mellem realisme og revolution er svær, men skulle jeg give et råd, bør man under en kommende "rød" regering have mere fokus på hvordan man kan bruge sin indflydelse strategisk til at give befolkningen lyst til mere solidaritet og velfærd, end Enhedslisten og den øvrige venstrefløj kan forhandle hjem til dem.

Forholdet til socialdemokratiet

Det er en udbredt opfattelse i befolkningen, at hvis man bare kunne finde en måde, at få det "gode gamle socialdemokrati" tilbage, så ville alt være godt, og vi kunne vende tilbage til en idyllisk velfærdsstats-guldalder. Denne opfattelse er for mange til venstre for S, hvad Morten Korchs Danmark er for mange DF'ere.

Der er ingen tegn i sol eller måne på at socialdemokratiet skulle have højere ambitioner, end lidt finjusteringer af velfærdsstaten. Tværtimod har S gang på gang vist sig at støtte en grundlæggende borgerlig økonomisk politik. Samtidig er mange af angrebene på velfærdsstaten kommet fra S selv (konkurrencestat, reform-amok osv.). Samtidig nærmer S sig DF, og optager i stigende grad nationalisisk og fremmedfjendsk tankegods, ligesom socialdemokraternes respekt for grundlæggende frihedsrettigheder svinder dag for dag.

Vi må tage os i agt for at ligge under for den opfattelse, at S kan tales til fornuft, og nok skal blive gode igen. En "rød" S-ledet regering er godt nok det mindste onde, men et onde er det stadigvæk.

På lang sigt giver idéen om en forandringsblok med SF og Å, uafhængig af socialdemokratiet, derfor god mening. Det kommer imidlertid hverken til at ske i morgen eller efter næste valg, og derfor må vi forholde os til hvordan man navigerer i forhold til en S-regering.

Realpolitisk kan det sagtens forsvares, at man stemmer for noget skidt, for at opnå et større gode, eller forhindre et større onde. Det vil både vælgere og medlemmer kunne have forståelse for. Enhedslisten bør dog holde sig for gode til at bruge politikerknebet med at stille sig op til pressemøde, og lade som om alt er godt. I stedet bør man åbent og ærligt fortælle hvorfor det, man stemmer for, er skidt, og hvilke grunde, man har haft til alligevel at stemme for.

Under en "rød" S-regering med et tættere forhold til DF, vil der komme flere af den slags situationer,hvor man har valget mellem pest eller kolera. Socialingeniøren giver et godt eksempel med en pakke, der samtidig indeholder gode velfærdsforbedringer og racistisk symbolpolitik.

Når dette sker, vil min anbefaling være at man åbent anerkender at der er tale om et dillemma, og åbent debatterer det med vælgere og medlemmer.

Endelig er det vigtigt at huske, at politik foregår mange andre steder end på Christiansborg. et er vigtigt, at vi som parti er aktivt til stede i vores lokalsamfund, og opbygger vores organisation. På denne måde kan vi være med til at skabe et folkeligt pres for forbedringer, der gør at Christiansborg ikke har andre valg end at rette ind.

Tak for et rigtig godt indspark!

 

Kammeratligt, Pelle 

Mange tak, meget informative artikel

dog grooming

Nice post, thanks a lot for your kind sharing!

dog grooming near me

люблю свой пост

но больше об этом в здесь

wharton mba
how often do dogs go in heat
cat clinic

Kære Pelle Dragsted.

Ganske vist er man ikke forpligtet til at svare på spørgsmål herinde, men det vil være rigtig rart, hvis du vil give en respons på mit indlæg fra 13. oktober 2016 (rul op). Det indeholdt en efterlysning af svar på en forespørgsel helt tilbage fra juli. Temaet var hovedsageligt Enhedslistens selvstændige opstilling til EU-Parlamentet. Der er spørgsmål, der stadig behøver svar. Tak og godt nytår.

- V.h. Magnus