10. januar 2017 - 14:14

EU-debatten er ikke binær, Holger.

Noget som frustrere mig i den igangværende debat om venstrefløjens holdning til EU er den meget binære og karrikerede opfattelse som præger den. Enten er man for EU med alt hvad det indebærer – eller også vil man melde sig ud i morgen og isolere sig fra omverdenen. Sådan bliver spørgsmålet fremstillet - fx af SFs Holger K Nielsen i hans aktuelle angreb på Enhedslisten. 

Men sådan kan man som venstreorienteret europæer i den virkelige verden ikke forholde sig

Lad mig forklare min egen position:

Jeg synes da så absolut det bedste ville være hvis vi i morgen eller inden for få år kunne revolutionere EU, og omskabe samarbejdet til et rødt, grønt og demokratisk foretagende, der samtidig styrkede nærdemokratiet ved at flytte mere indflydelse tilbage til de nationale parlamenter. Det er da så absolut den bedste løsning.

Og derfor arbejder vi da også i Enhedslisten for at prøve at ændre EU-samarbejdet. Det gør vi når vi fx i folketinget har stillet forslag om at Danmark skal arbejde for en social protokol i EU, der sikrer at konkurrencehensyn aldrig kan underkende faglige rettigheder. (SF og R stemte i øvrigt imod). 
 Og når vi som deltager i de vigtigste europæiske venstrefløjssammenslutninger – forsøger at kæmpe mod nedskæringskravene til Grækenland og andre sydeuropæiske lande. (SF har meldt sig ud af den europæiske venstrefløj og ind i den mere socialliberalt orienterede Grønne gruppe).

Men idéen om en grundlæggende forandring af EU er bare ikke tilstrækkelig i en seriøs venstreorienteret strategi for forandring.

For det første er det tæt på umuligt grundlæggende at ændre EU. Den ændring af EU's nyliberalistiske politik, som er nødvendig for at løse de problemer almindelige mennesker i Europa rammes af, vil kræve et grundlæggende opgør med hele det nuværende traktat-grundlag – altså EU's grundlov. En sådan traktatændring kræver enstemmighed, hvilket igen ville kræve at venstrefløjen vandt magten i samtlige EU-lande – Samtidig!

For det andet - selv hvis dette drømmescenarie engang i fremtiden skulle blive til virkelighed – hvordan forholder vi os så i mellemtiden? Hvad gør vi hvis venstrefløjen vinder magten i et eller flere medlemslande under de nuværende EU-traktater og under Euro-direktiverne. 
Hvad skal den spanske, franske, portugisiske eller for den sags skyld danske venstrefløj gøre hvis vi vinder regeringsmagten i et af vores lande på løftet om at føre en mere solidarisk og progressiv politik?

I den situation er der reelt kun to muligheder under de nuværende forhold. Enten underlægger man sig EU og euroens nyliberalistiske politikker, der reelt forhindrer en solidarisk politik med fokus på beskæftigelse og lighed. Eller også bryder man med Euroen og EU. Det er valget man står med.

Og det er netop dette dilemma, som de mest fremtrædende venstreorienterede partiet i Europa i Plan B-samarbejdet mødtes for at diskutere i københavn i November, med Enhedslisten og det svenske Vänsterparti som værter.

Og det er det dilemma som Holger K og SF ikke vil forholde sig til. Måske fordi de reelt har opgivet troen på, at der kan føres en grundlæggende anden politik end den som føres i dag?

Men det er et dilemma som ethvert seriøst venstreorienteret parti i Europa er nødt til at forholde sig til.

Sagt med andre ord: For mig har en udmeldelse af EU aldrig været et mål i sig selv. Men det kan blive et nødvendigt middel til at gøre det muligt at føre en progressiv og solidarisk økonomisk politik, hvis venstrefløjen vinder regeringsmagten i et EU-land, så længe det nuværende nyliberalistiske traktatgrundlag består. Bare spørg grækerne.

Mange former for tilknytning 

Men den binære opfattelse om enten "at være med" eller "melde sig ud og isolere sig” er også ude af trit med virkeligheden i Europa.

For virkeligheden er jo, at vi allerede i dag har et EU i flere rum og hastigheder. Vi har lande, der er med i Euroen, og lande der ikke er. Vi har selv allerede i dag en række undtagelser. Vi har lande, som Norge, der står uden for EU, men deltager i handelsamarbejdet på næsten lige vilkår. Vi får nu et Storbritannien, som får en måske ny form for tilknytning til EU.

Så valget står jo ikke mellem fuldt EU-medlemskab eller at vi som Holger plejer at formulere det ”lukker os inde i nationalstaten”.

Ingen mener jo, at Danmark fx ikke skal indgå i et handelssamarbejde med de europæiske lande. Det ville jo være gak-gak.

Men jeg kunne fx godt se for mig, at de nordiske lande, med vores mange fællesnævnere, på den ene side uddybede vores interne samarbejde, mens vi samtidig forsøgte at få en anden og friere form for tilknytning til EU end i dag, der gav bedre muligheder for at forsvare og udvikle vores velfærdsmodel, og føre en solidarisk, beskæftigelsesfremmende politik.

Om en sådan ændring af tilknytning ville kræve en udmeldelse eller kunne klares gennem en genforhandling af relationen er i den forbindelse mindre vigtig. Det er som sagt målet der er det afgørende.

Jeg synes det er rigtig godt at vi får en ny runde diskussion om venstrefløjens forhold til EU. Men det ville være godt hvis vi kunne komme ud over karikaturerne og de binære modsætninger og forholde os til de dilemmaer vi vil stå i, og de mange muligheder for samarbejde som faktisk findes.


Se også Pelle Dragsteds første blog i EU-debat på Modkraft: »Holgers mærkelige verden« (9. jan 2017).

Kommentarer

Hej

For EU modstanden handler det om at bekæmpe medlemskabet. Men debatten for - imod - og midt i ingenting, er en debat som Enhedslisten har været en del af siden 92 og de har stået i indre strid fra før de overhovedet fandt sammen. Deres forsøg på at gå på flere ben i forholdet til EU er og har været en konstant kamp mellem tilhængere og modstander af Medlemskabet.

Pelle kan sikkert ikke huske alle de politiske kampe hans parti har haft om spørgsmålet. Og hvordan dele af Enhedslisten forsøgte at konspirerer mod EU modstanden fra dag et, bl.a. gennem det nu glemte junibevægelses projekt.

Men det er rigtigt set af Pelle at det er et dilemma i Enhedslisten - om man er med og kan forestille sig man kan vinde små ”sejre” indenfor - eller man er imod og tager konsekvensen. Men det er altså ikke et dilemma som alle på venstrefløjen deler. Det er ikke et venstrefløjs spørgsmål i det hele taget. Hvis man ser ud over dansk eller EU's politiske landskab så er EU i høj grad et spørgsmål der deler alle mulige politiske partier og strømninger. Men det er også et klart klassespørgsmål hvor tendensen i fattigkvarterer og ”udkanten” er stærkt kritisk, og den politiske elite er begejstrede.

Og der er konstante bevægelser som SF har været lunke modstandere, så lunke tilhængere og så i øjeblikket nærmest unionister, men de er vel stadig en del af venstrefløjen sådan i deres egne øjne i hvert fald. Enhedslisten er i hvert fald IKKE hverken synonym med venstrefløjen eller klar EU modstand. Og jeg tror godt de fleste kan se at vejen mod den begejstrede omfavnelse af Bryssels står tegnet lysende klart i Enhedslisten fremtid. Det er den vej de er sat ud på.

Og til spørgsmålet om EU eller tilsvarende skulle finde på en eller anden dag at være venstreorienteret - Det er rigtigt at det er en illusion at forestille sig dette, men hvis vi nu går med på argumentet. Hvad er så positionen fra Enhedslisten den dag det sker? Vi der kan huske Enhedslistens historie med at støtte den seneste socialdemokratiske regering har en mistanke om at så rød behøver EU ikke at bliver før Pelle bliver mør og hopper med og taler om det mindste onde – og nødvendighedens politik.

Den form for institutionaliseret monetarisme, som EU er udtryk for, er primært til fordel for de "mest konkurrencedygtige", dvs. til tysk industris fordel.

Arbejdskraft, ressourcer og kapital går fra periferien af EU til de mest effektive eksportsektorer i især det sydlige Tyskland.

Lønspredningen i landet er gigantisk. Der er mange fattigt arbejdende etniske tyskere, der ser hvordan billig arbejdskraft strømmer ind og trykker lønnen på alle de områder, der ikke kræver specielle kundskaber.

Den billige arbejdskraft mangler så i de lande, som de unge mennesker flytter fra. De baltiske lande, Polen, Bulgarien, Rumænien m.m. oplever faldende befolkningstal, grundet de produktive unges fraflytning og deraf følgende meget lave fødselsrater. Østeuropa er mange steder i dyb social og økonomisk krise, lige som flertallet af andre perifere regioner inden for unionen.

Den tyske økonomi har gjort sig stærk på bekostning af ikke bare østeuropa, men på bekostning af resten af EU. Og alligevel så oplever meget store grupper i Tyskland, at festen går dem forbi. Skævheden er gigantisk internt og i forhold til resten af EU.

Når hele den europæiske elite nu sætter deres lid til, at Angela Merkel skal holde sammen på unionen, den samfundsstruktur, der af iboende indre nødvendighed fører til forgyldelsen af de få på bekostning af de mange, så siger det alt om eliten.

De gamle medier, de gamle politikere (som Holger hører til), taler konstant ned til andre end sig selv, og så undrer de sig over, at udviklingen glider dem af hænde nu:

De mange bliver op til enhver afstemning spurgt, om de stemmer som underklasse, tabere, faktaresistente, modstandere af udviklingen, mod fornuften, mod alt det gode, og så svarer de mange i opinionsundersøgelserne, at "Nej, det gør vi da så sandelig ikke..."

Når så resultatet af afstemningen foreligger, så opdager de mange, at de har stemt lige som de andre, imod eliten, dens dæmoniserende, faktaresistente beskrivelse af udviklingen, som i årtier er sket til fordel for de få på bekostning af de mange.

Når venstrefløjens Holge K. Nielsen forsøger at italesætte kritikken af udviklingen som fascisme, så afslører det hans fallit, at han har fraskrevet sig muligheden for at gøre en positiv forskel. Han er bare del af elendigheden og kan kun tale lort om dem, der vil noget andet.

Det var venstrefløjen, som burde havde kritiseret det europæiske projekt i tide. Men det holdt den op med, fordi toppen i partierne og fagforeningerne lod sig smigre ind i elitens retorik om sig og sine som udtryk for udviklingen.

I stedet overlader man nu scenen til folk som Donald Trump, der så let som ingen ting kan få hele lortet til at rable og tage æren for det kaos, som bliver resultatet: https://www.theguardian.com/us-news/2017/jan/15/trumps-first-uk-post-ele...

Trump har desvære ret, EU er på kanten af sammenbrud, fordi samarbejdet er ødelagt af tysk politisk økonomisk dominans.

 

Modkraft forsvinder, netop nu, hvor det store neoliberale projekt ser ud til at bryde sammen!

Hvor Trump ser ud til at trække stikket til Nato (venstrefløjen har altid været for, at vi skulle trække os ud af Nato)!

Den gamle verden, som den oprindelige venstrefløj hele tiden har været imod, ser ud til at ramle, og så vælger man at slukke og lukke lige nu.

Jeg tror ærlig talt, at der er nogle meget meget store kræfter, som også har en finger med her, som slet ikke vil den kritik af det store dyr i åbenbaringen, som ellers i den grad kunne gøre en konstruktiv forskel lige nøjagtigt nu, hvor dyret er på vej til at udånde, af indre nødvendighed og i overensstemmelse med de analyser, som venstrefløjens teoretiske forfædre lavede for generationer siden.