EU-debatten er ikke binær, Holger.

Noget som frustrere mig i den igangværende debat om venstrefløjens holdning til EU er den meget binære og karrikerede opfattelse som præger den. Enten er man for EU med alt hvad det indebærer – eller også vil man melde sig ud i morgen og isolere sig fra omverdenen. Sådan bliver spørgsmålet fremstillet - fx af SFs Holger K Nielsen i hans aktuelle angreb på Enhedslisten. 

Men sådan kan man som venstreorienteret europæer i den virkelige verden ikke forholde sig

Lad mig forklare min egen position:

Jeg synes da så absolut det bedste ville være hvis vi i morgen eller inden for få år kunne revolutionere EU, og omskabe samarbejdet til et rødt, grønt og demokratisk foretagende, der samtidig styrkede nærdemokratiet ved at flytte mere indflydelse tilbage til de nationale parlamenter. Det er da så absolut den bedste løsning.

Og derfor arbejder vi da også i Enhedslisten for at prøve at ændre EU-samarbejdet. Det gør vi når vi fx i folketinget har stillet forslag om at Danmark skal arbejde for en social protokol i EU, der sikrer at konkurrencehensyn aldrig kan underkende faglige rettigheder. (SF og R stemte i øvrigt imod). 
 Og når vi som deltager i de vigtigste europæiske venstrefløjssammenslutninger – forsøger at kæmpe mod nedskæringskravene til Grækenland og andre sydeuropæiske lande. (SF har meldt sig ud af den europæiske venstrefløj og ind i den mere socialliberalt orienterede Grønne gruppe).

Men idéen om en grundlæggende forandring af EU er bare ikke tilstrækkelig i en seriøs venstreorienteret strategi for forandring.

For det første er det tæt på umuligt grundlæggende at ændre EU. Den ændring af EU's nyliberalistiske politik, som er nødvendig for at løse de problemer almindelige mennesker i Europa rammes af, vil kræve et grundlæggende opgør med hele det nuværende traktat-grundlag – altså EU's grundlov. En sådan traktatændring kræver enstemmighed, hvilket igen ville kræve at venstrefløjen vandt magten i samtlige EU-lande – Samtidig!

For det andet - selv hvis dette drømmescenarie engang i fremtiden skulle blive til virkelighed – hvordan forholder vi os så i mellemtiden? Hvad gør vi hvis venstrefløjen vinder magten i et eller flere medlemslande under de nuværende EU-traktater og under Euro-direktiverne. 
Hvad skal den spanske, franske, portugisiske eller for den sags skyld danske venstrefløj gøre hvis vi vinder regeringsmagten i et af vores lande på løftet om at føre en mere solidarisk og progressiv politik?

I den situation er der reelt kun to muligheder under de nuværende forhold. Enten underlægger man sig EU og euroens nyliberalistiske politikker, der reelt forhindrer en solidarisk politik med fokus på beskæftigelse og lighed. Eller også bryder man med Euroen og EU. Det er valget man står med.

Og det er netop dette dilemma, som de mest fremtrædende venstreorienterede partiet i Europa i Plan B-samarbejdet mødtes for at diskutere i københavn i November, med Enhedslisten og det svenske Vänsterparti som værter.

Og det er det dilemma som Holger K og SF ikke vil forholde sig til. Måske fordi de reelt har opgivet troen på, at der kan føres en grundlæggende anden politik end den som føres i dag?

Men det er et dilemma som ethvert seriøst venstreorienteret parti i Europa er nødt til at forholde sig til.

Sagt med andre ord: For mig har en udmeldelse af EU aldrig været et mål i sig selv. Men det kan blive et nødvendigt middel til at gøre det muligt at føre en progressiv og solidarisk økonomisk politik, hvis venstrefløjen vinder regeringsmagten i et EU-land, så længe det nuværende nyliberalistiske traktatgrundlag består. Bare spørg grækerne.

Mange former for tilknytning 

Men den binære opfattelse om enten "at være med" eller "melde sig ud og isolere sig” er også ude af trit med virkeligheden i Europa.

For virkeligheden er jo, at vi allerede i dag har et EU i flere rum og hastigheder. Vi har lande, der er med i Euroen, og lande der ikke er. Vi har selv allerede i dag en række undtagelser. Vi har lande, som Norge, der står uden for EU, men deltager i handelsamarbejdet på næsten lige vilkår. Vi får nu et Storbritannien, som får en måske ny form for tilknytning til EU.

Så valget står jo ikke mellem fuldt EU-medlemskab eller at vi som Holger plejer at formulere det ”lukker os inde i nationalstaten”.

Ingen mener jo, at Danmark fx ikke skal indgå i et handelssamarbejde med de europæiske lande. Det ville jo være gak-gak.

Men jeg kunne fx godt se for mig, at de nordiske lande, med vores mange fællesnævnere, på den ene side uddybede vores interne samarbejde, mens vi samtidig forsøgte at få en anden og friere form for tilknytning til EU end i dag, der gav bedre muligheder for at forsvare og udvikle vores velfærdsmodel, og føre en solidarisk, beskæftigelsesfremmende politik.

Om en sådan ændring af tilknytning ville kræve en udmeldelse eller kunne klares gennem en genforhandling af relationen er i den forbindelse mindre vigtig. Det er som sagt målet der er det afgørende.

Jeg synes det er rigtig godt at vi får en ny runde diskussion om venstrefløjens forhold til EU. Men det ville være godt hvis vi kunne komme ud over karikaturerne og de binære modsætninger og forholde os til de dilemmaer vi vil stå i, og de mange muligheder for samarbejde som faktisk findes.

Se også Pelle Dragsteds første blog i EU-debat på Modkraft: »Holgers mærkelige verden« (9. jan 2017).