Holgers mærkelige verden

Holgers mærkelige verden

Jeg har stor respekt for at der findes forskellige holdninger til hvordan vi skal forholde os til EU på venstrefløjen. Jeg synes heller ikke selv det er en nem diskussion.

Men at høre Holger K sige i gårsdagens deadline, at EU er et ”forsøg på at inddæmme markedskræfterne og globaliseringen” er simpelthen for langt ude i skoven.

EU er jo det stikmodsatte. EU er den ”fri”handels-aftale, der har gennemført den mest vidtgående deregulering af markeds- og kapitalkræfterne i verdenshistorien. Det er nyliberalismens politiske ingeniørers største mesterværk. Hvor den økonomiske elite har frit slag til at flytte kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdskraft hvorhen de vil, når de vil, og på den måde spille stater og lønmodtagere ud i en evig nedadgående konkurrence på skat og arbejdsvilkår.  

Med en domstol, som slår hårdt ned på forsøg på at lægge begrænsninger på markedskræfterne. Landene bliver dømt for fx at tillade faglige blokader mod virksomheder, der importerer underbetalt arbejdskraft. For det er en ”teknisk handelsbarriere”.
Som forhindrer i at forbyde tilsætning af giftige hormonforstyrrende stoffer, fordi det er et indgreb i varernes frie bevægelighed.

Frihandelsaftalen TTIP, som SF (omsider efter lidt vaklen) er imod, er det rene vand ifht. den deregulering der hersker i EU.

Jeg synes det er helt fair, at drømme om at EU var eller kan blive til noget helt andet – noget rødt og demokratisk. Det drømmer jeg selv om, selvom jeg tror det er meget lidt sandsynligt. Men at påstå at EU i dag er et forsøg på at ”inddæmme markedskræfterne og globaliseringen”, det er simpelthen grotesk. EU er en af den nyliberalistiske globaliserings mest radikale udtryk.

Er nationalstaterne onde?

Jeg forstår faktisk heller ikke, hvorfor Holger K i Deadline-debatten i går nærmest vrængede af nationalstaterne, og af ønsket om et relokalisere noget mere demokratisk suverænitet.

Er det virkelig SFs forståelse?  At nationalstaterne er noget forfærdeligt noget, og at mere suverænitet er af det onde?  Det er mærkeligt synes jeg.

Det er i nationalstaterne vi har stærke demokratiske institutioner. Det er i nationalstaterne at vi har opbygget de europæiske velfærds- og socialstater. Det er i nationalstaterne, at folk kan øve en nogenlunde direkte indflydelse. Det er i nationalstatens ramme, at vi forhandler overenskomster og har tilkæmpet os rimelige løn og arbejdsvilkår.

For mig er nationalstaten ikke et skældsord. Og med det EU vi har i dag ville det være en stor fordel for den almindelige befolkning, hvis der kom mere magt tilbage til de nationale parlamenter. Ikke mindst på det økonomiske område.

Jeg synes det er virkelig problematisk at Holger K og SF ikke kan kende forskel på nationalisme (altså en xenofobisk og nationalchauvenistisk holdning)  Og så spørgsmålet om at ønske mere demokratisk suverænitet i de lande vi er borgere i.

 Det er ikke nationalisme at arbejde for mere suverænitet. Det er en demokratisk kamp for at give befolkningerne bedre mulighed for, at kunne indrette samfundet sådan som flertallet ønsker det.

Det er ikke nationalisme at slås for at forsvare anstændige job med en løn til at leve af, og modsætte sig et globalt ræs mod bunden, hvor lønmodtagere sættes op mod hinanden i en kamp om hvem der kan sælge sig selv billigst og med færrest rettigheder.

Og det er ikke nationalisme at kæmpe mod social dumping og kritisere når arbejdskraftens såkaldt frie bevægelighed bliver arbejdsgivernes redskab til at importere og udbytte underbetalt uorganiseret arbejdskraft, og presse den lokale arbejdskraft til at acceptere stadig værre vilkår.

At ønske at relokalisere mere demokratisk indflydelse til de lande vi lever i, betyder selvfølgelig ikke at vi kan løse alle udfordringer i de enkelte lande. Det er brug for stærke forpligtende og i nogle tilfælde også overstatslige internationale aftaler i kampen mod klimaforandringer, skattely, fred og sikkerhed etc.

Men at se det, at nationalstaterne genvinder mere demokratisk suverænitet som et farligt skræmmebillede, forstår jeg ikke.  

Det er ikke nationalstaterne, der har skabt grobunden for de højrepopulistiske partier. Det er derimod i høj grad EU's udemokratiske og arrogante establishment og den ødelæggende økonomiske politik som EU's traktakgrundlag forpligter medlemsstaterne til.

At svaret på truslen fra Le Pen og co. skulle være at slutte op om det nyliberalistiske EU – og opgive enhver tanke om at styrke de nationale demokratiers indflydelse, er efter min mening et fejlskud.