Absurd Nytår!

En anden nytårstale:

Frygten for terror stiger, og tolerancen overfor indgreb i de friheds rettigheder, vi i politiske skåltaler ønsker at forsvare vokser tilsyneladendetilsvarende. Men samtidigt med, vi har mediebevågenhed på hver eneste selv ubetydelige gruppe herhjemme, der ønsker kalifat eller død over de vantro, svinder fokus på verdens brændpunkter og deres direkte ofre. Palæstinensere, der mister alt under massive bombardementer udkonkurreres af et juletræ i Kokkedal.

For nyligt blev en gruppe danske statsborgere løsladt efter mere end 3 måneders isolationsfængsling. Den ældste over halvfjerds. Flere af dem med egen forretning. Mange af dem med familier. Børn, der har fået deres tryghed rusket af led. Børn, der fik deres pcér inddraget til efterforskning, så skolearbejdet og kontakten til vennerne måtte ligge stille. Arrestationen var et direkte resultat af vores terrorpolitik. Forbrydelsen var støtte til en TV-kanal, som er anklaget for at have støttet og få støtte fra PKK. Dækningen har været minimal her i deres eget hjemland!

Også dækningen af den tyrkiske stats overgreb på kurdere i Tyrkiet er mere end begrænset. Robowski er en by i Tyrkiet, og når 15-årige smuglere her bombes til ukendelighed i bjergene mellem Tyrkiet og Irak, skal det forstås som terrorbekæmpelse. Ingen dansk regering har tænkt sig at blande sig i Tyrkiets indre forhold. Tværtimod giver vi dem gerne en hånd i deres kamp mod oprørere, som tak for at vi kunne eksportere Anders Fogh til NATO. De efterladte i Robowski har begravet deres døde, men savnet og vreden lever.

Ytringsfrihed kan få ethvert medie op i de meget høje træer.

Men dækningen af kinesiske systemkritikeres stadigt svindende muligheder for at deltage i en demokratisk debat og søge informationer om, hvad der virkelig sker i deres land svinder i takt med den kinesiske regerings stadige forfølgelse af alle, der forsøger at bruge ytringsfriheden på nettet. Internetudbydere accepterer voldsomme indgreb uden at kny, og ingen regering protyesterer overfor dette voldsomme indgreb i ytringsfriheden. Ingen danske medier har gjort denne kamp til ytringsfrihed til noget, der bare kom i hnærheden af nødvendigheden af at gøre grin med en profet. Vores kærlighed til ytringsfriheden fylder mindre end kærligheden til handelen og markedsøkonomien.

Tibet er en plet i Kina, og ingen dansk regering har turdet kræve, at Kina lever op til sine egne løfter om øget kulturel og politisk autonomi til tibetanerne. Munke og frihedskæmpere forsvinder jævnligt og genfindes i ukendelig tilstand. Hvis de findes.

Fred er altid bedst. Og især er julfred vigtig.

Når mange palæstinensiske familier i Gaza skal fejre nytåret på begravelsespladserne eller hospitalerne, skal det forstås som et forsøg på at bekæmpe terror. Vi kan ikke acceptere, at en gruppe galninge fortsætter med at skyde raketter mod israelske byer. Og med ondt skal ondt fordrives. Øje for øje og tand for tand til alle er blinde og tandløse. De hjemløse efter de massive isrelske bombardementer må lære at vælge sig nogle ordentlige ledere, og i øvrigt begynde at se sig om efter en andens stat at tage bolig i. For deres egen stat har lange udsiger, hvis den overhovedet har nogen. Danmark stemte – omsider! - for palæstinensernes ret til at være ansøgerstat i FN. Men det kan dårligt forstås som en støtte til en levedygtig selvstændig palæstinensisk stat. Støtten til Israels lukrative økonomiske handelsaftaler med EU er fortsat usvækket og dermed det økonomiske grundlag for en stat, der ikke respekterer Genevkonventionerne, ikke overholder en lang række FN-resolutioner eller konventioner, og hvor en række politiske signaler i stigende grad går i retning af apartheid og bantustans til mennesker med palæstinensiske rødder både i Israel og i de besatte områder.

Ledigheden stiger herhjemme. Og i løbet af ganske kort tid brister boblen og en masse mennesker må de deres forsørgelse svinde bort. Omkring sig kan de se en række opgaver, der ikke varetages tilfredsstillende: Omsorg for ældre, renovering og rengøring, tid til kvalitet i undervisningen i folkeskolen, et fornuftigt timetal til studerende på professionsskoler og universiteter, behandling af psykisk syge og PTSD-ofre – veteraner og flygtningen fx

Den politiske debat i medierne ligner i stigende grad en omgang fangerne på fortet. Politiske kommentatorer forsøger i døgndrift at udtænke snedige spørgsmål, der kan afsløre, at ministre og Folketingsmedlemmers ønske om et bedre samfund dybest set bunder i, at de vil hinanden til livs og til fadet selv. Skal vi virkelig forstå, hvad en politiker vil, skal vedkommende ikke få mulighed for at forklare det selv, men bevise, at man kan løbe spidsrod mellem byger af intimiderende spørgsmål og afbrydelser. Det handler ikke om indstilling men om fysisk præstationsevne. Debatkultur er en måde at duellere på. Det er ikke modtageren men modstanderen, der er i centrum.

Det kræver et vist niveau af frygtløshed og tålmodighed at gå ind i politik. Hatten af for dem af jer, der holder ud! Og hatten af for de af jer, der ikke vil fortsætte kommentatorernes logik!

Til resten: Absurd Nytår!