Annonce

8. april 2016 - 12:14

Demokrati og ytringsfrihed.

Har venstrefløjen tabt den demokratiske kamp?

 

Trykkefriheds selskabets hykleri var tydeligt fra starten. Alligevel kommer den jævnlige bekræftelse heraf som rystende perler på en snor. Efter TV2-fremstødet om Grimhøj, er det blevet svært for dem selv at skjule, at friheden har en retning for dem. Den er ikke for alle. Den kan ikke bruges til hvad som helst. Hvis man vil ytre sig mod demokratiet, grundloven, lovgivningen, særlige grupper i befolkningen, så stopper festen. Og friheden.

 

Men en ting er de nationalkonservatives forsøg på at gøre op med alle demokratiske fremskridt siden befrielsen. Langt ind på venstrefløjen oplever jeg, at man ikke tør leve med ytringsfrihed og religionsfrihed mere. Glemt er fortidens kamp for et andet samfund, en ny Grundlov, som sikrer demokrati (tæl selv, hvor mange gange ordet optræder i den eksisterende Grundlov!), sociale og kulturelle rettigheder, naturgrundlaget og vores efterkommeres fremtid. Eller kampen for at overtage produktionsmidlerne. Køre fabrikkerne selv, som der stod i en eller anden sang fra dengang. De ytringer, som kom dengang, var samfundsomvæltende. Nogle opfordrede til vold i kamp mod det bestående: Hæng i lygten op den finde mand!

Ikke at jeg var enig i alle ytringerne dengang eller nu. Men de blev ytret! Og en del af dem var da skræmmende. Vi blev bare ikke nær så skræmte dengang, som vi bliver i dag. Vi havde ikke nær det samme behov for at styre ytringsfriheden, som vi har i dag. Vi troede langt hen ad vejen, at demokratiet kunne tåle det. Også da Rote Arme slog til i Tyskland. Eller IRA i Irland. Eller ETA i Spanien.

 

Men i dag hører jeg selv folk på venstrefløjen, som tror, at unge mennesker bliver hellige krigere under IS-faner, fordi nogle langskæggede immamer har rablet religiøse tåbeligheder af sig. Glemt er tilsyneladende venstrefløjens analyser om de socioøkonomiske forhold eller Zygmund Baumanns analyser af, hvad der skaber marginalisering og radikalisme.

 

Vi, der gik i folkeskolen i starten af 60érne, blev i varieret omfang udsat for massiv borgerlig og kristen indoktrinering. I min klasse skulle vi stå ret, synge salmer, lære fadervor og trosbekendelsen. Vi elskede Dannebrog og Kong Frederik, og min klasselærerinde lagde ikke fingrene imellem: Gud ser alt! Jeg havde Jesus på væggen og vågnede om natten skrigende af rædsel, fordi jeg havde syndet. Og jeg var ekspert i salmevers. Man må sige, min skole gjorde, hvad den kunne for at præge mine holdninger.

 

Og lige meget hjalp det!

 

Jeg blev oprørsk og venstresnoet. Jeg blev ateist. Derfor undrer det mig, at især folk i min aldersgruppe, som må have oplevet lignende massiv indoktrinering, tror, at den slags virker på andre, når den ikke virkede på dem selv!

 

Selvfølgelig betyder ord noget. Det er ikke ligegyldigt, hvad vi siger, og hvordan vi omtaler vores samfund. Skattetryk og ældrebyrde signalerer højrefløjens foragt for velfærdssamfundet. Men at negligere det sociale sammenbrud, som er den reelle baggrund for unge mænds trang til at dø i et ragnarok og tage så mange tilfældige mennesker med sig som muligt – det er at gå de nationalkonservatives ærinde.

 

 

Annonce