POLITIKERLEDE.
Briternes afstemning og ikke mindst de efterfølgende udlægninger og kommentarer viser, at vi lever i et delt Europa.
Debatten om EU afspejler en kløft mellem en veluddannet gruppe med muligheder i massevis, og en gruppe som ser mulighederne forsvinde i den dårligt regulerede globalisering. Hvis de da ikke direkte oplever, at dårligere betalt arbejdskraft bare tager over, når de selv er sendt hjem.
Efter mange år med en liberalistisk politik, hvor udkantsområderne har afleveret aktiviteter, uddannelser og jobs til de store byer, hvor boligpriserne i byerne får lov at stige til boble-bristepunktet og hvor spekulanter kan score kassen, forsøger folk endnu engang gennem stemmeseddelen at sige fra.
Reaktionen fra den veluddannede elite er en sørgelig gentagelse fra andre folkeafstemninger: Man overser det politiske budskab, og vælger at se det som en pædagogisk udfordring!
Det værste er, at ingen tilsyneladende anfægtes af den foragt, som ligger i sådan en udlægning: VI i eliten er så begavede, at ”almindelige mennesker” ikke forstår vores begavede ideer. Vores største fejl er, at vi glemmer, hvor begavede vi er, og hvor dumme de andre er, og derfor får vi ikke forklaret vores projekter godt nok. Hvis bare de ikke var så ubegavede eller uvidende, ville de have stemt ja. Hvis bare der var politisk lederskab på Ja-siden, og ikke kun på nej-siden, så sad vi ikke i denne suppedas.
Den veluddannede elite synes, at omkostningerne ved den liberalistiske globalisering er prisen værd, måske fordi den skaber nye muligheder for veluddannede folk. Men i takt med at boligpriserne stiger, lønningerne presses ned, den offentlige sektors omfordelende rolle begrænses, kan folk med korttids uddannelser se, at deres og deres børns muligheder for uddannelse og jobs forsvinde. Samtidigt ser de deres bolikvarter sat under pres, fordi det ofte er her, integrationsopgaven skal løftes.
Debatten kommer til at handle om indvandring, flygtninge og nationalt råderum, men brændstoffet er negligering af store befolkningsgrupper, som ikke ser nogle alternativer til en livsform, der er under pres.
Årsagen er den liberalisme, som EU har taget til sig siden indførslen af det indre marked, og ikke mindst af finanspagten og Euroen. Den liberalisme, som Socialdemokrater i Danmark og en række Europæiske lande har taget til sig og gjort til deres eget økonomiske politiske projekt. Det giver en oplevelse af, at det er ligegyldigt, hvad man bruger sin stemmeseddel til – man får den samme vare!
Når folk stemmer nej til EU-medlemskab, er det fordi EU har sat skub i denne udvikling i stedet for at dæmme op får den og sikre folk en værdig tilværelse. Det er ikke lykkedes gennem det europæiske samarbejde at skaffe folk økonomiske og sociale rettigheder af betydning, med mindre udgangspunktet har været arbejdskraft og handel. Det er ikke lykkedes at gøre EU til en global aktør på det sikkerhedspolitiske område, med mindre udgangspunktet var handel. Erhvervslivet og den finansielle sektor har fået deres. Hvergang. Liberalismen drives af en næsten religiøs overbevisning om at det vil dryppe på degnen, når det regner på præsten. Der er intet belæg for, at dette sker af sig selv. Tvært imod. De sidste år efter finanskrisen har endnu engang bekræftet, at manglende regulering af økonomien, fører til en stadig mere skæv fordeling.
EU er i krise. Men krisen i fattige familier i Grækenland, England og Danmark er til at tage og føle på. Det er ikke en pædagogisk eller retorisk udfordring, det er en politisk opgave!