Annonce

5. august 2014 - 15:30

VOLD # 1: ”Hva' så, faggot! Er du bange nu?”

GÆSTE-INDLÆG: Jeg har fået tilsendt denne historie fra en læser og fået lov til at lægge teksten op her. Har du været udsat for en hadforbrydelse? Skriv det ned, send det til mads@almindelig.com - så lægger jeg det op. Lad os dele vores historier og ødelægge tavsheden.

Det er lørdag først på aftenen, og jeg er på cykel på vej hjem fra et kollektiv i Københavns Nordvestkvarter. Det er lyst og varmt, og jeg er i godt humør. Fra Bellahøj suser jeg ned ad Frederikssundsvej og stopper for rødt lys ved Hulgårds Plads. En bil kører op på siden af mig. De er tre mænd i bilen, kan jeg se, og ham på bagsædet har åbent vindue og kigger på mig.

”Faggot!” råber han pludselig. ”Din fucking faggot!” Jeg bliver først overrasket, men råber så tilbage: ”Hold kæft, homofobiske narhoveder!” Jeg tænker på, om det er mine øreringe, mine korte shorts, min trøje eller min kasket med homo-mærke på, der har provokeret dem – eller måske en kombination, eller måske ingen af delene. Det er egentligt også lige meget, for man skal jo bare se ud, som man har lyst til, og påklædning er aldrig en selvforskyldt grund til overgreb.

Der bliver grønt lys, og jeg cykler igen. Bilen kører ved siden af mig gennem krydset, og pludselig får jeg noget kastet efter mig, som rammer mig på skulderen. Jeg ser ikke, hvad det er, men heldigvis ikke noget hårdt, som kan skade mig fysisk. ”Faggot!” råber de igen. ”Hold nu kæft!” råber jeg tilbage, giver dem fingeren, og bilen kører fra mig. Jeg er paf og virkeligt irriteret på én gang.

Forfulgt

Lidt længere nede ad vejen kan jeg se, at bilen er kørt ind til siden ved et busstoppested. En af fyrene har stukket hovedet ud ad vinduet og kigger mod mig på cykelstien. De venter tydeligvis på, at jeg skal køre forbi. Om de vil råbe, eller kaste noget på mig igen eller stige ud af bilen og stoppe mig, aner jeg ikke. Uanset hvad har jeg ikke lyst til at udsætte mig selv for at køre forbi homofoberne, så jeg tager en hurtig beslutning og drejer til højre, for derefter at køre ned ad Ørnevej, som alligevel fører den retning, jeg skal.

Jeg tænker, at faren er drevet over, men pludselig ser jeg bilen komme direkte mod mig fra den næste sidegade. De er åbenbart drejet væk fra Frederikssundsvej for at køre efter mig. Mit hjerte slår endnu hurtigere. Bilen rammer krydset sekundet før mig, og den kører ud midt i det og blokerer vejen for mig. Der er ganske øde i krydset, noterer jeg mig. Hverken mennesker eller andre biler.

De er helt tæt på mig, og jeg får øjenkontakt med den ene fyr og hans smørrede grin. ”Hva' så faggot, er du bange nu?” siger han. Det er jeg ganske rigtigt, nok ikke så underligt situationens udvikling taget i betragtning, men jeg prøver at skjule det, mens jeg tænker over en udvej. ”Fuck nu af!” råber jeg til dem og drejer ind ad den vej, de lige er kommet fra for at komme ud på Frederikssundsvej, hvor jeg ved, der er mange mennesker. ”Hurtigt! Efter ham!” hører jeg en af dem sige.

En omvej hjem

Jeg kommer lynhurtigt ud til Frederikssundsvej igen og krydser den mellem et par biler for at kunne forsvinde over i en af sidegaderne på den anden side. Jeg kigger bagud og kan se, at bilen ikke er kommet samme vej som mig. Jeg tænker, at den nok er kørt længere ned ad Frederikssundsvej for at fange mig der. Jeg overvejer at gå ind i Netto, men beslutter mig i stedet for at tage kasketten af og hætte på for ikke at blive genkendt så let.

Jeg ringer op til en af mine gode venner for at have nogen i røret og fortæller om episoden. Det hjælper på trygheden. Jeg fortæller min ven, at jeg er mega glad for, at jeg fik sagt noget til dem, men at jeg måske ikke skulle have ladet dem presse mig til at køre en anden vej, men bare have kørt forbi dem. ”Nej, aldrig når du er alene,” siger min ven klogt, ”det har altid første prioritet at passe på sig selv.” Jeg giver hende ret, og kan ikke lade være med at kigge mig over skulderen for at se, om bilen er der. Det er den heldigvis ikke.

Jeg tager en omvej hjemad og kører ad Tagensvej med min ven i røret, fordi jeg ikke har lyst til at køre tilbage til Frederikssundsvej. Jeg er nervøs for, at de kunne finde på at vente på mig der, fordi de ved, at jeg skal den vej. De virkede som typerne, der kunne finde på det.

Da jeg kommer hjem til mit eget kollektiv, er der desværre ikke nogen hjemme. Jeg skynder mig at ringe til en anden god ven, fordi jeg har brug for at snakke med nogle flere om situationen. Vi taler om, at de virkede som nogle rødder, der kedede sig, og skulle finde et offer, de kunne få noget sjov ud af. De ville måske ikke gøre andet end at provokere, men jeg kunne ikke vide det. Og tilråbene og det at blive forfulgt var ubehageligt nok i sig selv.

Selvforsvar gør stærk

I telefonen slår det mig endnu engang, hvor glad jeg er for, at jeg fik sagt klart fra overfor dem i flere omgange, og gjort det tydeligt, at jeg ikke gad finde mig i deres homofobiske chikane. Jeg har heldigvis øvet mig i både fysisk og verbalt selvforsvar.

Der vil altid være situationer, hvor der ikke er andre end dig selv til at passe på dig. Og det er vigtigt for mig at reagere i situationer som denne for ikke at stå tilbage som et forsvarsløst offer. For det er jeg sgu ikke! Selvfølgelig skal man overveje, hvilke mulige personlige konsekvenser en modreaktion har i situationen. Men konsekvensen af ikke at gøre noget, tror jeg som regel, er endnu større – ikke mindst for ens selvfølelse og selvtillid bagefter, men også for kampen mod homofobi og andre undertrykkelsesformer på et større plan.

Man skal altid tænke på sin egen sikkerhed, som min ven siger. Derfor handlede det om selvforsvar, da jeg ændrede min rute og tog en omvej. Det ville være dumt at risikere noget ved at insistere på at køre forbi dem, når de var tre og sandsynligvis ude på ballade. Jeg føler ikke min stolthed knækket af den grund. De griner sikkert, men de griner dumt, og jeg griner endnu højere af homofobernes idioti.

I telefonen spørger min ven mig, om jeg fik bilens nummerplade. Det gjorde jeg desværre ikke. Tingene gik meget hurtigt, og jeg tænkte mere på at sige fra og beskytte mig selv i situationen. Men ellers havde jeg nok anmeldt det som hate crime. Ikke at jeg har den store tiltro til politiet, eller at jeg forventer, at det ville ændre noget i et større perspektiv, men alligevel. Måske gør jeg det stadig, bare for statistikkens skyld.

Queer-bashing og hate crimes har mange former – kommentarer, tilråb, spytklatter, kasteskyts, chikane, tæsk, fysiske overgreb, mordforsøg – og sker desværre alt for ofte i Danmark. Det er ikke første gang, jeg oplever det, og helt sikkert heller ikke sidste. Men når de basher, gi'r jeg igen efter bedste evne i situationen. For at beskytte mig selv og min krop. For at styrke mit selvværd og min selvtillid og ikke behøve at gå rundt og være bange hele tiden. For at homofoberne ikke skal vinde.

Og fordi enhver form for queer modstand minder både dem og os om, at queers ikke bare kan hates på som svage ofre efter lyst, men at homo-, bi- og transfoberne må forvente at blive konfronteret tilbage.

Læs opfølgning og min kommentar.

Læs mere om hadforbrydelser og selvforsvar.

Annonce