Siden jeg mødte min nuværende kæreste i 2010, er jeg hvert år taget til Nordamerika – primært for at besøge min svigerfamilie i Toronto, men også, fordi det aktiverer en anden del af min personlighed at rejse og befinde mig her. Naturligvis betinges min omgangskreds som derhjemme i høj grad af min baggrund: Rundet af en lavere hvid middelklasse er det ofte (men ikke udelukkende) lignende cirkler (og ”opefter”), jeg ender med at færdes i. Således kan mine betragtninger ikke i en etnopluralistisk håndevending generaliseres ud på millioner af mennesker med samme nationalitet, hvad enten det drejer sig om canadiere eller US-amerikanere (Mexico har jeg endnu til gode) – ligeledes ville det være totalt uansvarligt at ignorere klasseskel.
”Hi, how are you?” spørger potentielle nye bekendtskaber tit som det første, når man introduceres. Som mange sikkert vil have lært i folkeskolens engelskundervisning, er det ikke et spørgsmål, man forventes at svare sandfærdigt på. Er mødet flygtigt, gør det obligatoriske ”Good, how are you?” fyldest, hvorimod en opsummering af ens erhvervstilknytning er på sin plads, hvis samværet er skemalagt til at vare mere end en halv times tid. Ligesom i København – bare på et andet sprog.
Tilfældigvis er jeg så typen, der synes, det er drønkedeligt at tale om mit arbejde! Jeg har ikke en ”karriere”, som jeg kan opridse forløbet af og målet med; min lille enmandsbiks finansierer sådan set blot alle de andre aspekter af tilværelsen, som jeg langt hellere vil drøfte.
Således beretter jeg gerne om, hvorfor Berlin er den helt rette by for mig at bo i. Dét findes der ikke rigtig nogen standardsvar på. Folk bliver rådvilde, når jeg med ild i øjnene begynder at fable om de tvangsudsættelser, jeg har stillet mig i vejen for, eller de gange, hvor et massivt aktivistfremmøde i en lufthavn enten udskød eller måske ligefrem forhindrede en deportation. Mine prioriteringer synes helt uforståelige, fordi der ikke er gysser i foretagendet. Jeg ville ellers gerne se den instans, som var villig til at betale mig for civil ulydighed. Not! ”The revolution will not be funded”, som en antologi så smukt er betitlet. Og dét er logisk nok: De, der har mindst interesse i at ændre på status quo, er dem, der sidder på kassen!
Man kunne sikkert få dét indtryk, at jeg skriver dette for at pudse min egen glorie: Det frelste islæt er svært at undgå, når man forsøger at anskueliggøre, hvad man rent konkret kan gøre for at (forsøge at) forandre verden. Som en art spildevand risler det ned ad dén automat, hvori man kan trække en af mange løsninger på de uretfærdigheder, man finder mest ubærlige.
Det behøver såmænd heller ikke at være så lavpraktisk som at plante sin røv på et iskoldt fortov arm i arm med kammeraterne til højre og venstre eller bryde igennem politikæder med pebersprayen hængende om ørerne. Jeg er helt på det rene med, at mennesker, der har børn, nedsat mobilitet eller udokumenteret status, er betænkelige ved at risikere deres fysiske ve og vel for dét, de tror på.
Dog ville det være dejligt, hvis den almene befolkning fik øjnene op for, at politisk engagement kan være andet og mere end at sætte sit kryds hvert fjerde år, spise økologisk eller sende en skærv til Læger uden grænser, når det virkelig brænder på et sted derude – alt andet end den omsiggribende apati, der har fået mig til at udvandre fra landet, hvor mit førstesprog også er det officielle, og hvor jeg kender systemet!
I USA er det indlysende, hvorfor det er så svært at mobilisere: Eksistensen af ”the working poor” er et bittert faktum, og det er ikke bare urealistisk, men decideret urimeligt at forlange, at borgere, der pendler mellem tre forskellige usselt betalte jobs og stadig ikke kan få det til at hænge sammen økonomisk, skal vie deres fritid til marxistisk bevidstgørelse, som jeg selv havde den luksus at kunne for et par år siden. Når enhver ikke-verbal utilfredshedstilkendegivelse så tilmed banaliseres som ”optøjer” snarere end oprør, giver det udmærket mening, at de fleste vælger at kaste håndklædet i ringen eller måske tilmed føler, at de ikke har andet valg.
Vi, der har været så heldige at vinde i ressourcelotto, kunne derimod gøre en langt større indsats! Få udretter meget, men flertallet forbliver desværre passive.
Lad os bestræbe os på at blive modigere; at ville et diskursskifte nok til, at det bliver kulturelt genkendeligt at arbejde mindre for penge og i stedet bruge tiden på at arbejde mere for fællesskabet – det være sig i Toronto eller København. Det bliver alligevel et helvede at skaffe sig af med alle de materielle goder: Hvad er det lige, folk skal med indtil flere fladskærme og iPads (for slet ikke at tale om biler, hvis de bor inde i byen)!? Er det en sult, som det overhovedet er muligt at stille? Og hvad så bagefter, når man er hundeangst for indbrud og tyveri?
Tænk, hvis vi lærte at frygte mageligheden mere, end vi frygter radikaliteten: Det var ikke gadekæmpere, men grådighed, der udløste finanskrisen!
Det er også risikabelt ikke at gøre noget. Spørgsmålet er bare, på hvis vegne risikoen indgås. Der findes endog risici, jeg ikke er villig til at løbe, men den værst tænkelige ville være at forpasse mine chancer for at gøre en forskel.
Somme tider er det faktisk tilstrækkeligt at være mange nok!
Graffiti på berlinsk fortov, juli 2013.