Annonce

Ferguson
1. december 2014 - 7:40

Stop riot-shamingen!

Fem tilbagevisninger af riot-shamernes argumenter.

Som I nok har hørt, blev en ung sort mand ved navn Michael Brown fra Ferguson, Missouri, skudt gentagne gange og dræbt den 9. august i år.

En advarsel før jeg kører løs: Jeg er vred, og det kommer til udtryk her. Sorry not sorry.

En bearbejdelse af min vrede efter mordet på Michael Brown

Den 11. august 1965 eksploderede Los Angeles bydelen Watts i optøjer efter længere tids konfrontationer med politiet. Knap 1.000 bygninger blev hærget og nedbrændt. Urolighederne markerede en vigtig ændring i kampen mod et udpræget racistisk Amerika.

Det er nu 49 år siden. 

Hør her: Politiet i det her land angriber fattige farvede mennesker. Som i: Det sker stadigvæk. Hver dag. Over hele landet. Det sker. Amerikansk historie er et langt ubrudt kapitel af brutalitet og rædselsvækkende vold. Fortællingen om racistisk vold i USA er en fortælling uden ophør.

Fortællingen om ”udviklingens” stadige fremskridt er en fortælling, der er adskilt fra virkeligheden på gaden. Det gælder for alle diskussionerne på internettet omkring undertrykkelse, identitet, og ”shaming”, at der er en foruroligende mangel på indsigt og nuancer, når det kommer til optøjer, vandalisme, og plyndringer, som følger i kølvandet på den foruroligende vold mod farvede mennesker.

Så jeg tænkte, at jeg ville fokusere mit svar til en respons på den såkaldte ”riot-shaming” – ”riot-shaming” forstået som en måde at kontrollere brune og farvede kroppe på i efterspillet på fx politimord.

Fem tilbagevisninger af riot-shamernes argumenter

1. “Optøjer fjerner fokus fra det egentlige problem”

Nej. Hvis du mener, optøjer fjerner fokus, så tag en dyb indånding og fokuser. Det her handler ikke ”om en person”. Det her handler om angsten for at miste sin familie og sine venner i politiets varetægt. Det kan ske når som helst, og mordet på Michael Brown minder os om det. 

Han skulle have startet på college i dag. Det er muligt at have medfølelse og sympati med de berørte og stadig reagere på den systematiske udnyttelse af farvede befolkningsgrupper.

Hvad angår at fjerne mediernes fokus, altså… At forsøge at appellere til synlighed i mainstream-medier i en tid med konstant informationsflow er en patetiske neutralisering af vores kapacitet. Lad dem da dække sensationerne, hvis det er det, de vil. Vores modvilje bør ikke drives frem af mediernes begrænsede dækningshorisont.

2. "At ødelægge jeres ”egne kvarterer” hjælper ikke"

Jeg er ikke sikker på, hvordan folk der bruger dette argument forestiller sig, det fungerer, det der med at ”eje” et lokalområde, men lad mig gøre en ting klart: Vi ejer ikke vores kvarterer. Forretninger ejet af farvede og sorte eksisterer, ja. Men ligestillingen af fattige samfund måles ikke i indtjeningen for købmanden på hjørnet. Det måles ikke i mindstelønsjobs. Og nej, det måles specielt ikke i hvor mange sorte mennesker, der får lov til at blive politifolk.

Hvid flugt [hvor hvide mennesker fra middel- og overklassen i stor stil flytter fra racialt blandede kvarter og til kvarterer, der er domineret af hvide mennesker; QueerKraft] er et reelt eksisterende fænomen.

At antyde, at blot fordi alle de hvide mennesker har forladt bestemte kvarterer, betyder ikke, at de pludselig er ”vores”. Denne måde at udlægge ”selv-bestemmelse” på er så kortsynet, at det får mig til at spekulere på, hvordan vi overhovedet kan tale fornuftigt om gentrificering og raceadskillelse, hvis vi mener, at sorte mennesker på en måde ”har” alle de her kvarterer? Vi har ikke ghettoer. Ghettoerne har os. Fængslerne har os. Sportsholdene har os. Pladeselskaberne har os. Vi har ikke en skid.

3. ”Røvere og vandaler er kriminelle”

Jeg er vokset op med at være bange for at stikke mine hænder i lommerne i butikker. For os betyder ”Kan jeg hjælpe dig?” noget meget specifikt. Unge farvede mennesker formodes skyldige. Politibiler sænker farten, når de kører forbi os på gaden. De gennemsøger vores lommer og vender vrangen ud på vores tasker. På vej til og fra skole. Til og fra arbejde. Hvis vi går igennem et rigt kvarter, bliver vi måske skudt.

En tredjedel af os har været i fængsel. Loven beskytter den slags målrettet opførsel, så ja, vi er kriminelle. Vi er kriminelle, fordi vi bliver set som kriminelle. Vi var kriminelle længe før, vi klatrede gennem smadrede vinduer. Vi var kriminelle længe før, vi ”nægtede at opløse forsamlingen”.

4. "Sorte community-ledere er imod vold"

For det første, så er det en grundløs generalisering. Et af Martin Luther King Jr.’s mindre kendte citater er ”riot is the language of the unheard”, og det understreger min pointe. Vidste du, at MLK og mange andre sorte ikke-volds aktivister havde bevæbnede vagter ansat i 1960’erne?

Desuden er al den snak om ”vold” mig her og stereotyper mig der ikke særlig hjælpsomt. Lad os snakke om det faktum, at i sager som med Ferguson, censurerer politiet bevidst indsamlet billedmateriale af frygt for at antænde oprør og optøjer.

Ved du, hvorfor de gør det?

Fordi de fortstår, hvad riot-shamers ikke forstår: Hvis du trænger sårede mennesker op i en krog, så er der ingen anden vej for dem ud end imod. At dømme folks engagement i ”sagen” baseret på, om de kan kontrollere deres helt rimelige frustrationer og dermed få udvalgt sympati fra dem, som på sikker afstand kan sige ”vend den anden kind til” - det er jo en del af det, der antænder de her optøjer i første omgang.

5. ”I bør reforme retssystemet i stedet for at lave optøjer”

Noget siger mig, at de mennesker som fremfører dette argument ikke rigtig har sat sig ind i omfanget af den her opgave. Lad os være realistiske: Den form for ”retssystem,” som folk forudsætter er muligt, har været omdrejningspunkt for politisk og økonomisk filosofi i hundrede af år. Jeg har nyt til jer: Der er ingen opklaring forude. Det ”retfærdige” økonomiske system, som et reformeret retssystem forudsætter, er en myte.

”Så du siger vi bare skal give op?”.

Det er det folk spørger mig om, når jeg siger de her ting.

Mit svar er: ”Eh, hvad med bare at lade være med at reducerer alting til tålmodighed og fremskridt?”

Lad være med at bede børn om at blive stående og tage kuglerne, indtil retssystemet begynder at behandle os retfærdigt. Lad være at lægge det over på dem. Tro det eller ej, du behøver ikke redde verden. Og du kommer i hvert fald helt sikkert ikke til at gøre det på Twitter. Hold op med jeres riot shaming, og gå hjem og få nogle perspektiver på tingene.

Afsluttende vil jeg gerne komme med et budskab til ungdommen: Med morderiske betjente på fri fod, så er det sikreste sted at være en ung sort eller brun person i Amerika, på gaderne med alle dine venner.

Bliv hvor I er.

Artiklen har tidligere været bragt hos Mask Magazine og bringes her i en oversat og let redigeret udgave.

Artiklen er oversat af Camilla Tved.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce