Annonce

21. januar 2014 - 10:46

Socialdemokratiet og reformisme – et dødsdømt partnerskab?

Knud Holt har i sin blog om konkurrencestaten og socialdemokratiets natur, rejst en spændende debat, som alle socialister skal hilse velkommen. Knud skriver: Tværtimod sidder man efter min mening fast i to grundlæggende misforståelser. Den ene er forestillingen om, at socialdemokratiet (stadig) er et ’reformistisk’ parti og at partiets aktuelle gøren og laden skal forstås i lyset af den reformistiske socialisme”

Hvad socialdemokratiet er for en størrelse, er en vedvarende diskussion på den internationale venstrefløj og i samfundet som helhed. Nyliberalisme har forandret alt i de 40 år den har haft økonomisk, ideologisk og politisk medvind. Den nyliberale globale revolution har forandret kapitalismen, den politiske økonomi, klassestrukturen, den offentlige sektor, fagbevægelsen, venstrefløjen, vores sprog og alle medmenneskelige relationer.

Men venstrefløjen har som helhed svigtet på et teoretisk niveau i sin manglende analyse af nyliberalismen. Det faktum, at nyliberalisme er udtryk for en radikal ændring i kapitalismen - et seriøst vendepunkt under kapitalismen - er langt fra en fælles erkendelse. Blot at sige kapitalisme er kapitalisme, som er kapitalisme, er ikke godt nok. Lige så lidt som det er nok at sige, at socialdemokratiet er reformistisk. Eller at afskrive partiet som reformistisk eller muligheden for en reformistisk revitalisering.

Derfor er kommentarerne til Knuds blogindlæg også spændende indspark. Generelt er der dog tale om utilstrækkelige analyser af socialdemokratiets udvikling under nyliberalismen og dets forhold til reformisme. I hvert fald i den hjemmelige andedam.

 

Nyliberalisme kort fortalt

 

Nyliberalisme er navnet på den økonomiske og ideologiske politik som regeringerne globalt har ført de sidste 35 år. Det begyndte med Margaret Thatcher og Ronald Reagan i 1980’erne og socialdemokratiske regeringer i 1990’erne.

I sin enkelthed går nyliberalisme ud på at føre en politik, hvor privatiseringer, nedskæringer og deregulering af den af offentlige sektor suppleres med generelle angreb på lønmodtagernes organisering og løn- og arbejdsforhold.

Målet er at rulle de forbedringer lønmodtagerne fik gennem 1960’erne og specielt 1970’erne tilbage, og i stedet – med en særlig forkærlighed for de rigeste og de multinationale – at flytte pengene over i erhvervslivets lommer. Profitratens faldende tendens er en strukturel krise i kapitalismen og nyliberalismen fremstår som løsningen på denne krise. (Campell,2005)

 

Reformisme en flertydig størrelse

 

Reformismebegrebet stammer fra Komintern, men blev diskuteret indenfor marxistiske miljøer i den akademiske verden fra midten af 1970’erne og frem til midten af 1980’erne. Interessen for reformismebegrebet stammede fra den opblomstring, som forskningen i arbejderbevægelsens historie havde fra slutningen af 1960’erne. I flere bølger havde arbejderklassen demonstreret en særlig stor kampvilje, ofte i modsætning til det socialdemokratiske lederskab i fagbevægelsen.

Interessen for arbejderbevægelsens historie samlede sig derfor i starten om disse kampe. Men efter 1975-’76 ebbede bølgerne ud, hvorefter interessen i stedet samlede sig om at forklare, hvordan socialdemokratiet og fagbureaukratiet var i stand til at fastholde deres opbakning i arbejderklassen.

Også heri spillede diskussionen af reformismen en afgørende rolle.

Hvordan socialister bør behandle reformismen er et emne, der også kræver nytænkning. Rosa Luxemburgs ”Reform eller revolution” var ikke en hands-on organiseringsvejledning, men et ideologisk modsvar til Eduard Bernsteins kætterske ideer om, at arbejderbevægelsen ikke havde behov for den socialistiske bevægelse.

Forestillingen om, at reformer eller revolution er et operativt enten-eller-princip, er i de fleste situationer forkert. En sådan tvedeling udelukker muligheden for en militant, kampklar reformisme. En reformisme, der søger et kompromis mellem stat og kapital, men på vilkår, der vil tvinge arbejdsgiverne og kapitalen til at indgå (for dem) skadelige kompromiser. En endimensionel og entydig forståelse af reformisme, kommer nemt til at afkoble reformismen fra dens sammenspil med den aktuelle udvikling.

Klassekamp, klassesamarbejde og venstrereformisme er ligeså flertydige størrelser som reformisme, og de kan være svære at adskille fra både traditionel reformistisk og revolutionær politisk strategi. For hvornår er der tale om det ene og det andet? Det afhænger selvfølgelig af den konkrete kontekst og aldrig om en historisk facitliste.

Jeg vil i dette blogindlæg forsøge at bidrage til diskussionen og skabe lidt klarhed. Socialisters forståelse og tilgang til socialdemokratiet er af afgørende betydning for forandringer af styrkeforhold, opbygning af fremtidige alliancer og udviklingen af strategier. Uanset om vi taler om arbejderbevægelsen eller overfor vores modstandere.

 

Socialdemokratiets omfavnelse af nyliberalismen

 

Alt taler for, at Socialdemokratierne i store dele af Europa burde være på vej til opløsning. Partierne ligger historisk lavt i meningsmåling efter meningsmåling. Medlemstallet har været konstant faldende i over 30 år. Erfaringerne med socialdemokratiske regeringer i hele Europa, er historien om svigt på svigt og introduktion af nyliberalistiske reformer. Nyliberalistiske reformer der har undergravet de velfærdsreformer som socialdemokratierne har været historiske bannerførere for i hele Europa.

De sidste to år ved regeringsmagten her i kongeriget, har udstillet socialdemokratiet som et parti, der har overgivet sig til det, som Alex Law og Gerry Mooney (2007) beskriver som "social nyliberalisme".

De rå markedskræfter, med et ”menneskeligt ansigt” blev oprindeligt markedsført som en "tredje vej" og Tony Blair blev om nogen synonym for denne. Men den tredje vej indebærer ikke en syntese mellem traditionel socialdemokratisme og nyliberalisme. Tværtimod tilpasser socialdemokratisme sig nyliberalismen. Uden forbehold.

Det store spørgsmål er imidlertid, om der i realiteten fortsat er en forbindelse mellem reformisme og socialdemokratisme? For hvis socialdemokratierne har konverteret til ”social nyliberalisme”, hvor stiller det så reformisme? Reformisme er nemlig stadig den dominerende bevidsthedsform i arbejderklassen.

I betragtning af, at Socialdemokratiet hævder at repræsentere “folkets interesser”, burde der - med de lange lister af angreb på arbejderklassen og velfærdsstaten - være meget små muligheder for, at socialdemokraterne nogensinde skulle komme til regeringsmagten. Ikke desto mindre er det lykkedes socialdemokraterne at genvinde magten gentagne gange.

En del af forklaringen på, at Socialdemokratiet genvinder magten er naturligvis, at det går dårligt for diverse borgerlige regeringer.

Men der er også en mere grundlæggende forklaring på, at Socialdemokratiet ikke så let slås af pinden. Nøglen til dette findes et andet sted end i socialdemokratiets omfavnelse af nyliberalisme og nyliberalistisk krisepolitik.

 

Fagbureaukratiet, socialdemokratiet og reformisme

 

Det er socialdemokratiets tætte forbindelse til bureaukratiet i fagbevægelsen, der gør, at partiet kan overleve som det største arbejderparti og endda i perioder kan øge sin opbakning blandt arbejderne.

Hvis vi ser på fagforeningerne, så er de udtryk for den mest elementære form for klassebevidsthed. De udtrykker arbejdernes erkendelse af, at enhed og sammenhold er nødvendig i kampen mod arbejdsgiverne.

Men fagforeningerne har en klar begrænsning. Deres opgave er at sælge arbejdskraften dyrest muligt, ikke at afskaffe det system, der tvinger arbejderne til at sælge deres arbejdskraft. Derfor ligger der i fagforeningerne en indbygget accept af kapitalismen.

På den måde er fagforeningerne en modsætningsfyldt størrelse. På den ene side kan de ikke bekæmpe systemet til bunds, på den anden side kan de kun eksistere, hvis de faktisk slås for arbejdernes krav. Som Marx sagde det: ” De fører kamp mod virkningerne, men ikke mod årsagerne til disse virkninger”.

Fagforeningernes begrænsning afspejles også i selve den måde, fagforeningerne er organiseret på, nemlig efter fag. Fagforeninger er et spejl på den opdeling af arbejderklassen, som den kapitalistiske produktion har skabt. En opdeling mellem forskellige fag og uddannelser. Fagforeninger spiller på den måde både en splittende og forenende rolle. Det kommer tydeligt til udtryk i fagchauvinisme, som i dag kendes under navnet: Professionsstrategier.

Sektioneringen af arbejderklassen slører bevidstheden om de fælles problemer, som arbejderne - som følge af de kapitalistiske arbejdsrelationer - har arvet. Problemer, som kræver klasserespons.

”Fagforeningerne arbejder godt som modstandscentrer mod kapitalens overgreb. De svigter delvis som følge af uforstandig brug af magt. De forfejler i almindelighed deres mål, hvis de indskrænker sig til guerillakrig mod virkningerne af det bestående system i stedet for at bruge deres organiserede kraft som løftestang for arbejderklassens endelige befrielse, det vil sige lønsystemets sluttelige afskaffelse”(K.M)

Det politiske udtryk for dette er reformisme, og der er intet overraskende i, at reformismen er den dominerende ideologi i arbejderklassen. Situationen i klassekampen er nemlig den, at der findes lange perioder med social “fred” mellem klasserne. I disse perioder er det ikke særlig indlysende, at der er behov for kamp for at opfylde arbejdernes krav.

 

Socialdemokratiet - fagbureaukratiets politiske organisation

 

Splittelsen i arbejderklassen gør, at de faglige lederes “naturlige” politik bliver at forhandle sig til forbedringer frem for at kæmpe for dem. Visse fagbureaukrater vil nok mene, at det at forhandle netop er at kæmpe. Det er selvfølgelig også rigtigt. Men for store dele af fagbureaukratiet er forhandling, det eneste redskab i værktøjskassen. Kollektiv handling, ses som et forstyrrende element. Forhandling er målet, ikke midlet.

Med andre ord er reformismen et udtryk for fagbureaukratiets grundlæggende politiske interesser.

Ligeledes er Socialdemokratiet det organisatoriske udtryk for fagbureaukraternes politiske interesser. Den socialdemokratiske politik bygger på det samme grundlag som de faglige ledere: at forhandle sig til forbedringer – reformer – uden at smadre systemet.

Med den tætte forbindelse mellem de faglige ledere og Socialdemokratiet er der intet underligt i, at socialdemokraterne har en massebasis i arbejderklassen. På trods af, at Socialdemokratiet gennem årtier har stået for samarbejde med borgerskabet om at begrænse lønninger, skære i understøttelsen, forringe sundhedsvæsenet osv.

Men selv om Socialdemokratiet på denne måde er et arbejderparti, så ledes partiet ikke af arbejderklassen. Tværtimod hentes de socialdemokratiske ledere i det faglige bureaukrati eller kredse som ligger tæt på, og de tilhører et socialt lag udenfor arbejderklassen. Som socialt lag er fagbureaukratiet grundlæggende konservativt og samfundsbevarende.

Derfor er det mest præcist historisk at betegne Socialdemokratiet som et borgerligt arbejderparti.

I sin egenskab af at være fagbureaukratiets politiske organisation er det naturligt, at Socialdemokratiet er et meget rummeligt parti med store interne modsætninger.

De faglige ledere er afhængige af opbakning blandt arbejderne. De er nødt til at forholde sig til utilfredshed eller radikalisering blandt deres medlemmer, og derfor ser vi, at selv de mest højredrejede fagbureaukrater i perioder vil slå sig i tøjret overfor kapitalisterne.

De samme svingninger kommer selvfølgelig også til udtryk i Socialdemokratiet. Dels ved at partiets ledelse kan svinge fra benhård oppositionspolitik til indgåelse af omfattende økonomiske forlig. Men også ved modsætninger mellem top og bund i partiet. En modsætning, som i høj grad konstituerer sig i fagbevægelsen.

Forbindelsen til fagbevægelsen - den organiserede arbejderklasse - betyder i sidste ende, at Socialdemokratiet fortsat vil kunne eksistere som en eller anden form for masseparti. Men netop socialdemokratiets forvandling til et ”social nyliberalt” parti, vil også få betydning for partiets opbakning og udvikling på sigt.

Det står dog klart, at så længe socialdemokratiet er fagbureaukratiets politiske organisation, vil en stor del af socialdemokratierne forsat være forankret i en eller anden form for reformisme. Uanset hvor meget partierne omfavner nyliberalismen. Så længe socialdemokratiet er fagbureaukratiets politiske organisation, vil fagforeningsaktiviteter på makro-niveau være langt mere eksplicit reformistisk end på arbejdspladsniveau. Men mister socialdemokratierne deres rolle som fagbureaukratiets politiske organisation, er der ingen hindring for at forvandlingen til et fuldblods nyliberalistisk parti.

Spørgsmålet er, om andre politiske kræfter kan fravriste socialdemokratiet deres historiske patentrettigheder på fagbevægelsen og fagbureaukratiet? Noget tyder på, at det er mere end svært. Masseradikaliseringen i Grækenland har ikke betydet, at fagbureaukratiet har mistet deres greb om fagforeningerne.

Trods mere end 29 generalstrejker og masseradikalisering af arbejderklassen, så fastholder det eksisterende fagbureaukrati deres magtbase næsten uændret. Selv om SYRIZA er Grækenlands største parti og har masseopbakning, så har partiet ikke kunne fravriste det traditionelle fagbureaukrati magten i fagforeningerne og fagforbundene.

Hvordan det spørgsmål skal besvares har været den revolutionære venstrefløjs gordiske knude i mere end 100 år.

Eller som Louis Frania formulerede det på Kominterns 2.kongres:

”Vi er af den opfattelse, at det ikke er et spørgsmål om at binde bureaukratiet, der skal fremhæves, men frigørelsen af masserne til at handle uafhængigt af bureaukratiet…jeg siger ikke dette som et argument imod fagforeningsarbejdet, men som et argument imod ideen om at kunne binde bureaukratiet. Vi skal kæmpe imod bureaukratiet i fagforeningerne, men det vil først blive muligt at binde dem på hænder og fødder eller fjerne dem helt under eller efter revolutionen”

 

Socialdemokratiet og nyliberalismens hegemoni

 

Centralt for denne forvandling fra ”reformisme til social nyliberalisme” er altså de socialdemokratiske partier, der traditionelt havde set deres rolle, som dem der skulle reformere eller endda overskride kapitalismen. Hvordan kom de til at spille rollen som åbenlyst fanatiske tilhængere af det kapitalistiske system i dets mest uhæmmede formular?

 Gregory Elliott (1993) hævder, at socialdemokratiet og dermed også reformismen udviklede sig over tre forskellige perioder: 1889-1945, 1945-1975 og 1975 til i dag.

 Som bevægelse har socialdemokratiet altid støttet kapitalismen i praksis, men i den første periode var der i det mindste programmatisk tilsagn om at afskaffe den. Vi så lange perioder med offensiv, kæmpende og militant reformisme. En reformisme som skaffede resultater og påbegyndte rejsningen af den bygning som nyliberalismen nedbryder.

 Den anden periode faldt sammen med efterkrigstidens boom og tillod muligheden for positive reformer for arbejderklassen uden grundlæggende at true systemet. Disse reformer blev dog også leveret af kræfter til højre for socialdemokratiet. Det var i denne periode vi også stiftede bekendtskab med ”gør-det-selv-reformisme” i store dele af Europa. En tid hvor fagforeninger og arbejdere på mange områder satte dagsordenen.

 Den tredje periode - fra 1973/75 til i dag - er også historien om forskellige former for reformisme. Da muligheden for reformer blev fjernet, på grund af den globale økonomiske krise, var alt, der var tilbage for ledelserne af socialdemokratierne, forpligtelsen til kapitalismen og nogle rester af retorik om solidaritet og velfærd. Men reformismen var ikke statisk. Den startede perioden som ”reformisme-uden-reformer” frem til 1990’erne, hvor den blev efterfulgt af ”kontra-reform-reformisme”. For endelig det sidste årti, at blive til fuldblods social nyliberalisme.

 Centralt i denne sidste proces var krisen i keynesianismen. Sammenbruddet af de stalinistiske regimer, bekræftede den allerede udbredte opfattelse, at enhver alternativ form for økonomi til nyliberalistisk kapitalisme var umulig. Heraf Margaret Thatchets udødeliggjorte formulering: TINA: There Is No Alternativ.

 Nyliberalisme har afvist det historiske kompromis mellem arbejde og kapital. Dermed har nyliberalisme også afvist ideen om den ”socialdemokratiske” velfærdsstat. Den har dog ikke afvist staten i almindelighed. Tværtimod har staten under nyliberalismen tiltaget sig endnu mere magt, end staten gjorde under den keynesianske æra. Konkurrencestaten er navnet på denne markedsgjorte og velfærdsfunktionstømte stat.

 

 Socialdemokratisme og reformisme anno 2014

 

For socialister i Danmark rejser det et centralt spørgsmål: Er socialdemokratiet blevet fundamentalt ændret med tilslutningen til social nyliberalisme? For John McIlroy (2009) er der ingen tvivl: “What Lenin had characterised as a contradictory formation, a bourgeois workers’ party would become, in the hands of Blair and Brown, a straightforward bourgeois neoliberal party, its affairs complicated by the institutional role of trade unions”

 Dette rejser naturligvis spørgsmålet om, hvordan vi definerer et socialdemokratisk parti anno 2014? Hvad kendetegner for arbejdstagere et socialdemokratisk parti, og hvordan adskiller det sig fra andre parlamentariske partier?

 Der synes at være tre historiske kvaliteter:

1) Politikker, der er specielt designet til gennem reformer at forbedre vilkårene for arbejderklassen snarere end "folket" eller "nationen" i almindelighed.

2) Et arbejderklasse baseret medlemskab.

3) Forbindelse til den organiserede arbejderklasse, gennem fagforeninger.

 Oprindeligt var socialdemokratiernes medlemsskare overvejende arbejderklassen, selv om det også havde en stærk komponent af de professionelle middelklasser. Det var dette konkrete klassegrundlag, der førte Lenin til at beskrive det som et ”borgerligt arbejderparti", der hovedsagelig består af arbejdstagere, og samtidig handler i borgerskabets interesser.

 Denne klassebase har været faldende i hele Europa siden 1960'erne og især siden midten af 1980'erne, til det punkt, hvor den dominerende medlemsskare består af medlemmer fra den nye middelklasse. I sin analyse af transformationen af de europæiske socialdemokratiske partier, har Gerassimos Moschonas (2002) bemærket, at selv om deres vælgere hovedsageligt kommer fra arbejderklassen, så består deres medlemsskare i stigende grad af funktionærer fra den offentlige middelklasse:

 "Yet given the cultural ascendancy of these strata, usually recruited from public service and ‘educated bourgeoisie’, as well as their considerable individual and collective mobilising potential, we are witnessing a much greater decline in the influence of working class culture than the strictly arithmetic relations of force disclose.”

 Moschonas påpeger, at mens arbejderklassens tilstedeværelse bestemt ikke er ”marginal”, så er dens indflydelse på socialdemokratierne i stigende grad ”indirekte” og udøves gennem fagforeningerne snarere end ved selve medlemskabet. Indenfor socialdemokratierne, falder arbejderklassens deltagelse og passiviteten vokser. Tavshed og udmeldelse er den logiske følge og overvægten af middelklassen i medlemsskaren forstærkes.

 Socialdemokratiets accept af nyliberalismen, strukturelle ændringer i arbejderklassen, den aktuelle nedgang i ”fagforeningsbevidsthed” og partiets adfærd både ved magten og i opposition, betyder, at socialdemokratiet for arbejderklassen ikke adskiller sig fra andre partier. Det er blot ”det mindst ringe” tilbud.

 Reformismen er forsat den dominerende form for bevidsthed i arbejderklassen og det kan være, at den vil fortsætte med at finde nye udtryk i socialdemokratierne, som den har gjort det de sidste hundrede år. Socialdemokratierne har nemlig vist sig ekstremt fleksible i politisk tilpasning uanset, om det er på den højre eller venstrepopulistiske dagsorden.

 Socialdemokratiet og reformisme som udtrykt gennem socialdemokratiet, har altså forandret sig grundlæggende. Men det faktum, at socialdemokratiet for arbejderklassen ikke adskiller sig grundlæggende fra andre parlamentariske partier og at reformismen er arbejderklassens dominerende form for bevidsthed, betyder at der er opstået et politisk og ideologisk tomrum.

 Et tomrum som har gjort millioner af arbejdere politisk hjemløse. Samtidig åbnes en ladeport for andre politiske og ideologiske kræfter til at erstatte socialdemokratierne som arbejderklassens første valg. Både i kamp og på valgdagen.

 Om det lykkes vil tiden vise. Men SYRIZA i Grækenland giver håb for at det er muligt, for antikapitalistiske partier at overtage rollen i hele Europa.

 Der er altså ingen nødvendig forbindelse mellem reformisme i almindelighed og den specifikke form, som den er kommet til udtryk gennem socialdemokratierne de sidst 100 år. Men de reformistiske forestillinger om, at arbejderklassen kan vinde afgørende forbedringer indenfor kapitalismen vil først blive overvundet, når arbejderklassen som helhed går til kamp imod magthaverne og gennem kampen erfarer, at samfundet kan organiseres uden om kapitalister og fagbureaukratiet.

 På overfladen står reformismen i et antagonistisk forhold til den herskende ideologi. I virkeligheden er den dog en understøttet ideologi, som forstærker den dominerende sociale gruppes økonomiske, politiske, kulturelle og ideologiske hegemoni.

 Ideologisk hegemoni imprægnerer arbejderklassen og dens organisationer med ”falsk bevidsthed”. Men som Gramsci har antydet, så har alle arbejdere også en ”sand bevidsthed”:

 ….which is implicit in his activity and which truly unites him with all his fellow workers in the practical transformation of reality as well as a “false” consciousness which is…..superficially explicit or verbal, which he has inherited from the past and uncritically accepted….but often powerful enough to produce a situation in which the contradictory character of consciousness does not permit any action, any decision or any choice, and produces a condition of moral and political passivity.”

 Det kræver derfor en stor bevægelse fra neden, og det kræver organiseret modspil at hamle op med fagbureaukratiet. Fagbureaukratiet opfattes ikke som en åbenbar fjende ligesom politi, skruebrækkere, arbejdsgivere, domstole og pressen, men som en del af arbejderbevægelsen selv.

 Umiddelbart vil et omfattende opsving i klassekampen føre til, at reformismen øger sin indflydelse. Betingelsen for, at arbejderne bryder med fagbureaukratiet og reformismen er, at der eksisterer politiske organisationer udenfor de reformistiske rækker, som peger på revolution i stedet for kapitalisme med et menneskeligt ansigt.

 Opsummering

 

Socialdemokratiet har altså bevæget sig ekstraordinært langt til højre, men der er mere grundlæggende spørgsmål på spil, da skift tilbage til venstre altid er en teoretisk mulighed.

 For det første:

På den ene side er socialdemokratiet er ikke længere i stand til at indpode og opretholde en grundlæggende reformistisk klassebevidsthed, fordi et stigende antal arbejdere ikke længere er organiseret i fagforeninger. Dette gør sig især gældende på det private arbejdsmarked. Socialdemokratiet har ikke den samme politiske og ideologiske kapital i arbejderklassen som for blot en generation siden.

Dette åbner op for helt nye muligheder for, at socialister kan genopbygge fagbevægelsen som demokratiske kamporganisationer, fra kælder til kvist.

Til gengæld kan dette også give socialister et væsentligt problem, da vi har en tendens til at påtage os et sæt præ-eksisterende delte "socialdemokratiske" værdier og overbevisninger med henblik på at vinde opbakning. I socialdemokratiets fravær sammenholdt med den dalende politiske og ideologiske kapital skaber det en potentiel barriere.

 For det andet:

Socialdemokraterne er ikke længere i en så stærk ideologisk og politisk position, at de kan forhindre arbejderklassen i at træffe selvstændige foranstaltninger og kollektive handlinger. Det bliver et problem, når der opstår sociale eksplosioner, og det kan vi roligt antage, at der vil gøre under den nuværende krise og det i en nær fremtid. Eksempelvis når gældsboblen brister i Danmark blandt verdens næstmest forgældede husholdninger.

 For det tredje:

Statsapparatet, politikere og kapitalisters evne til at indføre nyliberale foranstaltninger er direkte eller indirekte er afhængig af deres succes med at svække arbejderbevægelsen.

Ethvert håb om at tilbagerulle nyliberalisme og skabe en socialistisk retning vil derfor afhænge af en genopbyggelse af arbejderbevægelsen og dens politiske og faglige organisationer. Dog på et grundlag, der er uafhængig af politiske partier, der er støtter den eksisterende nyliberalistisk orden.

 Det er dog kun en politisk tåbe, der afskriver socialdemokratiet og deres version af reformisme. Uanset hvor lidt det har indfriet arbejderklassens drømme og håb om en bedre fremtid.

 I sidste ende, så handler spørgsmålet om modmagt eller mere præcist klassemagt. Det er netop denne konklusion, som selv kritikere af nyliberalismen har svært ved at acceptere. Om den revolutionære og antikapitalistiske venstrefløj er i stand til at tilbyde et troværdigt alternativ, vil tiden vise. Men historien er ikke på vores side.

 Eller som den amerikanske venstreintellektuelle Leo Panitch formulerende det i The Guardian, den 12. januar 2014:

The left used to beat itself up, sometimes quite literally, with debates over reform v revolution, parliamentarianism v extra-parliamentarianism, party v movement – as if one ruled out the other. The question for the 21st century is not reform v revolution, but rather what kinds of reforms, with what kinds of popular movements behind them engaging in the kinds of mobilisations that can inspire similar developments elsewhere, can prove revolutionary enough to withstand the pressures of capitalism.

 

 



 

 

Annonce