Konkurrencestaten - socialdemokraternes nye politiske projekt …

Hvad er det egentlig for en regering vi sidder med, og hvorfor gør den som den gør? Det er egentlig et temmelig godt spørgsmål.

Det er banalt at konstatere, at den socialdemokratisk ledede regering har gennemført nogenlunde det stik modsatte af, hvad den gik til valg på, og den er efterfølgende blevet historisk upopulær i befolkningen. Undertegnede blogskribent kan i hvert fald ikke erindre en regering, der så hurtigt blev så upopulær blandt sine egne vælgere. Der er ikke meget, der tyder på, at regeringen vil overleve næste valg, og ikke mindst socialdemokraterne har udsigt til en lang ørkenvandring, i takt med at meningsmåling efter meningsmåling bekræfter den miserable folkelige opbakning til det parti, der ellers i det meste af det 20. århundrede lå stabilt over de 30 procent af vælgerne. Det kan forekomme besynderligt selvdestruktivt. Ja direkte meningsløst. Ikke desto mindre er der faktisk mening med socialdemokraternes tilsyneladende galskab.

Jeg vil vove den påstand, at venstrefløjen, her to år efter at den socialdemokratisk ledede regering afløste VKO og mere end syv år efter at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal greb magten i socialdemokratiet og SF, stadig ikke forstået rækkevidden af den ideologiske nyorientering, som først og fremmest socialdemokratiet har gennemlevet, og som begrebsligt sammenfattes ved at partiet i dag konsekvent at omtale sig selv som et ’centrum-venstre parti’. Et begreb, der blev opfundet i 1990’erne, men som fra 2005 blev den samlende overskrift for socialdemokratiets ideologiske nyorientering.

Tværtimod sidder man efter min mening fast i to grundlæggende misforståelser. Den ene er forestillingen om, at socialdemokratiet (stadig) er et ’reformistisk’ parti, og at partiets aktuelle gøren og laden skal forstås i lyset af den reformistiske socialisme, som historisk har udgjort hovedstrømningen indenfor den danske arbejderbevægelse og hvor der ikke ses nogen grundlæggende forskelle på socialdemokraternes politik i dag og så partiets opbygning af velfærdsstatens i årtierne efter krigen, partiets krise- og reformpolitik i 1930’ernes eller for den sags skyld den tidlige kommunesocialisme i årene før og efter 1. verdenskrig. Denne forestilling gør sig ikke alene gældende blandt tilhængere af socialdemokratiets aktuelle udvikling, når de skal forsvare regeringen, men også blandt leninistiske smågrupper, der så gerne bevæbner sig med 100 år gamle citater fra diverse afdøde internationale personligheder i den socialistiske bevægelse, når de skal forklare socialdemokratiets aktuelle ageren som et udslag af ”reformisternes anslag til alle tider mod arbejderklassens sande interesser”.

Den anden forestilling finder man blandt mere refleksive politiske iagttagere på venstrefløjen, som forklarer regeringens gøren og laden med, at socialdemokraterne mangler et selvstændigt politisk projekt og derfor blot flyder med den dagsorden, som de borgerlige har sat.

[Læs eksempelvis Pelle Dragsted: Venstrefløjen skal være venstrefløj igen i CEVEAS Magasinet Politik]

Begge dele er fejlslutninger. Det socialdemokrati, der sidder med regeringsmagten, er ikke et ’reformistisk’ parti. De er faktisk overhovedet ikke socialister i nogen som helst meningsfuld betydning af ordet. Til gengæld har de i allerhøjeste grad et langsigtet politisk projekt, der meningsfuldt sammenknytter regeringens ageren indenfor hele velfærdsområdet.

Regeringens reformer, der er blevet rullet ud indenfor skatteområdet og overfor skolerne, de studerende, de arbejdsløse, de handicappede og de socialt udsatte, er heller ikke udtryk for at de radikale er en slags ’regeringens onde ånd’, men afspejler helt grundlæggende socialdemokraternes dominerende samfundsforståelse og langsigtede politiske mål i dag. De gennemfører ganske enkelt en politik, der er i overensstemmelse med deres ideologiske grundforståelse. Men denne grundforståelse er en ganske anden end den, der prægede socialdemokratiet for bare 30-40 år siden og repræsenterer et ideologisk brud, som de færreste måske helt har forstået rækkevidden af.

Konkurrencestaten som både mål og målestok

En af de mest markante og ærlige politiske udtalelser i 2013, der kaster lys over socialdemokratiets ageren i regeringen, kom i september måned fra Bjarne Corydon, da han i Politiken fastlog, at konkurrencestaten var socialdemokraternes mål. ”Jeg tror på konkurrencestaten som den moderne velfærdsstat”, lød det således fra den socialdemokratiske finansminister.

Bjarne Corydon har siden gentaget udsagnet flere gange, senest i december måned i Berlingske Tidende efter en større konference på CBS, så der ikke tale om at han på nogen måde er blevet misforstået. Men hvad er ’konkurrencestaten’ egentlig for en størrelse? Begrebet stammer herhjemme fra Professor Ove Kaj Pedersen fra CBS, der har indkredset en række de grundlæggende ideologiske forandringer, der er sket med velfærdsstaten siden 1990’erne, og ikke mindst i synet på forholdet mellem stat og borger. Han peger således på, at Danmark er i færd med at forandre sig fra en velfærdsstat til det han betegner som ’en konkurrencestat’.

[Fra velfærdsstat til konkurrencestat. Interview med professor Ove Kaj Pedersen i Magasinet Asterisk]

I konkurrencestaten er det politiske mål således først og fremmet at mobilisere nationalstatens indbyggere til at indgå i den globale økonomiske konkurrence med andre nationalstater. I velfærdsstaten var hovedmålet at skabe lighed mellem landets borgere og rettigheder var universalistiske. I konkurrencestaten står der imidlertid ikke længere en forestilling i centrum om at sikre den enkelte borgers demokratiske og sociale rettigheder, men hovedmålet er derimod nu optimeringen af virksomhedernes konkurrenceevne ved at skabe den størst mulige effektivitet og udnyttelse af den enkeltes arbejdsevne.

Borgerens eneste værdi i konkurrencestaten er evnen til at indgå i og underordne sig produktionslivets behov. Enten ved at indgå disciplineret og nøjsomt i produktionen – eller ved målrettet at forberede sig på så hurtigt som muligt at komme til at indgå i den - og ikke på nogen måde udfordre de betingelser det foregår under. Arbejdets status har forvandlet sig fra at være en økonomisk nødvendighed for den enkelte til i stedet at være en art ’moralsk pligt’ for borgerne.

Samfundet består med andre ord ikke længere af demokratisk medborgere, men af simple arbejdskraftressourcer, som staten skal mobilisere. Den konkurrencestatslige politik er således et afgørende brud med hele med den del af den socialistiske tradition (herunder væsentlige dele af socialdemokratiet), der netop fokuserede på menneskets frigørelse og demokratiseringen af hele samfundet – herunder produktionslivet.

Idealet er den sunde og ranke og disciplinerede produktive samfundsborger – der uden at kny tilpasser sig autoriternes skiftende krav og som ikke gennem forkert livsstil gør sig potentielt omkostningstung.

Når konkurrencestaten er såvel endemålet som målestokken borgernes vurderes ud fra, så ses der selvsagt også med skepsis på de borgere, der i en konkurrencestatslig optik ikke opfattes som ’produktive nok’ ved ikke i tilstrækkelig grad at formå at kunne tilpasse og underordne sig produktionslives umiddelbare krav. Eksempelvis mennesker med sociale problemer, mennesker med handicap, arbejdsløse og ikke mindst børnene og de unge. Netop de grupper som den siddende centrum-venstre regering målrettet har forringet rettigheder og vilkår for i løbet af sin korte levetid.

Uddannelse som en pligt

At konkurrencestaten netop er det samlede politiske projekt for den siddende regering og socialdemokraterne, selvom flere socialdemokratiske politikere ikke bryder sig så meget om at benytte selve ordet, understreges af et andet interview fra august 2013, som ellers ikke vakte den store opsigt. Berlingske Tidende havde således bedt Christina Antorini fremlægge sin drøm om, hvordan hun mener et drømme-Danmark skal indrettes i 2050. Den giver på mange måder et tankevækkende billede af, hvad det egentlig er topministre i den siddende regering har som deres langsigtede positive mål.

[Interview med Christine Antorini om hendes “Drømmedanmark anno 2050]

Den socialdemokratiske undervisningsministers drømme-Danmark er et land, hvor fagforeningerne omsider er knækket som organisationer for kollektiv interessevaretagelse, og ministeren glæder sig til at kollektive overenskomster stort set er afskaffet til fordel for ”individuelle aftaler på virksomhederne”, og hvor eksempelvis reguleringen af arbejdstid er afløst af arbejdsuger, der skifter vilkårligt fra uge til uge afhængig af de opgaver ledelsen udstikker.

I 2050 arbejder borgerne mere eller mindre til de dør, og således underviser bedsteforældre efter pensionsalderen eksempelvis i skolerne i form af den såkaldte ”Morfarordning”, som ministeren kalder det i sin vision. Daginstitutioner er fusioneret med skolerne, og barndommen er således fuldstændig skolegjort.

Samtidig er borgerne i Antorinis drømme-Danmark i realiteten underkastet et benhårdt regime af konstant optimering af egne kvalifikationer på arbejdsmarkedet.  Hun ønsker ligefrem en revision af Grundloven, som udvider den nuværende undervisningspligt med en »lære-hele-livet-paragraf«, der forpligter borgerne til at søge kontinuerlig videreuddannelse gennem alle livets faser.

Eller som ministeren siger: »Hvis mine børn bidrager bedst til samfundet ved at tage en uddannelse, så har jeg som forælder en forpligtelse til at sørge for det. Hvis de kan tage et arbejde, så skal de tage et arbejde”.

Samfundets borgere (uanset alder) har således kun værdi i den udstrækning de enten indgår i arbejdslivet – og her vel at mærke er indstillet på et grænseløst arbejde underordnet arbejdsgiverens behov – eller konstant søger at (op)kvalificere sig til produktionens behov (det være sig af varer eller tjenesteydelser).

Det er påfaldende som Antorinis konkurrencestatslige vision om forholdet mellem borger og produktionsliv giver associationer til en slags bizar privatkapitalistisk udgave den totale underordning af menneskene under produktionens behov, som ellers kendetegnede den hedenfarne arbejder- og bondestat på den anden side af Østersøen.

Disciplingen af børn og unge

Lad os sige det som det er. Christine Antorinis drømme er i deres essens grundlæggende et benhårdt opgør med reformpædagogikkens børnevenlige fokus på barndommen som en særlig fase af livet med en særlig værdi og med forestillingen om uddannelse som et middel til frigørelse. Et opgør med hele den politik overfor børn og unge, som ikke mindst socialdemokrater var arkitekter bag fra 1950’erne og til 1980’erne Det er samtidig et benhårdt opgør med regulering af arbejdsmarkedet og kollektive lønmodtagerrettigheder. En samfundsvision som hverken er socialistisk eller for den sags skyld liberal, men derimod autoritær og kommunitaristisk/socialkonservativ. Om end det nu er i en miljørigtig version og med mange højhuse. Netop Christine Antorini omfavnede da også allerede i sin tid som SF’er begejstret kommunitarisme som det nye ideologiske omdrejningspunkt, så er det da også mindre overraskende.

Hele Ny nordisk skoleprojektet, der i sin tid blev lanceret af Christine Antorini, Nanna Westerby og Lars Olsen i debatbogen ”Uddannelse for de mange” var da også grundlæggende et bud på en konkurrencestats-pædagogik, hvor børnene og de unge fra daginstitutioner til ungdomsuddannelser skal optimeres med henblik på at maksimere konkurrencekraften, og der til gengæld skulle ske et opgør med eksempelvis de almendannende, individuelt frigørende og demokratiske målsætninger, der prægede uddannelsessystemets udvikling i årtierne fra slutningen af 1950’erne.

[To menneskesyn tørner sammen. Interview med Jens Erik Kristensen]

Det er de 10-15 procent af en ungdomsårgang, der har vanskeligt ved at klare sig i uddannelsessystemet, der trækkes frem, når regeringen skal begrunde sin politik. Men realiteten er, at de såkaldt svage unge blot benyttes som en løftestang for bredere indgreb overfor alle børn og unge, i stedet for den målrettede individuelle indsats, som de udsatte unge reelt har brug for.

Den kommende heldagsskoles voldsomme indgreb i børns og unges muligheder for et selvvalgt fritidsliv og hele skolereformens indbyggede opgør med fritidspædagogikken, er således bare toppen af isbjerget af en mere omfattende statslig disciplineringsproces af nationens yngste medborgere.

Barndommens eneste formål er at forberede børnene på voksentilværelsen ude i produktionslivet. Barnelivet har ikke nogen egentlig værdi i sig selv. Og hvad der foregår daginstitutioner, skoler og fritidstilbud skal reduceres til, hvad der kan understøtte indlæringen af (skole)mæssige kundskaber i en snæver forstand. Eller som Jan Thorhauge Frederiksen, der forsker i de pædagogiske professionsuddannelser, konstaterede i et debatindlæg i Politiken (26.6.2013) om regeringens reformer af det pædagogiske område:

”Med folkeskolereformen og lærerkonfliktens forløb lød startede en målrettet indsats mod udygtige og usunde børn - med andre ord: mod potentielt omkostningstunge borgere. At nogen skulle kunne ønske sig noget andet for deres børn end livslang sundhed og skolesucces, er åbenbart utænkeligt og i hvert fald ikke en opgave for lærere og pædagoger. At blive sociale, trives, have venskaber, være selvstændig, kreativ og indgå i et demokrati bliver til stadig mere perifere pædagogiske ideer - selv om det netop er dem, der er kernen i den danske pædagogiske historie og tradition.

Den tradition er vi ved at skille os af med, uden forskningsmæssigt belæg og uden at skele til, at det er den, vores nuværende demokrati og velfærdsstat hviler på.”

Det er i lyset af konkurrencestaten, at man bedre forstår regeringens forskellige udspil indenfor børne- og ungdomsområdet: Skolificeringen af førskoleområdet og opgøret med bredere fokus på børns sociale udvikling og fri leg. Reduceringen af kreativ udfoldelse og bevægelse til ikke at være positive mål i sig selv, men blot midler til optimering af indlæringen i fag som dansk og matematik indenfor en stadig mere snæver kundskabsfokuseret læringsforståelse. De regelmæssige angreb på unge, der ikke går den snorlige vej igennem uddannelsessystemet, men som eksempelvis tillader sig at tage på efterskole eller udvikle sig på andre af livets områder. Afdemokratiseringen af uddannelsesinstitutionerne og den stadig stærkere disciplinering af de unge på ungdomsuddannelserne. Frontalangrebene på organisationerne for undervisere og forsøget på fuldstændigt at deregulere uddannelsessektoren til fordel for en uindskrænket ledelsesret – som udover forårets langstrakte lockout af alle landets lærere og skoleelever i efteråret førte til, at formændene for 12 gymnasiebestyrelser skulle stå skoleret i undervisningsministeriet fordi de havde tilladt sig at lave lokale aftaler med deres medarbejdere. Og endelig ikke mindst den voldsomme disciplinering og umyndiggørelse af de studerende med fremdriftsreform og SU-forringelser, der netop har fået protesterne til at rulle på universiteterne.

Venstrefløjen i kamp på to fronter

Kernen i socialdemokratiets nye konkurrencestatslige centrum-venstre ideologi – selve deres nye ideologiske DNA - uanset om den så fremføres af partiets yngre arbejderistiske intellektuelle eller af den socialdemokratiske top repræsenteret ved Bjarne Corydon, Christine Antorini eller Mette Frederiksen – er således et afgørende brud med den del af den socialistiske tradition (herunder væsentlige dele af socialdemokratiet), der netop fokuserede på menneskets frigørelse – ikke mindst fra lønarbejdet - og demokratiseringen af hele samfundet – herunder produktionslivet.

Det er ikke mindst de yngre i socialdemokratiet med rødder i politiske ungdoms- og studenterforbund fra 1990’erne og 00’erne, der har ført an i skiftet fra reformistisk velfærdsstatstænkning til konkurrencestatstænkning indenfor velfærdsområderne, selvom de næppe har reflekteret over rækkevidden af den ideologiske transformation, de har medvirket til at initiere. Det grundlæggende ideologiske skifte vil derfor kun blive stadig tydeligere i de kommende år i takt med at de sidste traditionelt tænkende socialdemokrater i bogstaveligste forstand uddør.

Socialdemokraterne kan således næppe (længere) trækkes synderligt til venstre, ledelsen af partiet i er i hvert fald ikke blevet væsentligt udfordret i de senere år fra noget, der blot kunne minde om en substantiel venstrefløj i partiet, og først og grundlæggende deler fremmest partiets yngre medlemmer ikke længere nogen langsigtede mål med den socialistiske venstrefløj. Tværtimod er deres mål reelt det stik modsatte – en forstærket udbytning af arbejdskraften og på sigt en mere autoritær styring af borgerne.

Det sætter venstrefløjen foran en langstrakt ideologisk kamp, hvor målet i første omgang må være i at samle hele den tredjedel af befolkningen, der i dag betragter sig selv som socialister, under en fælles politisk platform, for den egentlige ideologiske modsætning står i dag mellem demokratiske socialister (af alle slags) på den ene side, og på den anden side både de borgerlige med deres stadig mere omfattende neoliberalistiske privatiseringsdagsorden såvel som det såkaldte ’centrum-venstre’ i form af socialdemokraternes nye konkurrencestatsdagsorden, der i disse år på flere områder skaber et mindre humant og mindre frit og deltagerdemokratisk samfund.

Hvordan den socialistiske venstrefløj i praksis kan gøre det, burde være hovedoverskriften for diskussionerne i de kommende år.