Annonce

12. september 2013 - 11:06

Hvorfor snyder arbejdsgiverne på vægten?

Den spirende modstand mod standardiserings- og testregimet viser, at flere og flere offentligt ansatte uanset deres stillingskategori er trætte af politikere og arbejdsgivere der snyder på vægten.

Den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman kalder dét vi i øjeblikket ser på arbejdsmarkedet for ”den flydende modernitet”. Arbejdsgiverne forsøger at deregulere de ”stramme juridiske bånd på arbejdsmarkedet”, i daglig tale kaldet ”den danske model”. En model som indebar et skæbnefællesskab mellem kapital og arbejdere, hvor de sociale fællesskaber producerede en gensidig afhængighed.

Men denne sociale pagt eller sociale kontrakt (klassesamarbejdet) er blevet ensidigt opsagt af arbejdsgiverne i takt med, at den politiske magt overlades til markedskræfterne.

Derfor bliver vi alle sammen udsat for arbejdsgivere, som snyder på vægten, og som presser ledelsen og personalet på landets velfærdsinstitutioner mere og mere; presser dem til at omgå gældende aftaler, overenskomster og tilsidesætte arbejdsmiljøloven. Presser dem til at begå aftalebrud. Presser dem til at sætte kikkerten for det blinde øje.  Men presset er aldrig direkte!

Det er altid indirekte, implicit og kan aldrig spores tilbage til topledelsen i forvaltningssystemet eller politikerne. Pilen peger altid på de professionelle i velfærdsstatens maskinrum.

Lønsumsstyringens mål var og er øget økonomisk og ledelsesmæssigt råderum. Tendenser i udviklingen viser dog, at arbejdsgiverne kun modstræbende sikrer, at det økonomiske råderum på institutionerne bruges til at sikre en højnelse af f.eks. det pædagogiske personales lønudvikling og gennemsnitsløn.

 

Magten ligger hos dem, der tager beslutninger

Til trods for at Kommunernes Landsforening og kommunerne snakker om ligeværdighed, dialog, tillid, retfærdighed og respekt, - ja så kan vi kun få medindflydelse og medbestemmelse, hvis vi vil bakke op om de politiske beslutninger. Hvis fagforeninger, personale eller ledelse i den offentlige sektor gør indsigelser på baggrund af solid faglig viden og indsigt, så forsøges det bagatelliseret, ignoreret eller udråbt til en simpel ”modstandskultur”, der er angst for forandring og fremskridt.

Bag den venlige retorik og de venlige ledelses- og personaleværdier gemmer sig et konstant forsøg på at undergrave den ”sociale kontrakt” og stække fagforeningernes mulighed for at varetage sine medlemmers rettigheder og sikre overholdelse af gældende regler og aftaler.

Magten ligger hos dem, der tager beslutninger. Dereguleringen bliver efterspurgt af politikerne og arbejdsgiverne, fordi de magtfulde ikke ønsker at blive reguleret. I den flydende modernitet har dominansen ændret karakter og sker igennem de styredes usikkerhed og deres permanente skrøbelighed.

Den direkte disciplinering er erstattet af selvdisciplin og overvågning er erstattet af kontrol (evaluering, pædagogiske læreplaner etc.). Selvdisciplinering ender med at den reproduceres, videreudvikles og forfines af dem som påføres disciplineringen. Nyliberale hersker- og dominansstrategier for fuld skrue.

De magtfuldes dominans er blevet formløs uden at have mistet sin styrke. I deres iver efter at implementere tidens økonomiske logik og regime, arbejder arbejdsgiverne i døgndrift på revisorgørelse, ensliggørelse og standardisering af det menneskelige, det kreative og det mangfoldige. Sidste skud på stammen er resultatkontrakter i alle mulige afskygninger og test i hoved og ryg af alle børn fra vuggestuen og op igennem uddannelsessystemet.

 

Frit spil for arbejdsgiverne

Aftalen om den kommunale økonomi er den næstvigtigste aftale om samfundsøkonomien, der bliver lavet i Danmark.  Forhandlingerne foregår mellem KL og Finansministeriet i et lukket rum, men det burde være en åben, demokratisk debat ligesom debatten om den vigtigste økonomiaftale, Finansloven. Men hvor er kravet om en demokratisering af kommuneaftalerne? Hvorfor demonstreres der kun til Folketingets åbning? Hvorfor overlader vi det til embedsfolk at kører med klatten?

Så svaret på spørgsmålet: hvorfor snyder arbejdsgiverne på vægten? Er:

Arbejdsgiverne snyder på vægten, fordi de kan! Fordi politikerne har accepteret markedslogikkerne med hud og hår. Fordi styrkeforholdet er forrykket til arbejdsgivernes fordel. Fordi fagbevægelsen har været passiv overfor magtdrejningen.  Fordi fagbevægelsens ledere har accepteret markedslogikkerne fra kælder til kvist. Fordi de ikke udfordres af fagbevægelsen, tillidsrepræsentanter og ansatte i den offentlige sektor.

At snyde på vægten er blevet lige så centralt for offentlige arbejdsgivere fra Finansministeriet over Kommunernes Landsforening til forvaltningerne i mange kommuner, som det er for private arbejdsgivere at sikre profit uanset pris og omkostninger for de ansatte.

 

En anden offentlig sektor er mulig, men……..

En fagforening er først og fremmest et solidarisk fællesskab – og ikke et halehæng og støtte til de lokale politikere eller forvaltningen. Politik er for vigtig en sag at overlade til politikere, derfor bør vi være på vagt over for politikere og arbejdsgivere, der vil misbruge deres magt.

Men det kræver, at fagbevægelsen erkender at:  ”Magtdrejning og forandring af styrkeforholdene er sket på europæisk niveau og har stået på i mere end 30 år. Et direkte resultat af den markedsliberalistiske offensiv, hvor stærke kapitalinteresser og nyliberalister har modarbejdet og undergravet de vigtigste institutioner som holder velfærdsstaten oppe, nemlig fagbevægelsen og demokratiet.”

Den spirende modstand mod standardiserings- og testregimet viser, at flere og flere offentligt ansatte, uanset deres stillingskategori, er trætte af politikere og arbejdsgivere, der snyder på vægten. Og at politikernes og arbejdsgivernes snak om gensidighed i virkeligheden er et synonym for ensidighed.

Opgaven består i at få arbejdsgiverne til - på alle niveauer, på alle områder, i den private og offentlige sektor - at stå værn om de aftaler, de selv har skrevet under på.

New Public Management, kontroltænkning og top-down-styring er dræbende for den fortløbende innovative udvikling af velfærdsstaten og den offentlige sektor som den potentielle demokratiske sektor. Embedsmændene er kommet til at bestemme for meget. Magten skal tilbage til borgerne, politikerne og medarbejderne i den offentlige sektor.

Den historiske erfaring viser nemlig, at udvikling af den offentlige sektor, skoler og ældrepleje og daginstitutioner kommer nedefra, og ofte fra socialdemokratiske pioner-kommuner, hvor den lokale fagbevægelse sammen med bruger- og borgerorganisationer har opnået en politisk synergieffekt med politikerne.

Kort sagt: - En anden offentlig sektor er mulig. Men det kræver et total opgør med alle former for nyliberalisme i samfundet og New Public Management i hele den offentlige sektor.

De spirende ideologiske, politiske og faglige alternativer til konkurrencestaten, nyliberalisme og New Public Management findes og jeg kan anbefale alle at læse Frihed til Fællesskab, - vejen til mere demokrati. Et socialdemokratisk bud på en anden vej end Corydons konkurrencestat. Eller tjek LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) Visioner fra Maskinrummet, alternativer i 1:1 - fra september 2011

 

 

 

Annonce