Annonce

9. juni 2013 - 16:24

Klassesamarbejde Ja tak!

Du må gerne køre hjem for at onanere, men ikke onanere mens du kører hjem.” Det er et gammelt ordsprog i det globale byliv og således er der rimelige byrder ved at leve i et civiliseret moderne samfund.

For mange år siden, mens jeg boede i Kina og siden under World Social Forum i 2002 i Porto Alegre er jeg flere gange blevet mindet om, at ikke alle kendte dette ordsprog. Et ordsprog der betyder, at visse former for adfærd og kommunikation er forbeholdt privatsfæren, hvor andre ikke bliver belemret med det. Jeg har flere gange i offentlige transportmidler og lokaler, siddet overfor personer som, hvor usandsynligt det end lyder, har givet den ”frit spil”.

Det skurrede i øjnene og ørerne uden dog at være decideret disharmonisk og ildelydende. De offentlige onanister er ligeglade med, at alle andre forsøger at komme væk fra dem. De er mest bare optaget af at onanere. 

 Mødet med onanisterne minder mig om mødet med en vis del af den danske (og internationale) venstrefløj. En venstrefløj der er en køn blanding af entusiastiske og sekteriske paragrafryttere. En dansk forening for reenactment af gamle klassekampe og samlere af dekontekstualiserede citater. En venstrefløj, der mest af alt er optaget af sig selv.

På en eller anden mærkelig måde har årene på den yderste venstrefløj forberedt mig på disse møder med både offentlige og politiske onanister. Jeg har nemlig lært ikke at blive forstyrret, forarget eller stirre.

Venstrefløjen - også den yderste - har en masse at sige. De sprøjter om sig med ord. Hvad de ejer i ord, mangler de i sociale færdigheder til at tale til et bredere publikum. En evne, der kommer med lang tids erfaring i praktisk politik. De mangler selvbevidsthed om timingen, relevansen eller gavnligheden af deres handlinger.

 Naturligvis er offentlige onanisters problemer lidt mere alvorlige end en blot mangel på takt og tone. Og naturligvis er venstrefløjen er ikke psykisk syg. Den yderste venstrefløj er blot et isoleret øsamfund uden betydning. Enhedslisten forsøger med noget held og lykkes på mange måder med forandringen. Men der er forsat lang vej.

Problemet med venstrefløjen er ikke, at den ikke er seriøs, barsk og alvorlig nok. Problemet er, at den ikke tager sig selv alvorligt nok til at foretage de nødvendige ændringer i sin politiske praksis! Den tør ikke vedstå sig sin historiske arv og opgave i en moderne nutidig kontekst. Der er bare for meget 20. århundrede over venstrefløjen i det 21. århundrede.

Vi kan godt være markante, skarpe, præcise og ideologiske, uden at være bange for at blive hørt uden for vores egne cirkler. Masseeksponering og massekommunikation i et moderne sprog, ville ikke betyde enden på en pulserende socialistisk kritik af kapitalisme eller nyliberalismen. Tværtimod.

Elsk for fanden den der velfærdsstat 

Rosa Luxemburg skrev engang at de bedste reformister er revolutionære. Men ser vi på venstrefløjens aktuelle syn på velfærdsstaten, den offentlige sektor og på den danske model, så ser det mere ud som om den yderste del af venstrefløjen hader velfærdsstaten ligeså meget som højrefløjen.

Det til trods for at hovedparten af venstrefløjens medlemmer er børn af velfærdsstaten, den offentlige sektor og den danske model. Alle deres goder, alle deres vilkår i deres opvækst, deres skolegang og forhold på deres arbejdspladser, skyldes alene at arbejderbevægelsen har haft styrken til at aftvinge arbejdsgiverne og magthavernes deres merværdi til fællesskabet.

Hvis nutidens venstrefløj tog deres opgave og rolle alvorligt og ønskede at forbinde sig med flertallet, så skal der sgu en større grad af ydmyghed, respekt og lydhørhed overfor for de mennesker og den klasse som venstrefløjen ser som motoren for grundlæggende forandringer, nemlig arbejderklassen.

Der er en sejlivet fejlopfattelse på den revolutionære del af venstrefløjen af, at de og deres ”partier” er arbejderklassens fortrop. Det er ikke de revolutionæres rolle at være fortrop i arbejderklassen. Det er de revolutionæres rolle at forholde sig til fortroppen – dem der er konfronterer kapitalismen - og udvikle socialistiske ideer som resultat heraf.

På den europæiske scene er der forskellige afskygninger af kampen for velfærdsstaten. Disse kampe er vor tids altafgørende og altoverskyggende kampe. Forstår man ikke det, forstår man ikke, hvad nyliberalisme er for en økonomisk, ideologisk og politisk størrelse. Når millioner af europæere går på gaderne mod nedskæringerne på deres velfærd, deres overenskomster og universelle ydelser, så er det en kamp for velfærdsstaten, for klassesamarbejde, for større regulering af kapitalismen og for en offensiv keynesiansk økonomisk politik.

Hvis venstrefløjen ikke får disse mellemregninger på plads så forbliver venstrefløjen irrelevant for millioner af mennesker - også i Danmark.

Velfærdsstaten er et udtryk for et klassekompromis, om man kan lide det eller ej. Den danske model handler ikke kun om overenskomst- og aftalesystemet, men også om den progressive skattepolitik og universelle ydelser. De tre er forbundene kar. Svækkes det ene, svækkes de to andre også. Derfor er forsvaret for velfærdsstaten og den offentlige sektor ikke en sektorkamp, en professionskamp eller en kamp som nogle andre tager sig af, mens venstrefløjen kæmper for socialisme.

Store dele af venstrefløjen har et stedmoderligt forhold til velfærdsstaten, fordi de grundlæggende ikke forstår, at den offentlige sektor er den demokratiske sektor. Medindflydelse og medbestemmelse på arbejdets organisering og tilrettelæggelse og indhugget i ledelsesretten er en tilkæmpet rettighed som så dagens lys i 1947. Et resultat af fagbevægelsens og venstrefløjens styrke i årene efter anden verdenskrig.

Så i stedet for at se på den offentlig sektor og velfærdsstaten som et nødvendig onde, så skulle venstrefløjen se på kampen for velfærdsstaten som afsæt for at relatere sig til millioner af mennesker. Mennesker hvis hverdag, drømme og håb er tæt forbundet med velfærdsstatens skæbne. De sidste årtiers markedsgørelse har haft til formål at undergrave demokratiet og arbejderklassens landvindinger. Og med New Public Management som forandringsstrategi er både demokratiet og velfærdsstaten i knæ.

En inddæmning af markedet og demokratisering af den offentlige sektor bør være målet for bevarelse og udvidelse af velfærdsstaten. Jo større offentlig sektor, jo mere demokratisk er samfundet.Derfor skulle kampen for en revitalisering af velfærdsstaten være en topprioriteret opgave for hele fagbevægelsen og venstrefløjen.

Kamp mod kapitalisme, er kamp mod nyliberalisme. Kamp mod kapitalisme, er kamp mod New Public Management og markedsgørelse. Kamp mod kapitalisme er kamp for velfærdsstaten.

Men venstrefløjen har som helhed svigtet på et teoretisk niveau i sin manglende analyse af nyliberalismen. Det faktum at nyliberalisme er udtryk for en radikal ændring i kapitalismen, - et seriøs vendepunkt under kapitalismen, er langt fra en fælles erkendelse. Blot at sige Kapitalisme, er kapitalisme, som er kapitalisme, er bare ikke godt nok.

Nyliberalisme har forandret alt i de 40 år den har haft økonomisk, ideologisk og politisk medvind. Alt fra kapitalismen, den politisk økonomi, klassestruktur, den offentlige sektor, fagbevægelsen, venstrefløjen, vores sprog, til alle medmenneskelige relationer, er grundlæggende blevet forandret af nyliberalisme globale revolution 

Klassesamarbejde er (også) klassekamp!

Hvordan revolutionære bør behandle reformismen er et emne, der også kræver nytænkning. Rosa Luxemburgs ”Reform eller revolution” var ikke en hands-on organiseringsvejledning, men et ideologisk modsvar til Eduard Bernsteins kætterske ideer om, at arbejderbevægelsen ikke havde behov for den socialistiske bevægelse.

Forestillingen om, at reformer eller revolution er et operativt enten-eller-princip, er i de fleste situationer forkert. En sådan tvedeling udelukker muligheden for en militant, kampklar reformisme. En reformisme, der søger et kompromis mellem stat og kapital, men på vilkår, der ikke vil afstå fra at tvinge arbejdsgiverne og kapitalen til at indgå (for dem) skadelige kompromiser. Klassesamarbejde er ligeså flertydig en størrelse som reformisme.

Klassesamarbejde er klassekamp 24-7. Der har ikke været en eneste fridag i al den tid klassesamarbejdet har eksisteret. Styrkeforholdene indenfor for rammerne af klassesamarbejdet forrykkes, forandres og fornys hele tiden. Intet er statisk, når det kommer til klassesamarbejde. Der lægges arm, takles hårdt igennem og aftaler forsøges udvidet eller undergravet. 

Men erkendelse af klassesamarbejdets natur, infrastruktur og præmisser er altafgørende. Nyliberalismen har opsagt klassesamarbejdet i hele den vestlige verden. Arbejdsgivere og utallige regeringer har benyttet det ændrede styrkeforhold til at gennemføre deregulering af markederne og svækkelse af offentlige velfærdsordninger. Denne deregulering og svækkelse af universelle ydelser, har bidraget til at ændre magt- og styrkeforholdene til kapitalens favør.

Men nærmest på trods har i hvert fald et af de bærende elementer i klassesamarbejdet stadig fungeret: Overenskomst- og aftalesystemet. Denne dobbelthed er nødvendig at forstå.

Hvis der kun er én lektion venstrefløjen bør lære af erfaringerne fra det 20. århundrede, er det aldrig at undervurdere fjendens evne til at tilpasse sig og altid at indrømme, at dette eller hint slag er tabt af hensyn til at vinde krigen. 

Vi skal droppe al fordummende snak om magthavernes og arbejdsgivernes magtfordrejning. Det er konspirationsteori og offerrolle logik. Der er tale om magtdrejning, til fordel for både private og offentlige arbejdsgivere.

Hele fortællingen omkring lærerkonflikten, viser at den analytiske kapacitet er i bund. DLF og andre fagforbund udråbte regeringsindgrebet i KL’s lockout af lærerne til magtfordrejning. Men det er ikke rigtigt. Der var udelukkende tale om magtdrejning. Regeringen og KL respekterer faktisk ”den danske model”, men havde læst situationen. Og de brugte de våbentyper og muligheder som var til rådighed i klassekampen, mere offensivt end deres modpart. Modmagt med omvendt fortegn og til UG. 

Magtdrejning og forandring af styrkeforholdene er sket på europæisk niveau og har stået på i mere end 30 år. Et direkte resultat af den markedsliberalistiske offensiv, hvor stærke kapitalinteresser og nyliberalister har modarbejdet og undergravet de vigtigste institutioner som holder velfærdsstaten oppe, nemlig fagbevægelsen og demokratiet.

Det er netop magtdrejningen og årsagerne til denne, som bør være afsæt for venstrefløjens strategi og taktik. Strategi og taktik, der kan forbinde venstrefløjen med alle dem, der kæmper for at bevare velfærdsstaten.

Men hvis klassesamarbejdet er ensidigt opsagt af arbejdsgiverne og mere eller mindre nyliberalistiske regeringer, hvorfor skal venstrefløjen ikke kræve at fagbureaukratiet opsiger hovedaftalen fra 1899?

Man kan påstå at Septemberforliget 1899 og fundamentet for ”den danske model” ikke har været til arbejderklassens fordel, selv om det i datidens øjne var en landvinding. Men man skal vist være mere end blind, hvis venstrefløjen ikke kan se at på den lange bane har Septemberforliget i 1899, skabt grundlaget for et mere lige samfund, end det er set i hovedparten af verden.

Man kan argumentere for, at det var kapitalen, der vandt på Hovedaftalen. Det samme gælder Arbejdsretten, som med rette kunne omdøbes til Arbejdsgiverretten. Der er nemlig i den grad tale om, at der udøves klassejustits hvor det primært er arbejderklassen, der idømmes bod.

En opsigelse af Hovedaftalen forudsætter dog arbejderklassens og fagbevægelsens vilje og mod til at opbygge modmagt. En modmagt der forankres på de enkelte arbejdspladser, i byerne og i stemmeboksen. Men den er ingen steder at finde. Så lad os tage den diskussion, når den tid (forhåbentlig) kommer, - at styrkeforholdet og magtdrejningen gå vores vej.

At rejse kravet om, at fagbevægelsen skal opsige hovedaftalen fra 1899 og dermed ophæve klassesamarbejdet under de nuværende styrkeforhold, ville ikke blot være en katastrofe af uhørte dimensioner, men også udtryk for en sekterisk hjerneblødning af dimensioner.

For en opsigelse af hovedaftalen ville betyde, at alle aftaler på alle niveauer, fra løn, pension, ferie og medbestemmelse ville være historie med et pennestrøg. Alle værnsbestemmelser og sikkerhedsnet ville være tabt. Det ville være en gavebod for den nyliberale offensiv. Det svarer til at vi overlader vinkælderen og bilnøglerne til teenagere og beder HA og Bandidos at stå for retsstaten.

Klassesamarbejdet og velfærdsstaten er venstrefløjens, fagbevægelsens og arbejderklassens bedste afsæt for at ændre på styrkepositionerne i kampen mod nyliberalismen og New Public Management. Opgaven består i at få arbejdsgiverne til - på alle niveauer, på alle områder, i den private og offentlige sektor - at stå værn om de aftaler, de selv har skrevet under på. Hvis fagbevægelsen og venstrefløjen ikke kan magte det i årene frem, så er chancen for at vi kan erstatte kapitalismen med noget meget rarere, meget lille.

Moderne arbejdskamp er en kærlighedserklæring til velfærdsstaten, til overenskomst- og aftalesystemet, "den danske model"og kræver en forståelse af, at vejen til revolutionen er brolagt med reformer.

Inden længe vil maraton-onanister blandt os blive overdøvet af en generation fri af årtiers dårlig vilje, dårlige vaner, dårlig kultur på venstrefløjen - organiseret og sikker nok til at gøre en forskel. Indtil da, så prøv ikke at stirre på alle dem der offentlig onanere. Det går over før eller siden.

Annonce