Det er spændende, hvad der kommer til at ske ved det græske valg den 25. januar. Allerede nu blander EU-kommissionen og andre lande sig i valget med advarsler mod at vælge Syriza og mod at tro, at et sådant valg kan medføre en ny politik.
Ifølge meningsmålingerne står Syriza til at vinde valget og danne regering, selvom det er usikkert, om de vinder nok til at kunne danne regering selv eller om de skal indgå i en koalition. Det græske valgsystem er så udemokratisk, at det største parti får en bonus på 50 mandater oveni, og derfor kan Syriza få absolut flertal med ca. 35 procent af stemmerne, så vidt jeg har forstået, hvilket nogle målinger faktisk giver dem.
Det er ikke kun på de bonede gulve i EU og Berlin, at valget følges, men hvor det er skepsis hos eliten, er det omvendt begejstring hos mange på venstrefløjen, hvor solidaritetserklæringer strømmer mod det græske. Her på Modkraft eksempelvis hos Tobias Clausen i denne blog.
Og valget er også vigtigt. Ingen tvivl om det. Men der er også grund til at være skeptisk og det skyldes ikke bare, den modstand Syriza uden tvivl vil blive mødt med fra EU og de europæiske hovedstaders side, som Tobias gør meget ud af. Det skyldes også, at man kan så tvivl om, hvorvidt Syrizas projekt udgør det venstreorienterede ”europæiske forår”, som skinner igennem hos mange. Det trækker i den rigtige retning jovist, og alternativet er værre – helt klart. Men der er alvorlig grund til at tro, at det ikke er fra Syriza, at forandringen vil komme.
Kenneth Haar har skrevet denne glimrende artikel, som viser en stor del af problemerne, selvom ærindet i hans artikel mere er en nøgtern beskrivelse af forholdene, end en politisk stillingtagen til de præsenterede fakta.
Hvad er der så galt, og hvorfor denne pessimisme fra mig i en stund, hvor vi burde knibe ballerne sammen og være solidariske med Syriza og de græske vælgeres håb om forandring?
Til det er der blot at sige, at nok skal vi håbe det bedste og være solidariske, men vi skal ikke have illusioner, så vi bliver skuffede senere. Og det vil være naivt, at tro, at de kommer igennem med større forandringer, og hvad værre er, om de reelt er villige til at gøre det, som det kræver for at få forandringerne.
Jeg skal ikke her komme med en længere liste over deres arbejdsprogram. Det kan man læse i Kenneths artikel og andre steder, men som Kenneth også skriver, så er der en række ting, som er værd at bemærke.
For det første personen Tsipras, som virker mere indstillet på at tilpasse sig magten og gøre sig regeringsduelig i omverdenens øjne. Dette ses bl.a. ved, at han og resten af toppen fundamentalt ændrede Syrizas arbejdsprogram uden at lade partiet vedtage det først. Det ses også i EU-parlamentet, hvor det virker vigtigere for Syriza at stemme sammen med et flertal i salen end at forfølge en venstreorienteret politik.
Derudover har man igen og igen modereret sine krav. Nok vil man gerne gennemføre et socialt program, og man ønsker en keyenesiansk politik og genforhandling af den græske udlandsgæld, og rammerne herfor.
Problemet er, at man er hundeangste for at tage fat om nældens rod. EU og i særdeleshed euroen. De græske problemer skyldes dels selvfølgelig en elendig skatteopkrævning, en græsk elite med fingrene i klejnekassen og en dårlig konkurrenceevne.
Men det skyldes først og fremmest euroen, som den dårlige konkurrenceevne langt hen ad vejen kan tilskrives, hvor Sydeuropa har oplevet en de facto revalidering pga. den tyske økonomiske Hartz politik og ikke mindst finanskrisen, hvor enorme private gældsposter til især tyske, men også hollandske banker blev nationaliseret, hvorefter de samme udenlandske banker, der havde lånt pengene ud, spekulerede heftigt imod de græske statsobligationer, så renten blev presset endnu mere op og enorme profitter hjemtaget – betalt af langsigtede lån fra EU, IMF og Centralbanken, som grækerne nu hæfter for.
Med andre ord, så er euromedlemskabet en meget stor del af problemet – også fordi den forhindrer den naturlige løsning. Nemlig en egentlig devaluering, som modsvarer den tvungne tyskpåførte revaluering via euroen plus absolut gældseftergivelse (og ikke blot en delvis eftergivelse kombineret med en langsigtet omlægning a la Vesttyskland og Storbritannien efter 2. verdenskrig, som Syriza har sendt følere ud om).
Problemet er, at hvis grækerne skal have noget af det, som virkeligt batter, så er Merkel og co. bange for, at irerne, italienerne, spanierne, cyprioterne og alle de andre fattiglus også kommer rendende og vil have det samme.
Det skriver Tobias også rigtigt nok, men når Syriza så frasiger sig den eneste forhandlingsbrik, som de vitterligt besidder, nemlig at forlade euroen, så svarer det til, når man forud for en finanslovsforhandling siger, at man gerne vil have dagpengeforbedringer, men at det skam på ingen måde er ultimativt – blot et fromt ønske. Ja, så får man det ikke!
Og her skal man ikke lade sig narre af de tyske meldinger om, at grækerne kan blive tvunget til at forlade euroen, som om de er ligeglade. Det er de ikke. Euroen er for EU-eliten et enormt prestigeprojekt, og det vil være næsten ubærligt for EU-kernen, hvis et land skulle blive tvunget ud. Ikke mindst da det kan danne præcedens og svække euroen enormt, for ikke at tale om periferilandene i eurozonen, hvor spekulationer fremover vil indregne den ekstra spekulationsprofit i obligationer mv. som en italesættelse af et usikkert euromedlemskab kan blive.
Omvendt betyder Merkels melding ene og alene én ting. Under den heftige gældskrise i 2011-2012, hvor grækerne var ude i det helt store stormvejr, der kunne tyskerne ikke tillade sig at lade grækerne gå fallit, så spekulanterne og bankerne selv ville tage deres tab i stedet for skatteyderne. Det kunne tyskerne ikke tillade, da de tyske banker var særligt eksponeret mod grækerne, hvilket de ikke er længere på samme måde – ikke mindst takket være enorme profitter på de ekstremt høje renter i 2012.
Hvis man skal opsummere, så minder det alt sammen om noget jeg har set før. Tsipras minder mig uhyggeligt meget om Villy Søvndal i de glade Fair Løsningsdage. Han turnerede også rundt med soloudmeldinger for at gøre sig ”regeringsduelig”. Han søgte også hele tiden at blive en del af de brede flertal, og ja, nøjagtigt ligesom Syriza, så gik han til valg på en keyenesiansk politik, hvor han lovede lidt godt for velfærden og de trængte.
Ligesom Finanspagten og formuleringen i regeringsgrundlaget om, at regeringen viderefører den borgerlige regerings økonomiske politik i bredeste forstand blev Villy Søvndals Waterloo, så forventer jeg (desværre), at den manglende vilje til at tage et opgør med euroen bliver Tsipras ditto.
Og ligesom med regeringen herhjemme så vil vi sikkert til start se nogle positive indslag fra Syrizas plan om umiddelbar bekæmpelse af fattigdom. Men uden at søge den egentlige konfrontation og uden mod til at tage konsekvensen af Trojkaens krav og frigøre sig fra EU’s spændetrøje, så vil Syriza ende som administratorer af denne politik, eller miste magten igen.
Hvorfor pokker så alligevel støtte dem? Det skyldes ganske enkelt, at alternativet er værre!
Hvis ikke Syriza vinder, så vil det være en falliterklæring for hele ideen om, at der kan føres en anden politik, eller rettere om, at man kan få befolkningen til at ønske selv et moderat opgør med den asociale sparepolitik. Dette svarer til alle dem, som stemte Villy og Helle til magten, som vitterligt troede på forandring fra Lars Løkke.
Hvis Syriza taber, så vil det være næsten utænkeligt at tro, at der indenfor en overskuelig fremtid vil være tro på selv et moderat venstreprojekt i EU igen. Og dette vil uden tvivl medføre, at rigtigt mange vil vende sig mod højrepopulismen. I Grækenland ved Gyldent Daggry. Det er en reel risiko.
Dermed mener jeg også, at støtte til Syriza må være uomgængelig, men når Tobias og andre omtaler Syriza som Enhedslistens søsterparti, så må jeg indrømme, at jeg er uenig. For det første så har vi slet ikke en formel kategori for ”søsterpartier”, hverken i vedtagelser eller vedtægter. Vi er heller ikke medlem af en egentlig international tendensretning, som ville kunne retfærdiggøre brugen af søsterpartibegrebet. Vi håber vel alle det bedste for Syriza, men analysen af Tsipras/Søvndal og optimismen om viljen er ikke den samme.
For mig er det endnu vigtigere med støtte og søstersolidaritet til den bevægelse, som kan bringe Syriza til magten. Det er strejkebevægelsen bl.a. i Pame, venstrefløjen i Syriza og de mange tusinde vælgere, som vi først og fremmest skal solidarisere os med. Det er dem, som skal sikre, at Syriza bliver på sporet, og det er dem, som er det mest spændende. For hvordan vil de reagere, når kampen spidser til? Når de store resultater udebliver? Vil de radikaliseres yderligere og føre klassekampen ind i en væsentlig mere antikapitalistisk og systemoverskridende fase, end den Syriza står for? Eller vil den desillusioneres og måske endda vende sig mod højrefløjen?
En ting er i hvert fald helt sikker. Selv efter valget vil det være spændende at følge. Måske det på sigt alligevel kan ende med et europæisk forår? Men der er eddermame langt endnu.