Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Analyse
9. januar 2015 - 16:00

Syrizas akilleshæl

Venstrefløjspartiet Syriza får det ikke let, hvis det vinder valget i Grækenland den 25. januar. Det skal håndtere et massivt pres udefra, og partiets svar på de store dilemmaer står ikke lysende klart. Det kan gå flere veje, når det bliver alvor. Og der er måske mere brug for europæisk solidaritet efter valget end der er nu.

Det er en speciel oplevelse at være blandt medlemmer af det græske venstrefløjsparti Syriza for tiden. De er nervøse, men samtidig brændende målrettede.

I løbet af de næsten fem år, eurokrisen har varet, er partiet gået fra at være en marginal størrelse med under fem procents opbakning, til at blive det største græske parti ved EU-parlamentsvalget i maj, en position partiet har bevaret ifølge alle målinger op til det kommende parlamentsvalg den 25. januar.

Nu er regeringsmagten inden for rækkevidde, og partiets aktivister diskuterer samfundsforandringer – hvor meget og hvordan det græske samfund kan ændres, og ikke mindst; hvordan skal problemerne med gælden og trojkaens skrappe betingelser for lån til landet håndteres.

Det er nedskæringspolitikken, dikteret af trojkaen (EU-kommissionen, Den Europæiske Centralbank og IMF), som har bragt partiet tæt på magten. Nu skal de vise, de kan levere en anden vare.

Hvis Syriza vinder valget, kan det være startskuddet til et inspirerende venstreprojekt, som kan brede sig. For selvom Grækenland er krisens mest udsatte offer, så står befolkningen i mange europæiske lande i principielt samme situation.

Kan den græske venstrefløj lancere svar, der virker, vil det brede sig. Men der er ikke plads til overdrevet optimisme.

En venstrefløjsregering vil få svært ved at få den nye ordning med EU, som er helt centralt for dens program, og hvad partiet så vil stille op er ikke åbenlyst.

Det kan ende med nybrud og opgør med en katastrofal nedskæringskurs, eller det kan ende i skuffelse og demoralisering. Udfaldet afhænger ikke mindst af, hvad der sker på europæisk plan, og det stiller nogle særlige krav til de kræfter, som vil støtte et venstreprojekt i Grækenland.

Slaget er langt fra slut med valget den 25. januar.

De store kanoner

Modstanderne af Syriza har for længst rullet de store kanoner frem. Formanden for EU-kommissionen Jean-Claude Juncker har været ude og advare grækerne mod at stemme på Syriza, og finansmarkederne svarede allerede i begyndelsen af december på udsigterne til et valg ved at sende de græske aktier nedefter i et tempo, der ikke er set siden 1987, og ved at hæve prisen for lån til den græske stat (renten på obligationer).

Og for sin del har den tyske regering meldt klart ud, at en ny græsk regering ikke skal regne med at kravene for lån bliver lempet eller afdragene på gælden nævneværdigt ændret. Nedskæringspolitikken skal fortsætte efter planen, ellers vanker der.

På den anden side står et flertal af den græske befolkning, som har fået nok.

Arbejdsløsheden har længe ligget stabilt omkring de 26 procent, ungdomsarbejdsløsheden på omkring 60 procent. Faglige rettigheder er blevet tilsidesat, mindstelønnen sænket drastisk, og sikkerhed i ansættelsen er strøget.

Nedskæringerne er faldet hårdt over f.eks. sundhedsområdet, hvilket for længst har haft hårrejsende konsekvenser. Gratis vaccinationer er indstillet, mange gravide kvinder får ingen hjælp før fødslen, nedskæringer i programmer for at forebygge AIDS og tuberkulose har ført til brat stigning på begge områder.

En halv million børn er underernærede, selvmordsraten er steget med 45 procent, og sådan kunne man fortsætte. Grækenland gennemlever en humanitær krise, og der er ingen nævneværdige tegn på bedring, hvis kursen fortsætter.

Regeringen har ganske vist stolt erklæret, at statsbudgettet balancerer nogenlunde, og at kravene fra kreditorerne, først og fremmest EU, i store træk er honoreret efter planen. Men prisen har været en nedsabling af økonomien og seks år med recession til et samlet resultat på et fald i BNP på 25 procent.

Syrizas plan

Færre og færre grækere tror på regeringens vanlige påstand om snarlig bedring, flere og flere ser nedskæringspolitikken som problemet, ikke som kuren - det er baggrunden for Syrizas succes.

Det betyder også, at Syriza vil blive målt på resultater, ikke på kønne ord om snarlig bedring. Syriza skal efter alt at dømme kunne levere forandringer på kort eller mellemlang sigt, hvis partiet skal bevare sin troværdighed og opbakning.

Syrizas plan er da også forholdsvis klar. Den fremgår af et offentligt dokument, der første gang blev præsenteret i september af partiformanden Alexis Tsipras. Planen har fire elementer, fire fronter hvor forholdene skal forbedres på kort eller mellemlang sigt:

  1. Imødegåelse af den humanitære krise: 15 milliarder kroner skal anvendes til at møde fattige grækeres mest basale behov, en plan som indebærer gratis elektricitet til 300.000 husstande, subsidiering af fødevarer, huslejestøtte, billig offentlig transport til langtidsarbejdsløse, skattesænkning på opvarmning af husstande, samt genindførelse af ”julebonussen” for pensionister, en ekstra måneds pension udbetalt ved årets slutning.
  2. Økonomisk kickstart og skatteretfærdighed: nedsættelse af visse former for beskatning for at lette presset på middelklassen (mellemlagene), herunder en højere skattefri indkomst, regler for at hjælpe borgere med stor gæld, samt etablering af en offentlig udviklingsbank med en startkapital på 7,5 mia. kroner.
  3. Arbejdsmarkedsplan: En plan for skabelse af 300.000 arbejdspladser i hele økonomien – offentlig som privat, en plan som også skal styrke faglige rettigheder ved at genoprette systemet for kollektive overenskomster, ved at fjerne regler, der tillader ubegrundede massefyringer.
  4. Uddybning af demokratiet: En plan som bl.a. skal styrke de lokale myndigheders autonomi, etablere nye institutioner for at øge folkelig deltagelse i lovgivningsprocessen, f.eks. gennem retten til at kræve folkeafstemninger under ikke nærmere definerede omstændigheder, og ved at stække reglerne for parlamentsmedlemmers immunitet.  

Tsipras skruer ned

Lykkes det at gennemføre denne plan, vil det være et markant brud med fire års barsk nedskæringspolitik, men sammenlignet med hvad Syriza ellers har barslet med gennemtiden, er der nu tale om et beskedent udspil.

Syriza har f.eks. både i 2012 og 2013 vedtaget hhv. at bankerne skal nationaliseres, og sættes »under fuldt offentligt ejerskab og kontrol gennem en grundlæggende forandring af den måde, de fungerer på og de mål, de formål de tjener i dag«. I regeringsprogrammet er det ikke blevet til mere end oprettelse af en offentlig investeringsbank med en begrænset pengekasse.

Og mens Syriza længe har brugt slagordet »ingen ofre for euroen«, en vending som også anvendes i resolutionen fra den første kongres, så nævnes spørgsmålet om euroen end ikke med en stavelse i det nye program.

Ikke mindst er retorikken om trojkaens nedskæringsprogrammer slående vagt. De skrappe krav om nedskæringer og afvikling af sociale rettigheder skal »vendes gradvist« – og ikke slet og ret afvises. Ikke et godt tegn i betragtning af, at en ny regering knap når at fordele posterne, før den skal forhandle med netop trojkaen. Deadline for en aftale er sat til den 28. februar, lige over en måned efter valget.

Også proceduren omkring vedtagelsen af regeringsprogrammet er slående. Det blev ikke vedtaget af partiets officielle organer før det blev præsenteret for offentligheden, men af formand Tsipras og en kreds omkring ham, og præsenteret i Thessaloniki i september som Syrizas regeringsprogram.

Først flere uger senere blev planen godkendt af et flertal i partiets ledelse, hvor partiets venstrefløj forgæves forsøgte på at justere planen. Den manøvre skal ses i sammenhæng med den udvikling mod et topstyret og mere midtsøgende parti, hvor de mest radikale stemmer i partiet i dalende grad får lov til at blive en del af partiets ansigt udadtil.

Alexis Tsipras skal præsenteres som en moderat venstrefløjsfigur, der er i stand til at tøjle de radikale dele af sit bagland, som en troværdig mand, der kan forhandle seriøst med andre europæiske regeringer og med EU-kommissionen.

En sympatisk plan

De forhandlinger er da også helt afgørende for Syriza. Omdrejningspunktet for regeringsprojektet er, at det kan lade sig gøre at få en ny og bedre aftale med kreditorerne, og det er tilsyneladende stærkt begrænset hvor meget af partiets plan, der kan gennemføres uden en ny aftale med EU og med kreditorerne i almindelighed.

Ifølge planen skal det meste af Grækenlands gæld stryges, tilbagebetalingerne på resten skal udskydes og gøres betinget af, at det lykkes at skabe økonomisk vækst.

Derudover skal EU vedtage en »Europæisk New Deal« om offentlige investeringer, der skal finansieres af Den Europæiske Investeringsbank (EIB), og ECB skal indlede direkte opkøb af statsobligationer for at bringe prisen på lån ned til det minimale.

Sådan en plan giver al mulig mening. Grækenlands gæld har for længst nået et niveau, hvor alle må erkende, at landet slet og ret ikke kan betale den tilbage. Og under en krise – som keynesiansk logik tilskriver – er det den rene gift, hvis der skal skæres i offentlige budgetter, hvilket kun er blevet bekræftet i EU i de senere år, ikke mindst i Grækenland.

Men i den rådende politiske virkelighed i EU, er det stejlt op ad bakke med den type forslag.

Og det er der to hovedårsager til: Den ene er at kreditorerne vil have sine penge tilbage, den anden at mange kreditorer har nogle politiske ambitioner for EU, som Syriza ikke må stå i vejen for.

Giver man plads til et venstreprojekt i Grækenland, kunne andre få samme idé, og det langsigtede europæiske projekt, den politiske og økonomiske elite møjsommeligt har opbygget under krisen kan komme i fare, et projekt, som netop bygger på stram økonomisk disciplin.

Syriza set fra Berlin og Frankfurt

Set med den tyske regerings briller, eller Kommissionen eller ECBs for den sags skyld, er det ikke småting, Syriza beder om.

Lad os tage de kolde kontanter først: Syriza vil have størstedelen af Grækenlands gæld på 319 mia. euro strøget og har meldt ud, at det ikke skal gå ud over hverken de private kreditorer eller IMF.

Det efterlader eurolandene og Den Europæiske Centralbank med regningen. Dem skylder Grækenland hhv. 205 og 27 milliarder, i alt 232 mia. euro. Skal halvdelen af den græske gæld stryges, ryger omtrent 160 milliarder. Det bliver en bitter pille at sluge for eurozonens regeringer.

Og de politiske implikationer af Syrizas plan vil være fuldt lige så svære at acceptere for Merkel, Juncker og resten af eurozonens ledere: At nedskæringsprogrammerne droppes, og det regelsæt for økonomisk politik, som er opbygget under krisen, sættes til side.

Hvis Syriza får indrømmelser på dét niveau, vil det åbne en dør for andre politiske kræfter i EU med tilsvarende ambitioner, ikke mindst Podemos i Spanien – et venstrefløjsparti, som opstod kort før EU-parlamentsvalget i maj 2014, og som i flere målinger er landets største parti.  

Derfor er det mest sandsynlige nu engang, at en eventuel ny græsk regering får en kurv af resten af kredsen, at gælden ikke nedskrives, og kravene om nedskæringer forbliver intakte.

Og retter Syriza ikke ind, og fortsætter både nedskæringspolitik og afbetaling på gælden, kan landet blive presset ud af euroen, måske gennem brug af det største magtmiddel, nemlig at ECB lukker for lån til græske banker og indstiller enhver plan om opkøb af græske statsobligationer.

Spørger man Syrizas ledelse, hvad der skulle forhindre ECB og eurozonen i at sætte hårdt ind på denne måde, lyder svaret typisk, at en græsk euro-exit kan destabilisere eurozonen og sætte en domino-effekt i gang. Den frygt udgør Syrizas stærkeste kort.

Men med de mange foranstaltninger, EU har vedtaget i de senere år, er det næppe sådan man ser det i Berlin og i ECB i Frankfurt.

Der er – vil de tænke – et system på plads, som vil hindre en krise i at sprede sig. I deres optik er den politiske udvikling, et brud med nedskæringspolitikken ville sætte i gang, den virkelige fare.

Akilleshælen

Det er svært at forestille sig, at Syriza kan få noget, andre ikke har opnået, og det er det centrale problem for Syriza – for en ny og bedre aftale med kreditorerne og EU er i øjeblikket den bærende strategi i regeringsprojektet. Uden sådan en aftale er spillerummet for et venstrefløjsprojekt minimalt, måske ikke-eksisterende.

Det vil efterlade en græsk regering med få eller ingen mulighed for at låne penge, og uden nye lån bliver der ingen ny økonomisk ekspansion i Grækenland, og Syrizas plan vil ikke have mange chancer.

Ifølge partiets egne beregninger koster planen ca. 165 mia. kr. (22 mia. euro), og selvom deres egne (optimistiske) vurderinger lyder, at den vil sætte så meget gang i væksten, at den i sidste ende er gratis, så koster det mange penge at komme i gang. Og pengene er der ikke, hvis Grækenland skal betale af på gælden efter planen.

I 2015 står Grækenland over for at skulle betale hele 17 milliarder euro tilbage til kreditorerne, og 11 milliarder euro det følgende år. Det er beløb, der batter i et land med årlige statslige udgifter omkring de 100 mia. euro.

Det er det grusomme problem for Syriza: Status quo er uspiseligt – fortsætter partiet den nuværende græske regerings kurs, er det et kæmpesvigt.

Derfor er det fuldt forståeligt, at Syriza fokuserer så entydigt på en ny europæisk aftale. Men kommer den ikke, så er styrken ved Syrizas program pludselig blevet partiets akilleshæl.

Ingen plan B

Men med de ringe udsigter til sådan en ordning, må man nødvendigvis spørge, hvilken vej Syriza vil gå, hvis den aftale ikke kommer. 1.000 euro-spørgsmålet er så, hvordan plan B ser ud  – om Syriza simpelthen vil nægte at betale afdrag på gælden, afvise at følge nedskæringsprogrammerne og dermed kalkulerer med en euro-exit. Eller om de vil søge en alliance med kineserne eller russerne, om de vil skrue bissen på over for de rige grækere, og hvad man ellers kan finde på.

Jeg har haft det privilegium i den senere tid at kunne spørge adskilllige centralt placerede Syriza-folk, hvordan plan B egentlig ser ud, og svarene er ikke enslydende.

I november var det f.eks. en af arkitekterne bag Syrizas regeringsplan, økonomen John Milios, og han svarede, at plan B i hvert fald ikke handlede om en euro-exit, og at vi først og fremmest bør se optimistisk på muligheden for et europæisk nybrud. Et vældig elegant ikke-svar.

Som mange andre i Syriza tilføjede han, at udfaldet også afhænger af, hvad der sker i andre EU-lande, og især hvor stor en støtte, Syriza får fra den europæiske venstrefløj.

Bare en måned senere, i Athen i december, sagde et tidligere medlem af Syrizas centralkomité noget helt andet; at det så afgjort er partiets politik at forlade euroen, hvis landet ikke får en ny aftale.

Sandheden om plan B synes at være, at den ikke eksisterer, og at end ikke partiprogrammet er en brugbar guide ud af forvirringen.

Af disse grunde kan en Syriza-regerings skæbne blive afgjort allerede få måneder efter den er tiltrådt. Det vil hurtigt stå klart, om en ny græsk regering også skaber det spillerum, Syriza satser på, og om den decimering af gælden, den omkalfatring af betingelserne for lån, og de EU-penge til offentlige investeringer, partiet satser på, hænger så løst på træet, at det bare skal rystes lidt.

Ingen ofre for euroen?

Sker det ikke, og får Syriza ikke det pusterum og de indrømmelser, der skal til, står Syriza over for et barsk valg.

Partiet kan beslutte sig til at omdefinere sine hasteplaner om imødegåelse af »den humanitære krise« og om jobskabelse til at være mere langsigtede målsætninger. Så må de administrere gælds- og nedskæringspolitik efter bedste beskub – uden de forbedringer, de ellers har stillet grækerne i udsigt.

Eller de kan vælge at følge parolen om »ingen ofre for euroen«, nægte at betale afdragene og indstille nedskæringsprogrammerne. Efter alt at dømme betyder det også, at de må acceptere en euro-exit.

For nogle kredse i Syriza er det et oplagt alternativ, og partiets venstrefløj har længe plæderet for at vinke farvel til euroen. De kan pege på succesrige fortilfælde med at forlade et valutasamarbejde – som da Argentina droppede båndet til den amerikanske dollar i 2002, og formåede at skabe vækst og økonomisk fremgang på ganske få år.

Den argentinske pesos kobling til dollaren havde samme effekt for Argentina som euroen har haft for Grækenland – nedgang for eksporten og lav vækst.

Spørgsmålet er om den manøvre kan lykkes for Grækenland. I hvert fald ville en euro-exit give mulighed for at trykke penge til at sætte gang i hjulene på nationalt plan og dermed fjerne en del af problemet med adgang til lån, der i dag kun gives under skrappe betingelser.

Men denne strategi er hidtil blevet mødt af et blankt nej fra flertallet i Syriza. Der er sådan set ikke uenighed om, at euroen ikke har været en god forretning for Grækenland, men en tabsforretning.

I en periode betød euroen, at renten på lån var lav, men den betød også, at den græske økonomi tabte terræn i forhold til f.eks. Tyskland. Euroen – koblet med finansiel liberalisering og global finanskrise – er roden til Grækenlands deroute.

Men for flertallet i Syriza betyder det ikke nødvendigvis, at en euro-exit også er en løsning.

Op til parlamentsvalget i 2012 fik Syriza meget travlt med at understrege, at partiet vil bevare Grækenland i euroen, et svar på en skræmmekampagne, der satte lighedstegn mellem euro-exit og Syriza. En exit vil betyde, at lån taget i udenlandsk valuta vil blive opskrevet, og en ny græsk valuta vil i udgangspunktet have meget ringe købekraft.

Euro-exit ville sandsynligvis give meget svære betingelser, i hvert fald på kort sigt, og pt. er et stort flertal af grækerne tilsyneladende stærke euro-tilhængere.

Slaget efter valget

I en vis forstand er alt dette fremtidsmusik. Syriza skal først vinde valget før noget af dette bliver relevant. Og partiet skal formentlig også finde politiske partnere til at indgå i en regering.

Men selv om alt glider glat, så udestår det store slag. I første række vil spørgsmålet være, hvordan EU i almindelighed og eurozonen i særdeleshed reagerer på Syrizas krav, og i hvilket omfang det lykkes den europæiske venstrefløj at lægge et pres, som kan give Syriza plads til at udfolde sin plan fra september.

Men det næste spørgsmål er så, hvad der sker og hvad der må gøres, hvis Syrizas krav pure afvises.

Hvad der sker i Grækenland er meget svært at forudsige. For nok mener mange i Syriza, at planen afgjort er en udtræden af euroen. Det synes dog ikke at være ledelsens opfattelse – så gemmer de det i hvert fald godt.

I hvert fald satser de i øjeblikket på at gøre Syriza i almindelighed og formand Tsipras i særdeleshed, til en troværdig forhandlingsfigur, uden den radikale patos, som han tillægges af andre. Og inden for døren i partigemakkerne er dagens orden, at de mest radikale kræfter skal holdes ude.

Det ville være urimeligt at sætte Syriza-projektet i selskab med de senere års triste erfaringer med regeringer med venstrefløjsdeltagelse.

Partiets historie adskiller det fra almindelige parlamentsfikserede venstrefløjspartier, og den situation, det befinder sig i, er i særklasse.

Syriza blev dannet i 2004 som en koalition mellem forskellige strømninger på den græske venstrefløj, og blev også præget af en lang række »nye sociale bevægelser«. Feminister, globaliseringskritikere, miljøaktivister flød hurtigt ind i det nye parti. Også i fagbevægelsen er Syriza blevet styrket med tiden.

Det er et parti, som er stærkt forbundet med de bevægelser i det græske samfund, som har bekæmpet nedskæringspolitikken, og det er ikke mindst deres indsats, som har bragt partiet i dets nuværende position.

Omvendt er der også tegn på, at partiets top i stigende grad fokuserer på den parlamentariske dagsorden, og på at forhandlingerne med udlandet er blevet alfa og omega.

I maj 2013 valgte partiet f.eks. at vende ryggen til en strejkebevægelse blandt lærerne – med stærke interne dønninger til følge.

Og i Europa-Parlamentet er partiet meget opsat på, at venstrefløjsgruppen skal indgå i et flertal under parlamentets afstemninger – hvilket i det nuværende parlament kan være en bekostelig affære.

Venstrefløjens opgaver

Begge dele indikerer, at Syriza ikke er en entydig størrelse, og det gør udfordringen for den europæiske venstrefløj en tak større. Især fordi den store udfordring kommer, når den europæiske proces om Syrizas forslag går i gang. Og den fortsætter når eller hvis Merkel, Juncker, Draghi og finanssektoren sætter Syriza stolen for døren, og partiet skal afgøre, hvilken vej, det skal gå. 

Hvilken vej, partiet vælger, står i dag hen i det uvisse, og der er en risiko for, at Syriza skuffer.

Så mens det afgørende for venstrefløjen lige nu er at støtte Syriza i kampagnen imod dem, så ser det politiske landskab måske anderledes ud efter valget.

Og det bør venstrefløjen forberede sig på – allerede i sin tilgang før valget.

Og på mindst to måder. For det første må fokus på solidaritet med bevægelserne i Grækenland styrkes. Da der er en risiko for, at Syriza ender med og presses til at administrere nedskæringspolitik, så er gevinsten ved en regering proportional med det pres, bevægelserne kan lægge på den nye regering. For det andet bør venstrefløjen ikke lade sig rive for meget med af den optimisme om en ny aftale, som i øjeblikket præger Syrizas retorik.

Sådan en aftale er svær at forestille sig, og spørgsmålet om, hvad der stilles op, hvis den ikke kommer, kan hurtigt blive påtrængende.

Det må forberedes i tide, og svaret på den udfordring kan bl.a. være at køre forslag om en velordnet tilbagetrækning fra euroen.

Får vi et regeringsskifte i Grækenland, er det den største kollektive udfordring for den europæiske venstrefløj i 2015. Så meget er sikkert.

Det vil skabe en liflig forårsstemning oven på en lang, barsk vinter, og heldigvis spreder solidaritetsinitiativerne sig som løbeild for tiden. Men midt i den gode stemning, er det også nødvendigt med en realistisk vurdering af udfordringerne.

Ikke for at tage sorgerne på forskud, men for at forberede sig på, hvordan de imødegås på den lange bane.

Kenneth Haar er researcher hos Corporate Europe Observatory og medlem af Modkraftredaktionen Politisk Økonomi

Se også links om Syriza og det græske valg på Modkraft Bibliotekets Tidslinje 25. januar 2015.



Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce