Annonce

25. januar 2016 - 16:31

Basisindkomst – både realistisk og utopisk

Borgerløn/basisindkomst på den politiske dagsorden

Borgerløn/basisindkomst er pludselig kommet på den politiske dagsorden i Danmark. Det startede så småt, da det nye parti Alternativet, overraskende for de fleste, kom i Folketinget i juni måned sidste år på et krav om erstatning af kontanthjælpen med en basisydelse uden krav om aktivering eller deltagelse i nyttejob.

 Lige efter nytår kom debatten for alvor i gang med en stor artikel i Information om at ”Tiden er moden for borgerløn” - http://www.information.dk/556871 Den blev delt over 10.000 gange og indkasserede over 100 kommentarer. Det er meget sjældent, at en artikel i Information gør det. Det har så også betydet at Information har besluttet at arrangere et debatarrangement den 9 februar : ”Borgerløn – utopi eller nødvendighed?” – se http://butik.information.dk/collections/arrangementer/products/borgerlon-utopi-eller-nodvendighed

Siden har DR også taget debatten op både i P 1 debat den 12. januar ”Drømmen om borgerløn? Se http://www.dr.dk/radio/ondemand/p1/p1-debat-2016-01-12#!/00:06

og i Netværket den 21. januar: Fra Noget for Noget – til Noget for Ingenting – se http://www.dr.dk/p1/netvaerket

Ikke siden 2005 er borgerløn kommet så højt op på den almindelige politiske dagsorden. Hvad skyldes det? Er det blot udtryk for en af de almindelige nyhedsmæssige bobler, man ofte ser, der hurtigt bliver glemt igen, eller kan denne sag blive fastholdt på den politiske dagsorden.

Hvad siger historien? Og hvad kan vi lære af den.

 Oprør fra Midten

I Danmark har borgerløn kun tre gange tidligere været på den officielle politiske dagsorden, siden det blev rigtig kendt med bogen ”Oprør fra midten”, der kom i 1978. Første gang var i begyndelsen af 1980’erne, anden gang i begyndelsen af 1990’erne og tredje gang i valgkampen 2005.

Bogen ”Oprør fra midten”, der var skrevet af Niels I. Meyer, Kristen Helveg Petersen og Villy Sørensen, fik så stor succes (blev i løbet af nogle år solgt i over 100.000 eksemplarer), at forfatterne besluttede at danne en ny græsrodsbevægelse, ”Midteroprøret”, der i begyndelsen oplevede en vis tilslutning (i starten var der ca. 5000 abonnenter på deres blad). Det kom overraskende for initiativtagerne, at det element i den utopi, som ”Oprør fra midten” havde fremlagt, var mest populært, var borgerlønsspørgsmålet. Det bevirkede, at den nye bevægelse først i 1980’erne arrangerede nogle møder og udgav en bog om netop dette spørgsmål: Borgerløn og beskæftigelse, 1984.

Borgerløn kom derved på den politiske dagsorden. Det viste sig ved, at nogle fremtrædende politikere i både Det radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet viste interesse og sympati for ideen. Men ideen blev langtfra støttet af de politiske partier. Af nogle politikere blev den dog betragtet som en seriøs fremtidsmulighed. I slutningen af 1980’erne tabte ”Midteroprøret” pusten, og borgerlønsspørgsmålet gled langsomt ud af den politiske dagsorden.

De radikale i front for borgerløn

 Ideen kom imidlertid tilbage på den politiske dagsorden igen, særligt i perioden 1992-94. Tanken blev nu rejst af nye aktører. Det var de ”udstødte”, af outsidere i det arbejdsmarkedspolitiske system (både i fagbevægelsen og blandt arbejdsgiverne), af tidskriftet SALT, samt af medlemmer i flere politiske partier (Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Kristelig Folkeparti, Venstre og Enhedslisten). Det betød, at spørgsmålet blev debatteret på flere partiers landmøder, blev taget op i Socialkommissionen og endda opnåede at blive behandlet af økonomiministeriet.

I efteråret 1993 var borgerløns-spørgsmålet meget højt på den politiske dagorden. Det blev diskuteret i offentligheden og blandt de fleste politiske partier. Det startede i september på Det Radiale Venstres landsmøde, hvor et flertal på landmødet gik ind for borgerløn imod partiledelsens advarsler. Det vakte opsigt at et nyt regeringsparti vedtog en sådan udtalelse, og den daværende økonomiminister Marianne Jelved beroligede hurtigt pressen om, at vi ikke havde råd til borgerløn og at folketingsgruppen ikke ville fremsætte et sådant forslag.

Debatten bølgede i offentligheden i løbet af efteråret og en stor høring som dagbladet Politiken afholdt i samarbejde med tidsskriftet SALT fik yderlige sat gang i debatten. Her deltog bl.a. formanden for Det Radikale Venstres arbejdsmarkedsudvalg, forskere samt en repræsentant for LO.

Midt i december toppede debatten i offentligheden så efter, at Økonomiministeriet havde udsendt deres økonomiske oversigt, hvor man havde lavet beregninger på forskellige borgerløns-modeller, der viste, at borgerløn var helt urealistisk, fordi det ville give skatteprocenter på omkring 100 %. Det medførte straks, at samtlige dagblade i ledere de følgende dage erklærede borgerløns-ideen for totalt urealistisk og død.

Embedsmændene begik med deres modelberegninger en række elementære analysefejl. Det var et eksempel på manipulation, således, at resultatet passede ind i ministerens borgerløns-kritiske dagorden. Se http://modkraft.dk/blog/erik-christensen/m-rkelygten-og-hvordan-man-dr-ber-alternative-ideer

Efter 1995, da arbejdsløsheden (ca. 12 %) begyndte at falde, forsvandt borgerløn af den politiske dagsorden indtil det igen blev bragt til politisk debat af det nye parti, Minoritetspartiet, der blev oprettet af Rune Engelbrecht Larsen i år 2000. Dette parti opnåede at blive opstillingsberettiget og stillede op til Folketingsvalget i 2005 med bl.a. en mærkesag om borgerløn. Partiet opnåede ikke at blive repræsenteret i Folketinget, og der kom ikke en bred offentlig debat om borgerløn i forbindelse med valgkampen.

Tendens til inklusion og eksklusion

Spørgsmålet om basisindkomst er udtryk for en alternativ dagsorden. Det betyder, at spørgsmålet, sådan som den offentlige opinion fungerer, bevidst og ubevidst forsøges ekskluderet, fordi det ikke passer ind i den bestående politiske opinion. På den anden side bliver alternative ideer og synspunkter også ofte på forskellige måder forsøgt inkluderet i den dominerende diskurs.

Det normale i samfundet er, at der eksisterer et hegemoni i offentligheden (den dominerende mening), og at alternativer neutraliseres igennem ekskluderings- og inkluderingsprocesser.

Enten forsøges alternativer sprogligt retorisk at blive placeret inden for systemet ved at vise, at de i virkeligheden er enige med den hegemoniske diskurs (ind-definering). Eller også forsøges alternativer at blive placeret uden for systemet og ses som udtryk for en farlig og livsfjern utopi (ud-definering).

”Det ufærdige” som alternativet til inklusion og eksklusion

Den norske retssociolog Thomas Mathiesen har brugt begrebet ”det ufærdige” som alternativet til både inklusion og eksklusion.

”Det ufærdige” er karakteriseret ved både at stå i et modsigelsesforhold og konkurrenceforhold til det bestående system. Det er en ”konkurrerende modsigelse”. Modsigelsesforholdet er karakteriseret ved, at det modsiger grundpræmisserne i systemet, hvilket vil sige, at modsigelsesforholdet er en beskrivelse af et objektivt træk ved systemet. Det konkurrerende refererer til, at nogle aktører er utilfredse med systemet og kan overbevises om alternativer (skitser), der konkurrerer med det bestående.

Det er netop ufærdigt, fordi det giver en skitse, en løsningshorisont, og ikke et endeligt svar og løsning. Det er ufærdigt ved ikke at være prøvet og i den forstand, at dets konsekvenser ikke er klarlagt. Faren for ”det ufærdige” er, at det enten gøres færdigt ved at inkluderes som en lille positiv reform inden for systemet eller ekskluderes som en fjern utopi uden for systemet. Det ”ufærdige” som ”konkurrerende modsigelse” kan ophæves ved, at modsigelsen forvandles til overensstemmelse og konkurrencen bliver til enighed, således at der skabes en ikke-konkurrerende enighed (inklusion), eller modsigelsen i forhold til systemet kan blive udformet som en færdig og endelig løsning, således at den opfattes som en ”ikke-konkurrerende modsigelse” (eksklusion). Alternative visioner har med andre ord tendens til at blive ekskluderede, hvis de ikke forholder sig til de subjektivt oplevede modsætningsforhold og kan opstille konkurrerende alternativer her. Omvendt vil de have en tendens til at blive inkluderede, hvis de ikke fastholder nogle grundlæggende modsigelser i forhold til den objektive analyse af den hegemoniske magt og systemet.

Et dilemma for basisindkomst-tilhængerne

Basisindkomst-tilhængerne bliver derfor ofte stillet i et dilemma: I må enten komme med et realistisk forslag til basisindkomst, som umiddelbart kan gå ind i den almindelige politiske debat, eller også må I indrømme at tankerne om en basisindkomst er nogle mere langsigtede utopiske tanker set i forhold til dagens velfærdssamfund.

Et dilemma er en vanskelig situation, hvor man har to eller flere valgmuligheder. Uanset hvad man vælger, er resultatet ikke det, man helst vil have. Der er gode grunde til at vælge både valgmulighed A og B, men man kan ikke vælge begge, og vi må derfor træffe et valg. Vælger man A, udelukker det B, vælger man B, udelukker det A.

Hvordan kommer man så ud af et dilemma? En måde er at afvise valgmuligheden – enten A eller B ved at finde en tredje vej, og i stedet at sige både A og B i stedet for et enten – eller. Det er netop ”det ufærdige”, som der ovenfor er redegjort for. Basisindkomst er både realistisk og utopisk.

 Historiske eksempler på inklusion og eksklusion

I 1990'erne borgerlønsdebat forsøgte borgerlønsmodstandere og - skeptikere ofte at præge debatten med følgende spørgsmål og argumentationsformer:

1.  Vi må først løse arbejdsløshedsproblemet - dernæst kan vi tænke på andre reformer. 2. Vi må først have en holdningsændring, så kan man begynde at tænke på strukturændringer. 3.  Vi må først have nedsat arbejdstiden, så kan vi begynde at tænke anderledes. 4. Vi må først have ændret og lempet aktiveringsregler, så kan man siden se på mere vidtgående forslag.5.   Eller: Lad os snakke orlovsordninger, det er realistisk, borgerløn er urealistisk.

Bag disse forståelser ligger en enten-eller logik og et skarpt skel mellem nutid og fremtid. Det betød, at man skubbede spørgsmålet ud af den aktuelle politiske debat (ekskludering) og i nogle tilfælde forsøgte at lede interessen for borgerløn ind i mere traditionelle baner (inkludering) og væk fra en kreativ nytænkning.

Med Marianne Jelveds manøvre i december med økonomiministeriets borgerløns-rapport lykkedes det effektivt at ekskludere borgerlønsspørgsmålet fra den politiske debat. Hun fik banket et borgerløns-positivt bagland på plads og effektivt lukket den offentlige debat.

Ikke en eneste folketingspolitiker, avis eller kritisk journalist tog denne sag op. Tidsskriftet SALT var det eneste sted hvor en kritisk afdækning af sagen fandt sted, hvilket imidlertid ikke blev bemærket af andre medier.

Hvorfor er basisindkomst tilbage på den danske politiske dagsorden?

Når borgerløn/basisindkomst nu er tilbage på den danske politiske dagsorden, skyldes det først og fremmest at Alternativet har taget sagen op igen, men også en helt ny international dagsorden, som langsomt er trængt ind i den danske medieverden. I det sidste år har den internationalt kendte arbejdsmarkedsøkonom og basisindkomst-pioner Guy Standing tre gange været i Danmark (på universiteter, his CEVEA og hos Dansk Magisterforening) for at holde foredrag om foredrag om sin nye bog om prekariatet. Debatten om prekariatet som ikke passer ind i det nuværende understøttelsessystem har fået dele af pressens øjne op for basisindkomstideens aktualitet.

I de sidste 10 år er basisindkomstspørgsmålet krøbet stadig højere op på den internationale politiske dagorden.  Den tidligere europæiske basisindkomstorganisation, BIEN blev i 2004 til en verdensomspændende organisation. Samtidig er basisindkomst-spørgsmålet langsomt blevet et stadig mere fremtrædende delelement i de internationale græsrødders samlede bevægelse imod den neoliberale verdensorden. Siden World Social Forum blev etableret i 2001 i Porto Alegre i Brasilien, har en basisindkomst været et tilbagevendende emne for debat blandt de globale græsrodsbevægelser. Det er også bemærkelsesværdigt, at den amerikanske Occupy Wall Street bevægelse sammen med den spanske Indignados bevægelse udmundende i partiet Podemos partiet, har taget basisindkomst på deres programmer.

Den helt aktuelle interesse hos medierne skyldes det sidste halve års udvikling i Europa, hvor flere hollandske byer vil igangsætte lokale basisindkomst-eksperimenter, den finske regering har ligeledes har bekendtgjort at den vil gøre noget tilsvarende og at der til juni afholdes en folkeafstemning om indførelse af basisindkomst i i forbindelse med betragtninger omkring udsigterne i forbindelse med betragtninger omkring udsigterne Schweiz.

Når World Economic Forum i Davos 2016 diskuterer basisindkomst (Grundeikommen) i forbindelse med udsigterne til en teknologisk arbejdsløshed i forbindelse med den stigende digitalisering og robotisering, (se http://www.sueddeutsche.de/wirtschaft/verlust-von-arbeitsplaetzen-durch-digitalisierung-ausgerechnet-davos-diskutiert-nun-ueber-das-grundeinkommen-1.2829834 ), samtidig med at internationale banker, som Saxo bank forudser, at spørgsmålet vil komme på den europæiske dagsorden i det kommende år, (http://www.basicincome.org/news/2016/01/christopher-dembik-outrageous-predictions-for-2016/) så begynder basisindkomstideen for alvor at blive bemærket i de store medier.

Internationalt er basisindkomstbevægelserne uden tvivl blevet styrket, hvor politiske partier, der går ind for basisindkomst, i parlamenterne på forskellige måder har sat spøgsmålet på den politiske dagsorden. Det har man set i Norge, Sverige, Finland, Belgien, Tyskland og nu senest i Danmark.

I fremtiden vil den stadig stærkere verdensomspændende basisindkomst-bevægelse sikkert både skulle arbejder top-down fra det formelle politiske system i de politiske partier, nationale parlamenter og EU, og bottom-up fra selvstændige basisindkomstbevægelser bl.a. gennem World Social Forum og dens regionale og nationale afdelinger i forsøget på at skabe en stærk blok for at kunne imødegå den neoliberale globalisering.

Betydningen af det tværpolitiske fundament

Det har hidtil været basisindkomstbevægelsernes styrke, at de har været tværpolitiske. Bevægelserne har kunnet støttes af folk med forskellige ideologiske forståelsesrammer. Af nogle socialister, der især lægger vægt på en mere lige deling af det samfundsnødvendige arbejde, af nogle liberale, der især lægger vægt på en reduktion af klientgørelsen, af nogle feminister, der især lægger vægt på en mere retfærdig kønsarbejdsdeling, og af nogle grønne, der især lægger vægt på en bæredygtig udvikling og en styrkelse af det civile samfund.

Samtidig med at disse meget forskellige mennesker kan blive enige om at en basisindkomst er gavnlig i hver deres projekter, er mange af dem også klar over, at en basisindkomstreform kun er en isoleret reform blandt flere reformer i deres projekter. Derfor vil basisindkomst for nogle af dem først rigtig blive overbevisende, hvis det kædes sammen med andre reformer.

Hvis man ønsker at gå i liberalistisk retning, må det kædes sammen med privatiseringer og mere radikale skattereformer. Hvis man ønsker at gå i socialistisk retning, må det kædes sammen med andre elementer i et økonomisk demokrati, og hvis man er human-økologisk orienteret må det kædes sammen med en økologisk skattereform og andre økologiske eksperimenter.

Forskellige typer af basisindkomstopfattelser

Samtidig har det været en styrke, at der i bevægelserne har været tre forskellige opfattelser eller fortællinger om basisindkomst: 1. En lille fortælling om en teknisk rationalisering af velfærdsstaten. 2. En større fortælling om en politisk videreudvikling af velfærdssamfundet. 3. En stor fortælling om skabelsen af ”det gode samfund”.

Basisindkomst som rationalisering af velfærdsstaten

I den første fortælling ser man basisindkomst i et ret snævert arbejdsmarkedspolitisk- og socialpolitisk perspektiv i forbindelse med en ændring og rationalisering af de bestående systemer. Argumenterne for at indføre basisindkomst er ret snævre og især økonomisk effektivitetsmæssige. Der er behov for en rationalisering af de forskellige overførselsindkomstsystemer. Det er begrundet i besparelseshensyn, ønske om at fremme gennemskuelighed og undgå fattigdomsfælder og for at fremme beskæftigelsen for de svage grupper på arbejdsmarkedet. Samfundet ses ud fra et arbejdsmarkedsperspektiv.

Basisindkomst som en videreudvikling af velfærdssamfundet

I den anden fortælling drejer basisindkomst sig ikke alene om arbejdsmarkeds- og socialpolitik, men skal ses i forhold til alle samfundets sektorer. Basisindkomst sprænger for dem sektortænkningen og er begrundet i et andet syn på samfundet. Det betyder, at man er nødt til at sprænge de sproglige kategoriseringer, som ligger i det nuværende samfund. Bag dette videre perspektiv på basisindkomst ligger et klart opgør med hele vækstideologien, hvor basisindkomst er placeret ind i en fortælling om vækstsamfundets krise med muligheder for opgør med forsteningen og skabelse af nye frigørende muligheder ud fra en ny opfattelse af samfundets mål: bæredygtig udvikling.

Basisindkomst som element i et fuldt udviklet bæredygtigt samfund

Endelig eksisterer der en tredje fortælling med en mere langsigtet opfattelse af basisindkomst, hvor begrebet sættes ind i og forbindes med en langsigtet samfundsmæssig vision om skabelsen af et nyt samfund. Det er tilfældet for dem, der ser basisindkomst som led i skabelsen af et nyt postindustrielt samfund, hvor det traditionelle stat-markeds-kompromis bliver erstattet af et nyt kompromis, der sikrer rum for det civile samfund og en bæredygtig udvikling.

For mig at se er det vigtigt, at der i fremtiden er plads til alle tre opfattelser i basisindkomstbevægelsen, og at bevægelsen samtidig fastholder en partipolitisk neutralitet. Samtidig må man forvente, at bevægelsen i fremtiden vil indlede samarbejde med stadig flere beslægtede sociale bevægelser i sammenhæng med et opgør med den neoliberale økonomiske dagsorden. Det bør ikke føre til at man opgiver sin bevægelsesmæssige autonomi, men betyder blot at de mere brede og større fortællinger om, hvad basisindkomst er, vil komme til at fylde mere i diskussionen af basisindkomst.

Litteratur:

Thomas Mathiesen: Makt og Motmakt. Pax Forlag. 1982

Erik Christensen: Borgerløn. Fortællinger om en politisk idé. Hovedland 2000. se http://erikchristensen.net/?p=971

Borgerlønsbevægelsen i Danmark, BIEN Danmark -http://basisindkomst.dk/

 

Annonce


Deprecated: Methods with the same name as their class will not be constructors in a future version of PHP; backup_file has a deprecated constructor in /home2/monsundk/sites/modkraft.dk/htdocs/sites/all/modules/backup_migrate/includes/files.inc on line 121