Mørkelygten og hvordan man dræber alternative ideer

Jesper Tynells nye bog: ”Mørkelygten. Embedsmænd fortæller om politisk tilskæring af tal, jura og fakta” viser, hvordan ministre kan få embedsmænd til at manipulere med tal og fakta, så det fremmer deres politiske sag.

Mørkelygten

Hvad betyder det at bruge en mørkelygte? En lygte bruger man jo til at kaste lys på noget. Hvorfor så tale om en mørkelygte? Jo fordi den manøvre som en mørkelygte er, består i at kaste lys på noget samtidig med at kaster mørke over det væsentlige. Det betegner ”situationer, hvor embedsmænd over for Folketinget, pressen og befolkningen skriver, så det giver udtryk af, at regeringen belyser en sag fuldt og helt, men i realiteten kaster mørke over dele af den uden at sige noget direkte forkert” (s. 14). Det er et begreb som embedsmænd i udenrigsministeriet har opfundet og fortalt om til Jesper Tynell.

Hvad med idealerne om lovlighed, sandhed, faglighed og politisk neutralitet?

Mange vil sikkert umiddelbart sige, men er det ikke ulovligt, når embedsmænd manipulerer med tal og fakta, så det passer regeringen? Er det ikke sådan, at embedsmænd i en retsstat skal leve op til krav om lovlighed, sandhed, faglighed og politiske neutralitet? Det er udtryk, man bruger, når man skal beskrive de idealer, som embedsmænd skal have sig for øje.

 Altid politisk farvet og fortegnet, med mindre det er klart ulovligt

Jesper Tynells bog er et eksempel på dybtgående demokratisk oplysningsvirksomhed, fordi den igennem en række casestudier viser, hvordan det danske ministerstyre virker i praksis. Det betyder nemlig, at regeringen har instruktionsbeføjelser overfor embedsmænd helt ud i de underordnede statslige myndigheder. Det fremgår af embedsmændenes lydighedspligt, pligten til at efterkomme instrukser fra deres overordnede, i sidste ende ministeren. Det betyder konkret, at embedsmændenes faglige redegørelser og rapporter hverken skal være objektive eller politiske uafhængige, men afspejle regeringens politik.

Embedsmænd kan altså ikke sige fra overfor at komme med politisk farvede eller fortegnede rapporter. Kun hvis de bliver beordret til at lave noget klart ulovligt, har de pligt til at sige fra.

Et eksempel på manipulation med tal og fakta, som fylder meget i Tynells bog er, da den borgerlige regering som led i kommunalreformen fik det til at se ud som om den kommunale beskæftigelsesindsats var bedre end den statslige arbejdsformidlings indsats. Et andet eksempel på manipulation er, da embedsmændene i udenrigsministeriet skabte det juridiske grundlag for dansk deltagelse i Irak-krigen.

Mørkelygten fremkalder en erindring

Læsningen af Tynells bog fik mig til at tænke på en politisk sag for 20 år siden, som jeg selv havde tæt inde på livet. Her oplevede jeg, hvor stor magt en minister har, og hvor let en minister kunne slippe om ved at lave små ”beskidte tricks” i det politiske spil.

Efteråret 1993 – da borgerløn kom på den politiske dagsorden

I efteråret 1993 var borgerløns-spørgsmålet meget højt på den politiske dagorden. Det blev diskuteret i offentligheden og blandt de fleste politiske partier. Det startede i september på Det Radiale Venstres landsmøde, hvor et flertal på landmødet gik ind for borgerløn imod partiledelsens advarsler. Det vakte opsigt at et nyt regeringsparti vedtog en sådan udtalelse, og den daværende økonomiminister Marianne Jelved beroligede hurtigt pressen om, at vi ikke havde råd til borgerløn og at folketingsgruppen ikke ville fremsætte et sådant forslag.

Debatten bølgede i offentligheden i løbet af efteråret og en stor høring som dagbladet Politiken afholdt i samarbejde med tidsskriftet SALT fik yderlige sat gang i debatten. Her deltog bl.a. formanden for Det Radikale Venstres arbejdsmarkedsudvalg, forskere samt en repræsentant for LO.

Hvordan man dræber en politisk sag

Midt i december toppede debatten i offentligheden så efter, at Økonomiministeriet havde udsendt deres økonomiske oversigt, hvor man havde lavet beregninger på forskellige borgerløns-modeller, der viste, at borgerløn var helt urealistisk, fordi det ville give skatteprocenter på omkring 100 %.

Det medførte straks, at samtlige dagblade i ledere de følgende dage erklærede borgerløns-ideen for totalt urealistisk og død.

Marianne Jelved havde dermed fået banket et borgerløns-positivt bagland på plads og effektivt lukket den offentlige debat.

Hvordan man som embedsmand laver dårlig politisk håndværk – fusker med tallene

Tre meget væsentlige tekniske modelmæssige forudsætninger for beregningerne forblev skjulte for den almindelige læser af rapporten (se SALT nr. 2. 1994).

1. Økonomisk Oversigt behandlede borgerløn som noget, der lægges ovenpå den eksisterende struktur på det sociale og skattemæssige område, hvilket ikke blev gjort klart. Det betød, at de daværende fradrag i personlig indkomst ikke blev afskaffet, hvilket naturligvis øgede den nødvendige skatteprocent betragtelig.
2. Desuden blev det antaget, at modtagere af dagpenge ville få borgerlønnen oven i dagpengene, hvilket også krævede en højere beskatning.
3. Endelig havde man valgt det smallest mulige beskatningsgrundlag, nemlig den skattepligtige indkomst, som er indkomsten efter fradrag i personlig indkomst. Beregningerne byggede på det skattesystem man havde i 1993, og ikke det nye skattesystem efter 1993, hvor man havde en mindre progression og et noget bredere skattegrundlag.

Embedsmændene begik altså med deres modelberegninger en række elementære analysefejl.

Samlet set betød det, at Økonomisk Oversigt i sine beregninger fik for høje skatteprocenter og formentlig ville være endt på en skatteprocent på ca. 70 procent, hvis man havde opstillet regnestykket lidt anderledes.

Fejl, bevidst manipulation og/eller tilpasning til ministrenes ønsker?

Hvad skal man kalde sådanne fejl fra embedsmændene? Var tallene forkerte? Snævert set regnede de sikkert rigtig. Men i en bredere sammenhæng må man sige at der var tale om manipulation, således, at resultatet passede ind i ministerens borgerløns-kritiske dagorden. Havde hun direkte bedt embedsmændene om at komme frem med et sådant resultat. Nej, det havde hun sikkert ikke. Men embedsmændene kendte jo udmærket ministerens vanskelige politiske situation med et bagland, der pressede på, en eksplosiv offentlig borgerløns-debat, der kunne skabe problemer for regeringen og en regeringspartner, som var klar borgerløns-modstander. Er det ikke helt urealistisk at forestille sig at nogle embedsmænd i en sådan situation ville kunne komme med et relativt borgerløns-venligt budskab?

Dårligt fagligt håndværk

Professor Jesper Jespersen var klar i sin vurdering af beregningerne og kaldte det ”dårligt fagligt håndværk”, og SF’s daværende cheføkonom Nis Graulund, som var modstander af borgerløn, var så redelig netop at fremhæve de ovennævnte mangler som værende problematiske for modelberegningernes troværdighed. Han mente, at hvis man havde haft andre mere realistiske forudsætninger, var man nået frem til skatteprocenter omkring 70. Han talte derfor om, at embedsmændene havde valgt at ”over-dræbe” borgerlønnen.

Hvad skete der efter denne manipulation med tallene? Den tidligere radikale landsformand Thorkild Møller vendte sig mod Marianne Jelveds manøvre og kaldte hende ”spielverderber” inden debatten rigtig var begyndt. Heroverfor bedyrede Marianne Jelved, at det skam ikke skulle ses som et forsøg på at slå debatten ihjel.

 Men ellers tog ikke en eneste folketingspolitiker, avis eller kritisk journalist sagen op! Tidsskriftet SALT var det eneste sted hvor en kritisk afdækning af sagen fandt sted, hvilket ikke blev bemærket af andre medier.

Hvordan man vasker hænder

Samme forsøg på at ”spille uskyldig” brugte Marianne Jelved nogle år senere, da hun blev konfronteret med sagen af Rune Engelbrecht Larsen. Her kaldte hun det unfair, at han påstod, at hun havde ”dolket” borgerlønnen med forkerte beregninger (læserbreve i Information den 12. februar og 2. marts 2001). Her henviste hun blot til den Økonomiske oversigt, og sagde så, ”at uanset hvad de økonomiske tal måtte vise om borgerløn, ville hun være lodret imod”.  Hun undlod behændigt at tage stilling til, om beregningerne var forkerte (fagligt forsvarlige). Hun havde opnået det hun ville, at få embedsmændene til at vurdere borgerløn som helt urealistisk økonomisk set, hvorved hun kom til at stå meget stærkere i offentligheden.

Risikofrit at fremlægge fordrejede tal og redegørelser

Jesper Tynell siger i sin bog (s. 337) med henvisning til DJØF, at et økonomisk skøn, som er forkastelig ud fra såvel politiske, som fagøkonomiske og etiske synspunkter sjældent vil blive stemplet som retsstridig i sig selv. Det er denne lille sag om en borgerlønsberegning et eksempel på. Det viser klart, at det for embedsmænd gælder, at pligten til at adlyde står over pligten til at tale sandt, med mindre det er klart ulovligt. Og da der skal være tale om en vis grovhed for at begå noget klart ulovligt med hensyn til forsætlighed og uagtsomhed, vil det for de fleste embedsmænd være mere eller mindre risikofrit at fremlægge fordrejede tal og redegørelser, at begå ulovligheder, der ikke vil blive takseret som værende klart ulovlige.

Tynells konklusion er derfor, at det danske ministerstyre med de bestående regler har nogle store problemer, hvorfor der er behov for ændringer, hvis man ønsker et oplyst demokratisk samfund.

Hykleriet

Sådan som systemet nu er indrettet, eksisterer der ikke et krav om, at embedsmændene skal handle uafhængigt af den siddende regering og fremstille en sag objektivt over for Folketing og pressen. Derfor bliver Folketinget og oppositionen tit ført bag lyset af regeringen. Det groteske og hykleriske er imidlertid, at både regering og opposition er med til at besynge idealerne om lovlighed, sandhed, faglighed og politisk neutralitet, samtidig med at de godt ved, at disse idealer langt hen bliver undergravet af embedsmændenes vidtgående lydighedspligt.

Hvad kan man så lære af denne lille historie?

Sådanne sager bliver sjældent opdaget og diskuteret i offentligheden med mindre enkelte folketingsmedlemmer og kritiske journalister fremdrager dem, og de får ingen politiske konsekvenser med mindre et flertal i folketinget finder sagerne så alvorlige, at de vil gøre ministeren ansvarlig.  Det skete undtagelsesvis i Tamil-sagen. Når Claus Hjort Frederiksen har kunnet slippe godt fra sine grove manipulationer i beskæftigelsesministeriet (som Jesper Tynell har afdækket), skyldes det kun at Dansk Folkeparti altid har holdt hånden over ham. 

Næste gang borgerløns-/basisindkomst-spørgsmålet kommer på den politiske dagsorden vil man givetvis komme til at opleve tilsvarende handlemønster. Ministre, vismænd og Nationalbank m.v. vil komme med beregninger og advarsler, der peger på basisindkomstens farer og store problemer.

Og forståelsen af det danske ministerstyre vil legitimere, at en regering også i fremtiden meget let vil kunne fordreje økonomiske beregninger omkring basisindkomst uden at det vil være klart ulovligt.

Man skal være forberedt på, at alle nye tanker og ideer bliver mødt med skepsis og ofte direkte modstand i det etablerede politiske system.

Derfor er det utrolig vigtig, at der findes kritiske journalister som Jesper Tynell og samtidig meget værdifuldt, at han har taget sig tid til at udbygge og sammenfatte sine erfaringer igennem nogle år i en bog.

Litteratur:

Jesper Tynell (2014) Mørkelygten. Embedsmænd fortæller om politisk tilskæring af tal, jura og fakta. Frederiksberg: Samfundslitteratur.