Annonce

Frihandel
12. oktober 2015 - 12:56

Voksende modstand mod TTIP

Modstanden mod frihandelsaftalen TTIP nåede nye højder i sidste uge, da græsrodsbevægelsen »STOP TTIP« afleverede 3,2 millioner underskrifter mod aftalen, og tusindvis af borgere gik på gaden i Berlin.  

Modstanden vokser mod den påtænkte frihandelsaftale mellem EU og USA, Transatlantic Trade and Investment Partnership (TTIP).

Onsdag afleverede græsrodsbevægelsen »STOP TTIP«, der består af mere end 500 europæiske organisationer, 3,2 millioner underskrifter mod TTIP til EU-kommissionen. Og lørdag demonstrerede tusinder af borgere mod aftalen i Berlin.

EU-kommissionen afviser populært borgerinitiativ

»STOP TTIP« står bag et europæisk borgerinitiativ, der er rettet mod TTIP og en lignende aftale mellem EU og Canada ved navn Comprehensive Economic and Trade Agreement (CETA).

Det europæiske borgerinitiativ blev indført med Lissabon-traktaten, og giver de europæiske borgere muligheden for at foreslå EU-kommissionen at genoverveje lovgivning, hvis de kan mønstre en million underskrifter fra borgere i minimum en fjerdedel af EUs medlemslande. 

Borgerinitiativet blev indført som et forsøg på at øge borgernes direkte indflydelse på den politiske udvikling i EU.

Men da »STOP TTIP« i december sidste år havde indsamlet en million underskrifter, lød det fra EU at borgerinitiativet kun gælder i forhold til eksisterende lovgivning, og ikke - som med TTIP - lovgivning under forhandling. Sagen er for tiden under behandling ved Europa-Domstolen, hvor græsrodsbevægelsen har lagt sag an mod EU-kommissionen.

Onsdag afleverede »STOP TTIP« så de nuværende 3.263.920 underskrifter, som de har indsamlet i løbet af et år.

En af de største demonstrationer i Tyskland i flere år

Lørdag gik tusinder af borgere så på gaden mod TTIP i Berlin, i hvad der må betegnes som en af de største demonstrationer i Tyskland i flere år. Ifølge politiet deltog 150.000 demonstranter, mens arrangørerne vurderer antallet til at være nærmere en kvart million. 

Demonstranterne gik en fem kilometer lang rute gennem byen fra Berlins hovedbanegård og videre til Tiergarten.

Demonstrationen var del af en såkaldt »Global Day of Action against TTIP«, som markerede starten på en international aktionsuge mod TTIP.

Læs blogindlægget »"Global day of action" mod TTIP, fordi kampen for demokrati er vigtig«

 

 

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce