Flere tusinde aktivister fra fagforeninger, venstrefløjspartier og sociale bevægelser fra hele Europa mødes i Athen i juni for at opbygge en koalition mod EU's krise-politik og formulere konkrete modsvar. Interview med dansk medarrangør, Kenneth Haar.
Den 7.-8. juni mødes fagforeninger og andre sociale bevægelser fra hele Europa til et usædvanligt træf i Grækenlands hovedstad Athen.
Det sker, når det alternative topmøde Alter Summit slår dørene op med en vision om at smede en slagkraftig europæisk alliance i kampen mod EU's krisepolitik. Målet er at formulere konkrete fælles politiske krav og alternativer – og ikke mindst diskutere, hvordan de kan realiseres.
Initiativet til et alternativt topmøde kom oprindeligt fra et europæisk fagforeningsinitiativ, som ville sikre et tættere samarbejde mellem fagforeninger og andre sociale bevægelser, herunder netværk mod gælden, protestbevægelser mod finanssektoren, miljøbevægelser og borgerrettighedsorganisationer.
Det er foreløbig blevet til en koalition på godt hundrede organisationer – et tal, som arrangørerne forventer vil stige markant efter topmødet i begyndelsen af juni.
Læs artiklen »Europas venstrefløj vil skabe aktionsunion« hos Modkraft.
Kenneth Haar er medlem af Modkrafts redaktion Politisk Økonomi og researcher på Corporate Europe Observatory.
Og så er han medlem af Alter Summits koordineringsgruppe.
I et interview med tidsskriftet Notat fortæller han om baggrunden og visionen for det ambitiøse projekt:
Hvorfor er der brug for et initiativ som Alter Summit?
– Der er ikke noget underligt i, at kampen mod EU's krisepolitik først og fremmest har udspillet sig på den nationale scene i de lande, der er værst ramt. Nedskæringerne i lande som Grækenland og Spanien er hårrejsende, og det er klart, at den udfordring først og fremmest skal imødegås på den nationale scene. Det er bare sådan, at hvis vi skal flytte noget, skal vi flytte den europæiske dagsorden, og vi skal have en effekt i Bruxelles-institutionerne, hvor kursen i store træk fastlægges, siger Kenneth Haar.
– I øjeblikket får hverken generalstrejker eller massedemonstrationer i de sydeuropæiske lande de toneangivende kræfter i EU til at ryste på hånden. Så der skal mere til, og jeg mener, at en af de ting er en koordineret europæisk bevægelse. Derfor er Alter Summit heller ikke bare en stor konference. Det er indvielsen af en koalition, som skal arbejde sammen i lang tid fremover.
Besøg Alter Summits hjemmeside (engelsk).
Men krisen er der jo ikke noget nyt i, så hvorfor kommer sådan et initiativ først nu?
– Fordi det tager tid at finde fælles fodslag. Arbejdet med vores manifest har ikke været let, fordi krisen rejser en masse spørgsmål om EU og EU's politik, som der traditionelt er meget forskellige syn på rundt omkring i det europæiske bevægelseslandskab.
– Derfor har mange mennesker måttet være konstruktive og åbne, og først og fremmest grundige og velovervejede, for at få det hele til at falde på plads. Det har været svært, og jeg har ikke altid været overbevist om, at det ville lykkes. Det ser det nu ud til, at det gør.
Hvilke krav er det så, Alter Summit vil rejse?
– Det er ikke alt mellem himmel og jord. Vi forsøger at fokusere på netop de problemer, EU's krisepolitik rejser. Det handler om en retfærdig løsning på gælden, om at stoppe nedskæringspolitikken, om at forsvare og styrke sociale rettigheder, og om at sætte hårdt ind over for bankerne og resten af finanssektoren, siger Kenneth Haar.
Læs artiklen »Firenze: 'Permanent mobilisering' mod krise« hos Modkraft.
Læs også bloggen »Firenze 10+10 - alternativ til det autoritære EU« hos Modkraft.
Men ret beset, så er det jo de helt tunge spørgsmål. Kan de sociale bevægelser flytte noget?
– Det er ikke noget, som vil ændre dagen i morgen. Det har vi aldrig forestillet os. Håbet er, at vi kan sætte en proces i gang, få en snebold til at rulle. Situationen i de sydeuropæiske lande er meget alvorlig, og folk reagerer selvfølgelig på det. Hvis vi så kan stimulere aktiviteter i andre lande og forbinde dem med bevægelserne i syd, så er vi allerede nået langt.
– Og så tror jeg, at den kvælende konsensus, der i dag er i EU-institutionerne om krisepolitikken vil slå sprækker. De sprækker kan vi medvirke til at skabe.
Er det da dit indtryk, at vi er på vej til at se mange gå ind i sådan nogle europæiske initiativer f.eks. i Danmark?
– På mig virker det lidt som om dette spreder sig langsomt fra syd til nord. Der vil være en dansk komponent på Alter Summit, men den vil være beskeden. Men selvom de relevante danske organisationer står på perronen endnu, så har toget ikke forladt stationen. Alter Summit i Athen skal være et startskud, ikke en kulmination.
Denne artikel er en redigeret udgave af et interview bragt på Notats hjemmeside.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96