Firenze 10+10 - alternativ til det autoritære EU

Firenze 10+10 kan blive startskud for en europæisk mobilisering overfor den autoritære nedskæringsoffensiv. Det skal vi støtte!

Firenze var for renæssancen, hvad Athen var for antikken - og er idag et paradis for en petite bourgeoisie turist som jeg selv.

Men for græsrødder er Firenze først og fremmest byen, der i november 2002 var vært for det allerførste Europas Sociale Forum og som nu, ti år senere, igen byder os velkommen den 8-11. november under navnet Firenze 10+10.

Det sker i en tid, hvor de sociale konfrontationer har taget betydeligt til - særligt i Sydeuropa - og hvor den danske regering sammen med de øvrige EU-ledere har intensiveret offensiven på velfærden samt taget et kvantespring i retningen mod et autoritært teknokratisk Europa.

Derfor lægger Fireze 10+10 op til en renæssance af den pan-europæiske demos, som igen kan blive et håb og et alternativ for tusinder af mennesker.

Det skal danske aktivister være med til!

Et vendepunkt

Europas Sociale Forum opstod ligesom sin forløber - Verdens Sociale Forum i Porte Alegre (2001) - som reaktion på 20 år med intens nyliberal politisk globalisering, tilbagerulning af velfærdsstaten, krise og de-mobilisering på venstrefløjen og udnyttelsen af Det Globale Syd.

Lokomotivet for den nyliberale offensiv var de internationale lovgivende institutioner som GATT (senere hen WTO), EU og NAFTA, hvis primære formål var (og er) deregulering, privatisering og kommercialisering af natur og offentlige ydelser og teknokratisering af demokratiet.

Under disse institutioner blev nyliberale politikker gjort til grundlove og juridisk bindende aftaler. Som det ofte lyder på venstrefløjen, så er socialisme ulovlig i henhold til EU-traktaterne.

Men i slut 90’erne indtræf et vendepunkt: I 1998 lykkedes det den brede MAI-kampagne at få skrottet OECD-forhandlingerne om den Multilaterale Aftale om Investeringer. Året efter brød forhandlingerne om en ny WTO-aftale sammen i Seattle, takket være en mobilisering på 70.000 borgere og en hidtil uhørt alliance mellem folkelige bevægelser, fagforeninger og u-lande.

I Europa blev de to del-sejre fulgt op af protesterne ved IMF-Verdensbank topmødet i Prag (2000), EU-US topmødet i Göteborg (2001) og G8 topmødet i Genova (2001).

Men snart var der ikke kun behov for mobilisering til demonstrationer. Der var også behov for udvikling af kritikken af og egentlige alternativer til nyliberalismen - samt en platform for koordineret handling.

Dermed opstod socialt forum bevægelsen, som først og fremmest blev støttet af Via Campesina i Syd og af ATTAC i Nord. Ligesom Davos World Economic Forum og G7(8) er platforme, hvor multinationale mødes med vestlige ledere for at koordinere den markedsbaserede globalisering, blev socialt forum et lokomotiv for den alternative globaliseringsbevægelse.

Den anden supermagt 

Under det første Europas Sociale Forum i Firenze deltog mere end 60.000 delegerede fra bevægelser og fagforeninger. I fem dage satte de hundredvis af workshops, seminarer og plenumdebatter fokus på alt fra krig og imperialisme til kønsulighed, frihandel, racisme, finansspekulation og meget mere. Forummet blev afsluttet med en fredsmarch på 1.000.000 deltagere.

For en stund så det ud til, at styrkeforholdet vitterligt var på vej til at blive flyttet, hvilket fik New York Times i 2003 til at beskrive bevægelsen som ”The Second Superpower”.

Den 15. februar 2003, deltog 15 millioner mennesker verden over i demonstrationen mod Irak-krigen. I Cancún september 2003 brød WTO-forhandlingerne atter sammen.

Nye alliancer og kampagner opstod mellem sociale bevægelser, fagforeninger og NGOer, som var organiseret omkring krav om en social protokol i EU og tilbagerulning af angrebet på velfærden og demokratiet – for eksempel privatisering af vand og offentlige ydelser; social dumping (udstationeringsdirektivet); det indre marked for tjenesteydelser (Bolkenstein-direktivet); EUs bilaterale frihandelsaftaler (EPA) osv.

Men det varede ikke ved.

Med årene er tilslutningen til socialt forum i Europa blevet mindre og mindre - både til den regionale platform og til de nationale. Det seneste i Istanbul (2010) blev et jammerligt foretagende (dog med undtagelse af en flot kurdisk manifestation, som under normale omstændigheder ville have resulteret i en resolut hårdhændet aktion fra de tyrkiske myndigheder).

Den manglende tilslutning skyldes desværre ikke, at behovet for et Europas Socialt Forum er blevet mindre. Tværtimod!

Intensivering af angrebene 

Som jeg startede mit indlæg med, så er det nu, der er behov for koordineret pan-europæisk modstand - ikke om 20 år, men nu.

Indenfor de to sidste år hvor euro-gældskrisen er intensiveret, har EU-lederne på tilsvarende vis intensiveret sine angreb.

Med indtil videre tre befolkninger lagt i benlås (Grækenland, Irland og Portugal) af Troika’en (EU, ECB og IMF) samt 4.500 milliarder euro i garantier og støtte til bankerne, har EU-lederne med succes formået at konsolidere det autoritære EU-projekt.

Det er sket ved at gøre nyliberale politikker til love og traktater, som vi nu ser implementeret som offentlige nedskæringer. Det næste skridt, som vil blive planlagt til efteråret, er etableringen af en finanspolitisk bankunion.

Aldrig er der blevet vedtaget så vidtgående EU-love indenfor så kort tid - uden at spørge befolkningerne om lov. Det fik Kommissionens formand, Jose Barroso, til på ublu vis at beskrive processen som ”a silent revolution” (EUobserver).

Først i slutningen af 2011 da den såkaldte finanspagt kom på bordet, opstod der en offentlig debat om EUs håndtering af euro-krisen. Men på det tidspunkt var der allerede blevet vedtaget mindst tre aftaler og lovpakker for konsolidering og håndhævelse af nedskæringspolitikken:

Det Europæiske Semester (overvågning af nationale budgetter), Euro-plus-pagten (nye regler for overholdelse af Stabilitets- og Vækstpagten) og Six-packen (nye sanktionsmuligheder over for lande der ikke fører stram budgetdisciplin bla. mulighed for at EU kan blande sig i lønforhold i lande, som ikke er konkurrencedygtige nok).

Vi ser i øjeblikket imponerende modstand i mange lande – særligt i Grækenland, Irland, Spanien og Portugal. Mens vi i juli diskuterede hvordan, en revolution om 20 år måske vil se ud, foregik der på samme tidspunkt blodige protester i Spanien overfor regeringens nedskæringsplan på 65 milliarder euro (484 milliarder kroner) frem til 2014.

Alene dette år er der planlagte besparelser for 40 milliarder euro, og for få dage siden oplyste medierne, at den spanske regering planlægger nye skattestigninger - vel at mærke med en ungdomsarbejdsløshed på 50 pct. De skattepenge vil ikke gå til offentlige investeringer, men til den private kapital.

Spareplanen var et krav fra EU, som havde følgende trøst til den spanske befolkning: ”The European Commission welcomes the move (...) it was an important step toward Spain meeting its deficit target for the year” (spansk EFE news).

Ligesom EU nu har fået magt til at kontrollere medlemslandenes økonomiske politikker, arbejdes der på højtryk for at give EU nye muskler til at håndhæve reglerne for det indre marked og åbne nye sektorer for konkurrence. I den sammenhæng vil overenskomster og strejkeret blive betragtet som besværlige forhindringer.

Strejkeretten er ganske vist undtaget af EU-traktaterne, men det har ikke forhindret EU i at dømme konflikter og nationale love mod social dumping for værende ulovlige i henhold til tjenesteydelsernes og arbejdets frie bevægelighed (f.eks. Viking, Vaxholm og Luxembourg dommene). 

Del og hersk

Hvor der er modig og inspirerende modstand på de nationale niveauer, som i Grækenland og Spanien, så er der meget lidt koordinering, samarbejde og mobilisering på EU-niveauet på tværs af landene.

Som Kenneth Haar (Corporate Europe Observatory, ATTAC) for nylig skrev i et indlæg ”that is a formula for defeat by division. Our opponents at the steering wheel of the European Union may not even fear a general strike in Greece or mass demos in Spain, unless they’re combined with a concerted European effort that challenges the legitimacy of the policy of the institutions and even the institutions themselves”.

Det skyldes især EUs overdrevet komplekse multi-level regeringsførelsessystem, som ikke har en egentlig centralmagt eller en stærk fælles europæisk offentlighed at stå til ansvar overfor (Det forhold har jeg forsøgt at redegøre for i et tidligere indlæg Euro-krisen er en historisk mulighed for venstrefløjen).

Derfor beklages det ofte på venstrefløjen, at ”i EU er der ikke et Vinterpalads”, man kan storme - og hvem er i øvrigt subjektet for sådan en revolution?

EUs politikker og love bliver ikke reformeret af, at en enkelt minister presses af sin befolkning til at brokke sig i Ministerrådet. For det første fordi det pres aldrig vil blive fremsat som et krav men som et mandat for en forhandlingsposition med 26 andre ministre - og for det andet, fordi det pres kun vil være lagt af ét lands offentlighed, som kun én minister frygter. 

Mange håbede for eksempel at valget af en socialdemokratisk fransk præsident, som havde ført valgkamp på at kritisere finanspagten og EUs nedskæringspolitik, betød, at nu ville vi se ændringer i EU. Det skete ikke. Hollande opnåede kun et symbolsk vækst initiativ - som han iøvrigt kun pressede uengaeret på for efter sit valg - hvor kun 10 milliarder euro var nye penge.

'Another Europe is Possible'

Europas Sociale Forum opstod ud af modstanden overfor den nyliberale globalisering og Thatcher’s ’There is No Alternative’.

Situation idag er ikke meget anderledes, end den var i slut 90’erne og start 0’erne. Magten overdrages til internationale institutioner udenfor demokratisk rækkevidde, som konsoliderer og intensiverer den nyliberale offensiv gennem love og traktater.

Men der er altid et alternativ. Den alternative globaliseringsbevægelses succes var mobiliseringerne på tværs af lande samt alliancerne på tværs af bevægelser og organisationer.

Der er ikke ét Vinterpalads i EU - der er et i hver europæisk hovedstad. Opgaven virker uoverkommelig, men det er den eneste vej frem for progressive, som vitterligt ønsker et andet Europa: En europæisk bevægelse rettet mod selve EU-politikken og dets illegitime institutioner, hvor modstanden har samme betydning fra land til land.

Det er på denne baggrund, at Firenze 10+10 lægger op til en genstart af Europas Sociale Forum. Jeg tror på, at det bliver stort.

Der er tre ting, der bør være i fokus: 1) Det gælder som sagt de institutioner, som befinder sig  i hjertet af euro-krisen - Kommissionen, Euro-zonens finansministre og Den Europæiske Centralbank - og deres illegitimitet. 2) EU-ledernes manglende vilje og evne til at regulere spekulanter på grund af fundamentale fejl i finansmarkederne. 3) De indbyggede uligheder i euro-konstruktionen, som har skabt et handelsforvridende forhold mellem center og periferilande.

Dét bliver den største udfordring i november i Firenze - at der omsider findes en konsensus blandt bevægelser og venstrefløj i forhold til EU og i forhold til euroen.

Dertil kommer spørgsmålet, om de italienske aktivister kan imødekomme den organiseringsform, som synes at være en vogue: De offentlige forsamlinger fra Indignados og Occupy, hvor konsolidering af alliancer mellem individer (og ikke bevægelser og organisationer) faciliteres gennem komplekse konsensus procedurer.

Enhedslisten, Folkebevægelsen og mange andre som Byggefagenes Samvirke og BJMF skal selvfølgelig støtte op om Firenze. Jeg håber, der vil blive sendt en fire-fem busser med danske aktivister.

Vi ses på Fortezza da Basso - Ciao!