Annonce

Demonstration
19. oktober 2012 - 18:25

Venstreradikale kræver regeringen afskaffet

Regeringen er »magtliderlige fascister styret af de kapitalistiske magter«, mener venstreradikale, der i weekenden demonstrerer mod det repræsentative demokrati. Vi vil ikke skamme os over at være revolutionære, siger aktivisterne.

Lørdag den 20. oktober indkalder den venstreradikale gruppe »Ingen Regering« til demonstration med krav om »en retfærdig verden, hvor alle er lige og ikke skal undertrykkes af kapitalens politikere og politi«.

Demonstrationen er rettet mod regeringen, men samtidig kræver aktivisterne det repræsentative demokrati generelt afskaffet til fordel for »et rådssamfund, med en demokratisk styret økonomi, samt frihed til forskellighed.«

Det skriver arrangørerne i en mail sendt til Modkraft.

»Formålet med denne demonstration er, at gøre det klart, at vi ikke skammer os over kompromisløst at sige fra overfor det nuværende system og vise andre, at det også er en mulighed for dem,« udtaler en anonym repræsentant fra gruppen.

Læs om begivenheden »Ingen Regering - Vælt Regeringen« i Modkrafts kalender.

»Magtliderlige fascister«

Ifølge arrangørerne er der ingen grundlæggende forskel på den nye regering og den borgerlige, som gik af sidste år.

»Lad os dog til en begyndelse kalde dem (regeringen, red.) det, de er: magtliderlige fascister styret af de kapitalistiske magter,« lyder opsangen således i den officielle indkaldelse til demonstrationen. 

Her kan man desuden læse, at aktivisterne udover et opgør med regeringen og demokratiet, som vi kender det, også ønsker at inspirere resten af den venstreradikale bevægelse til at komme i offensiven.

»Vi er blevet sendt ind i en dvale. Hver gang vi går på gaden, bliver vi mødt af en hårdtslående statsmagt – politiet. De møder os med gas, peberspray og anholdelser med efterfølgende sigtelser, der bliver hårdere og hårdere,« lyder analysen, som fortsætter med en opfordring:

»Vi må ignorere truslen fra politiet og gå på gaden for at ytre vores holdninger og sige, hvad vi mener. Vi kan ikke lade politiet undertrykke os i deres forsøg på at beskytte de kapitalistiske magter, der styrer landet og for den sags skyld resten af verden.«

Vejen frem mod et andet samfund er dog endnu ikke formuleret i detaljer.

– Vi mener ikke, det er vores plads at diktere på vegne af andre, hvad den rigtige vej frem er i en revolutioner situation, men det er vores opfattelse, at den eneste måde reelt at opnå et samfund med frihed er, at organisere os i et rådssamfund med en demokratisk styret økonomi samt frihed til forskellighed, skriver »Ingen Regering«.

Læs en artikel om sidste års arrangement »Demonstration mod det repræsentative demokrati« hos Modkraft. 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce