Ungarns højrefløj bader i myter om en stolt national fortid - og fejrer den med festivaller, musik og folkelige arrangementer. Uddrag af bogen »Europas radikale højrefløj – bevægelser og partier på gader og i parlamenter«.
Martin Langebach og Andreas Speit har været i direkte kontakt med den radikale højrefløj i Europa – på gaden, ved manifestationer og valgkampsarrangementer, i parlamentariske forsamlinger og på højrefløjskoncerter i elleve europæiske lande.
Resultatet er bogen »Europas radikale højrefløj – bevægelser og partier på gader og i parlamenter«, der er udgivet af forlaget Solidaritet.
I et år, fra februar til december 2012, rejste Langebach og Speit til yderst forskellige arrangementer på den radikale højrefløj i Europa. De har talt med eksperter, som forsker i temaet og med ofre for højreradikal vold. De har talt med fremtrædende personer fra den radikale højrefløj og med folk, som har forladt bevægelsen.
Modkraft bringer her kapitlet om de højreradikale organisationer i Ungarn:
»Jobbik Családi Nap« reklamerer en plakat i snørklede bogstaver til fordel for en familiedag den 14. juli 2012 i Komárom. Den afholdes af den radikale højrefløjs vigtigste parti i Ungarn, Jobbik.
Provinsbyen virker lidt som en soveby og er ikke nogen højborg for højrefløjen. Ved de sidste valg opnåede partiet her lige så mange stemmer som på landsplan. Der er heller ingen konkrete problemer i Komárom.
Kun byens geografiske placering adskiller den fra andre kommuner med samme størrelse, 20.000 indbyggere. Den ligger i den nordvestlige del af landet, direkte ved Donau, som danner grænsen til Slovakiet.
For hundrede år siden var det endnu anderledes. Dengang førte broen over floden, som forbinder Komárom med Komárno, som ligger i den sydligste del af nabolandet, ikke ind i et andet land.
Men under første verdenskrig kæmpede kongeriget Ungarn som del af det Østrigsk-Ungarske monarki sammen med Tyskland og tabte og fik sit eget Versailles.
Fredstraktaten, som blev indgået i 1929 i Trianon, bestemte at Ungarn skulle afgive to tredjedele af sit territorium til sine nabolande. Halvdelen af befolkningen blev dermed til mindretal.
En marksten ved vejkanten kort før broen minder om den påtvungne deling. »Justice for Hungary« står der på engelsk: »Retfærdighed for Ungarn«. Den blev sat i 2010 på 90-årsdagen for traktatindgåelsen. Endnu den dag i dag fremkalder »skænselstraktaten«, som den kaldes i Ungarn, vrede og ikke kun blandt det radikale højre.
En pil viser vejen til familiefesten, som foregår i udkanten af byen. Omgivet af en lille fyrreskov venter der de besøgende i en gammel ferielejr med idrætsplads præcis det, som plakaten lover: underholdning for store og små.
Over et lejrbål bliver der kogt gullasch og ved en bod fås slik. En træskærer tilbyder hjemmelavede brugsgenstande og håndværkerkunst, en kvinde honning i glas af forskellig størrelse.
Ved en anden lille bod tilbereder et par Kürtoskalács um Kürtoskalács - en dessert bestående af gærdej, som vikles omkring en valse og bages over grillen. For børn er der mulighed for at lave runesmykker, male med henna eller ride på pony.
De voksne sidder sammen imens, snakker med hinanden, nogle drikker øl. En vel 15-årig dreng trækker sin far hen til en del salgsboder som tilbyder, flag, CD’er med musik fra højreradikale bands, T-shirts, kæder og lignende accessories såvel som bøger med samtidshistoriske og politiske emner.
Men for dem interesserer den unge sig ikke, han prøver at overtale sin far til at købe ham en T-shirt med påtryk af Storungarns omrids, det samme som bæres her af nogle mænd.
Motivet findes i talrige varianter og hører til det radikale højres politiske ikonografi her i landet, som badge, klistermærke, vedhæng til halskæder, husnummerskilte og netop som T-shirt.
Der er også bygget en lille scene: Et overdimensioneret foto i baggrunden viser et hav af faner. Men det er ikke de ungarske nationalfarver, der dominerer, men Árpád-fanen med rød-hvide striber på langs.
Navngiveren er storfyrsten fra det 9. århundrede, som er den tidlige forener af de magyariske stammer. Siden middelalderen blev der gjort krav på fanen fra forskellig politisk side: Dens skiftende historie dokumenteredes for et par år siden i en udstilling i Budapests holocaust-centrum. I dag er den et symbol på den politiske højrefløj.
Oven over fanehavet står der på et banner: »El innen rablók – ez az én hazám!«, »Væk røver – dette er mit hjemland!«
Jobbiks logo mangler; i stedet for nævner man Sajó Sándor som kilde for slagordet, Sajó Sándor, en ungarsk nationaldigter fra den første halvdel af det 20. århundrede. Den radikale højrefløj synes stadigvæk i dag godt om hans vers og også om Jobbik, den partipolitiske kraft bag denne samling.
Jobbik Magyarországért Mozgalom (Bevægelsen for et bedre Ungarn) blev stiftet den 24. oktober 2003. Den udsprang af en gruppe nationalt sindede katolske og protestantiske studenter, som allerede havde eksisteret i et par år.
Jobbik forstår sig selv som konservativ, radikal, national og kristelig – men deres kampagner, kundgørelser, alliancer og aktioner er mere radikale. Det handler mindre om Ungarn af i dag, end om den magyariske nation.
»En vigtig forskel«, understreger den tysk-ungarske kulturvidenskabskvinde Magdalena Marsovszky:
»Man kan blive ungarer med et ungarsk statsborgerskab. Men Magyarerne, sådan lyder det ikke kun fra den ekstreme højrefløjs side, er de ‘ægte’ ungarere, som har rødder tilbage i deres mytiske fortid. En magyarisk nation konstruerer sig på basis af afstamningsprincippet. Og ikke kun det: Bekendelsen til Magyarnismen går hånd i hånd med afvisningen af en jødisk-kristelig universalisme.«
Til Europaparlamentsvalget i juni 2004 stillede Jobbik endnu ikke op, men organiserede protestaktioner mod indtrædelsen i EU og prisgivelsen af den nationale suverænitet. Men det lykkedes dårligt for partiet at gøre opmærksom på sig selv.
Ved parlamentsvalgene i april 2006, i koalition med et andet nationalistisk parti, lykkedes det ikke at komme forbi fem procent spærregrænsen: kun 2,2 procent af stemmerne blev opnået – endnu.
Sejren gik til den socialistiske ministerpræsident Ferenc Gyurcsány's regering som dermed blev bekræftet i sit embede.
En Pyrrhussejr viste det sig: Nogle uger senere forklarede Gyurcsány på et lukket partimøde, at der var underskud på statsfinanserne, og at der måtte spares stik imod valgløfterne.
»Det sidste halvandet til to år har vi åbenlyst løjet«, understregede Gyurcsány med fyndige ord, sandsynligvis for at indlede en kursændring.
Nogle måneder senere, den 17. september 2006 offentliggjorde højrefløjsaviser uddrag fra denne tale. De skabte begrebet »løgnetale«, som efterhånden blev overtaget af alle andre – selv af de seriøse tysksprogede medier.
Skandalen udløste protester, som eskalerede to dage senere i Budapest. Demonstranter angreb politiet med sten og brandbomber, politibiler blev væltet, vandkanoner gik i brand.
Endelig stormede demonstranter det statslige tv-stations bygning. Udsendelserne måtte indstilles i 80 minutter. Over 200 mennesker kom til skade, mere end halvdelen var politibetjente.
Protesterne strakte sig over flere uger, opildnet af højreradikale grupper. Jobbik profiterede deraf: 2006 blev et skæbneår – Magyar Gárda (Den Magyarische Garde) blev stiftet: På initiativ af partiet blev den 25. august 2007 de første 56 mænd, iført egne uniformer, taget i ed som gardister direkte foran statspræsidenten László Sólyoms embedsbolig.
»Tallet er ikke tilfældigt. Det har symbolsk betydning og et budskab«, forklarer Gábor Vona, Jobbiks formand og ny formand for gardens bærende organisation.
Den symbolske betydning, som han hentyder til, sættes i forbindelse med revolutionen i 1956, helt i dens tradition forstår garden sig som ‘befrielsesgarde’.
»Bevægelsen Den Magyarische Garde er måske vores sidste chance, hvis vi vil, at nationen skal overleve«, besværger Vona tilhørerne på borgen i Budapest.
Denne paramilitære enhed blev hurtigt kendt gennem provokerende marcher i Roma-kvarteret, hvor den agerede beskyttelsesmagt for den magyariske befolkning.
Sigøjnerfjendtlighed er også et tema, som kan bruges til at føre politik på i Ungarn. Sådanne stereotyper er udbredt i hele samfundet. Årsagen til afvisningen af romaer, mener Tibor Derdak, har tit social bagrund.
Fjendtligheden er mere rettet mod de socialt marginaliserede end mod dem, som har arbejdet sig op.
Derdak er direktør for Dr.-Ámbédkar-Gymnasiet i Sajókazai en lille landsby i nordøst Ungarn. Det er den eneste skole af sin slags i Ungarn: Indehaverne og lærerne er buddhister, som ser en højere skoleuddannelse som mulighed for romaerne til at komme ud af fattigdommen.
Romaernes sociale elendighed er forfærdende i den 3.000 sjæle store kommune. De lever i udkanten af landsbyen som regel uden strøm og rindende vand. I midten af en husrække forsyner en gammel hånddreven vandpumpe flere hundrede beboere; om vinteren er den tit frosset til.
Jobbik står stærkt her. For partitilhængerne er det klart: De er selv skyld i deres elendighed; romaerne er af natur kriminelle og arbejdssky.
Den Magyariske Garde voksede hurtigt og i dens skygge Jobbik.
Andrés Zigoni, politisk rådgiver ved Political Capital i Budapest forklarer, at dannelsen af den paramilitære organisation blev startskuddet til oprettelsen af Jobbiks lokale grupper – partiet, som har betegnelsen 'bevægelse' i navnet, blev faktisk til en.
I juli 2009 blev garden forbudt ved dom, fordi den målrettet hetzer mod mindretal, specielt romaer, og samtidigt skræmmer dem.
Følgelig forsvandt garden fra det offentlige rum: At bære dens uniform bliver straffet med op til 50.000 forint.
Men efter at de første overtrædelser ikke blev strafforfulgt, er garden for længst igen repræsenteret i det offentlige rum – også her til sommerfesten.
På gaden står en ung mand i uniform. Sorte bukser, hvid skjorte, hue – ingen jakke, det er en strålende smuk sommerdag. Han ser, om alle parkerer rigtigt.
Ved indgangen står flere gardister, også unge folk, næppe ældre end tyve år, tre mænd, to kvinder. De fungerer som adgangskontrol, selvom det ikke er nødvendigt.
Sit politiske gennembrud fik Jobbik ved valget til Europaparlamentet i juni 2009.
Partiet opnåede 14,8 procent af stemmerne. Med tre mandater holdt de indtog i Strassbourg.
EU afviser partiet. Ved en demonstration foran Budapests parlament i januar 2012 afbrændte Jobbiks tilhængere på scenen EU's blå fane med de 12 stjerner.
Resterne hænger endnu nogle måneder senere på partikontoret i hovedstaden, ved siden af et maleri, som viser Miklós Horthy. Den tidligere rigsforstander som regerede fra 1920 – 1944, var helt igennem antisemit og førte en stærkt nationalistisk og revanchistisk politik.
Hans mål var bl.a. genetableringen af Storungarn. Allerede i 30'erne nærmede han sig Mussolinis fascistiske regime og tilsluttede sig 1940 aksemagterne Tyskland, Italien og Japan.
For den radikale højrefløj er Horthys æra en »gylden tidsalder«, siger Áron Szele, historiker ved Central European University i Budapest.
»Storungarn var dengang allerede splittet, men landet, eller rettere befolkningen under rigsforstanderen, var enige om at ville genetablere den gamle storhed«, således forklarer han den fascination, som diktatoren udstrålede.
»Det bedre Ungarn, som Jobbik tilstræber, er dette angivelige folkefællesskab.«
På trods af disse synspunkter er partiet i øjeblikket den tredjestørste politiske kraft i det ungarske parlament.
Ved parlamentsvalgene i 2010 stemte 12,8 procent af borgerne på dem. Siden da har de kunnet etablere sig endnu mere.
De sidder i mange kommunale udvalg. Nogen steder har de borgmesterposten.
Deres succes skyldes også deres permanente tilstedeværelse med demonstrationer, arrangementer, koncerter, diskussioner, fester.
Nogle gange møder flere tusind op, f.eks. da partiet sidst i april 2012 inviterede til en tre-dages »national picnic« med taler, koncerter, opvisningskampe på Budapests største ø.
Ved familiedagen i Komárom er der ikke helt så mange – ca. 300 interesserede kigger forbi i løbet af dagen.
Nogle er blevet lokket af meddelelsen om, at partiformanden Gábor Vona vil komme forbi. Den 33-årige har været politisk aktiv siden sin studietid. Han har tidligere været medlem af Viktor Orbáns konservative Fidesz, men også i den ungdomsorgansation som er udsprunget af Jobbik.
Som lærer har han kun arbejdet kort tid, siden 2006 har han været Jobbiks formand, og han er i de seneste år blevet partiets mest kendte ansigt.
Mens han slentrer over den lille plads her ved familiedagen sammen med kone og barn, træder der hele tiden folk hen til ham, giver hånd og sludrer. Han er ikke kommet for at holde en tale, understreger han i samtalen. Dette er en familiefest og han vil ikke stille sig i forgrunden, men vise, at han er et menneske lige som alle andre.
Sammen med andre mænd fra sit parti deltager han i en fodboldturnering, som strækker sig hen over hele eftermiddagen. På den betondækkede bane spiller han først i forsvaret, bagefter i angrebet; først mod et hold fra den lokale partiforening, så mod andre, som har tilmeldt sig turneringen.
Hans holdmedlemmer bliver udskiftet, men Vona bliver på pladsen. Hvis ikke der var nogen, som af og til tog billeder af ham, kunne alle tro, at han var en almindelig spiller.
Helt bevidst sætter Jobbik sig i scene her som modsætning til landets etablerede partier. Under spillet i solen sveder Vona lige som alle andre – det indirekte budskab: »Vi fra Jobbik er helt normale mennesker af folket – de andre partiers politikere er det ikke«.
Imens starter det alternative program på scenen. Dr. Tibor Varga er konferencier. Han kræver, at man beskytter sit eget - det magyariske. Og dets rødder bliver han ikke træt af at understrege.
Kun få lytter, det er det for varmt til her tidligt på eftermiddagen. Interessen vokser, da et folkloreband træder ind på scenen.
Men nu trækker der skyer op. En byge overskygger den lokale ungdomsdansegruppes optræden, de kommer til at glide på scenen. Ikke kun de stolte forældre klapper.
Hvis det ikke var for Jobbiks faner og anden politisk symbolik, kunne det være et helt almindeligt familietræf. Regnen bringer kulde med sig, og mange besøgende forlader festen.
Programmet reklamerer dog endnu for flere rockbands, og som hovednavn József Kalapács. Halvtreds år er den gamle hard-rocker, som havde sin storhedstid i 1980'erne og 1990'erne.
Da han betræder scenen, gør hans lange krøllede sorte hår ham yngre. De tilskuere, som er blevet på trods af regnen er begejstrede, specielt da han istemmer »Székely Himnusz«. Denne vemodige sang, som blev forfattet i 1921 efter traktatunderskrivelsen i Trianon, er vel den vigtigste sang i Ungarn efter nationalmelodien.
I sangen beklager man tabet af Transsylvanien – i det nuværende Rumænien – og kræver, at regionen igen bliver forenet med moderlandet.
Under kommunismen var denne hymne forbudt. Ønsket om genforening forblev dog tilstede i befolkningen, ligesom nationalistiske og antisemitiske forestillinger.
Styrkelsen af højreradikale grupperinger efter omvæltningen i 1989 kom ikke af ingenting. I mange år forblev højrefløjen splittet og uden parlamentarisk succes – indtil 2006, Jobbiks skæbneår.
Også regeringspartiet Fidesz' opsving kan tilbageføres til efteråret samme år. Dengang kunne Viktor Orbán vinde gaden for sig.
I 1988 havde han som 24-årig stiftet partiet. Forkortelsen står for Fiatal Demokraták Szövetsége (Forbundet af Unge Demokrater).
I starten var de liberale. Men allerede efter parlamentsvalget i 1994 foretog man en kursændring hen mod værdikonservative standpunkter. Året efter foretog man en navneændring til Fiatal Demokraták Szövetsége – Magyar Polgári Párt, Fidesz (Ungarsk Borgerligt Parti).
I forbund med to andre konservative partier vandt Orbán i 1998 for første gang parlamentsvalgene og blev ministerpræsident.
Allerede dengang satsede han på en renationalisering af politikken. Men fire år senere tabte han mod udfordreren Ferenc Gyurcsány.
Ved at mobilisere gaden lykkedes det i efteråret 2006 Orbán at gøre politisk comeback – ved kommunalvalgene endte han som sejrherre. Snedigt præsenterede Fidesz sig som alternativ til den socialistiske regering, det eneste værn mod tilbagevenden til kommunismen.
I forbund med det konservative KDNP vandt partiet ved valgene til Europaparlamentet 2009 56,4 procent af stemmerne og 14 af de 22 mandater.
Et år senere fulgte en endnu større triumf: Ved parlamentsvalgene i april vandt forbundet 263 ud af 386 mandater og råder sidenhen over to-tredjedeles flertal i parlamentet.
Og partiet udnytter sin magt: Det iværksatte nationaliseringer på såvel symbolsk som på politisk niveau. Dagen for underskrivelsen af traktaten i Trianon den 4. juni 1920 er nu en mindedag »Dagen for national enhed«.
Nabolandenes nationale mindretal har fremover ret til at stemme om Ungarns regering – Orbán håber ikke med urette, at det kan betale sig for ham.
Parlamentet vedtog en »politisk deklaration om nationalt samarbejde«, som skal hænge på samtlige statslige institutioner.
»Den Ungarske nation har indtil foråret 2010 samlet sin vitalitet og fuldført en revolution i stemmeboksene«, hedder det i teksten og videre: »Parlamentet erklærer, at ved valgene i april er der etableret en ny samfundskontrakt, med hvis hjælp ungarerne har stiftet et nyt system, 'det nationale samarbejdes system'.«
Hvordan det ser ud, viser talrige lovændringer. Regeringen prøver eksempelvis på at omdanne medielandskabet, den har oprettet en ny myndighed, som skal kontrollere den fjerde magt – stillingerne blev besat af egne betroede.
Med en ændring af nomineringsproceduren for forfatningsdommere og af pensionsalderen for dommere og statsadvokater håber regeringskoalitionen at kunne præge den dømmende magt.
Og til sidst ændrede de med deres flertal forfatningen: Der tales ikke længere om Republikken Ungarn i præamblen. Nu hedder det, ligesom før kun Ungarn, nationen bliver ophøjet til den største værdi.
Fidesz' verdensbillede har taget form: »Som næsten ingen anden forfatning i Europa gør den det herskende partis ideologi obligatorisk og udskiller totalt værdierne fra de andre politiske lejre«, skriver Herbert Küpper, forretningsfører i Institut for Ostrecht, i en analyse af den nye forfatningstekst.
Internationalt blev regeringen Orbán voldsomt kritiseret for denne massive statsforandring. Selv fra det europæiske folkeparti, som Fidesz er medlem af siden 2000, blev den i begyndelsen stille kritik stadig mere voldsom.
Elmar Brok, MEP for CDU og præsident for det tysk-ungarske forum finder dele af den nye forfatning »ikke-kompatibel« med de europæiske værdier.
I januar 2012 indledte EU kommissionen en proces mod Ungarn for krænkelse af EU-traktaterne henholdsvis tilsidesættelse af de i EU-traktaten nedfældede værdier.
Også i landet vokser protesterne. Trods alt har folks sociale situation ikke forandret sig.
Momsen blev hævet fra 25 procent til 27 procent, den højeste takst i hele EU. De laveste indtægter rækker næppe til at overleve på. Arbejdsløsheden stiger. Staten har hårdt brug for økonomisk hjælp fra EU og den Internationale Valutafond. Det kræver indrømmelser fra Fidesz.
Kritikken fra højre møder regeringspartiet med et forsøg på at spille på de nationalistiske tangenter. Iagttagere frygter at det kan være Jobbik, som profiterer politisk på denne situation som kompromisløst alternativ – borgernær til familiefester og andre steder uden afstand til neo-nazister og neo-fascister.
»Javel, hr, general« skingrer en kraftig skinhead midt i trediverne hen til en gruppe tyskere, som her i juli 2012 orienterer sig ved Jobbiks ungdomsinformations bod på Magyar Sziget, Ungarns største radikale højrefløjs open-air-festival.
Han er tydeligvis glad for at kunne bruge sine få tyske ord. Man smiler til ham. Han løfter højre arm til den fascistiske hilsen og larmer: »Jøder Auschwitz gaskammer«, og han stråler over hele sit runde ansigt.
Han må være sig bevidst over ordenes betydning, immervæk bærer han Hitlers kontrafej på sin T-shirt. Jobbiks unge folk virker hverken imponerede, irriterede eller beskæmmede.
De vender sig igen til samtalen med tyskerne. Rundt regnet 1.000 besøgende trækker Magyar Sziget denne sommer til den lille kommune Veröce. Stedet, kun godt en times bilkørsel fra Budapest, klynger sig malerisk op ad Donauflodens breder.
De fleste tilstedeværende er under 30 år, og nogle regner sig for at tilhøre det højreorienterede skinheadmiljø. Flertallet er ikke særligt iøjnefaldende, unge mennesker, som man møder alle vegne i Ungarn.
Deres politiske ståsted markeres med nationalistiske T-shirt motiver eller tøj fra den hjemlige højrefløjs mærke Harcos, på dansk: Kriger.
Det er ikke Jobbik, som organiserer festivalen, men den nationalistiske Hatvannégy Vármegye Ifjúsági Mozgalom (HVIM) Ungdomsbevægelsen Fireogtreds Komitate. Navnet henviser til det tidligere Storungarns antal af regioner (komitate).
Også de anser traktaten fra Trianon som uretfærdig og vil forene det splittede Ungarn som en nation, står der skrevet i deres stiftelsesmanifest. Med mindevagter, arrangementer og demonstrationer bringer de temaet ud i offentligheden.
I dag tæller organisationen mere end tusind medlemmer, nogle også blandt det ungarske mindretal i Slovakiet, Kroatien, Serbien og først og fremmest i Rumænien.
Allerede få måneder efter dens grundlæggelse organiserede HVIM i sommeren 2001 et nationalt ungdomstræf. Det var udgangspunktet for den nuværende magyariske øfest.
Den er faktisk det nationalistiske modstykke til Sziget, Ungarns, henholdsvis hele Østeuropas største rockfestival.
Helt bevidst satser den nationalistiske gruppering på en blanding af kultur og politik; på programmet står foredrag, diskussionsrunder, historiske opvisninger og bands, som spiller højreorienteret musik.
I 2006 kom der titusinder af besøgende, men det er gået tilbage de sidste år.
»Krisen har skylden for, at der nu er så få«, siger en af organisatorerne.
Efter vesteuropæiske forhold er prisen for entré, mad og drikkevarer rimelige, men ungarerne har næsten ikke råd til det. Indtægtsniveauet er betydeligt lavere og ungdomsarbejdsløsheden høj; over 28 procent af de 15-24 årige leder efter et job.
Jobbiks ungdomsafdeling har bygget deres informationsstand i udkanten af en fodboldbane. De prøver at motivere unge mennesker til samarbejde og gøre reklame for partiets målsætninger. Som gimmick kan man få en foldbar nylon-frisbee med ungdomsorganisationens logo.
Et par meter længere henne står en del salgsboder. Udbuddet omfatter de sædvanlige cd'er af populære ungarske højreorienterede bands, flag, T-shirts med politiske slogans eller tilsvarende symbolik og bøger.
Dens indhold kan afkodes med et kort kig: Nogle forsidebilleder viser kæmpende soldater fra nationalsocialismen, andre klassiske antisemitiske karikaturer. Fjendebilledet jøder lever i Ungarn i bedste velgående.
På hjemmesider ytres fordommene aggressivt og tit i en vulgær tone, mens der i aviser og tidsskrifter, selv i 'konservative', regeringen nærtstående publikationer, benyttes antisemitiske pseudonymer.
Det er for at bringe liberale og venstrefløjs-intellektuelle, kunstnere og politikere i miskredit, men også udenlandske firmaer, investorer og NGO'ere.
»Den gamle og den nye antisemitisme findes samtidigt«, understreger János Gadó, fra den jødiske månedsavis Szombat.
»Anklagen om at jøderne myrdede Kristus, hører jeg ikke længere, men derimod, at de myrder kristne børn. Disse ritualmordforestillinger bliver igen i dag udnyttet politisk. Dertil kommer mange sammensværgelsesteorier, hvorefter jøderne eller mere moderne den jødiske kapital eller Israel vil tilegne sig landet«.
Der har altid været udenlandske gæster på ø-festen, og der har optrådt bands fra andre lande, men i grunden var det en fest for den ungarske radikale højrefløj. Nu søger organisatorerne at samarbejde med kammerater hen over grænserne.
I 2012 organiseredes for første gang Boreal-festivalen, som varer to dage og foregår samme sted som Sziget, og hvortil der eksplicit inviteres gæster fra udlandet.
Der reklameres for begge arrangementer i fællesskab; arrangørerne, salgs- og madboder er de samme, og det er publikummet for de flestes vedkommende også.
Den eneste forskel er at bidragene på programmet er mere adskilt i internationale og nationale temaer.
»Det er godt at se jer her«, glæder moderatoren sig og kigger ned langs bordet.
»Det er første gang i Magyar Sziget historie, at vi har organiseret så stor en konference.«
Ni mænd, de fleste ikke engang 30 år sidder i halvkreds i det centrale festtelt, et gammelt cirkustelt. Blandt dem er László Toroczkai, HVIM’s grundlægger.
Foran dem sidder rundt regnet 150 tilhørere, som gerne vil lytte til meningsudvekslingen mellem nationalister fra forskellige europæiske lande. Én efter én præsenterer diskussionsdeltagerne deres organisation – på engelsk, oversat af tolke.
Kort får forsamlingen noget at vide om det spanske Democracia Nationals (ND, Nationalt Demokrati) politik og det polske Mlodziez Wszechpolska (Alpolens Ungdom) bliver gjort fortrolige med situationen i Frankrig af partiet Renouveau Francais (Fransk Fornyelse) og får indblik i den norske højrefløjs lejr ved chefredaktøren for avisen Målmannen.
Et medlem af den svenske ungdomsorganisation Nordisk Ungdom skitserer den politiske udgangssituation i sit land, den kroatiske delegerede fra partiet Hrvatska Cista Stranka pava (Rettens kroatiske parti) overbringer hilsner fra sin formand og repræsentanten for den flamsk-hollandske organisation Voorpost (Forposten) fortæller, at det er sjette gang de deltager i Magyar Sziget.
Den største opmærksomhed høster Roberto Fiore med det han fortæller fra Italien.
Han har i over 30 år været aktiv på den radikale højrefløj og fungerer i dag ikke kun som formand for det italienske parti Forza Nuova (Den nye kraft) men også som præsident for European National Front.
Toroczkai fantaserer bagefter meget alment og lidt konkret om den fælles »internationale fjende«. Så foreslår han som modstrategi stiftelsen af et nationalistisk europæisk parlament, et højre-alternativ til Strassburg – med Fiore som formand.
Den 53-årige føler sig beæret, men tager imidlertid forbehold vedrørende indholdet. For ham er det vigtigt at skabe bevidstheden om en fælles sag.
Og tilsvarende hedder det i en fælles offentliggjort udtalelse: »Vi har sammen aftalt, at vi i fællesskab vil kæmpe mod vores fælles globale fjende og for beskyttelsen af vores traditionelle værdier.«
Det skal gennemføres ved at man inviterer hinanden til centrale demonstrationer i de forskellige lande, og at man en gang om året mødes på den nyetablerede Boreal-festival.
Alt imens lover aftenerne på denne for første gang afholdte festival specielle højdepunkter – optræden af to internationalt kendte højrefløjsbands, som ikke kunne være mere forskellige: Kategorie C fra Bremen, kommer fra den nordtyske hansestads højreorienterede hooligan miljø.
Navnet henviser til politiets inddeling af fodboldtilhængere i grupperne A, B og C. Til den sidste gruppe regner politiet den slags tilhængere, som går målrettet efter voldelige konfrontationer.
Bandets musikere er kraftige af bygning, har kort hår – i modsætning til Boreal-festivalens anden star, den svenske rockmusiker Saga. Hun er iført mørke stretchcowboybukser og en hvid top: Langt blondt hår falder over hendes skuldre.
Saga, med det borgerlige navn Linda Eriksson, debuterede med bløde coverversioner af det britiske rockband Skrewdriver. Hun blev hurtigt kendt også udenfor sit hjemland.
I 2011 fik den dengang 35-årige svensker overskrifter, som ikke faldt i hendes smag: Det blev offentligt kendt, at hun havde en helt speciel fan, den norske massemorder Anders Behring Breivik.
I hans manifest 2083 A European Declaration of Independence (2083 En europæisk uafhængighedserklæring) skriver han:
»Saga er en vovet musiker, den mest talentfulde patriotiske musiker i den engelsksprogede verden.«
Og tilføjer: »For alle dem blandt jer, der ligesom mig hader ‘metal’ er Saga en af de få disponible kilder til førsteklasses patriotisk popmusik med brillante tekster«.
Til alle »revolutionære konservative«, som han ofte taler om i sit manifest, anbefaler han hendes musik til motivation: »Lyt ikke bare til musikken, lær også teksten. Det har fungeret godt for mig og det vil sandsynligvis fungere på samme måde hos dig«.
Fem dage efter Breiviks attentater, den 27. juli 2011, distancerede Saga sig fra hans handlinger.
På sin hjemmeside skriver hun: »Min musik er tænkt som et positivt skridt frem for at fejre vores identitet og at skabe en positiv kultur og at fremkalde en politisk forandring.«
På Boreal-festivalen i 2012 hylder gæsterne svenskeren ligesom året før ved hendes første optræden på Magyar Sziget.
Denne koncert vil først og fremmest blive husket af Chris Hurst. Et britisk fjernsynsteam filmede British National Party’s (BNP) Londons-landssekretær undercover, mens han viste Hitlertegnet under afsyngningen af »Tomorrow belongs to me« - i hans hjemland gav det overskrifter, i Ungarn lagde næsten ingen mærke til det.
Han var heller ikke den eneste med løftet højre arm. Denne racistiske sang er en klassiker for de højreorienterede bands, skrevet af Ian Stuart Donaldson, sangeren fra det neo-nazistiske band Skrewdriver og stifteren af netværket Blood & Honour.
Ved svenskerens nylige optræden i 2012 var der ingen efterspil – arrangørerne havde udstedt et film-og fotografiforbud efter denne skandale.
I dagene efter Boreal, drejer øfestens foredrag, samtale- og diskussionsrunder og koncerter sig udelukkende om den magyariske sag.
Inviteret er også Gábor Vona, som torsdag eftermiddag sammen med Tibor Baranyi diskuterer Ungarns fjender.
Tibor Baranyi viser sig veltalende og udstyret med en knivskarp tunge; han er fortrolig med de klassiske radikale højrefløjsudgivelser: Han har f.eks. oversat Julius Evolas værker til ungarsk, Evola er nok Italiens vigtigste fascistiske kulturfilosof i det 20. århundrede.
Nationens fjender er den tidligere socialistiske regeringschef, som ligner djævlen, de liberale og sågar Fidesz, som gør alt for at opnå kreditter fra EU. Orbáns parti er ikke andet end håndlangere.
Vona derimod undgår den slags tydelige ord. Ingen fjendedefinition, men nærmere pessimisme:
»Vi skal være forberedt på at man før eller senere vil fjerne eller likvidere os«, maler han sort.
Hvem det er, som tragter nationens forsvarere efter livet, lader Jobbiks formand stå hen i det uvisse. I stedet for, understreger han, viser denne trussel at »vi er på rette vej«.
En time lytter ca. 200 højrefolk til diskussionen, som nærmest kan betegnes som en samtale mellem moderatoren og de to gæster.
Vonas rolige tilbageholdende facon virker godt, specielt hans afgrænsning overfor de andre politikere:
»Hvis jeg kigger på de succesrige politikere i parlamentet, så... Jeg kan ikke påstå, at jeg lider af mindreværdskomplekser, men jeg fornemmer at jeg ikke tilhører den samme race som dem. Ekshibitionismen og pragmatismen mangler jeg fuldstændig. Men det er min fordel, for derfor fjerner jeg mig ikke fra verdenen.«
I en del år hører historiske opvisninger til Magyar Szigets program. Derfor undrer ingen sig over, at to mænd med lette skridt løber over græsplanen, iført SS-uniform. Den ene bærer en karabin på skulderen, den anden en maskinpistol.
De går hen mod en gruppe med samme uniform, som har lagt et lille arsenal af våben frem foran sig. Glade forklarer de de tekniske detaljer og går gerne med til at blive fotograferet.
Forestillingen er et fast programpunkt og skal anskueliggøre landets historie. Der bliver ikke reflekteret kritisk over den nationalsocialistiske fortid. Man er stolt over, at ens egne bedstefædre kæmpede sammen med værnemagten mod Den Røde Hær eller oveni købet frivilligt tjente i Waffen-SS.
Hvert år på »Ærens Dag« demonstrerer den ungarske højrefløj offentligt denne samhørighed.
Siden 90’erne mindes neo-nazister i starten af februar ungarske og tyske soldaters udbrud fra den Røde Hærs omringning ved Budaer Burgberg i 1945. 40.000 af dem døde dengang.
I flere år blev arrangementet organiseret af den ungarske Blood & Honour-kulturforening Vér és Becsület Kulturális Egyesület, indtil den blev forbudt i 2005. I deres sted trådte andre bl.a. HVIM, som organiserer Magyar Sziget.
I mindearrangementet deltager altid kammerater fra andre europæiske lande – Tyskland, Holland, Østrig, Schweiz, selv delegationer fra Frankrig og England.
Indtil 2009 foregik mindehøjtideligheden midt i Budapest på heltepladsen. Politiet afspærrede omhyggeligt det nationale monument for de mere end tusind højrefløjsfolk, som marcherede i rækker på to, holdt taler og nedlagde kranse.
Men så blev afholdelsen af arrangementet på denne plads forbudt og foregår nu i nærheden eller i udkanten af hovedstaden. Deltagerantallet faldt med det samme.
Den 11. februar 2012 deltog 150 nynazister, først og fremmest fra Ungarn, men også igen en delegation fra Tyskland.
»Det, der engang blev forsvaret af vores fædre og bedstefædre, skal i dag først erobres tilbage af os. Europas befolkninger er ikke fri. Vores kultur og identitet trues og bekæmpes af de samme fremmede magter som dengang«, understreger Matthias Fischer i bidende kulde, han er repræsentant for Freies Netz Süd og den Tysk-Ungarske vennekreds.
»Venskabet mellem vores lande er forlængst beseglet. Denne jord har opsuget tysk og ungarsk blod tusinde gange og har derved forenet os for altid. Vi unge plejer denne arv med et inderligt venskab og betegner os stadigvæk i dag som våbenbrødre. Jeg selv er her på fjortende år og stadfæster dermed det tysk-ungarske venskab«, tilføjer den 35-årige.
Interessen for våbenskuet holder ikke længe. Uniformerne er reproduktioner og våbnene af russisk oprindelse, spotter nogen.
I stedet frister en Mixed-Martial-Arts konkurrence Magyar Szigets besøgende i det udtjente cirkustelt. I midten er der bygget en rund ring, omkranset af et stabilt to meter højt telt.
Nogle af de store muskuløse mænd, som deltager i kampene, er medlemmer af Betyásereg, De Lovløses Armé. Med dette navn fortsætter de traditionen efter Ungarns outlaws fra det 18. og 19. århundrede, som i mange historier beskrives i romantiske vendinger.
»I vores øjne er republikkens love ikke ret meget værd«, hedder det i organisationens selvforståelse.
»Ligesom de tidligere betyarer blev vi tvunget af magthaverne til at finde vores plads udenfor loven. Vi er derfor stolte tvangsbetyarer. Vi accepterer ingen dobbeltmoral, ingen undertrykkelse, intet fremmedherredømme. Som sønner af Puszta-folket er vi født som frie mennesker, og selv i slaveriet er vi frie. Vi tror på gud og de gamle uskrevne love, holder os til betyarernes æreskodeks og forråder aldrig hinanden.«
Skarens symbol består af to langskaftede økser over kors og foran dem et dødningehoved iført en hat magen til dem, som blev båret af de lovløse.
Nogle af de kæmpende bærer dette logo på deres sorte hættetrøjer omkranset af truslen: »Ne bántsd a magyart, mert pórul jársz« - »Rør ikke Magyaren, ellers vanker der!«
De Lovløses Armé er ikke en kampsportsforening, men en militant gruppering, som er oprettet for at beskytte dens egen nation og magyarerne.
»Oprettelsen af Betyársereg og andre lignende garder er vigtig, fordi vi skal forberede os på fremtiden«, understreger László Toroczkai fra HVIM.
»Til den tid hvor der hersker det fuldkomne anarki, og vi skal forsvare vores familier og ejendom mod bevæbnede horder. Men vi har også brug for garderne, når de opildnede masser har brug for en leder.«
Med ‘andre lignende garder’ hentyder Toroczkai til dem, som bevæger sig i Jobbiks nære miljø. Men man taler gerne ondt om dem overfor Betyásereg.
»Dem fra den Magyariske garde kan jo ingenting«, morer nogen sig, da en af de kæmpende fra de lovløses rækker går i ringen.
»Garden optager alle, ung, gammel, tyk, tynd, mænd og kvinder«, tilføjer han.
»Når det går hårdt for sig, løber de,« underforstået: Det gør Betyárseregs mænd ikke.
Tidligere har den Magyarise Garde prøvet at skræmme romaerne med deres blotte tilstedeværelse, mens de 'lovløse' altid har søgt den direkte konfrontation. Det har de rustet sig til, som opvisningskampen viser.
Par efter par går ind i ringen. Stemningen bliver mere og mere ophidset. Slag og sparkene hagler ned ledsaget af råbene fra hundreder af munde: »Ria, ria Hungaria!« – »Fremad, fremad Ungarn!«
Det er ikke svært at forestille sig, hvad der sker, når de støder på ‘folkets erklærede fjender’.
Magyar Szigets og Boreals dage slutter med musik.
I teltet optræder nu de store navne fra det hjemlige højreradikale musikmiljø; bands som Historica, Kárpátia, Radical Hungary, Titkolt Ellenállás og Romantikus Eröszak. Der findes dusinvis af denne slags grupper i Ungarn.
Nogle lyder som lignende bands fra andre lande og er derfor kendt over landegrænserne. Succes hjemme har de bands, som blander rock med folklore, så som Csillag Sólyom fra hovedstaden.
Efter at kamparenaen er pillet ned betræder bandet scenen, fem mænd og en kvinde. De begynder at spille – lette melodier, flerstemmig sang.
Publikum er tryllebundet, stemningen stiger hos mænd og kvinder.
En pige kommer op på scenen, nok sangerens datter, endnu ikke fyldt tolv år. Hun istemmer en patetisk, men stemningsfyldt sang:
»Oh, Magyarland, hvorfor er du så ulykkelig? Oh Magyarland, hvorfor skinner solen ikke på dig?«
Begejstret klapper publikum i takt og synger med. Nogle løfter armen og heiler.
»Oh Magyarland, føler du det, jeg føler? Det ville være godt, hvis du vågnede«, ønsker den lille.
Og fra mange hundrede munde lyder det i natten:» Vågn op, vågn op!«
Artiklen er uddrag af bogen: »Europas radikale højrefløj – Bevægelser og partier på gader og i parlamenter«, som er udgivet på forlaget Solidaritet.
Bogen kan købes for 100 kroner på forlagets hjemmeside.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96