Uklarheder står i kø i forslagene til principprogram for Enhedslisten

Enhedslistens afholdt den 9. marts 2014 en delegeret-konference i Nørrebrohallen for at diskutere og stemme mellem de forskellige forslag til nyt principprogram. Den skulle afgøre, hvilke af de fire forslag, der forelå, der sammen med ændringsforslag (der kunne samle minimum 20% opbakning på konferencen) sendes videre til partiets årsmøde i maj måned til endelig vedtagelse.

Oven på Oscar-uddelingen ugen før, var der ikke meget hverken spænding eller glamour over konferenden. Den forventede vinder blev hovedbestyrelsens programforslag.

Men det blev bestemt ikke til prisen for bedste instruktion, men tværtimod en sejr fulgt af vrede over processen, manglende tid og modtagelse af papirer, manglende inddragelse af kræfter og bevægelser udefra i debatten – og simpelthen manglende diskussion blandt medlemmerne på grundlag af optrukne klare linjer.

Denne manglende klarhed og konsekvens skyldes blandt andet strudsepolitik. Flere af forslagene undlader at sige noget - - og helst noget klart og utvetydigt – om vigtige principper, for hvordan man vil tackle problemer for overgang fra kapitalisme til socialisme.

Dette gælder ikke mindst hovedbestyrelsens forslag. Det er dog blevet klarere på i hvert fald ét spørgsmål: om det er i politiske bevægelser og klassekampen eller i staten, at sporene til socialismen er lagt.

Hovedbestyrelsens flertal valgte at betegne opbygningen af en offentlig sektor og ikke profit-orienterede økonomiske foretagender som kimen.

Den kan uddybes og nuanceres, men det er kerne-uenigheden inden for, hvad man overhovedet vil gå med til at sige om overgangen til socialismen.

Alle andre overgangsproblemer, som international revolution, modstanden mod revolution osv. er blanke sider.

Det er socialismeforståelsen desværre også. Det er helt uklart, hvornår man forestiller sig, at man gnidningsfrit har fået så mange demokratiske reformer, både på politiske og økonomiske områder, til at man kan tale om socialisme.

Men som alle socialistiske tankeretninger, der har villet bruge den borgerlige  stat som instrument, er det her forslag udtryk en utopisk tankegang, der aldrig vil kunne gennemføres.

Det andet programforslag, som konferencen desværre vedtog at videresende, kalder sig »Det Enkle«. Selv om »Det Forenklede« ville være mere ærlig varebetegnelse: Moses kom ned for at føre folket med ti bud på to stentavler. Vejen til en anden verden klares her med 11 teser på to A4sider.

Hovedbestyrelsesforslagets manglende debat om overgang til socialismen er politisk undvigelsesmanøvre. Men de tomme stentavler i de 11 bud er .. ynkelige. De undlader eksplicit »den præcise formulering af statens rolle og den revolutionære forandring/omvæltning. Vi mener ikke, at dette spørgsmål er afgørende i dag, og slet ikke en skillelinje (for), hvem Enhedslisten skal omfatte.«

Forslaget går altså ikke blot ud på ikke at anse en revolution i et aktuelt perspektiv – en klassisk undskyldning for at forlade revolutionære  principper. Men det vil tilpasse programmet til principper for de medlemmer, man ønsker at tiltrække.  

Hvordan kan folk, der vil tages seriøst, påstå,  at statens rolle ikke er afgørende i dag, når de vil udfordre staten på det centrale velfærdsområde og udfordre den nyliberalisme, som de statsbærende centrum-venstre partier ser som deres opgave at udføre – og dertil sige, at revolutionære omvæltninger/forandringer ikke er aktuelle, når man er omgivet af forsøg på og kampe for forandringer og forsøg på omvæltninger af forskellige typer de sidste par år?

Det kan se ud som om forslagsstillerne ikke vil udfordre de ønskede nye medlemmer af et bredt antikapitalistisk Enhedslisten! For Enhedslistens nye rolle skal i forenklingsforslaget være at rumme »alle venstreorienterede«, som vil kæmpe for velfærd og mod nyliberalisme.

Selv om vægten lægges på at kæmpe (det er jo desværre i antale ikke så mange i dag) er det både revolutionære og reformister, der inviteres indenfor i partiet.

Men et revolutionært parti er jo ingen lejer- eller fagforening, heller ikke når det bliver et masseparti.

Netop her i marts 2014 er det 30-året for den hårdeste arbejdskamp i engelsk historie, den store minearbejderstrejke 1984-85. Den led et nederlag, som banede vejen for Thatchers nyliberale politik, der forvandlede staten til en konkurrencestat med udlicitering, outsourcing, privatisering mm.

Programmet peget på et meget vigtigt felt for velfærdskampen, som er meget enkelt og selvfølgeligt:  fagforeningerne skal være stærke, kampduelige og uden pamperi.

Men principper for holdningen til fagbureaukratiet, springer det let hen over, selv om det er en vigtig faktor i netop kampen mod nyliberalisme.

Det skyldes blandt andet, at fagbureaukratiet er bundet til den socialdemokratiske tro på, at en velfungerende kapitalisme er forudsætningen for velfærd og reformer.

Da forfatterne til det forenklede forslag har deres erfaringer fra faglige organisationer, kunne man ellers forvente en realistisk og ærlig holdning – i stedet for tavshed.

Askepot kan i eventyret måske nok komme til bal ved at klippe en hæl og skære en tå, , men der kommer altså ikke noget principprogram ud af det.

Principper for kamp mod stat og for omvæltning er affødte af, hvordan man opfatter disse. Det er principper, der derfor må til i kampen.

Det er højst mærkværdigt, at forslagsstillerne ønsker kamp mod nyliberalisme i centrum – ja, som omdrejningspunktet for Enhedslistens politiske praksis og udvikling – uden at man får noget grundlæggende at vide om den nyliberalstiske fjende: Er det som fx fascismen et træk ved kapitalismen, som kan nedkæmpes uden at fjerne kapitalismen som sådan, eller er det et historisk (nødvendigt) karaktertræk ved kapitalismen, som fx globaliseringen eller kolonialismen?

På samme måde er spørgsmålet om socialdemokratierne vigtige – fordi patierne i Vesteuropa har tilpasset sig og optaget nyliberalismen.

Er formålet nu at overtale/tvinge disse partier til at blive ’rigtige’ socialdemokratier som i eventyret om de gode gamle dage, gennem velfærdsappeller og –kampe? Eller er det en historisk chance for at overtage rollen som ’det andet’ og ligeværdige eller ligefrem det største venstreparti?

Ingen af de perspektiver forholder forslagsstillerne sig til.

Selv om forslaget også her er forenklet og dunkelt, er der dog ét punkt, hvor der lettes på låget til fremtidens kiste – og ros for det, for andre i Enhedslisten tier eller er først rykket ud sent i debatten.

Det drejer sig om »magtspørgsmålet«, om eventuel regeringsdeltagelse og betingelserne for det – men derigennem også om grundlæggende om accept af brugen af staten som overgangsinstrument til socialismen.  

Forslagsstillerne skriver i tese 10: »Vi tilstræber at vinde politisk magt ….  Vi vil ikke deltage i statslige koalitioner med kapitalistiske partier på lokalt eller nationalt plan.«

Ligner det ikke et løfte om et strategisk princip med regeringsdeltagelse? At ville deltage i koalitioner med andre arbejderpartier som SF og Socialdemokraterne i regering – under kapitalismen?

Det er uklart om forslagsstillerne er parat til »ministersocialisme« på baggrund af kommende – skønt uaktuelle – sociale oprør, opstande, storstrejker, osv. Eller måske blot et parlamentarisk arbejderflertal? Det er også uklart om Enhedslisten skal gå i regering for at bruge staten til socialistiske erobringer - selv hvis staten er i delvist oprør og opløsning, og autoriteter og magtforummer florerer uden for Folketinget.

Formuleringen er tvetydig.

Men når forslagsstillerne ønsker et principprogram som en pixibog, er der for mange blanke sider.

Det åbner for større fortolkningsmuligheder og usikkerhederne bliver så meget større. 

Principprogrammet styrke skal ligger i klarheden, skriver forslagsstillerne selv.

Men når alle mangeårige socialister kender problemerne og erfaringerne, og selv om man ikke kender alle fremtidens og klassekampens problemer og svar, skal man ikke – som begge programforslag gør – undlade at forholde sig til vigtige principielle spørgsmål.

At undlade spørgsmålene og gemme svar er ikke klarhed, men mudret vand, der dækker for gennemsigtighed og medlemskontrol.

Uanset hvilke forslag, der lader til at »vinde«, skal debatten fra nu og til årsmødet sidst i maj ikke fortabe sig i debat om ændringsforslag og små forbedringer.

Vi har et godt princip i Enhedslisten for parlamentarisk arbejde nedarvet fra Venstresocialisternem som nu har opgivet ånden og opløst sig selv: nemlig at stemme for selv den mindste forbedring og imod selv den mindste forringelse.

Selv om formuleringen er gledet ud af programforslaget (fordi hovedbestyrelsen ønsker større parlamentarisk manøvrerum?) bliver formuleringen et stridspunkt på årsmødet i maj. 

Og formuleringen kan faktisk bruges som vejledning og målestok for de mange ændringsforslag til årsmødet!

Det færdige resultat vil under alle omstændigheder ikke være et principprogram, som en revolutionær organisation af Enhedslistens type har brug for.

Derfor vil jeg opfordre til, at »Utilfredse i hele Enhedslisten, foren jer« stemmer forslaget ned i sidste afstemning – uanset antallet af forbedringer.

Tilbage står nemlig den vigtigste opgave: At få diskuteret de uenigheder og problemer, som hovedbestyrelsen og dens skrivegruppe ikke har øje for, fordi deres øjne skeler frem mod et demokratisk program.

Det er måske ikke nye problemer, men det er uafklarede strategiske problemer, som ikke kan løses ved håndsoprækning på noget årsmøde.

Der må tages hul på en intens og åben debat om problemer i den strategiske nyorientering, som begge programforslag længes så inderligt efter.

De vigtigste emner, der er kommet helt frem i overfladen i programdebatten er

• kapitalismens udvikling efter 1945 og velfærdsstatens karakter og udvikling
• den moderne arbejderklasses udseende og dens forhold til andre klasser/lags interesser
• staten, statsmagten og spørgsmålet om vold
• nyliberalismen, velfærdskamp og ændring/omstrukturering af kapitalismen
• arbejdskampen i dag, fagbureaukratiet, og fra defensiv til offensiv kamp
• revolutionæres placering i forhold til andre traditioner i arbejderbevægelsen

Der må være plads til disse afklaringer, måske ikke inden maj måneds årsmøde, men uanset om vedtagelsen af et nyt program bliver skudt til november 2014 eller til årsmøde i foråret 2015, så skal den opgave løses af det ene eller andet forum.

Selv om der hovedbestyrelsens programforslag står, at principprogrammet vil være »til debat dagen efter at vi har vedtaget det…«, behøver vi så vente længe?  

Kan et bredere og åbent forum for marxistisk orientering af Enhedslisten ikke allerede nu forberede emner og indhold i et programforslag, som sammen med en socialistisk profil for aktiviteter i klassekampen skal udfordre og afløse den nuværende venstre-reformistiske orientering i  Enhedslisten?

Jørgen Lund er medlem af Enhedslisten og Internationale Socialister. Artiklen har været bragt i  kraftig forkortet form i Socialistisk Arbejderavis nr. 137

Se også Revideret disussions-oversigt om Enhedslistens principprogram.