Den militante venstrefløjsgruppe Revolutionära Fronten er kommet i medierne og politiets søgelys efter hærværkskampagne mod private hjem tilhørende folk fra den yderste højrefløj nær Stockholm.
Svensk politi har udstationeret uniformerede betjente til at bevogte flere privatadresser tilhørende personer fra den yderste højrefløj i byen Lindesberg.
Det sker efter, at der i de seneste måneder har været flere indbrud og tilfælde af hærværk samt angiveligt forsøg på ildspåsættelse mod lejligheder tilhørende højrefløjsaktivister i området.
Ifølge politiet står en yderliggående venstrefløjsgruppe, Revolutionära Fronten, bag angrebene, og de lokale myndigheder har nu indledt et samarbejde med efterretningstjenesten for at dæmme op for, hvad der fremstår som en decideret hærværkskampagne.
Det svenske politi mener således, at Revolutionära Fronten har gennemført mindst 30 anslag – herunder total rasering af flere lejligheder, hærværk og dødstrusler – siden årsskiftet mod private hjem og enkeltpersoner, som er organiseret i den såkaldte 'Hvid Magt'-bevægelse i blandt andet Lindesberg, Eskilstuna og Västerås.
Læs artiklen »Polisbevakning efter attentat mot extremnationalister« hos Sveriges Radio.
Se tv-indslaget »Vänstergrupp misstänks för 30 våldsdåd« hos tv4.
En anonym talsperson fra Revolutionära Fronten erkender overfor Sveriges Radio, at gruppen har gennemført flere målrettede angreb mod »politiske fjender« for at forsvare arbejderklassen mod »fascisme«.
– Vi har aktivt opsøgt og direkte fysisk angrebet personer, som vi anser for at være organiserede fascister – og som repræsentere et had mod os og hele arbejderklassen og arbejderbevægelsen, udtaler 'Rolf' til Sveriges Radio og fortsætter:
– Vi opfatter ikke en nazist som et dårligt menneske, der har truffet nogle forkerte personlige valg, men som en politisk modstander, en politisk fjende.
Læs interviewet her: »Vänsterkampanj bakom våg av attentat« hos Sveriges Radio.
Revolutionära Fronten afviser overfor samme medie, at man har bragt »ikke indblandede« menneskers liv i fare i forbindelse med aktionerne.
– Vi har aldrig udsat nogle uvedkommende for risiko. Ved nogle tilfælde er pårørende, der bor på samme adresse som nazister kommet i problemer, men de har kendt risikoen. Politiets udtalelser om 'forsøg på mordbrand' er direkte løgn eller inkompetence fra deres side. De røg-granater eller de kanonslag, vi anvender er testet inden og medfører ingen brandfare, skriver gruppen i en udtalelse.
Revolutionära Fronten, der betegner sig selv som revolutionære socialister, blev stiftet i 2002 og har i dag lokalgrupper i en håndfuld svenske byer.
Organisationen tæller blandt andre tidligere medlemmer af den mere kendte venstreradikale gruppe Antifascistisk Aktion (AFA), men tegnes i dag af en ny generation af unge i slutningen af deres teenageår eller i starten af 20'erne.
Gruppen er kontroversiel – ikke kun i den brede offentlighed, men også på venstrefløjen - på grund af dens brug af vold rettet mod enkeltpersoner og aktioner mod politiske modstanderes private hjem.
Mange i det venstreradikale miljø mener, at gruppen er unødigt voldsforherligende, når den eksempelvis offentliggører propagandavideoer på internettet, hvor de viser deres »hjemmebesøg« og overfald på meningsmodstandere.
Se videoen »Konfrontation i Göteborg 2006« her.
Se videoen »Hembesök i Örebro 2012« her.
Som tidligere omtalt på Modkraft offentliggjorde gruppen en video i maj 2013, hvor man ser seks personer bryde ind ad bagdøren i et privat hjem og ødelægger inventar, mens den mand, der bor der – et medlem af Förbundet Nationell Ungdom – ikke er hjemme.
Videoen er senere blevet fjernet fra YouTube. Revolutionära Frontens officielle hjemmeside er desuden også lukket ned.
Læs artiklen » Video: Antifascister smadrer nynazists privathjem« hos Modkraft.
Besøg Revolutionära Frontens facebook-side.
Læs mere om Revolutionära Fronten på Wikipedia.
Til trods for, at den revolutionære front i årevis har været usædvanligt åbne omkring dens militante aktioner, så har lokalpolitiet, hvor meget af den seneste tids hærværk er foregået, tilsyneladende ikke været opmærksomme på, at der har været tale om en organiseret kampagne.
Det fortæller en efterforskningsleder hos politiet i Eskilstuna, som ønsker at være anonym af frygt for repressalier, til Sveriges Radio.
– Vi har været naive til at begynde med og har set episoderne som enkeltstående hændelser i stedet for at se hele billedet, siger han og kommer med følgende karakteristisk af de formodede gerningspersoner;
– Der er tale om mellem fem og 10 personer, typisk unge mænd, men også enkelte kvinder. Mange er arbejdsløse, siger han.
Læs artiklen »Polisen sen med att sätta brotten i sammanhang« hos Sveriges Radio.
Læs artiklen »"Våldet ska få människor att förstå hur ruttet samhället är"« hos Sveriges Radio.
Politiet frygter, at de mange angreb på folk fra højrefløjen kan føre til gengældelsesangreb.
At den frygt ikke er helt ubegrundet, viser en sag fra maj 2013.
Her stod et 19-årigt medlem af Revolutionära Fronten tiltalt for mordforsøg, fordi han havde stukket en nazist ned foran sit hjem.
Anledningen til sammenstødet var, at en gruppe mænd fra det højreekstreme miljø havde angrebet den 19-åriges lejlighed i Eskilstuna, mens han lå og sov.
Den unge venstrefløjsaktivists blev ikke dømt efter anklageskriftet, da dommeren fandt, at der var tale om nødværge.
Men under retssagen kom det frem, at manden tidligere havde deltaget i et angreb på et privat hjem tilhørende et medlem af Sverigedemokraterne.
Læs artiklen »Polisen fruktar hämnd från nationalister« hos Sveriges Radio.
Revolutionära Fronten har ifølge Modkrafts oplysninger ingen formelle forbindelser til det venstreradikale miljø i Danmark.
Men et 19-årigt medlem af gruppen blev ifølge Sveriges Radio anholdt i København og senere idømt ubetinget fængsel for at kaste med kanonslag og bære maskering i forbindelse med en demonstration den 18. marts i år vendt mod højrefløjsgruppen Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD).
Læs artiklen »Den militanta vänsterns systematiska trakasserier« hos Sveriges Radio.
Læs hele Sveriges Radios tema om den »venstreekstreme vold«.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96