Sønnens general

For ikke længe siden så jeg på Youtube et timelangt oplæg, som den israelske fredsaktivist Miko Peled holdt i Geneve.

Oplægget var en veloplagt introduktion til Palæstina-spørgsmålet krydret med anekdoter fra Peleds liv. Men hovedsporet var en usædvanligt nådesløs dekonstruktion af de myter, som engang holdt liv i billedet af et Israel, der kunne støttes og sympatiseres med af andre end Søren Espersen, Per Stig Møller, Martin Lidegaard og den slags.

Nu er Miko Peleds selvbiografi, Generalens Søn, kommet på dansk, og som det fremgår af titlen er Miko Peled ikke hvem som helst.

Generalfaren, der er tale om, er en af de i Israel myteomspændte officerer, der ledede Israels væbnede styrker i myteomspændte krige mod ligeså myteomspændte arabiske modstandere.

Fars dreng

Bogen handler naturligvis om Miko Peleds rejse, og om de krøller og sving, der har formet hans liv og gjort ham til den, han er.

Og som det fremgår allerede af titlen, er det en »fars dreng«, der taler, en søn der ser uendeligt meget op til sit fædrene ophav, og som tilskriver en ikke ringe del af sin politiske og moralske dannelse til den omstændighed, at han er »generalens søn«.

For generalen blev i sit civile liv en fremtrædende skikkelse i den israelske fredsbevægelse, og fremsatte allerede i 1970’erne synspunkter, som indtil for ikke for så forfærdelig mange år siden var tabuiserede i den israelske offentlighed

Og det er den udvikling, farens, som Miko Peled forankrer i farens karakter. Det er farens karakter, han fremstiller som én, der har været motor i hans egen udvikling – fra at være den stolte søn af en af Israels kæmpende pionerer til at være den stolte søn af en af en mand, der har sagt fra.

Miko Peled har på en måde to fædre. På den ene side krigeren og præmie-zionisten og på den anden side fredsmanden og dissidenten.

Først lidt om krigeren og præmiezionisten.

Matti Peled

Generalen, der er tale om, er Matti Peled, født i 1923 i Haifa i mandattidens Palæstina.

Som overbevist zionist tilsluttede han sig tidligt Palmach, en jødisk paramilitær enhed, der blev oprettet af briterne under anden verdenskrig.

Efter en kort pause med jurastudier i London vendte Peled senior tilbage til Palæstina efter vedtagelsen af FN’s delingsplan i november 1947.

Som officer spillede Matti Peled en central rolle i krigen i 1948 og i opbygningen af IDF (Israeli Defence Forces), den officielle israelske hær.

Da sønnen Miko var seks år gammel, var Matti en af de generaler, der hjalp IDF med at vinde kontrollen over Vestbredden, Gaza og Golanhøjderne.

Og det var, fremgår det, ikke skidt for den lille Mikos selvfølelse at være søn af en af de militærfolk, der også dengang var genstand for noget nær næsegrus beundring i Israel og mange steder i resten af verden.

At morfar var en fremtrædende israelsk diplomat i Skandinavien trak ikke fra den selvfølelse heller.  

Så det lå ikke ligefrem i kortene, at Miko Peled år senere, 14 af dem inde i det andet årtusinde, skulle stå i Geneve og offentligt skamme det Israel ud, som hans far havde været med til at virkeliggøre.  

I fars fodspor

Som bogen er lagt op, skulle man tro, at historien om generalens søn er et klassisk fader-opgør, og det er det også på én måde.

For Miko Peleds rejse i livet er en, som har bragt ham i stærk opposition til det, faren har stået for, og været respekteret for i det israelske samfund.

Men beretningen om Miko Peleds forandring er også, skal vi forstå, en beretning om den udvikling, som Matti har gennemgået  

For selvom sønnen er gået langt videre end det fædrene ophav med hensyn til opgøret med det israelske samfunds vedtagne dogmer, er der ingen tvivl om, at det i Miko Peleds bevidsthed er Matti Peled og hans principer, der udgør den bevægende mekanik i det liv, han fortæller om.

Første hint om, at historien om Miko og hans udvikling ikke er en typisk israelsk historie, får man, da familien Peled vender tilbage til Israel. Den er rejst til USA, for at faren kan pleje sin civile karriere som arabist, forsker i arabisk litteratur.

Under opholdet i USA er Matti Peled begyndt at skrive for den israelske avis Ma’ariv. Har har der givet udtryk for en opfattelse af juni-krigen i 1967, der mildt sagt var på kollisionskurs med den, som Israels ledende politikere kolporterede.

Opgør med myten om 67

Ifølge den officielle udlægning, der stadig repeteres af israels apologeter og vedligeholdes i Israel, var den israelske sejr over Egypten, Jordan og Syrien et mirakel. De israelske politikere var ikke blege for at hænge messiansk pynt på krigen, der bragte centrale jødiske helligesteder uder israelsk kontrol.

Den slags sludder bekom ikke Matti Peled specielt godt, for som officer i krigen og som nøgtern strateg og logistiker vidste han, at Egyptens hær var den eneste, det var værd at tale om, og at præsident Nasser og hans officerer ikke var store militære genier.

Det var ikke gud, man skulle takke, men Israels hær, og de egyptiske modstandernes overskuelige kapacitet med hensyn til strategisk planlægning.

I Ma’ariv skrev Matti Peled i juni 1973 om Nassers beslutning om at mobilisere sine styrker tæt ved grænsen til Israel:

»Når den egyptiske hær var så tæt på, kunne vi slå til og udslette den når som helst, det passede os, og der var ikke én fornuftig person, der ikke kunne se det. Set i et militært perspektiv var det ikke IDF, der var i fare, da egypterne koncentrerede styrkerne til grænsen ved Israel, men derimod den egyptiske hær«   

Palæstinenserne findes

Men det var ikke bare general Peleds militære stolthed, der bragte ham på kollisionskurs med den officielle israelske ideologi og de myter, den vedligeholdt sig med.

Han modsagde offentligt Golda Meir, da hun óffentligt og mod bedre vidende påstod, at de palæstinensere, der var blevet sendt på flugt af zionistiske militser og af staten Israel ikke eksisterede:

»Hvorledes omtales rundt om i verden den befolkning, der bor på Vestbredden? Hvad kaldte man flygtningene fra 1948, før de måtte gå i eksil? Har hun virkelig aldrig før 1967 hørt om det palæstinensiske folk. Hvordan har hun omtalt de mennesker i de samtaler, hun gennem årene må have ført som ambassadør og siden som udenrigsminister? Og dog siger hun, at hun aldrig har hørt om det palæstinensiske folk før 1967. Det er virkelig forbløffende« 

I 1975 dannede Peled senior sammen med blandt andet den forhenværerende Stern-mand Uri Avnery Israeli Council for Israeli-Palestinian Peace, der blandt andet gjorde sig til talsmennesker for direkte forhandlinger med den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) og for en to-statsløsning med et Jerusalem delt mellem Israel og Palæstina.

Videre end far

Selvom beretningen om Matti Peleds bemærkelsesværdige rejse fra topofficer i de styrker, som i 1947-48 forestod den etniske udrensning af trekvart million palæstinensere, over kritik af politikernes brug af den israelske sejr i junikrigen i 1967 til en rolle som tidlig talsmand for en tostatsløsning forklarer noget, så forklarer den ikke alt om Miko Peled

For havde sønnen ikke trådt længere end den sti, som faren havde trådt for ham, var han måske ikke kommet videre end liberalt sindede zionister, der kun ser zionismens og Israels problem i de ekstraordinært rædselsfulde politikere, som de israelske vælgere har stemt til magten i de senere år.

Han havde kunnet blive stående på den position, som andre intellektuelle – »Israels samvittigheder«, Amos Oz og David Grosmann fx – der søger at rationalisere et liberalt sindelag ind i mainstream-zionismens postulat om, at Israel kan være en jødisk stat først, og demokratisk så.

Men Miko Peled har taget skridtet videre og gjort op med sig selv, at det israelske etnokrati er en uting, og at zionismen, som den er blevet realiseret i Palæstina, ikke har andet end etnokratiet at pege på.

Miko Peled giver nogle stumper til forklaringen af den bemærkelsesværdige rejse, han har gennemgået fra at være generalens søn til at være at finde blandt de få jødiske israelere, der udfordrer de etablerede trossætninger, der konstruerer det ideologisk skelet, som bærer zionismen.

Knus deres knogler

Han husker blandt andet, hvordan han som soldat i begyndelsen af 1980’erne bliver præpareret til mødet med paslæstinenserne i Ramallah på Vestbredden.

Det var længe før den første intifada og på et tidspunkt, hvor de okkuperede palæstinenseres modstand var så godt som ikke-eksisterende.

»Vores Løjtnant instruerede os, før vi blev sendt ind i byen. Han sagde, at vi skulle gå op og ned ad gaderne, og hvis nogen så meget som kiggede på os, skulle vi banke dem, eller som han sagde: ´brække hver en knogle i kroppen på dem’. Det forekom temmelig ekstremt: Brække folks knogler, bare fordi de så på os? Hvordan kunne nogle undgå at se på os

(...)

Jeg fattede det ganske enkelt ikke. Men soldater stiller ingen spørgsmål, de adlyder. Når man er under basisuddannelse, er løjtnanten gud, også selvom ens far er general. Jeg var for skræmt til at stille spørgsmål, og alt for træt til at tænke tingene igennem.«

Men det fremgår ikke, at det var livet og træningen i »verdens mest moralske hær«, der dannede Miko Peled som israelsk dissident, og der er ingen grund til at tro, at det skulle være sådan.

I så fald ville der være mange flere end han, der tog radikale opgør med den statsbærende israelske ideologi.  

Smadar (1984-1997)

Det stykke liv, der tilsyneladende har spillet den største rolle i sin videre gang fra farens fodspor er paradoksalt nok et tab, der for mange sikkert ville hamre dem solidt fast i den israelske tænkning, der rationaliserer den militære undertrykkelse af palæstinenserne som forudsætning for israelsk sikkerhed.

Den 4. september 1997 bliver Miko Peleds søsters datter Smadar offer for et palæstinensisk selvmordsattentat. I kapitlet »Sorte September«, fortæller Peled bevægende om angsten, da han hører om angrebet, og om at søsterens datter ikke er vendt hjem efter at være taget ud for at købe skolebøger.

Han fortæller om vreden og hadet mod gerningsmændene, men også om den refleksion, der leder ham selv, søsteren og svogeren til at holde den istaelske regering ansvarlig for den besættelse, der åbenbart gjorde det meningsfuldt for palæstinensiske unge mænd og kvinder at sprænge sig selv og den trettenårige pige i luften.

Konsekvensen, som søsteren Nurit og svogeren Rami drager, står tilsyneladende centralt for Miko. De engagerer sig i en dialoggruppe for israelere og palæstinensere, der har mistet, og Nurit bliver en fremtrædende fredsaktivist og offentlig kritiker af den israelske besættelse før hendes bror.

I 2001 delte Nurit Peled-Elhanan Europarlamentets Sakharov-pris med den palæstinensiske forfatter Izzat Ghazzawi.

Så lige så meget som Miko Peled var fars søn, var han søsters bror.

Mødet med frie palæstinenserne

Efter at familien har begravet Smadar i samme grav som Matti, der er død i marts 1995, vender Miko Peled tilbage til USA, hvor han i dag driver en karateskole.

Der opsøger han inspireret af sin søster Nurit en gruppe jøder og palæstinensere, der i det amerikanske søger at bøje deres meget forskellige narrativer mod hinanden.

Han beretter ærligt og vittigt om den racistiske bekymring, som hans kone nærer for hans liv, og om at se den og hans egne mere realistiske kvababbelser blive gjort til skamme af de palæstinensere, han møder i dialoggruppen.

Det er, fortæller han, det første møde han har med palæstinensere, hvor han har dem for sig som ligeværdige:

»Der er ingen besættelsesmagt, og ingen besatte, vi er allesammen borgere med samme rettigheder og samme beskyttelse af loven. Den kendsgerning, at vi kunne tale sammen og se hinanden i øjnene, gjorde en kolossal forskel. I virkeligheden kan det have været det, der gjorde dette møde muligt. Havde vi boet derhjemme, havde vi aldrig kunnet mødes på den her måde.«

Miko Peleds rejse

Der er ganske vist ikke mange, men dog nogle israelske jøder, der har ladet deres bevidsthed slippe fri af den racisme og chauvinisme, der er en nødvendig komponent i vedligeholdelsen af Israels selvforståelse som en stat med en historie, som det er værd at være stolt af.

Blandt dem er folk som historikeren Ilan Pappe, menneskerettighedsaktivisten og advokaten Lea Tsemel, fredsaktivisten Jeff Halper, journalister som Amira Hass og Gideon Levy og en kort række af andre, der har taget på sig at kritisere en stat, der i hele sit ideologiske apparatur er gearet til at reproducere en nationalistisk ideologi.

Ingen af dem er døtre eller sønner af legendariske israelske generaler, men alligevel er de nået til en konklusion som den, Miko Peled har draget. Og selvom der ikke er nogen tvivl om, at den far, han har elsket og beundret som hærfører og fredsaktivist, har spillet en stor rolle, er den rolle overdrevet.

Miko Peled er blevet den, han er på grund af tilfældigheder og ulykker, og for den, der gider det, er det let at klandre ham og hans bog for at idealisere Matti Peled, og for at glide let hen over hans rolle i de forbrydelser, han vel bærer et ansvar for.

Man kan næsten få fornemmelsen af, at farens fortræffelighed repræsenterer et stykke ubrudt kontinuitet, og man kunne indvende, at Mikos beundring for Matti burde være kølnet i takt med hans opdagelse af den fordrivelse, som faren og hans underordnede var med til at foranstalte midt i det tyvende århundrede.

Det er selvfølgelig ikke »den samme« far, men Miko Peled vil gerne have det til at være sådan, og det er til at forstå.

Og det trækker ikke fra bogen, at man i dens »mangler« kan se, hvor svært det har været for Miko at få brikkerne lagt i sit komplekse identitetspuslespil.

Tværtimod!

Lars Ploug er

Miko Peled: Generalens søn – En israelers rejse i Palæstina. 301 sider. Forlaget Vindelsti 2014. Vejledende udsalgspris: 249,95 kroner.