Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Tale
5. oktober 2016 - 13:00

»Regeringen vil have, vi slås indbyrdes, men lad os stå sammen«

»Vi er nødt til at stå sammen, hernede på bunden, og ikke lade regeringens Del og Hersk-strategi lykkes. For tro mig, det er en helt bevidst strategi.«, siger Line Lazarus i sin tale, der blev holdt til »Bekæmp fattigdom nu« demonstration på Christiansborgs slotsplads.

Jeg hedder Line Lazarus, jeg bliver snart 40 år - og jeg er kronisk syg og på kontanthjælp. Jeg er en af de mange tusinde reformramte. Det er også på deres vegne jeg taler i dag.

Det var ikke meningen at mit liv skulle forme sig som det gjorde.

Det var ikke meningen at jeg skulle blive syg.

 Jeg er mønsterbryder, jeg er barn af to narkomaner - jeg er blevet svigtet. Både af mine forældre og af systemet.

Jeg klarede mig på trods og jeg har præsteret at sende to gode børn ud i verden. Den ene går på universitetet, den anden er godt på vej. Men allervigtigst af alt: De er blevet to gode og ordentlige mennesker.

Samtidig har jeg taget en uddannelse. Og sørget for selv at tilegne mig den dannelse, jeg ikke fik med fra starten.

Jeg nåede ikke at blive færdig, men jeg nåede langt.

Både i mit mønsterbrud og på universitetet. 

Men - jeg er syg. Jeg har flere kroniske diagnoser - både fysiske og psykiske, og de er blevet værre og værre med årene. Jeg kan ikke rejse mig mere, som jeg har gjort hidtil. 

Jeg har svært ved at lave en Lazarusgenopstandelse med min Judaskrop.

Læs artiklen »Kontanthjælpsloft mødes af bekymrede boligselskaber og maduddeling ved Folketingets åbning«

 

Min datter får angstanfald

Det er vilkår, ikke valg.

Og dét kan være svært nok at lære at håndtere, uden at der er en regering som sparker ned på én.

Jeg har mistet 1500 kr, som følge af loftet. Og jeg har svært ved at overskue, hvordan jeg skal finde penge til mad og medicin resten af måneden.

Mange bliver meget hårdere ramt end mig. Især dem der bor dyrere i byerne. For dem er det helt håbløst, og mange bliver hjemløse.

Min hjemmeboende datter reagerer selvfølgeligt også på den usikre fremtid vi går i møde. Bekymringerne giver hende angstanfald. Og de angstanfald har ført til, at min sagsbehandler i jobcentret har lavet en underretning på min datter.

Hvordan kan jeg som mor passe på mit barn, hvis jeg bliver fattiggjort?

Kampfly og skattelettelser eller velfærd? 

Jeg føler mig fanget mellem en stat, som siger at syge mennesker ikke skal være på kontanthjælp - og en kommune, som fastholder syge mennesker på kontanthjælp i årevis.

Hvem repræsenterer mig? Hvem repræsenterer de mange tusinde syge mennesker på Kontanthjælp?

Det her kommer til at få uoverskuelige konsekvenser for vores samfund og fælles fremtid, at vi sender så mange børn og familier ud i reel fattigdom og potentiel hjemløshed.

Både menneskeligt og økonomisk.

Man kan ikke vælge at finde et job, hvis der ingen jobs er, og man kan ikke vælge at blive rask, hvis man er kronisk syg. 

Min pointe: Sygdom og ledighed kan ske for alle. Der er forsvindende kort vej fra dit trygge liv, med job og sikkerhed - til mit liv som syg på Kontanthjælp.

Hvem skal gribe os, hvis ikke hinanden?

Vi har råd! Det handler om prioriteringer. Vil vi have endnu flere skattelettelser til rigeste - og kampfly til at smadre flygtningenes lande, - eller vil vi have velfærd? Det ér faktisk slet ikke så svært.

Men det er OS der skal vælge.

»De gør os til syndebukke« 

Derudover er vi nødt til at forlange at få en mere positiv retorik omkring de mennesker, som det her handler om.

I årevis er vi blevet skammet ud og talt ned til og grimt om. Det er uværdigt.

Vi er ikke undermennesker.

Vi er nødt til at stå sammen, hernede på bunden, og ikke lade regeringens Del og Hersk-strategi lykkes. For tro mig, det er en helt bevidst strategi. 

Ligesom det er helt bevidste strategier at de lyver og fordrejer tal og andre ting offentligheden helst ikke skal vide og se - og forkaster veldokumenterede rapporter der fortæller dem hvor store konsekvenser de her reformer har! 

Det er meningen at vi skal give hinanden skylden.

Det er meningen vi skal give flygtningene skylden.

Det er både smart og effektivt, for så længe vi peger fingre af hinanden og slås indbydes, kan regeringen og deres støttepartier fortsætte med at tage endnu et nøk af vores allesammens velfærd.

Det er nemt med syndebukke.

Men det er også forkert.

Det er ikke flygtningenes skyld.

Det er ikke naboens skyld.

Og det er ikke din skyld.

Det er regeringens valg og regeringens prioriteter at smadre et velfærdssamfund, som det har taget over 100 år at bygge op - og det er regeringens hetz og had, der siver ned gennem befolkningen, og manifesterer sig i vores tanker og handlinger.

Lad os være bedre end dét.

Vi må stå sammen.

- For sammen er vi stærkest.

Tak

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce