Annonce

16. august 2016 - 12:19

Regeringen åbner op for privatisering af vand- og varmeforsyningen

Flere partier afviser blankt idéen, og Enhedslisten advarer mod ny »Dong-skandale«.

Regeringen åbner op for privatisering af vand- og varmeforsyningen.

Ifølge en hemmeligholdt rapport fra konsulentvirksomheden McKinsey kan vand og varme blive billigere for forbrugerne, hvis forsyningsvirksomhederne for eksempel privatiseres.

Det skriver jp.dk.

Regeringen er om få måneder klar med en ny forsyningsstrategi, og den har bestilt en rapport fra konsulentvirksomheden McKinsey.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) er åben for McKinseys forslag, skriver avisen.

- Jeg er som minister forbrugernes talsmand. Når analyser peger på, at der er et stort effektiviseringspotentiale, er det min opgave at se på, hvordan det kan realiseres, siger han til Jyllands-Posten. 

Imens kritiserer brancheforeningerne for danske fjernvarmeselskaber regeringen for at ville gøre forsyningen af drikkevand og fjernvarme til mulige spekulationsobjekter for investorer. 

- Jeg vil gerne advare mod, at man gør hele forsyningssektoren til et investeringsobjekt, hvor private selskaber kan opkøbe forsyningsselskaber med henblik på at skabe profit. Vi har flere steder i vore nabolande erfaring for, hvordan private selskaber overtager forsyningsselskaber og der skræmmer sporene. Det samme er gældende i de få tilfælde i Danmark hvor man har forsøgt samme eksperiment. Det giver ikke lavere regninger for forbrugerne, tværtimod. Det giver højere priser og en gigantisk ekstraregning for samfundet når der skal ryddes op, siger Kim Mortensen, der er direktør i Dansk Fjernvarme. 

Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti afviser blankt idéen, selvom Danmark ifølge McKensey-rapporten kan spare milliarder af kroner. 

- Drikkevandet og fjernvarmen bliver ikke billigere af at firmaer skal tjene på vand og varme. Vi skal sikre en stabil varme og vandforsyning, hvor det er fællesskabets langsigtede investeringer, der er styrende. Det er hul i hovedet at sælge ud af arvesølvet til glæde for spekulanter, der så skal styre prisen for rent drikkevand og varmen i radiatorerne, lyder det fra Enhedslistens energiordfører Søren Egge Rasmussen, der opfordrer regeringen til at offentliggøre rapporten:

- Vi kan ikke have en ordentlig debat om fremtidens vandforsyning og fjernvarme, hvis vi ikke har lige adgang til oplysningerne.

Socialdemokraterne afviser ikke at privatisere vand- og varmeværker, men først prioriterer partiet lave priser, godt miljø og ny teknologi, skriver jp.dk.

Læs Modkraft-artiklen »Statsrevisorer afgør: Ingen undersøgelse af Dong-salg«

Enhedslistens folketingsmedlem Jakob Søkvhøj advarer mod en ny »Dong-skandale« med henvisning til salget af dele af Dong Energy. Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs endte med at tjene milliarder på at købe sig ind i Dong. Penge som ifølge Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted »kunne være endt i statskassen i stedet for i et skattely«. 

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce