Modstand mod håbløsheden

1. december 2012 hagler det med gummikugler og tåregas. Præsidentpladsen i Mexico City er fyldt med vrede demonstranter, der udtrykker deres frustration over Peña Nietos nyerhvervede titel som præsident.

Utallige sammenstød med politiet medfører, at en ung fyr dør af sine kvæstelser efter at være blevet ramt af granatsplinter.

Afsløring af valgsvindel

Forud for demonstrationen lå bevægelsen ved navn »Yo Soy 132«. Bevægelsen blev oprettet under valgkampen og var en protest mod præsident Enrique Peña Nietos måde at føre valgkamp på, der blandt andet bestod i at købe stemmer med gavekort til supermarkeder.

Det overraskende ved netop ’Yo Soy 132’, er, at det var præsidentkandidatens besøg på et privat universitet, hvis studerende udviste tydelig utilfredshed, der affødte en bevægelse, der endte med at have en aktiv rolle i afsløringen af valgsvindel.

Utilfredsheden vakte genkendelse hos andre universitetsstuderende rundt i Mexico. En facebookbegivenhed, der opfordrede de studerende til at samles ved Mexicos største offentlige universitet, UNAM, skabte en reel organiseret bevægelse.

Vi er i Mexico for at lære om politisk og social aktivisme med den tanke om, at vi selv kan blive aktive og kritiske medborgere i Danmark.

Forpligtet til at italesætte social uretfærdighed

En nøgleperson i denne ’Yo Soy 132’-bevægelsen er Celso Alvarado. Kun et halvt år inden sammenstød mellem politi og demonstranter i 2012, havde han siddet og spillet videospil med nogle kammerater og vrisset af den tydeligt korrupte præsidentkandidat.

Celso Avarado selv kommer fra en privilegeret baggrund og er jurastuderende på et af Mexico Citys private universiteter.

Vi mødes med Celso på UNAM-universitet.

En ung fyr med nedknappet hørskjorte, langt krøllet hår og sandaler. Celso fortæller åbent om sine refleksioner om sin sociale baggrund. Han anerkender, at hans privilegier kun er mulige, fordi andre har levet under værre kår, og at dette efterlader ham med en forpligtigelse; at italesætte social uretfærdighed.

– Jeg har muligheden for fortsat at leve upåvirket af den politiske situation i Mexico, men det vil kræve, at jeg skal leve med bevidstheden om, at andre skal kæmpe en kamp, som jeg selv kunne have startet 20 år tidligere, siger Celso Avarado.

Aktivisternes sikkerhed i fare

Efter at Celso delte en vens facebookevent, voksede bevægelsen sig langt større, end han nogensinde havde forstillet sig. Bevægelsens omfang gjorde situationen alvorlig for Yo Soy 132s aktivister, fordi sociale bevægelser i Mexico ikke kun nedprioriteres politisk, men også direkte nedkæmpes.

Kampen kan let komme til at se sort ud, når bevægelsens reelle indflydelse er usandsynlig i et korrupt og ugennemsigtigt politisk system, og aktivisternes personlige sikkerhed samtidig sættes i fare.

Præcis denne følelse af håbløshed og handlingsmæssig lammelse er i vores optik et grundvilkår for en meget stor del af den mexicanske befolkning. Men det er ikke ensbetydende med, at Celso stiller sig tilfreds med den;

–For mit eget mentale helbred bliver jeg nødt til at bevare troen på, at de langsigtede kampe også er dem, der er værd at kæmpe for.

Kan vi kæmpe med lidenskab for forandringer hjemme?

Celso belyser i denne sammenhæng, at italesættelse af social uretfærdighed er en stor del af kampen. Et eksempel på dette er Celsos involvering i organiseringen af månedlige demonstrationer, der kræver opklaring på forsvindingerne af 43 studerende fra Ayotzinapa.

En sag, der på mange måder er blevet et symbol på de mange forsvindingssager, som finder sted i Mexico hvert år.

Men selv når aktivisterne formår at mobilisere sådanne bevægelse og kræver retfærdighed, afføder det ingen reaktion i det politiske system. Ifølge Celso gør det ikke kampen mindre vigtig:

At »uretfærdighed opretholdes af glemsomhed« er hans begrundelse for at kampen ikke slutter, så længe sagen ikke er glemt.

Så sad vi der. Med en person, der har stået i epicentret af en bevægelse, der har krævet liv. Konfronteret med kampe, der er så betydningsfulde i Mexico, efterlades vi med en følelse af, at politiske kampe i Danmark blegner.

Kan vi med samme lidenskab kæmpe for forandringer hjemme, når vi er bevidste om, hvor meget større politiske aktivisters kampe er i andre lande. Alligevel kan vi føle os som kujoner, når vi ikke selv reagerer på vores vrissen foran et videospil ved at engagere os.  

Men måske siger Celso det selv. Aktivisme kan også være at insistere på italesættelse af utilfredsheder og uretfærdigheder på de platforme, i de fora og med de midler, vi måtte have til rådighed.

Så kan vi i hvert fald håbe på, at vi ikke sidder om 20 år og ser kampe, som vi selv kunne have startet.

Agnes Bøjrup Jeppesen og Hávard Magnussen er elever på Krogerup Højskole.