Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Kommentar
12. februar 2015 - 17:56

Mod en social frihed

Frihed er ikke kun en individuel rettighed med udgangspunkt i et ’jeg’. Den har også en social dimension, som må tage udgangspunkt i et 'vi'.

Siden de tragiske timer i Paris, hvor 17 mennesker mistede livet og flere blev såret, har det handlet om frihed. Mere bestemt ytringsfrihed. Retten til at ytre sig.

Den ene fraktion appellerer til det, politologen Isaiah Berlin døbte »den negative frihed.« Denne siger, at ingen menneskers naturlige drifter bør indskrænkes. Heller ikke, hvis disse eventuelt støder nogle.

Den anden fraktion appellerer til »den positive«, eller hvad den tyske filosof Axel Honneth kalder den »refleksive frihed.« Her er mennesket autonomt og selvrealiserende, det kan selv bestemme, hvilke mål det vil leve efter.

Den første form for frihed styres af vores drifter, mens den anden er styret af fornuften – en universel fornuft ifølge filosoffen Kant.

Det kritiske spørgsmål er selvfølgelig, hvor autonomt mennesket er, samt hvor universel fornuften er. Sagt anderledes: Jeg tvivler på, at mennesket er så fornuftigt, som det bilder sig ind. Snarere er vi konstrueret af de normer og ideologier, som gennemsyrer samfundet.

Den normativt-kritiske Axel Honneth udkom for et par år siden med mammut værket Retten til frihed (eng. Freedom’s Right). Her udfolder han en social frihed med afsæt i Hegels retsfilosofi og Durkheims sociologiske teorier om arbejdsdeling.

Det, som Honneth trækker frem, er det givende i bevægelsen, når »jeg« bliver til »vi«. Først her, i det sociale kan vi komplementere hinanden. Vi anerkender gensidigt hinandens forskelle, fx vores naturlige drifter og ambitioner.

Problemet med »den negative« og »den positive frihed« er, at de kun fokuserer på den individuelle frihed. De mangler blik for den sociale virkelighed, som vi alle er en del af – og formes af.

Honneth vil altså ikke aflive de to andre former for frihed, men supplere disse.

Kriteriet for at kunne tale om social frihed er, at alle er lige, det vil sige, at alle har lige muligheder for at ytre sig – og blive hørt. Alle ord vejer det samme.

Allerede her møder Honneths teori nogle praktiske problemer, idet der i dagens neoliberale præstationssamfund ikke er plads til alle.

I teorien er vi ganske rummelige, men i praksis så rangerer indvandrer, handicappede, arbejdsløse, pensionister og småkriminelle meget lavt. Tænk blot på at narkomaner betragtes som kriminelle, ikke som mennesker med et misbrug.

Det, der ofte sker, hvis ingen vil høre på en, hvis ingen nærer den mindste sympati med ens eksistensvilkår, er, at man søger derhen, hvor man er velkommen. Mennesket er et socialt dyr, som Aristoteles sagde.

Flere af de unge mennesker, der falder for jihadisme og vold kunne ligeså vel blive forført af Hells Angels, eller andre usympatiske og kriminelle grupper. De disse grupper tilbyder er ikke dannelse, men socialidentitet. Et tilhørsforhold, hvorved de udstødte kan føle sig værdifulde og opbygge en form for selvværd.

Derudover er volden en del af disse gruppers rekrutteringsgrundlag, hvilket kan medføre spænding i en ellers kedelig dagligdag.

Hvis ikke alle høres og inkluderes, er det svært at skabe et fælles mål, som kan fremme den sociale frihed.

I stedet for bliver det de mest magtfulde, der bestemmer. Og de mest magtfulde er sjældent de mest vise. Derimod er det ofte de mest velhavende og privilegerede, der sætter tonen.

I den sociale frihed føler den enkelte sig mere fri i kraft af de andre, fordi de andre anerkender en, og omvendt.

Vi overser dog dette, fordi vores blik er hæmmet af de to individuelle former for frihed, påpeger Honneth. Vi har forsømt blikket for de andre. Og hvad de andre betyder for vores egen skabelse.

Hvordan kan denne sociale bevidsthed fremmes? Honneth nævner blandt andet mediernes rolle.

De har glemt at formidle vilkårene for liv i et tilgængeligt og klart sprog. Alle former for liv, vel og mærke, og ikke kun dem, der passer ind i den fortælling, som journalisten ønsker at fortælle.

De har forsømt at stille de kritiske spørgsmål, idet de ofte er blevet ideologiske bannerfører. De har forsømt at anvende fantasien, fx den simple, at terror i Islams navn ikke nødvendigvis har noget med Islam at gøre, lige så lidt som en bog, der nævner navnet Wittgenstein er en filosofibog.

De har glemt, at notere sig at præstationssamfundet udstøder nogle, mens det får andre til at kede sig. Ikke alt er fryd og gammen i Vesten.

Når alt handler om vækst og rigdom, er motiverne så simple, at ingen for alvor kan udvikle sine tanker i kraft af deltagelse. Skolebørn bliver jo hellere ikke bedre af at blive evalueret i lyset af arbejdspladsernes krav. Tværtimod.

Den neoliberale logik har gjort os dovne og magelige, mens vi småkeder os. Af samme grund er det også lettere for medierne, at placere alt i gamle kategorier som dem og os. Hvorfor nuancere en god skabelon, hvis den sælger aviser?

Medierne gør det samme som den forfatter, der har skrevet en bestseller: De malker den gode ide, hvilket selvfølgelig er uambitiøst og giver lige så dårlig journalistik, som det giver bøger.

Det er indlysende klart, at mord og terror altid er acceptabelt. Verden er bedre uden terrorister. Og den er fattigere på grund af de mennesker, som terroristerne nåede at dræbe i Paris.

Satire er en form eller måde at udtrykke sig på. Her pirres humoren og fantasien. Den er vigtig, men den må aldrig fratage andre deres ret til uenighed. Et par spørgsmål er derfor relevante:

Hvor rummelige er Vesten med hensyn til at rumme dissens?

Handler demokrati ikke er om at organisere dissens?

Ifølge Honneth er uenigheden givende. Intet er givet i al evighed. Intet er sikkert. Der er ingen universelle love og normer, som vi kan refererer til – dette er jo netop religions problem.

Anerkendelse er en kamp, men en kamp med fair regler. Det, der mangler, og som Honneth ikke nævner, er empati og medfølelse.

Empatien kan hjælpe os med at rumme de andre, som andet end nogle der partout skal passe ind i en rigid definition.

Den norske filosof Arne Næss talte om at formulere en modstanders synspunkter fra dennes perspektiv. Det vil sige, se de andre, som de andre ser sig, og ikke som en prædefineret identitet påklistrer dem.

Tilsvarende må vi alle sammen i Vesten solidarisere os med den lige så rigide ide, som nogle har om Vesten. Vi er en del af dette billede, selvom vi (jeg) ikke kan se os (mig) selv på lærredet.

Jeg vil ikke være en neoliberal præstationsorienteret stressramt klovn, blot fordi jeg er dansk. Jeg kan ikke identificere mig med denne, men jeg lever ikke desto i sådan en kultur. Noget ansvar må jeg påtage mig.

Pointen er, at vi ved hjælp af tankerne om en social frihed kan fremme en forståelse for, at de andre er en del af mig.

Jeg vil gerne forstå de andre, hvorved jeg bedre kan udvise omsorg og pleje overfor de mennesker, der desværre ikke kan skabe mening på anden måde end at ty til vold og terror. Jeg må hjælpe de andre, før de forledes, hvorved de ender med ikke at være tjent med andet end døden.

Medfølelse handler om at tage vare på de mennesker, som uden min omsorg kun har døden at vente.

Terror er en form for afmagt. Og er der noget, som et præstationssamfund skaber er det netop det: afmagt.

Et større fokus på en social frihed, måske i en formation end Honneths, kunne være begyndelsen mod frugtbare relationer, som kan gøre alle mindre magtløse.

De magtesløse tyer til ekstremer, fordi de ikke bemærker at alt hænger sammen. Terror er individualistisk hensynsløshed, som kun fællesskabet kan knuse ved at inkludere de udstødte, før vi ikke kan andet end at støde dem fra os.

Finn Janning er forfatter og filosof

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce