Annonce

Menneskerettigheder
19. november 2013 - 16:52

Mindedag for trans-personer

Mindst 238 transpersoner er på globalt plan blevet myrdet inden for det seneste år. Transkønnede i København opfordrer til sammenhold og solidaritet på den internationale mindedag for myrdede transkønnede onsdag den 20. november.

Den 20. november markeres i mere end 20 lande verden over som Transgender Day of Remembrance (TDoR). En dag, hvor man mindes de afdøde trans-personer, der har måtte lade livet som følge af vold og transfobi.

Dagen blev grundlagt tilbage i 1998 som en international mærkedag efter mordet på den afro-amerikanske trans-kvinde Rita Hester i den amerikanske delstat Massachusetts.

I København står gruppen T-Lounge Society bag et lokalt mindearrangement. Gruppen mener, at det er vigtigt, at dagen ikke kun bruges til at sørge over de døde:

»Vi er ikke passive ofre. Vi kæmper for vores liv og for vores ret til at være os selv. Enhver som angriber en af os bør vide, at vedkommende angriber os alle. Vi står sammen og lader os ikke skræmme. Vi vil skabe opmærksomhed i offentligheden på vores eksistens og rettigheder,«  skriver T-Lounge Society i en pressemeddelelse.

238 mord på tolv måneder

I sidste uge offentliggjorde organisationen Transgender Murder Monitoring Project (TMM) deres årlige statistik over myrdede transpersoner, og de fastslår, at mindst 238 transpersoner i løbet af de sidste tolv måneder er blevet myrdet.

95 transpersoner blev myrdet i Brasilien, mens 40 blev dræbt i Mexiko. I USA har organisationen dokumenteret, at mindst 16 transpersoner er blevet myrdet i løbet af det seneste år.

Tallene er alene baserede på offentligt tilgængelige kilder og forventes at dække over et stort mørketal.

Læs mere i artiklen »238 trans people were murdered across the world in the past 12 months« på pinknews.co.uk

Læs artiklen »Det er livsfarligt at være trans*« hos Modkraft.dk

Transfobien trives ifølge T-Lounge Society dog også i høj grad herhjemme:

»Verdenspressen rapporterer dagligt om grusomme voldshandlinger mod transkønnede. Men også i Danmark og Skandinavien har vi oplevet flere voldsomme hadforbrydelser, senest med overgrebet på Cecilie Mundt«, lyder det fra T-Lounge Society, der opfordrer alle til at bruge dagen på at udtrykke støtte og solidaritet med transkønnede.

Læs mere om overfaldet på Cecilie Mundt hos Modkraft.dk

Bred opbakning

T-Lounge Society er en social og kulturel forening, som ønsker at gøre opmærksom på transkønnedes vilkår.

I København har arrangementet da også formået at få en bredere opbakning. Blandt andet Amnesty International bakker i år op om arrangementet:

»Amnesty International mener, at TDoR er en vigtig manifestation, hvor vi viser solidaritet med de transkønnede, som er blevet myrdede eller udsat for hate crimes. Transkønnede udsættes for menneskerettighedskrænkelser over hele verden. Amnesty arbejde for at holde regeringer ansvarlige for disse krænkelser«, udtaler kampagneleder Helle Jacobsen.

Arrangementet starter foran Christiansborg kl. 17.00, hvor der er talere fra  bl. a. Stop Had, Amnesty Internationl og T-Lounge Society.

Derefter går man i procession med fakler til (T)ove Hansens Plads ved Halmtorvet. Her vil der være en mindeceremoni og opstilles et monument for alle de transkønnede, som er blevet chikaneret, tortureret og dræbt på grund af deres kønsidentitet.

Arrangementet afsluttes med et aftenprogram i Warehouse9 bar/lounge med kunstneriske indslag og musik, herunder en danseforestilling af Sarah Armstrong og sange ved the Gentleman & the Lady.

Læs hele pressemeddelelsen fra T-Lounge Society

Læs mere om Transgender Day of Remembrance 2013 Copenhagen på Facebook

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce