Lønløst liv og overudbytning

I. Lønarbejdets glæder

Flere og flere lever uden fast løn. At få fast løn er en luksus. Som Michael Denning starter en artikel om et lønløs liv: »Under kapitalismen er det eneste, der er værre end at blive udbyttet, ikke at blive udbyttet« (»Wageless Life» i New Left Review 66, Nov-Dec 2010).

Og det er rigtigt, at den fuglefri arbejder med intet andet end sin arbejdskraft at sælge risikerer at blive mødt med mangel på efterspørgsel, ja, det er ifølge en grundlæggende marxistisk læresætning rent ud systematisk, at kapitalisterne prøver at klare sig med så få arbejdere som muligt.

Men hvordan ser livet ud for de uheldige? Og er der tale om to grupper, hvor den ene er i pendulfart mellem arbejde og ikke-arbejde, og den anden er helt uden for arbejdsmarkedet?

Ove Kaj Pedersen brillerer med at gøre nødvendigheden af at forsørge sig selv til en frihed. Han udtrykker ifølge Information den 22. maj 2014, »Den største frihed af alle er ikke at blive fri for at arbejde, men fri til at arbejde. Kun gennem uddannelse og arbejde bliver man fri – fri fra at blive forsørget af staten.«

Pedersen krydrer sine påstande med, at Danmark i modsætning til USA skulle knytte ret og pligt sammen. Derfor kan den danske stat med fuld ret kræve af én, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet.

I grundlovens §75, stk. 2 står der nu, at »Den, der ikke kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtigelser, som loven herom byder.« Så kun hvis man får hjælp af det offentlige, kan der kræves en modydelse.

Det er derfor en noget kreativ fortolkning af den danske grundlov, Ove K. Pedersen er ude i for at få socialdemokratiets ret og pligt til at hænge sammen. Det søges bestyrket af en mærkværdig antydning af, at folk på noget tidspunkt skulle være blevet forsørget systematisk af staten.

Modstillingen halter endvidere ved, at staten på ingen måde har pligt til at skaffe arbejde, selvom den puffer gevaldigt på. Pligten påhviler udelukkende den enkelte: Du skal gud døde mig finde dig et arbejde. Retten til at få støtte undergraves systematisk.

Det, der ikke bliver nævnt af Ove Kai Pedersen i ligningen, er elefanten i rummet: ikke ’arbejdsmarkedet’ som sådant, men den private del af det, og som hersker både i USA og i Danmark.

Kapital – arbejde og arbejdsløshed

Den nøgne nød for overlevelse er et menneskeligt grundvilkår, hvorimod beskæftigelse er hægtet op på modsætningen mellem kapital og arbejde.

Det er kun et stykke henne i udviklingen af relationen arbejde – kapital, at staten er kommet ind i forsørgelsen.

Engelske fattiglove (poor laws) eksisterede dog i overgangsperioden mellem det traditionelle feudale/småbondesamfund og industrikapitalismens fremvækst. Men understøttelsen blev finansieret af jordskatter, som drotterne igen overførte på deres forpagtere.

Ordet arbejdsløs (unemployed på engelsk) stammer fra 1880’erne, da lederen af det statistiske kontor i Massachusetts begyndte at tælle dem, der stod uden for arbejdsmarkedet, men som ønskede eller var nødt til at deltage i det.

Marx himself betegnede disse mennesker som ’ubeskæftigede’. Så ordet ’arbejdsløshed’ stammer fra arbejdskampenes og arbejdstidsreguleringens barndom.

Når nu staten gør så meget for at hjælpe beskæftigelsen på gled, bliver arbejdsløshed eller det at være helt uden for arbejdsmarkedet mere og mere set som den enkeltes ansvar.

Det er i første række en fornægtelse af den systematiske drift i kapitalismen til at hyre så få som muligt, hvad der har som naturlig følge, at nogle bliver umulige at beskæftige. Den sammenhæng søges ihærdigt bekæmpet på alle måder i Danmark, men det lykkes ikke at få alle ud på arbejdsmarkedet.

Også diagnosen ’social arv’ er forkert. At erkendelsen i den grad er svækket, skyldes naturligvis også arbejderbevægelsens svaghed.

Dagpenge er i udgangspunktet opbygget i henhold til forsikringsprincippet. En forsikringsbegivenhed er en tilfældig hændelse, der indtræffer med en vis sandsynlighed. Dvs. dagpenge bygger på, at arbejdsløshed i princippet kan ramme alle i arbejde, men kun indtræffer med visse forudsigelige intervaller og i begrænset omfang.

Der sættes således lighedstegn mellem faktisk konstateret arbejdsløshed på f.eks. 5 %, og at 5 % skulle være i farezonen for at blive ’ramt af arbejdsløshed’, som det udtrykkes. Det er misbrug af statistik.

Men netop det misbrug er forudsætningen for at fastsætte forsikringspræmier. Systemet for forsikring mod arbejdsløshed bryder derfor også sammen med passende mellemrum, f.eks. under tredvernes massearbejdsløshed.

Siden genopstod det med staten som medaktør eller garant. Med tidligere erfaringer in mente er det kapitalistisk logik for begyndere, at understøttelsesperioden søges nedsat, når arbejdsløsheden stiger.

I den progressive Keynes-periode blev statslige interventioner i økonomien instrumentet for at få gang i investeringerne og komme tilbage til (forestillingen om) fuld beskæftigelse.

Naturligvis ligger hunden begravet et andet sted. Det er i det kapitalistiske samfunds overordnede interesse, at så mange som muligt arbejder, dvs. skaber merværdi, men også at så få som muligt arbejder for at skabe en given mængde og kvalitet af et produkt.

Keynes bevarede et individualistisk, mikroøkonomisk element i sin håndtering af arbejdsløshed. Der kunne være lønniveauer, der var så lave, at arbejdere ikke ville tage arbejdet. Det var på den ene side af ligningen, den for udbuddet.

Den anden var efterspørgslen, der sås som et makrofænomen. Investeringerne var ind imellem ikke store nok til, at der kunne blive skabt jobs til alle, der ville acceptere vilkårene. Imellem de to poler svingede Keynes.

Det mikroøkonomiske udbudsargument er så blevet taget op af de konservative neoliberale. Arbejderne er for forkælede, de gider ikke. De får for meget i støtte (herhjemme) osv. osv. Det er i det mindste en form for anerkendelse af ’the disutility of work’, som Daniel Ankarloo skriver om, en indirekte anerkendelse af, at kapitalistisk lønarbejde ikke udelukkende er godt for sjælen. Men intet varer evigt. Nu er det jo lige ved at blive det.

I disse tider med masseindvandring er det svært at finde lønninger, der er så lave, at ingen vil tage arbejdet, selvom vilkårene kan være for ringe for f.eks. danske arbejdere. Eller, sagt på en anden måde, man undgår at søge dem.

Reservearmé, lumpenproletariat og selvstændige

På mainstream økonomsprog taler man om ’strukturel’-, friktions- og konjunkturarbejdsløshed.

Den første form skaber langvarig arbejdsløshed på grund af, at der sker strukturelle ændringer i økonomien, og at det kan være svært at få den nødvendige omstilling til de nye realiteter på plads. Friktionsarbejdsløshed har blot at gøre med den tid og de vanskeligheder, der er ved at skifte arbejde, og konjunkturarbejdsløsheden hænger sammen med økonomiens op- og nedture. Det er tankegangen.

Det mest interessante er strukturarbejdsløsheden. En lang overgang mente man, den var nogenlunde konstant, men den har vist sig at være i udvikling – opad, dvs. den gale vej.

For at forstå disse sammenhænge er det først nødvendigt at se på målestokkene for arbejdsmarkedsdeltagelse.

For det første er der befolkningen i den arbejdsdygtige alder mellem 15 og ca. 65 år. For det andet er der arbejdsstyrken, der er de af dem i denne aldersgruppe, der har en profession og en systematisk tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er i forhold til arbejdsstyrken, at arbejdsløshed traditionelt defineres som dem, der søger arbejde og (måske) får arbejdsløshedsunderstøttelse, når de intet har.

I Danmark har vi to former for ledighed, den snævre for dem, der er medlemmer af A-kasser og dermed dagpengeberettigede, og så AKU-ledighed, der indbefatter dem, der ikke får dagpenge, men som søger arbejde. AKU-ledigheden opgøres gennem stikprøveundersøgelser, hvorimod den snævre arbejdsløshed findes ved registerdata.

AKU-målestokken er af nyere dato og reflekterer det faktum, at flere og flere falder ud af dagpengesystemet, fordi de har været ledige for længe. Eller også er de slet ikke (længere) medlem af en A-kasse, måske fordi de ikke regner med, at den vil hjælpe dem.

Hvis man måler beskæftigelsesgraden, dvs. dem der er i lønarbejde, mod befolkningen i den arbejdsdygtige alder, er den klart dalende, for antallet af mennesker helt uden for arbejdsmarkedet stiger støt.

De to egentlige former for arbejdsløshed, den snævre i forhold til A-kasser og den bredere AKU-ledighed, er mere svingende. Men det er vigtigt at se, at der er en vis sammenhæng mellem de forskellige former.

Hvis man alligevel ikke kan få arbejde og kun dagpenge i begrænset omfang, hvorfor så være medlem af en A-kasse? Så kan man også undgå stemplet som arbejdsløs.

På den måde kan man også forstå, at arbejdsløsheden kan falde, uden at beskæftigelsen går op. I USA taler man om ’den skuffede arbejder’, altså ham/hende, der undlader at søge.

I Danmark jager man folk ind til søgemaskinerne, så snart de ønsker den mindste støtte. Derfor foretrækker mange at hutle sig igennem med tilfældigt arbejde, så de ikke skal gå til i nytteløse jobansøgninger.

De strukturelt ledige af i dag ville indgå i det, Marx kaldte reservearméen (uden at gå så meget op i nutidens præcise definitioner i forhold til forskellige systemer). Lumpenproletariatet er de marginale, de, der aldrig kommer i arbejde eller kun arbejder sort eller ernærer sig ved tiggeri, klunseri, nådsens brød eller småkriminalitet.

Folk, der har deres egen forretning, og som ikke aktivt søger arbejde, er ikke med i den snævre arbejdsløshedsstatistik. Venner, familie, lidt sort arbejde og byttetjenester hjælper på overlevelsen for denne gruppe, for hvilken hverken reservearmé eller lumpenproletariat er dækkende termer iflg. Denning.

Mange i gruppen vil nu gerne have et arbejde, hvis de kunne få et, og er dermed AKU-arbejdsløse. Men gruppen er fyldt med folk, der har en højere uddannelse og derfor ikke er en del af den traditionelle lønarbejderklasse, som er defineret i forhold til industriarbejde og lavtlønnede serviceerhverv.

Prækariatet er en moderne form for yoyo-tilværelse, der er med til at afvikle fagforeningernes landvindinger. Det vil blive nærmere diskuteret under ’overudbytning’ nedenfor.

Uformel sektor og sort arbejde

Arbejdsbetingelserne blev hårdere, i og med at småbønderne blev sat fri eller sparket væk fra jorden og dermed ikke længere havde noget naturstof at interagere med og leve af. En proces man ser den dag i dag i Afrika, dels fordi der stadig er småbønder, og dels fordi de nu om dage ikke nødvendigvis kan leve af den plot jord, de har til rådighed, og som ikke er privateje i vores forstand. Derfor rejsen til byerne efter tilfældigt arbejde eller som småhandlende i den uformelle sektor.

Ordet ’uformel sektor’ er af nyere dato, det blev først lanceret i 1970’erne. Fænomenet er nu meget ældre. Men det er nyt, at den uformelle sektor ligefrem hyldes i udviklingslande, ikke mindst af internationale bistandsorganisationer.

Det foregøgles, at mikrolån kan hjælpe. Men desværre bliver det ofte som H.C. Andersens historie om konen med æggene. Hun var på vej til markedet med en kurv på hovedet fyldt med æg, som hendes ene høne havde lagt. Når hun nu fik solgt æggene, ville hun købe en anden høne, der kunne lægge æg, så hun kunne få kyllinger og flere høns og æg osv., fabulerede hun. Og se, så knejsede hun med nakken ved al den hæder og ære, hun skulle nyde, og æggene faldt ud af kurven... Drømmene ved mikrolån er også større, end bukserne kan holde.

I vores del af verden er den uformelle sektor slet og ret sort arbejde. De, der ikke kan finde arbejde, fristes til at gå uden om de officielle systemer. Sort arbejde er her i landet også knyttet til noget ’ekstra’.

I en underholdende kronik i Information den 17. juni 2014 harcelerer Arno Victor Nielsen over den stædighed, hvormed Rockwool Fonden forfølger tesen om det ’skadelige’ i sort arbejde, det arbejde, som består i vennetjenester, hvor en håndværker hjælper en ven eller bekendt med at få ordnet et par småting og ikke blander Skat ind i det mht. indkomst eller moms.

Ja, han mener det er den rene og skære næstekærlighed. Det er det frivillige sorte arbejde, der også har den charme, at man slipper for administrativt bøvl. Til gengæld kan ’arbejdsgiverne’ heller ikke klage over kvaliteten.

Andet sort arbejde er mere lyssky. Det er der, hvor arbejdet rekvireres til undertakst, en debat vi har haft på det sidste i forbindelse med indvandringen af ikke mindst østeuropæiske arbejdere. Og så er der det helt sorte arbejde udført af papirløse immigranter.

Udviklingen i arbejdets form

Industri- og standard servicearbejdet med de faste overenskomster er under afvikling. Nye former for arbejde vinder frem. De er udviklet fra gamle former. Det nye er især den kvantitative udbredelse.

Den første af disse ’nye’ former er den højere servicearbejder, der er med til at formidle kapitalens cirkulation, og som er involveret i salg, finans, markedsføring og kommunikation.

I vores del af verden er de ofte formidlere af varer og tjenesteydelser, der er produceret tilpas langt borte, og hvis produktionsbetingelser man for det meste kan glemme. Derfor kan denne klasse komme til at udgøre en stor del af beskæftigelsen og udbuddet, især i mindre lande som Danmark.

Ud over at være afhængig af industriarbejdets og det beskidte arbejdes udflagning, er den også resultatet af, at kapitalen i sin cirkulation er blevet mere top-heavy. Der kræves meget for at begå sig i konkurrencen.

Det har smittet af på statsapparatet, der imiterer den private sektor og nu også er plaget af kommunikationsfolk og formidlere. For ikke at tale om, hvad der ’forskes’ i.

Det er her, man finder dem med arbejde, som krampagtigt nydes. At kunne sige, at ens arbejde er spændende og udfordrende, er ikke blot den glæde, det nu er, men også en social score. Det er ligefrem det, man drømmer om.

Den anden ny-gamle gruppe er dem, der servicerer de rige. De skal have tjenestefolk, juvel- og højere modebutikker blomstrer, et helt marked af private servicearbejdere er opstået omkring dem. Luksushoteller og -restauranter, spabade osv. osv. er voksende markeder også for tjenende ånder.

Andre prøver at få adgang til nådsensbrød fra de velgørende fonde, de rige opretter mod at få skattefordele, og som de deler ud af. Måske ikke kun for at sole sig i deres magt, men vel også derfor. De kunstnere, der får succes, hører også hjemme her. Og selv de mindre succesrige prøver at gøre sig lækre.

Kulturlivet er i stigende grad finansieret af mæcener. Det er den rene refeudalisering.

Statens rolle: workfare

Den danske stat ligner den perfekte kapitalistiske stat. Hvis man tænker på nutidens politiske debatter og forlig, koncentrerer de sig om, hvordan arbejdspladser kan skabes, og ikke mindst hvordan folk kan blive i stand til at opfylde de krav, som den moderne teknologi og kapitalens profitkrav stiller.

I hvor mange år har mantraet ikke været: bedre uddannelse. Man skulle tro, at det mål måtte være nået, men åbenbart ikke. Noget må være gået galt.

Illusionen om, at staten er til for at sikre borgernes ligeberettigede velfærd blegner. Næ, det drejer sig om arbejdsfærd (»workfare«), på svensk arbejdslinje.

Statens opgave er at uddanne og tæmme arbejdskraften, så den passer nøjagtigt til fremtidens krav, en helt igennem umulig opgave, da ingen kan forudse disse krav, og der derudover næppe vil være arbejde for de mængder af folk, som uddannes.

For at skjule problemet udstedes besværgelser om ’den bedst uddannede generation', ’talenter’ hyldes, og de ubeskæftigede anklages for at mangle tilpasningsevne eller måske ligefrem for at være forkælede.

Så på ironisk vis har Ove Kai Pedersen fat i noget. Ikke at slippe ind i statens greb er en frihed. Men friheden til arbejde er altså friheden til det arbejde, som er præformeret og helt igennem bestemt af kapitalens nødvendighed.

Der er en perfekt omfavnelse, i modsætning til tidligere, hvor der var et mere autonomt rum for borgerens åndelige frihed. Ingen kan undgå dens institutioner og prægning.

II. Overudbytning

Begrebet overudbytning er kommet på mode inden for marxismen de senere år. Overudbytning og marginalisering hænger nært sammen. Er man uden for samfundet – eller tilstrækkelig fattig, dvs. jordløs og uden regelmæssig indkomst – er man naturligvis nemmere at udbytte, endog overudbytte.

Det debatteres, om Marx havde udviklet et begreb for ’overudbytning’. Definitionen er »salg af arbejdskraft under dets værdi«, dvs. at arbejdskraften udnyttes så hårdt, at den ikke kan overleve/leve et normalt liv. Tidlig død eller nedslidning af egne eller andre ressourcer er udkommet.

Marx angav, at fænomenet hørte hjemme i de konkrete kapitalers konkurrence, derfor udviklede han det ikke begrebsligt.

»Den tvungne nedsættelse af arbejdslønnen under denne værdi spiller imidlertid en så vigtig rolle i den praktiske bevægelse, at vi ikke kan undlade at standse et øjeblik herved. Den forvandler faktisk, …, inden for visse grænser, arbejderens nødvendige forbrugsfond til en akkumulationsfond for kapital.« (Kapitalen, 1. Bog 4, s. 846.)

Vi andre lever i den virkelige verden, så der er god grund til at bruge begrebet.

Nyere marxisme har derudover konstateret, at overudbytning har været og er et konstant tilbehør til kapitalismens konkrete udvikling. Så meget, at det ligner et fast forhold.

Prækariatet

I modsætning til hvad højrefløjen forestiller sig, vil de fleste medlemmer af prækariatet intet hellere end at have arbejde og får det indimellem, men på ringere vilkår end de overenskomstmæssige og gængse.

Prækariatet er typisk nyuddannede, der ikke kan finde arbejde inden for deres felt, og som måske fortsætter i studenterlignende jobs. Eller de får midlertidig eller projektmæssig ansættelse for ikke at tale om arbejde, de føler er under deres uddannelsesniveau, og som ikke fører til fast beskæftigelse, og da slet ikke til en karriere.

I Sydeuropa er prækariatet en så stor del af arbejdsstyrken, at mange flytter til andre lande for at få bedre fremtidsudsigter, Nordeuropa eller tidligere kolonier som Mozambique og Angola.

Overudbytning i det globale syd

En af dem, der ser overudbytning som en integreret del af kapitalismen, men forlagret til de perifere lande, er Andy Higginbottom. Dette giver basis for en genoplivning af afhængighedsteorien, der ellers blev erklæret død, evt. med flotte overskrifter som, »nu kan ulandene ikke længere skyde skylden for deres elendighed på kolonimagterne.«

Det drejer sig ikke om at skyde skylden på, det drejer sig om at se på, at lande ikke lever i isolation, men at kapital- og finansstrømmene er internationale. Og at overudbytning nemmere bliver systemisk, når der er grænsekrydsninger undervejs.

I gamle dage kaldte man det imperialisme.

Overudbytning findes især dér, hvor kapitalisterne eller jordejerne ikke har investeret ret meget, dvs. typisk ved meget simpelt arbejde.

I dag findes det i de sydafrikanske guld- og platinminer, som det tydeligt kom frem i Marikana-strejken. (jf. Andy Higginbottom: »The System of Accumulation in South Africa: Theories of Imperialism and Capital,« IIPE Paper (pdf-fil)).

Apartheid var et system af overudbytning af arbejdskraft: ved at holde rigelige arbejdsreserver, behøvede man ikke give dem, der var i arbejde, gode betingelser. Mange var marginaliserede, så derfor var der en nær sammenhæng mellem marginalisering og overudbytning.

Jo mindre mulighed man har for at reproducere sig selv på traditionelle vilkår, jo mere villig er man til at tage underbetalt arbejde. Dvs. overudbytning hænger i udgangspunktet tæt sammen med landløshed.

Under apartheid-æraen blev den bedre jord taget fra de farvede og sorte, og de blev henvist til elendige homelands med marginal jord. For at kunne understøtte familien med lidt pengeindkomst arbejdede mændene typisk i miner og overnattede i elendige herberg. Minesikkerhed blev der set stort på.

Det kan diskuteres, hvor meget disse forhold er blevet forbedret efter apartheid. Den sydafrikanske jordreform, der blev sat i gang efter systemskiftet i 1994, halter langt bagefter målsætningen, fordi jordovertagelse mest skal ske på markedsbetingelser.

En smule er dog blevet givet tilbage til tidligere forfordelte rettighedshavere. Lønningerne er stadig lave, og alt for mange hutler sig igennem i townships.

Irland i det 19. århundrede er et andet eksempel på overudbytning. Denne gang mellem et udviklet kapitalistisk land (England) og et, der på sæt og vis endnu ikke var det, men som havde systematisk kontakt med centrum.

Overudbytning i Danmark

Når befolkningen i de nye medlemsstater af EU enten ikke kan få arbejde eller ordentligt arbejde, og der er et underskud af folk, der vil tage en vis type jobs i de mere udviklede dele af EU (det påstås i hvert fald), så sker der naturligvis en tilvandring, som ingen djævel eller noget regelsæt kan gøre meget ved.

Selv hvis det skulle lykkes at kræve overenskomstmæssige mindstelønninger for de tilvandrende, vil det ikke ændre meget, for de fleste danskere i samme jobs ville få mere.

Dertil kommer alle de muligheder en arbejdsgiver har for underbetaling. De tilvandrende er villige til at bo i substandard boliger, nogle overnatter på arbejdspladsen. De prøver blot at sende penge hjem.

Debatten om børnechecken har på skræmmende vis vist, hvad der står på spil.

I Danmark har vi hygget os med ’den danske model’, der siges at være baseret på frivillige aftaler, men som også er en del af det offentligt-retlige system. Dagpengene er en sådan hybrid.

Andre EU-lande har dels lovbestemte minimumslønninger, dels flere rene forsikringsordninger på det sociale område. Derfor er det bl.a. svært at sammenligne skattebyrden mellem landene.

At Danmark ikke har en lovbestemt mindsteløn, udnyttes af arbejdsgiverne. Hvis de ikke er medlemmer af en arbejdsgiverorganisation, kan de ikke pålægges overenskomstvilkår. Og så fremdeles.

Reglerne om udenlandske virksomheder med underentreprenører, der arbejder i Danmark, understreger problematikken.

Kinesiske Huawei har fået en kontrakt på 700 millioner kr. med TDC, der sågu reelt stadig er et offentligt monopol for så vidt angår kabelinfrastrukturen, til at forsyne Danmark med 4G netværk (LTE). Huawei har hyret et tjekkisk firma Pen Com til at udføre arbejdet.

Historier er kommet frem om udenlandsk arbejdskraft, der sover i kranerne, ikke er certificeret til at arbejde med stærkstrøm og på mange andre måder bryder reglerne.

Altså: TDC privatiseres, indgår en aftale med Huawei, som Huawei vist medfinansierer (det er der nogen uklarhed om – medierne skriver kun om en ’aftale’ mellem TDC og Huawei), Huawei hyrer så Pen Com uden for konkurrence. Hvorimod alle offentlige arbejder skal undergå uhyrlige og langsommelige udbudsrunder.

Huawei er dog medlem af arbejdsgiverforeningen Dansk Erhverv og har indgået overenskomst. Nu er spørgsmålet så, om der er overenskomstkrav eller blot krav om overenskomstmæssige lønninger for Pen Com og en anden underleverandør, et portugisisk firma med hovedkvarter i Berlin.

En kommunikationsmedarbejder for Huawei forklarede i radioen, at man jo ikke kunne forlange at se lønsedler fra underleverandøren.

Regeringens modstand mod at påbyde hovedentreprenøren kædeansvar viser kun, at denne overudbytning anses for at være naturlig.

Problemet med ikke bare underbetalt, men ikke-certificeret arbejdskraft har vi også set på metrobyggeriet.

Ingen tvivl om det: Disse arbejdere er overudbyttede.

III. Fremtiden: Retten til arbejde vs. arbejdets afslutning

Der er dem, der mener, at der skal være ret til arbejde, mens andre idealister taler om arbejdets afslutning.

Første gruppe har tanker om at dele arbejdet, idet den glemmer udbytningen. Naturligvis kunne man dele offentligt udført arbejde eller ønske mere af det, men det er en uomtvistelig tendens, at det private arbejdsmarkeds logik smitter af på det offentlige, der – man gør jo hinanden gensidige tjenester – fungerer som ridefoged for det private.

Hvis det var så attraktivt at arbejde, måtte man vel også gå ind for, at folk på understøttelse skulle arbejde for den. Det er der da også socialdemokrater, der gør. Mette Frederiksen ikke at forglemme.

Andre erkender, at arbejdet, som vi kender det, er ved at være en saga blot. Hvorfor så ikke bare operere på den basis og understøtte folk i al almindelighed? Sympatisk absolut, men ingen undgår kamp for overlevelsen, og da slet ikke dem uden for arbejdsmarkedet.

Naturligvis kan man ikke blot kræve, at arbejde skal være nøjagtig, som det passer én. Der er lange læreprocesser. Decent work (ordentligt arbejde) kan man måske få, hvis man er veluddannet og villig til at kæmpe for sig selv. Kampen kan dog få det ’ordentlige’ til at forsvinde.

Selv den middelklasse, som en stor del af os i Danmark tilhører, påstår at være stresset.

Der stilles i den forbindelse sjældent spørgsmål ved, om problemet måske skulle ligge i arbejdets indhold, eller i bevidstheden om, hvem og hvad det gavner.

For det meste forlægges problemet til et spørgsmål om tempo, frygt eller mangel på balance mellem arbejde og familie.

Indirekte viser ønsket om mening sig dog, når de heldige-i-arbejde desperat påstår, at de ’arbejder med mennesker’ eller ligefrem hjælper andre.

Karen Helveg Petersen er ansvarshavende redaktør på tidsskriftet Det Ny Clarté og medlem af redaktionen for Politisk Økonomi på Modkraft. Hun er økonomuddannet og har mangeårig erfaring som konsulent i udviklingsarbejde.

Artiklen bringes også i Det Ny Clarté #25, august 2014.