Annonce

BiblioteketLinks, viden og erfaringer fra venstrefløjen, sociale bevægelser og progressive grupper
kulturradikalisme
31. december 2014 - 20:15

Kulturradikalismen : to artikler

"To artikler om den kulturpolitiske situation i Danmark i midten af 1950-erne" af Elias Bredsdorff + nogle links til artikler og bøger.

Indhold:


Redaktionens forord:
Begrebet og traditionen "kulturradikalisme" tilskrives i mange kilder Elias Bredsdorffs kronik i dagbladet Politiken "Om at fodre sine karusser". Modkraft Biblioteket har skannet et afsnit med to kronikker fra Politiken 1955 i essaysamlingen "Kommer det os ved? : Kulturradikale essayes 1934-1971" af Elias Bredsdorff (Thanning & Appel, 1971, side 57-70).

På trods af det måske fejlagtige i at tilskive Elias Bredsdorff, at han i den første tekst er den første til at anvende betegnelsen "kulturradikalisme" [se links nedenfor til Wikipedia-artikels eksterne referencer] finder vi de to kronikker bevaringsværdige som udtryk for den politiske strømning i tiden efter Anden Verdenskrig og i koldkrigs-perioden, og som et forsøg på opbrud og alternativ i den kolde krigs fronter mellem USA/Vesten og de såkaldte kommunistiske lande.

Kilde: "To artikler om den kulturpolitiske situation i Danmark i midten af 1950-erne" (i: "Kulturradikale essays 1934-1971" af Elias Bredsdorff (Thanning & Appel, 1971, side 57-70).

Redaktionen noter er [i skarpe paranteser] anbragte i bunden, efter teksterne. Skannet af Jørgen Lund og Poul Mikael Allarp, Modkraft Biblioteket, november 2014.

Se også den kronologiske liste over indskannede tekster på Modkraft Biblioteket.

 

To artikler om den kulturpolitiske situation i Danmark i midten af 1950'erne 


I.

Om at fodre sine karusser (1955) [1]. Kronik i Politiken den 11. juni 1955.

Det mest bemærkelsesværdige fænomen i forbindelse med det engelske parla­mentsvalg i 1955 var den almindelige apati i befolkningen. »I couldn't care less« var den typiske reaktion hos en stor del af vælgerne; ganske vist blev valgkampen pumpet ind i hjemmene pr. radio og fjernsyn, men det var politikernes mere eller mindre fotogene kvaliteter, der afgjorde spørgsmålet om deres relative popularitet. Aldrig har engelske vælgermøder været så dårligt besøgt, og sjældent har vel de objektivt set betydningsfulde problemer (forholdet til den østlige verden, militærpolitiken, atombomben og brintbom­ben) været i den grad tilsidesat for trivielle indenrigspolitiske spørgsmål (prisen på te for eksempel). Når de konservative sejrede ved valget, skyldes det utvivlsomt et reelt sving til højre i befolkningen, men det hænger også sammen med, at apatien blot var endnu større i den venstreorienterede end i den højreorienterede del af vælgermassen. Det er et kendt fænomen, at politisk apati altid gavner konservatismen mest.

Den politiske apati i England er i særlig grad iøjnefaldende blandt den intellektuelle ungdom. Da jeg i 1934 opholdt mig i England som ung student, var der en meget mærkbar politisk interesse inden for den akademiske ung­dom. Navnlig blomstrede dengang de venstreorienterede studenterorganisa­tioner — akkurat som i Danmark i trediverne. Det var et typisk tidens tegn, at praktisk talt alle de toneangivende unge engelske lyrikere — W. H. Auden, Stephen Spender og C. Day Lewis — og mange af tidens førende prosaskri­benter var udpræget venstreorienterede. Først nazismen og siden den spanske borgerkrig medførte en mærkbar radikalisering af den bedre del af de intel­lektuelle, i England som de fleste andre steder i Europa. Ungdommen var fuld af optimisme og kampmod: man følte, at der var noget at slås for og noget at slås imod.

Forholdet er helt anderledes i halvtredserne — i England som i Danmark og vel den vesteuropæiske verden i det hele. De venstreorienterede studenter­organisationer fører de fleste steder i dag en kummerlig tilværelse. For den venstreorienterede ungdom, som ikke står forankret i en politisk ideologi, er blevet hjemløs, skeptisk og mismodig.

Den politiske interesse er blandt store dele af Englands unge afløst af en religiøs interesse, der spænder fra en intellektuel metafysik og mysticisme til en godtagelse af Billy Grahams [2] smarte og fladbundede salgsteknik. Blandt Englands high-brows er Kierkegaard i dag modefilosoffen. Man dyrker hans pessimisme, hans livsangst, hans fortvivlelse og hans skyldfølelse: selve ordet angst er via Kierkegaard blevet optaget som et nyt kursiveret låneord i engelsk og benyttes flittigt i de super-intellektuelles jargon som en slags bevis på, at de har læst the melancholy Dane. Og Englands low-brows samles i hundredtusindvis omkring gabardine-englen Billy Graham, der kan give dem et færdigsyet standpunkt i stedet for det, som politikerne og videnskabs­mændene har sprængt i stumper og stykker for dem.

Den enkelte har nok i sine egne problemer; så må verden uden om ham klare sig, som den bedst kan, Der skal meget store kanoner til for at samle anselige skarer til møder, der beskæftiger sig med udenrigspolitiske spørgs­mål; til de fleste møder om Kina, om sameksistens, om forholdet til de far­vede racer, om hjælpen til de underudviklede lande, om kampen for freden og om atombombens og brintbombens problemer, møder kun Tordenskjolds soldater op, den lille trofaste skare, der ikke har omvendelse behov.

Angsten for en ny krig i de nye selvmordsvåbens tegn lurer hos alle. Der har vel aldrig været et så universelt ønske om fred og afspænding, som der er i dag, Men det afspejles ikke i fredsorganisationernes medlemstal eller i tilslutningen til fredsmøder og fredsdemonstrationer. Sagen er, at al anden pacifisme end den religiøse (kvækerne, metodisterne, de kristelige socialister o. s. v.) er suspekt: den, der offentligt udtaler sig til fordel for et møde mel­lem »de fire store» på et tidspunkt, da forhandlingspolitiken endnu ikke er knæsat af Eden og Foster Dulles [3], risikerer let i visse kredse at blive anset for krypto-kommunist; at kræve Kinas optagelse i F. N. og Sikkerhedsrådet [4] kan på samme måde let stemple sin mand. Resultatet er, at de aktive venstre­orienterede blandt Englands intellektuelle ungdom ofte er reduceret til de små grupper, der står direkte tilsluttet de venstreorienterede politiske partier, mens de politisk uafhængige føler sig usikre og hjemløse og derfor bliver tavse. Ingen bryder sig dog om i dag at blive anset for en kommunistisk »medløber«, fordi han muligvis på et eller flere punkter har meninger, som kommunisterne også har. Hvad nytter det at protestere imod beslutningen om, at England nu vil fabrikere brintbomber? siger mange; det sker jo allige­vel. Hvad nytter det at bekæmpe racefordommene i Kenya eller Sydafrika? Hvad nytter det at protestere mod Tysklands genoprustning? Intet bliver jo anderledes af den grund. Og man lukker sig inde med sin skepsis og dyrker sine roser, begraver sig i fortiden, drikker sit øl og lader tingene gå deres skæve gang.

Andre, der har mere kontakt med forholdene i Danmark i dag, kan bedre dømme om, hvorvidt og med hvilke modifikationer dette billede også har gyldighed for den hjemlige situation. Så vidt det er muligt at bedømme det for den, der følger med i udviklingen udefra, men dog med jævnlige besøg i Danmark, er der mange slående lighedspunkter, omend de ny­religiøse bevægelser ikke har den samme indflydelse som i England, Ikke endnu i hvert fald! Men der kan næppe være tvivl om, at der med den poli­tiske ensretning af både udenrigspolitiker og en stor del af indenrigspolitiken, i Danmark som i de øvrige vesteuropæiske lande, er fulgt en betænkelig indskrænkning i den frie meningsudveksling. Er det mærkeligt, om en stor del af ungdommen får det indtryk, at den eneste principielle uenighed er den, der skiller kommunisterne fra »de andre«? Eller at den mere naive del af ungdommen får den opfattelse, at den ene halvdel af verden regeres af gode mænd, mens den anden halvdel regeres af onde mænd?

Der gik en ubrudt linje i dansk åndsliv fra Brandes-tidens kulturradika­lisme til tidsskriftet »Kulturkampen« i 1930'erne [5]. Hitler, Mussolini og Franco aktiviserede den radikale opinion i Danmark som i hele det øvrige Europa. Sejren over nazismen var denne opinions store triumf, for den havde advaret mod faren på et tidspunkt, da andre enten overså den eller bevidst lukkede øjnene. Men denne triumf blev samtidig dens nederlag. I den kolde krig mellem Vest og Øst søgte man at tvinge den til et »ja» eller et »nej«, hvor den ofte følte, at den i sandhedens navn bedst kunne svare med et »ja, men ...« eller et »nej, men ...« Gråt bliver ikke sort, og grumset bliver ikke hvidt, bare fordi ingen af delene er himmelblåt! Men i en farveblind verden kan den seende finde det formålsløst at diskutere nuancer og holder derfor sin mund.

Misforstå mig ikke — jeg siger ikke, at der er »amerikanske tilstande« i Danmark eller i England. I intet af de to lande kan Joe McCarthy og hans ligesindede mønstre mange tilhængere [6]. Intet har skadet Amerika mere i dets forhold til Vesteuropa end den hysteriske anti-kommunisme. Udrensnings­aktionerne mod universitetslærerne og processerne mod Owen Lattimore og Robert J. Oppenheimer har i vide kredse i Vesteuropa fremkaldt mange bitre kommentarer. [7] Men vi har ikke reageret ved at gå den modsatte vej af McCarthy, d. v. s. ved at liberalisere den frie diskussion. Der er en stigende tendens til at kræve en ideologisk trosbekendelse, før man vil lytte til, hvad en mand har at sige. Hans ord har kun vægt, hvis han står på den rigtige side af den usynlige skillelinje, vi har trukket. Enhver dansk forfatter, der ikke har bekendt sig til et klart antikommunistisk standpunkt, er under mistanke som kommunist eller i bedste fald »en naiv medløber«, Advarer man mod det kraftige amerikanske favntag, er man kommunist, medmindre man sikrer sig ved samtidig at tage afstand fra Sovjetunionen. Og en kom­munist vil i vide kredse sige et menneske, hvis ord man ikke behøver at lægge vægt på — selv når han har ret! Thi mange har glemt, at kommu­nisterne i mangt og meget kan have ret — og ofte har det.

Også i efterkrigstidens Danmark er der opstået en sejrssikker og over­modig konservatisme — og ikke alene inden for højrepartierne — som kræver, at enhver, der udtaler sig offentligt, skal engagere sig og udfylde et spørge­skema for at få udstedt politisk sædelighedsattest. Og det vrimler med emsige spioner, der indberetter »tvivlsomme tilfælde« på medborgere, hvis gode navn midlertidigt bør suspenderes. Man mindes, hvordan det i sin tid lykkedes en geskæftig dansk litterat at hindre professor Stender-Petersens ansættelse ved et amerikansk universitet. [7] Man mindes, hvordan en venstre­politiker for nylig stemplede Askov Højskole som kommunistisk, fordi for­standeren havde udtalt sin betænkelighed ved meget af det, der foregår i Amerika i dag. Man mindes, hvordan flere af vore betydeligste forfattere er blevet lyst i band i store dele af pressen, enten fordi de har nægtet at søge om politisk sædelighedsattest, eller fordi de har fremsat ukonventionelle synspunkter i deres drøftelse af tidens problemer.

Lad mig tilføje et personligt eksempel af ret ny dato. Da jeg for nylig i en litterær polemik i »Vindrosen« [9] fremhævede det livsbekræftende i Kjeld Abells »Den blå pekingeser« [10], samtidig med at jeg konstaterede den konser­vative opinions fryd over ethvert forsøg på at ramme Abell, svarede magister Jens Kistrup [11] mig i en i øvrigt i tonen meget urban kronik i »Berlingske Tidende«, hvori følgende passus forekom: »Som bekendt er det et led i den kommunistiske kulturtaktik ligefrem at tage patent på livsbekræftelsen, og ved sine forblommede bemærkninger om den konservative glæde over kritiken af Kjeld Abell slutter Elias Bredsdorff i virkeligheden op på denne linje.« Jeg har længe været klar over, at sådanne ord som »fredsvilje«, »fri­sind« og »progressiv« i visse kredse godtages som fuldgyldige beviser på forfatterens kommunistiske sindelag. Nu vil Jens Kistrup altså også have ordet »livsbekræftelse« lempet over i den kategori. Ja, ja — konservatismen må jo have råd til at undvære det! Men for den, der ellers gider respektere de politiske tabu-ord, bliver det snart svært at udtale sig.

Det er vel ikke mærkeligt, at en del af det, der altså engang hed frisindet, i en sådan situation mister modet og føler det håbløse i at tage kampen op. Når man må værge for sig til alle sider og alligevel bliver misforstået, hvad nytter det så at slås? Og resultatet er, at mange følger den gamle skeptiker og kyniker Gustav Wieds motto: »Man skal fodre sine karusser, gøre sin whisky stærkere og lade Vorherre om resten!«

Der var en tid efter krigen, da der endnu var en mulighed for, at Danmark og det øvrige Skandinavien kunne blive en bro mellem Øst og Vest, en bro, der forenede to verdener. Det gik ikke sådan — den opgave lod vi Indien være alene om! Udenrigspolitisk har Danmark bundet sig til den ene halvdel af verden. Vi har underskrevet en kontrakt — men vi har ikke forpligtet os til at sælge vor sjæl og give afkald på den mest ubetinget frie diskussion. Vi må ikke glemme, at de landsmænd, der ikke kan lide kontrakten, alligevel er danskere og har ret til deres mening. Og retten til at have en divergerende mening består i mere end det negative, at man ikke bliver straffet for den.

Der er brug for en vågen og modig kulturradikalisme i dag, en tankegang, som bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med en social samvittighed. Der er brug for et åndeligt kætteri, som afslører vanetænkningen, hykleriet, fraserne og klichéerne, en åndelig åbenhed, der ikke nøjes med at se på etiketterne, men tager et uhildet stand­punkt til realiteterne bag dem. Der er brug for en etik, som er frigjort af kirken og den konservative konvention. Der er brug for en utålmodighed, som ikke vil vente med fremskridtene, til de er blevet selvfølgeligheder eller tilbageskridt.

Det kan være hyggeligt at fodre sine karusser og fristende at gøre sin whisky stærkere. Men lader vi Vorherre om resten, så svigter vi den ungdom, der i dag står søgende og rådløs. De unge har i dag det alternativ, at de værsgo' enten kan blive anti-kommunister eller kommunister. Ind til højre eller ud til venstre! Vi har sprængt deres verdensbillede og ladet mismodet og angsten gro hos dem. De vokser op i skyggen af atombomben og brint­bomben og truslen om endnu værre katastrofer. Demokratiet er for dem blevet til et gigantisk uvedkommende maskineri, en slags kæmpemæssig gallup-undersøgelse, der vel lejlighedsvis sonderer stemningen, men over for hvilket individet er magtesløst. Stærke kræfter er i gang med at prostituere frihedsbegrebet, afdemokratisere demokratiet og afhumanisere humanismen.

Det kan i en sådan situation være fristende at resignere og gå i hi; men vi har ikke råd til det. Vi har pligt til at holde nattevagt for et livssyn, som vi tror er fremtidens — optimister som vi er midt i vor egen pessimisme.

(Kronik i »Politiken« den 11. juli 1955).

 

Efterskrift (1971)

Den foranstående artikel stod som kronik i »Politiken« i sommeren 1955. Den opsigt den vakte, og den diskussion den fremkaldte — ikke blot i »Politiken«s spalter, men i den samlede danske dagspresse såvel som i adskillige tidsskrifter — må ses i sammenhæng med tidspunktet, den fremkom på — mens den kolde krig endnu rasede på sit voldsomste, så også mange sind i Danmark var blevet smittet af dens farlige og forenklede problemstilling. Professor Ad. Stender-Petersen, som gav mine synspunkter tilslutning i en senere kronik i »Politiken«, skrev: »Bredsdorffs artikel var i virkeligheden en nekrolog over en afsluttet periode«. Det er som en sådan, den optrykkes her.

Blandt de mange, som deltog i den kulturradikale diskussion, var Kate Fleron, Emil Frederiksen, Elsa Gress, Ina Haxen, Poul Henningsen, Frode Jakobsen, Hans Kirk, Oluf Lauth, Hans Jørgen Lembourn, Georg Moltved, Bjarne Nørretranders, Gert Petersen, Peter P. Rohde, Ad. Stender-Petersen, Poul Svanholm, Werner Thierry og Chr. Torpe. [12] Lige så lidt som der er grund til nu bagefter at grave hele denne polemik op, lige så lidt finder jeg grund til at genoptrykke mit eget gensvar til mine kritikere (»Politiken«, 26. juli 1955); en dagbladspolemik har sin naturligt begrænsede levetid.

Men hvis det er berettiget — hvad jeg altså selv mener — at optrykke den artikel, som indledte debatten, må det være lige så berettiget at optrykke den artikel, som i hvert fald for mit vedkommende afsluttede den og gav den et videre perspektiv. Den følgende artikel, som aftrykkes i umiddelbar forlængelse heraf, er et sammendrag af hovedsynspunkterne i en diskussions­indledning, som jeg efter opfordring fra senioratet Skot-Hansen holdt ved Studenterforeningens første møde i efteråret 1955, og den optrykkes her i den form, hvorunder den fremtrådte som kronik i »Politiken« dagen efter mødet i Studenterforeningen — og umiddelbart før min afrejse til Kina som medlem af en dansk kulturdelegation. [12a]

 

2.

Kampen for det frie ord (1955)

Hvis man rører ved en byld, kan det gøre ondt. Men hvis man trykker hårdt på den, når den er tilstrækkeligt fremskreden, kan det blive til lindring for patienten i det lange løb. Jeg havde det held at komme til at røre ved et ømt punkt i det psykologisk rigtige øjeblik, da jeg i begyndelsen af juli 1955 skrev en kronik i »Politiken« om frisindets og det frie ords kår i den øje­blikkelige situation, for den kom både i og uden for »Politiken«s spalter til at fremkalde en diskussion, der langt overgik mine forventninger, en diskussion, som vedvarer endnu. For mit vedkommende må dog denne aften betragtes som et foreløbigt punktum, da jeg vil være forhindret i at deltage mere i den nærmest kommende tid.

Imidlertid er diskussionen på visse områder i den senere tid kommet så langt bort fra sit oprindelige udgangspunkt, at de, som har holdt sommerferie også fra avislæsning, og som er kommet til at følge med i debatten på et forholdsvis sent tidspunkt, må få helt vildledende ideer om dens oprindelige udgangspunkt. Når man således i Frode Jakobsens [13] kronik i »Politiken« forle­den dag kunne se ordet kulturradikalisme defineret som »en overbærende holdning over for millioners sultedød i slavelejre«, så må jeg dertil sige, at dette har intet — absolut intet — at gøre med den kulturradikalisme, hvorom jeg talte i min kronik. Der er formentlig intet juridisk til hinder for at defi­nere konservatisme som organiseret menneskeæderi, men dansk konserva­tisme kunne i så fald med fuld ret melde hus forbi, da sådanne beskæftigelser intet har med den konservative politik at gøre. Stillet over for den slags forvanskede fortolkninger kan det derfor være nyttigt at præcisere, hvor man står.

Man har fra mange sider påstået, at det billede, jeg gav af »den lille McCarthyisme« og dens virkninger i Danmark var alt for dystert og over­drevet. I virkeligheden har Kate Fleron [14] nok ret, når hun skrev, at ytrings­situationen i Danmark har været langt alvorligere og mere farlig, end det fremgik af min kronik.

I de få dage jeg i denne omgang har været i Danmark, har jeg på grund af min kronik fået en række henvendelser fra danske, som viser, at der kunne skrives en hel bog om den hjemlige »lille McCarthyisme«. Der er folk, som er blevet afskediget på grund af deres anskuelser, andre, som ikke er blevet forfremmet på grund af deres anskuelser, kunstnere, som er blevet ude­lukket fra konkurrencer på grund af deres anskuelser, unge mennesker, som ikke har fået stillinger, de søgte, og hvortil de var kvalificeret, på grund af deres egne eller deres forældres anskuelser. Der er en sandfærdig beretning om en dansk specialist, som blev hjemsendt fra det danske firma i udlandet, hvor han var ansat, fordi en patriotisk vicevært i den fraflyttede specialists lejlighed fandt et foredragsmanuskript, som godtgjorde, at manden var kom­munist. Viceværten henvendte sig i første omgang til firmaets danske ledelse og blev afvist, men mødte så op med to repræsentanter for en udenlandsk ambassade, der forlangte, at manden skulle hjemsendes.

Men beder De mig om dokumentation for dette, om at lægge navne og adresser på bordet, så sagerne kan undersøges, så må jeg desværre svare, at det lader sig ikke gøre! Sådan er vilkårene for åndsfriheden i Danmark i dag, at jeg ikke kan tillade mig at dokumentere et eneste af disse tilfælde uden derved automatisk at komme til at skade de pågældende ofre endnu mere!

Og der er en anden stor fare, som truer det frie ord i Danmark, blot endnu mere uhåndgribeligt, men ikke mindre reelt: frygten for, at de standpunkter, man har taget eller måtte tage, en dag vil blive brugt imod en selv. Der er tjenestemænd, som længe har ventet det naturlige avancement, men det er af en eller anden grund udeblevet, og nu spørger de sig selv: Var det, fordi jeg skrev under på den protestadresse? Var det, fordi jeg har talt imod til­slutning til Atlantpagten, eller imod Tysklands genoprustning, eller fordi jeg deltog i en fredskongres? Det kan muligvis skyldes rent saglige hensyn, men det kan lige så vel skyldes usaglige hensyn. Hvad er forklaringen? Ingen tør spørge, og ingen kan svare. Men denne frygt og denne mistanke er hos mange en realitet; den piner dem og kan gøre dem mere utilbøjelige til offentligt at vedstå deres meninger en anden gang.

Denne angst er ofte forbundet med det mystiske begreb: de hemmelige kartoteker. Jeg kender mange, som føler sig overbevidst om, at deres navn figurerer i Efterretningstjenestens kartoteker; at deres deltagelse i et møde, deres tilslutning til en kongres, deres abonnement på et venstreorienteret tidsskrift, er opnoteret på kartotekskortet og vil kunne bruges imod dem i en given situation. Hverken de selv eller vi andre kan vide, om de har ret, men selve denne frygt for, at ens anskuelser før eller senere kan bruges som et våben imod en — det er en realitet, som ikke lader sig bortforklare. Og det er en demokratiets underminering af demokratiets egne principper, som kan få katastrofale følger. Pandit Nehru [15] formulerede det engang i disse ord: »Det tragiske ved Europa er, at det søger at forsvare sit demokrati med midler, som afskaffer det.«

Mistænkeliggørelsen af dem, der tænker anderledes end en selv, florerer stadig. Kan man gøre sin modstander suspekt ved at sætte ham uden for det gode selskab, behøver man jo ikke at imødegå hans argumenter. Lad mig nævne et lille konkret eksempel af personlig art, en myg, som visselig ikke skal gøres til nogen elefant. Men det kan være nyttigt en gang imellem at fange en enkelt myg ud af sværmen og beskrive dens zoologiske ejen­dommelighed.

Jeg skrev i april 1955 en kronik i »Politiken«, der hed »Kultureksport«, hvor jeg indledningsvis fortalte en lille sandfærdig beretning om, hvordan jeg under en kongres i Dublin var blevet gjort opmærksom på en dansk skolebog, udgivet af to danske rektorer, 0. Friis Hansen og Chr. Nielsen. Heri fandtes et afsnit om Irland, som var så misvisende og tåbeligt, at det havde vakt irernes vrede. Man heftede sig navnlig ved, at den eneste irske by, der blev nævnt under omtalen af Irland, var det britiske Belfast, mens hovedstaden Dublin ikke var nævnt. Det var, som hvis man af danske byer kun omtalte Flensborg.

Denne lille sag, der turde være berøvet enhver form for politisk interesse, for så vidt som den jo kun drejede sig om kluntethed og tåbelighed, blev på grund af min kronik omtalt i forskellige danske provinsblade, deriblandt »Demokraten« i Århus, der harcellerede over sådant »utilladeligt skolebogs­vrøvl«.

Men den 8. august 1955 — 31/2 måned senere — vendte »Demokraten« til­bage til denne sag, idet redaktionen citerede et brev, man havde modtaget fra rektor Chr. Nielsen, hvori han meddelte, at de pågældende fejltagelser nu var rettet i den nyeste udgave. »Fejlen skyldtes efter Chr. Nielsens oplysning en oprindelig britisk kilde«! Efter at have motiveret rettelsen med, at man gerne ville bidrage til international afspænding, skrev rektor Chr. Nielsen videre — og nu kommer vi til sagens kerne: »Vi reagerede ikke over for Bredsdorffs kronik, dels fordi vi ikke har nogen tillid til hr. Bredsdorffs demokratiske sindelag, dels fordi vi havde ringe lyst til at skrive i et blad som »Politiken«.«

Jeg be'r Dem - det står der virkelig! Rektoren for Efterslægtselskabets Skole i København tillader sig virkelig, når han bliver grebet i en dumhed, som for hans elevers vedkommende ville blive belønnet med et mdl. [16], at svare med at drage mit demokratiske sindelag i tvivl! Hvad bilder den mand sig ind? Gid hans fyldepen må lække i brystlommen på hans bedste sæt sommer­tøj! Jeg idømmer ham eftersidning i en uge, hvor han skal skrive 300 gange: »Dublin er Irlands hovedstad, og jeg er et fæ.« Og dog — han skal slippe; for jeg trøster mig med Voltaires [17] berømte sætning: »Min bøn til Gud er meget kort: '0, Herre, lad mine fjender gøre sig selv til grin!' — Og Gud har bønhørt mig.« 

Både »Politiken« og jeg overlever såmænd nok Chr. Nielsens foragt; jeg kom til at mindes min salig grandtante Constance, der under et besøg i mine forældres hjem, da jeg var otte år gammel, til min usigelige forbavselse rev »Politiken« ned af dagligstuebordet og gav sig til at opføre en vild krigsdans på den på gulvet. Jeg troede såmænd, at »Politiken« nu var et såre respektabelt blad, men rektor Chr. Nielsen er altså ikke kommet videre, end min gamle tante var det i 1920!

Nå, det er som sagt kun et myggestik, men de kan være plagsomme, myggene, og en gang imellem må man knalde en af dem.

Man har i de sidste ti år fra vestlig side ofte klaget over — og tit med rette — hvor svært det var at få pålidelige førstehåndsoplysninger om den østlige verden: Sovjetunionen, folkedemokratierne og Kina. Man har hamret på de lukkede døre og forlangt dem åbnet. Det har min største sympati, hvor ønsket om en åbning af grænserne virkelig betyder et ønske om at sætte sig ind i forholdene i de andre lande og skabe en mellemfolkelig goodwill baseret på forståelse. Men det må for det første erindres, at det er lettere for en erklæret antikommunist at komme til den østlige verden, end det er for en kommunist eller for en, der anses for kommunistisk sympatiserende, at komme til Amerika. Og det må heller ikke glemmes, at når dørene har åbnet sig, så har mange sagt: »Nej, tak — der har intet anstændigt menneske noget at gøre!« Man så, hvordan pastor Bartholdy [18] nylig for løs på de præster og biskopper, der anbefalede ungdommen at rejse til festival i Polen, for de kommunistiske lande var jo Satans sidste opfindelse! Jeg ved ikke, hvem der har opfundet Bartholdy, men eksperimentet er ikke særlig vellykket, for jeg tror ikke, at Bartholdy — med et Sigrid Undsetsk udtryk [19] — er rigtig skabt til at klatre op i kundskabens træ.

Blandt de mange danske, som har haft chancen for selv at danne sig et indtryk af forholdene i den østlige verden, er der imidlertid flere, som ikke desto mindre har afslået tilbudet — enten fordi de har villet holde deres sti ren for samkvem med og gæstevenskab hos de magter, de betragter med afsky, eller af angst for at kompromittere sig i den offentlige mening. Mest tragisk er de ikke så få tilfælde, hvor et menneske virkelig gerne selv har villet rejse, men ikke har turdet eller kunnet af frygt for de hjemlige konse­kvenser. Men her er igen et tilfælde, hvor navnene ifølge sagens natur ikke lader sig fremdrage offentligt!

Hvis vi virkelig tror på begrebet fredelig sameksistens, må vi gøre alt for at bekæmpe den indstilling, der gør det til noget kompromitterende at besøge kommunistiske lande. Selv er jeg i den lykkelige situation at være indbudt sammen med ni andre danske til at besøge Kina, og om en uge er jeg i Peking. Jeg ved kun alt for godt, at jeg ikke vender hjem med hele sand­heden om Kina efter fem ugers besøg. Jeg ved også, at hvis jeg møder med en medbragt, færdiglavet forestilling om Kina enten som et rosenrødt paradis eller som et uhyggeligt asiatisk tyranni, så vil jeg med lidt god vilje kunne få alting til at passe ind i mit skema, og jeg kan vende hjem hoverende og sige: »Hvad sagde jeg? Jeg vidste, at det var sådan!«

Derfor kan jeg kun sige, at jeg vil gøre mit yderste for at møde med den sindets åbenhed, som er forudsætningen for at få noget ud af et sådant besøg. Jeg vil prøve at erindre, at jeg hverken gavner Kina eller mig selv ved at skildre forholdene en tøddel anderledes, end jeg opfatter dem; at der meget vel kan være mange fænomener, som forundrer mig, irriterer mig eller fremkalder min afsky, uden at de derfor behøver at have noget med det kommunistiske regime at gøre — for de kan blot være udtryk for en kinesisk tankegang, som forekommer mig fremmed; og omvendt, at der kan være fænomener, som henrykker mig og fremkalder min beundring, uden at de derfor behøver at have nogen politisk baggrund. Jeg vil komme med den ærbødighed, som et land har krav på, der var civiliseret tusinde år, før vor europæiske kultur blev født, uden at jeg derfor vil falde i den modsatte grøft og tro, at al visdom findes i Østen. Jeg vil ikke råt sluge enhver erklæ­ring om fredsvilje, hvis den modsiges af andre vidnesbyrd; men jeg vil heller ikke drage den slutning, at fordi jeg måske overalt kommer til at se Picassos fredsdue [20], betyder dette, at Kina er et aggressivt og krigsliderligt land. Og jeg vil erindre, at hvis teksten på en hyldest til Mao Tse-tung måske i mine ører lyder komisk, når den oversættes til et sprog, som jeg forstår, så behøver den ingenlunde derfor at lyde komisk i en kinesers ører — og den henvender sig dog tiI ham og ikke til mig.

Der er danskere, som først vil anerkende den østlige verden, når man der har indført junigrundloven i uændret form, oversat Højskolesangbogen og omsat Grundtvigs og Kristen Kolds skoletanker i praksis [21]. For vort demokrati er jo det virkelige demokrati! Der er kristne, som glemmer ordet: »Hvi ser du skæven i din broders øje, men ikke bjælken i dit eget?» De bør mindes Benjamin Franklins [22] ord: »Vask dine hænder, før du peger på mine pletter» og vende det mod sig selv. Vi har meget snavs at feje væk fra vor egen dør, før vi kan tillade os at foretage storvask i en verden, hvis problemer og forudsætninger vi ofte slet ikke forstår. Da Lord Boyd-Orr [23] for to år siden var i København, brugte han det udtryk, at det er tåbeligt og ørkesløst at fremhæve den vestlige kulturs velsignelser over for Asiens og Afrikas millio­ner på et tidspunkt, hvor den vestlige kultur misbruger sin videnskab til at forberede atomkrigen; at tale til dem om en frihed, de aldrig har kendt, og at overbevise dem om fortræffeligheden af demokratiske institutioner, som de ikke forstår. »Hvis man stiller verdens fattige og sultende millioner over for valget mellem 'De fire friheder' og fire stykker smørrebrød, så vil de vælge de fire stykker smørrebrød,« sagde Lord Boyd-Orr. Einstein [24] har formu­leret den samme tanke med andre ord: »En tom mave er ikke nogen god politisk rådgiver.« Vi må forstå de andres problemer fra bunden, før vi døm­mer dem.

Vi taler frejdigt om at være verdensborgere; men intet er så svært at prak­tisere som det at være verdensborger. Vi tager så let vore egne forudsæt­ninger med os, medbringer en målestok, som ikke har gyldighed der, hvor vi vil bruge den. »Jorden er et sted, hvor England befinder sig, og himlen er et sted, hvor man sidder og spiser gåseleverpostej,« sagde en engelsk præst engang. »Jeg tror, der er dejligst i Danmark,« synger henrykte danskere, der aldrig har været længere væk end Svendborg. Vi mennesker har altid været tilbøjelige til at opfatte verdens centrum som værende der, hvor vi netop befandt os. Det kinesiske navn for Kina er Chung Kun, hvilket betyder »Midterlandet«, d. v. s. det land, der ligger midt i verden. I aften er verdens centrum for Dem og for mig Studenterforeningen; om en uge er den for mit vedkommende flyttet tilbage til Chung Kun! Vi finder vore egne sociale vaner og vor egen tankegang så sund og rigtig og naturlig, mens andre folke­slags vaner og tankegang er des mere unaturlig og fjantet, jo mere de af­viger fra vore. Det kræver en indsats fra os selv at kvalificere os til be­tegnelsen verdensborgere.

Man har fra forskellig side anket over, at jeg har bragt både 1870'ernes og 1930'ernes kulturkamp ind i debatten. Det var andre tider og andre pro­blemer, siger man. Ja, det er rigtigt, men der er nu et historisk perspektiv, som det kan være nyttigt at fastholde.

Radikalismen i 1870'erne var mange ting. Det var darwinisme og nytte­lære og kvindeemancipation og en ny kønsmoral og fritænkeri, og det var kampen mod Estrup [25]. Men det var også — og særlig for Georg Brandes' [26] eget vedkommende — en pegen på, at Danmark var en del af Europa, og at dansk åndsliv ville dø, hvis det ikke fik næring fra de frisindede ideer i den euro­pæiske kulturdebat. »Han er ikke dansker, men europæer,« hylede reak­tionen efter Georg Brandes. Med årene udviklede kulturradikalismen sig til en broget åndsretning, der gik langt uden for det parti, som bar det radikale navn. For nogle blev det en trofast videreførelse af fædrenes synspunkter, en stagneret radikalisme, for hvem Estrup blev ved at være hovedfjenden længe efter sin død. Oprøret mod småborgerligheden og den victorianske periode blev for mange det afgørende. Oprøret var visselig påkrævet og er det i visse kredse tildels endnu i dag. Men det ligger i selve radikalismens natur, at den bestandig må forny sig og bestandig må tage et rationelt og radikalt stand­punkt til sin egen tids væsentligste problemer.

Der var i trediverne mange unge, som mest fik fat i alt det udvendige; de små bogstaver, funkisstilen, jazzen, de sorte negle og den flabede tone. Det var en tom mode, som svarer til karsehåret, tyggegummiet og amerikanerstilen i dag. Både frisind og reaktion består i noget mere end at tage en bestemt slags slips på. Men for en del af tyvernes og tredivernes frisindede førte vejen over marxismen til socialisme eller kommunisme. Man kan nævne Hartvig Frisch [27] og Mogens Fog [28] som to fremtrædende eksempler. Kampen mod den sociale uret og kampen mod nazismen blev til de to hoved­faktorer, som samlede den frisindede ungdom, hvor meget der end skilte dem på andre punkter. Det var igen følelsen af at være borgere i en verden, der var større end Danmark, som blev det afgørende.

I dag er kampen mod social uretfærdighed, mod nød og elendighed, mere end nogensinde et verdensproblem, der må løses som et sådant. Verden er blevet ufatteligt meget mindre. Kina, der før lå mange måneders rejse fra Danmark, ligger nu fem dages rejse borte. I dag gælder det ikke om at være borger i Europa — eller borger i den vestlige verden — men om at være borger i verden. For det er hele verdens skæbne, der står på spil, og vi har alle vort medansvar for dens fremtidige skæbne.

Det er naivt og tåbeligt ukritisk at godtage alt, hvad der foregår i den øst­lige halvdel af verden, og ved en sådan holdning opnår man kun at isolere sig selv. Men det er endnu tåbeligere og ulige mere farligt at forkaste alt, hvad der foregår i den østlige verden og bekæmpe den ud fra synspunktet: enten må de eller vi gå til grunde. For en sådan indstilling fører i sin konse­kvens til en verdenskrig. Lad os vælge den konstruktive indstilling, brobyg­gerens indstilling, som finder det mere positivt at kritisere egne fejl end selvretfærdigt at give de andre hele skylden, og som finder det nyttigere at bidrage til afspænding end at ophidse til had. Jeg er overbevidst om, at der er meget, som kan og bør kritiseres i de kommunistiske lande, men jeg er også overbevist om, at der er meget at lære. Jeg afskyr unødvendige indgreb i den personlige frihed; jeg er imod undertrykkelse af nationer, af racer og af anderledes tænkende; men min afsky og min modstand er lige stor, hvad enten det foregår i fransk Marokko, i Kenya, i Sydafrika, i Korea, i Amerika eller i Sovjetunionen. Og jeg tror stadig, at det er nyttigst at se bjælken i sit eget øje først. Indenrigspolitisk er vor største fare i dag ikke kommunismen, men en selvglad og selvtilfreds anti-kommunisme, der virker hæmmende på åndslivet og dræbende på det frie ord.

Et frisind, som fortaber sig i petitesser eller lever videre på problemer, som forlængst er løst, er ikke et radikalt frisind. Vi kan ikke leve på at gøre klunketiden og dronning Victoria til grin. Den engelske kong Edward VII sagde i 1895: »Vi er alle socialister,« og Chr. Torpe [29] — sans comparaison — sag­de forleden dag, at kulturradikalismen har sejret på alle væsentlige områder, m. a. o.: »Vi er alle kulturradikale.« Hvis sådanne ord overhovedet har no­gen mening, betyder de i virkeligheden, at vi alle er blevet konservative, for nu er der ikke mere at slås for.

Jo, der er noget at slås for, og mine slutningsord skal være en direkte henvendelse til den intellektuelle ungdom. Det er let nok at beundre et fri­sind, som i dansk åndsliv har talt navne som Holberg, Brandes, Hørup og Pontoppidan, for blot at nævne nogle af de store døde. Men nævner vi internationale navne som Pandit Nehru, Thomas Mann, Einstein og Lord Boyd-Orr, er vi helt oppe i vor egen tid og dens problemer. Men vi skal ikke gøre nogens ord til den endegyldige sandhed, Det ligger i selve kultur­radikalismens væsen, at den stadig må forny sig. Jeg tvivler ikke om, at der både i Sovjetunionen og i Amerika foregår en stadig kamp mellem en kulturradikal bevægelse og en kulturreaktionær — jeg ville blot ønske, vi vidste mere om denne kamp i Sovjetunionen navnlig. Det er frisindets pligt at stå forrest i kampen mod social uretfærdighed, mod national og racemæssig undertrykkelse, mod national fordummelse, mod kliche-tænkning og forma­lisme, som hindrer en virkelig forståelse af problemerne. Og vi må ikke lukke os inde i en lun vesteuropæisk hygge eller en fælles angst, der samler den vestlige halvkugle og lukker os ude fra resten af verden. Vor største opgave er at være brobyggere i en verden, der er revnet i fugerne, og som truer med at opløses i atomer.

(Kronik i »Politiken« den 2. september 1955).

 

Redaktionelle noter:

[1] Citat fra Gustav Wieds Fædrene æde druer (Romaner, Noveller, Skuespil, bd. 11). Online på Arkiv for Dansk Litteratur.

[2] Billy Graham, amerikansk antikommunistisk svovlprædikant. Se danske artikel på Wikipedia. og større engelsk.

[3] Eden og Foster Dulles var hhv. Storbritaniens  og USAs udenrigsministre i 1955.

[4] Kina blev først medlem af FN i 1971, da Folkerepublikken Kina overtog den kinesiske plads i FN og Sikkerhedsrådet efter Republikken Kina, der sidden 1949 har besat øen Taiwan.

[5] Se om tidsskriftet Kulturkampen (1935), på Modkraft Bibliotekets »Arbejderhistorisk bladliste 1835-1940«.

[6] Om Joe McCarthy, se linksamlingen på Modkraft Biblioteket om McCarthyismen : Antikommunismen i USA under den kolde krig.

[7] Owen Lattimore og Robert J. Oppenheimer. To videnskabsmænd, der blev ofre for McCarthy-tiden i USA. Se engelske artikler om sinologen Lattimore og atomfysikeren Oppenheimer på Wikipedia og også på de kortere biografier på norsk bokmål om Lattimore og Oppenheimer.

[8] Professor Stender-Petersen. Dansk litteraturprofessor i slaviske spog, da han i 1951 søgte om indrejse for igen at undervise ved Columbia universitet blev han næget indrejse indrejse i USA. Se artiklen på Denstoredanske.dk

[9] Vindrosen, litterært kulturtidssskrift fra forlaget Gyldendal, 1954-1973. Se artiklerne i Denstoredanske.dk og Vindrosen (interview med Klaus Rifbjerg, 5 A4-sider, pdf-fil).

[10] Kjeld Abell's skuespil Den blå pekingeser (1954),  Se links om Abell på samlingen Socialister på Assistens Kirkegård.

[11] Jens Kistrup (1925-2003), Litteratur- og teaterkritiker ved Berlingske Tidende og Weekendavisen. Fik ironisk nok 1995 tildelt Kjeld Abell-prisen !! (Wikipedia.dk). Se artiklen i Dansk Biografisk Leksikon.

[12] Kate Fleron, Emil Frederiksen mfl. var markante kulturelle og politiske debatører i samtiden. Søg navnene på Leksikon.org eller Denstoredanske.dk (+ Dansk Biografisk Leksikon samtidig).

[12a] Om denne rejse skrev Elias Bredsdorff bogen Kinas Vej. Samtaler og rejseindtryk (Gyldendal, 1957).

[13] Frode Jakobsen (1906-1997), tidl. medlem af Frihedsrådet, venstresocialdemokrat. Se Modkraft Bibliotekets Tidslinje 15. juni 1997.

[14] Kate Fleron (1909-2006), stifter og redaktør af bladet Frit Danmark, 1942-1982. Se Modkraft Bibliotekets Tidslinje 6. juni 1909.

[15] Pandit Nehru, leder af Indien og forsøgene på at samle en blok af alliancefrie lande ift. Øst og Vest. Se Bandung konferencen, 18.-24. april 1955 (Leksikon.org), og Modkraft Bibliotekets Tidslinje 16. april 1955.

[16] mdl. = »mådeligt« efter karakterskala i brug frem til 1963. Det var en dumpekarakter. Se karakter (Wikipedia.dk).

[17] Voltaire var fransk oplysningsfilosof og -skribent (1694-1778). Se Wikiquote. Se også Modkraft Bibliotekets Tidslinje 21. november 1694.

[18] Pastor Christian Bartholdy var 1934-1959 formand for Indre Mission.

[19] Sigrid Undset, norsk forfatter af historiske romaner, født i Kalundborg (1888, død 1949). Nobelprisen i litteratur 1928.

[20] Picassos fredsdue, La Colombe (The Dove), en traditionelt realististisk tegning af en due (uden olieblad) blev valgt som tegn for Verdensfredskongresen i Paris 1949; se World Peace Council in Paris 1949 (Wikipedia.org). Se også Tidslinjen 19. marts 1950.

[21] Grundtvigs og Kristen Kolds skoletanker. Se links på Modkraft Bibliotekets Tidslinje 8. september 1783; også N.S.F. Grundtvig og Kristen Kold (Dfl-ollerup.dk).

[22] Benjamin Franklin (1706-1790), amerikansk politiker og fysiker. Se Wikipedia.no (norsk bokmål) og længere engelsk artikel.

[23] Lord Boyd-Orr (1880-1971), blev kaldt "father of FAO", FNs fødevare- og landsbrugsorganisation. Fik Nobels fredspris i 1949. Se engelsk artikel på Wikipedia.org.

[24] Einstein er atomfysikeren Albert Einstein, der var aktiv forkæmper for atomredrustning. Se fx Fredsakademiet.dk og Russell-Einstein-manifestet på Modkraft Bibliotekets Tidslinje 9. juli 1955.

[25] J.B.S. Estrup (1825-1913). 1875-94 ledede han de godsejerdominerede højreregeringer, der regerede for en militaristisk politik, diktatorisk uden om parlamentarismen. Se biografi på Wikipedia.dk og på Dansk Biografisk Leksikon.

[26] Georg Brandes (1842-1927), skelsættende og betydningsfuld dansk (litteratur og kultur)kritiker. Se links på Modkraft Bibliotekets Tidslinje 4. februar 1842.

[27] Hartvig Frisch (1893-1950), dansk socialdemokrat, meget aktiv i div. venstreorienterede og antifascistiske foreninger, se artikel på Leksikon.org

[28] Mogen Fog (fremtrædnede medlem af Frihedsrådet, medl. af regeringen for DKP, senere SF'er og rektor for Kbh. Univ, se links på Modkraft Bibliotekets Tidslinje 16. juli 1990.

[29] Chr. Torp (1893-1958), dansk radiojournalist, se artikel på Dansk Biografisk Leksikon.


Se også:

Artikler:

Bøger:

  • Den kulturradikale udfordring : Kulturradikalismen  gennem 130 år - en antologi. Med bidrag af Thøger Seidenfaden, Klaus rifbjerg mfl. (Tiderne Skifter, 2001, 349 sider). 12 forelæsninger fra foråret 2000 på Københavns Universitet.
  • Kommunismens kultur : DKP og de intellektuelle 1918-1960. 2 bind. Af Morten Thing (Tiderne Skifter, 1993, 1088 sider).
  • Kulturkampen : Antologi fra tredivernes berømte tidsskrift. Red. af Ole Grünbaum og Henrik Stangerup. Forord af Elias Bredsdorff, side 9-24 (Fremads Fokusbøger, 1968, 223 sider).
  • --------------
  • Modkraft Biblioteket på Facebook: Tjek & like:

    https://www.facebook.com/pages/Modkraft-Biblioteket-Progressive-Online-L...

Billy Graham - antikommunistisk svovlprædikant
Joe McCarthy - amerikansk senator, der var talsmand for den anti-kommunistiske jagt i USA under den kolde krig
ABELL, KJELD. Den blå pekingeser. (bogudgave)  Thaning & Appel, 1954.
Russell-Einstein-manifestet http://da.wikipedia.org/wiki/Russell-Einstein-manifestet,
I læseforeningen "Bogstaveligheden" mødtes de kulturradikale i 1882 til oplæsning. (Kridttegning af Erik Henningsen). "Et møde i foreningen Bogstaveligheden 1. marts 1882". Fra venstre bla. Georg Brandes, Sophus Schandorph, Holger Drachmann, Edvard Brandes, Herman Trier, J.P. Jacobsen (oplæser) , P.S. Krøyer, Kristian Zahrtmann.(Se: http://da.wikipedia.org/wiki/Bogstaveligheden)
Konseilpræsident (statsminister) Estrup var konservativ godsejer, der regerede som diktator, som Danmarks længst siddende statsminister. Han var modstander af almindelig valgret og af parlamentarismen. Estrup havde som regeringsleder 1875 til 1894 ikke flertal i Folketinget, men regerede via provisorier (midlertidige finanslove) udstedt af Landstinget.
Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce