Klasseteori får revival i ny bog

Hans Reitzels Forlag har netop udsendt en særdeles kompakt bog, Klasse, skrevet af Gitte Sommer Harrits, der er underviser i statskundskab på Aarhus Universitet.

På kun 249 tekstsider udfolder hun en uhyre detaljeret oversigt over rigtig meget af, hvad der er skrevet om emnet både herhjemme og internationalt.

Spørgsmål om klasse er helt afgørende centralt for den tænkning, der foregår til venstre for midten.

Derfor er udgivelsen absolut værd at få fingrene i, hvis man hører til dem, der orker at gøre noget ekstra for at sætte sig ind i begreberne. Men så får man også noget spændende at læse – på hver en side.

Forfatterens belæsthed er i sværvægterklasse, og abstraktionsniveauet er bestemt ikke sat for lavt.

Man kan være uenig med hende i mange dele af, hvad hun skriver, men der skal alligevel udtrykkes respekt for en så omfattende viden.

Der er bestemt ikke tale om en populær fremstilling, men Gitte Sommer Harrits bog kan også læses, selvom man ikke har en samfundsvidenskabelig doktorgrad.

Klasse er mig bekendt den hidtil eneste forskningsoversigt, der tilstræber at spænde over de væsentligste danske og udenlandske teorier om emnet.

Der startes med Det kommunistiske Parti Manifest og der sluttes af med de allernyeste klasseteoretikere.

Et første, vigtigt anliggende for Gitte Sommer Harrits er at genintroducere klassebegrebet, som hun afgrænser overfor de dele af moderne sociologiske teoridannelse, der ikke vil vide af det.

F.eks. vil Anthony Giddens hellere tale om individualisering og Ulrich Beck vil tale om risikosamfund. Andre samfundsteorier taler om køn, etnicitet og minoritet. Men netop ikke klasse.

Gitte Sommer Harrits stiller sig selv tilsyneladende beskedent an i forhold alt det, hun redegør for.

Det er ikke hendes ærinde at veje den ene teori af mod den anden, skriver hun.

En af hendes pointer er nemlig, at det ikke er relevant at tale om rigtige eller forkerte klasseteorier, fordi forskellige klasseteorier vil redegøre for noget forskelligt.

Det gennemfører hun dog ikke helt konsekvent.

En anden pointe hos hende er ikke om der findes klasser, men hvordan klassedelingen sætter sig igennem.

Klasseteori frem og tilbage

Der lægges ud med at konstatere begrebet »klasse« tilsyneladende er yt i politik. Det viser sig på mange måder.

En af dem er, at statsministeren kan citeres for at mene, at det »er længe siden, Socialdemokraterne har talt om klasser og klassesamfund. Hvis vi i Danmark skal fremad, så skal vi arbejde i fællesskab. Jeg kan ikke acceptere tanken om, at vi er modstående klasser.«

Men alligevel lever tankefiguren om klasser i bedste velgående, bare andre steder end i sociologi og i politik.

Journalisterne Lars Olsen og Rune Lykkeberg skriver i deres meget læste debatbøger i høj grad om klasser.

Filminstruktøren Robert Flys populære filmtrilogi (Bænken, Arven, Drabet) tager udgangspunkt i en idé om klasser.

Og hvis det er sjovt, når skuespilleren Ramus Botoft udstiller overklassen, må det være, fordi klassebegrebet umiddelbart kan vække genklang.

Gitte Sommer Harrits hævder, at klasseteorier grundlæggende er kritiske, fordi de på en eller anden måde handler om »fordelingen af magt og ressourcer i et samfund«. Og bag næsten alle klasseteorier kan der ligge en forestilling en ændring eller modificering af klassesamfundets udtryk. Eller en ophævelse af klasserne.

Klasseteorierne behøver ikke kritisere de samme forhold i samfundet. Teorierne kan være båret af kritik af f.eks. udbytning, ulighed, dominans eller social eksklusion.

Og dermed kommer de til at se vidt forskellige ud.

Fire klassikere

Dispositionen er i første omgang langt an efter fire største skoledannende sociologer, Karl Marx (1818-1883), Max Weber (1864-1920), Émile Durkheim (1858-1917) og til sidst Pierre Bourdieu (1930-2002).

Den sidste, mener hun, sammenfatter de tre første og hun tilskriver ham mest forklaringskraft i forhold til nutidige danske forhold.

Hos Marx og i den tradition, der er udgået fra ham, tænkes klasser defineret af deres medlemmers ejendomsret til produktionsmidler, fortæller hun. Der tænkes i interesser og der tales om både dominans og udbygningsforhold. Der anlægges et revolutionært frigørelsesperspektiv.

Klasseforståelsen handler om, at klassesamfundet skal bringes til ophør.

Men forfatteren advarer mod, at man læser Marx som om, han plæderer for, at klassernes kamp vil udvikle sig som kun at omfatte to modstridende kræfter, hvis konflikt automatisk vil føre til kommunismen. Mange opfatter Marx på den måde.

Så får man ikke meget ud af Marx, mener hun.

Derfor foreslår hun, at man ud af Marx læser »en åben påstand om, at samfundets vigtigste politiske og sociale konflikter til enhver tid er relateret til samfundets klasserelationer«.

Min kommentar dertil er, at så har vi vist at gøre med Marx light. Den måde at læse Marx fastholder hun heller ikke helt konsekvent. Det vender jeg tilbage til.

Max Webers tanker om klasse bliver opfattet som en videreudvikling af Marx'.

Weber breder klasseforståelsen ud til også at omfatte livsbetingelser, ikke kun sat i forhold til ens stilling i forhold til ejerskab af produktionsmidler.

Hos Weber tænkes også ressourcer og evner i det hele taget. Webers klassetænkning handler ikke om revolution, men snarere fordelingskampe, social mobilitet og »adfærd i almindelighed«.

Med Durkheim er forståelsen af klasser under ombrydning. Han foretrækker snarere at tale om sociale grupper. Han er fokuseret på samfundets sammenhængskraft og står dermed helt modsat Marx.

Bourdieus position – som den fremstilles – drejer som om, at såkaldt økonomisk kapital ikke alene er det afgørende. Hos ham tales der om flere andre »kapitaler«, f.eks. social og kulturel kapital.

Klassekampene kan hos ham blive til kampe om spillereglerne for inklusion og eksklusion i forhold til en given kapitals domæne.

Uddannelsesinstitutionerne er et område hvor den kulturelle kapital råder, og magten til at inkludere eller ekskludere i den sammenhæng er ifølge Bourdieu en central kilde til klasse-dominans.

Mellemlag og middelklasse

En af bogens mange kvaliteter er, at man i ganske kortfattet form får adgang til et meget vidt forgrenet stofområde indenfor området.

Det bliver præsenteret, hvad »mellemlagene« eller »middelklassen« er i visse dele af marxistisk klasseteori. Her refereres synspunkterne hos bl.a. Nicos Poulantzas (1936-1979) og Erik Olin Wright (1947 -).

Ved middelklassen forstås de mange ikke-manuelt arbejdende lønmodtagere, der – efter Harrit Sommers og f.eks. Poulantzas mening – ikke lader sig indplacere i et to-klasse system, idet de ikke producerer merværdi.

Derfor menes de ikke at være i et direkte modsætningsforhold til kapitalistklassen, og bliver derfor ikke regnet som arbejderklasse.

Olin Wright har på sin side et arbejderklassebegreb, som han frigør fra forestillingerne om, at de ikke-manuelt arbejdende ikke skulle tilhøre arbejderklassen. Han skelner heller ikke mellem  merværdiproducerende og ikke-merværdiproducerende arbejdere.

Man får også en kort introduktion af Ernesto Laclaus (1935 -) og Chantal Mouffes (1943 -) udvikling fra en marxistisk klasseforståelse til en samfundsforståelse, der taler om hegemoni (dvs. overherredømme), der kan give nøglen til et politisk, intellektuelt og moralsk lederskab i samfundet.

Men så snakker man jo netop ikke om »klasse« længere, som Gitte Harriet Sommer fastslår.

I forbindelse med Mouffes og Laclaus begreber om diskurs og hegemoni savner jeg en grundigere redegørelse for den italienske kommunist Antonio Gramscis position, fordi han netop har introduceret forudsætningen for deres teorier om hegemoni, uden at skille det fra klassebegrebet.

Hvem er klasse – hvad gør klasse

I anden del diskuteres først hvilke bud, der er på, hvordan man i praksis afgrænser den ene klasse fra den anden, og hvilke klasser, der kan identificeres i Danmark i dag.

Det mest kontroversielle afsnit handler om hvilken betydning klasser har.

Her behandler hun aspekter af klassernes virkning: Hvad de betyder for politiske konflikter, hvad de betyder for social mobilitet og arv samt klassernes betydning for livsstil.

Forfatteren tager fat på den omstændighed, at arbejderklassens vælgere bliver færre og færre blandt dem, der stemmer på det, der kaldes de socialistiske partier.

Den udvikling har været undervejs i flere årtier og er foreløbigt kulmineret ved valget i 2011, hvor ikke alene flertallet af arbejdere stemte borgerligt, men arbejderklassens stemmeandel kom under 50 procent af dem, der stemte på de socialistiske partier.

Dvs. at arbejderklassen ikke længere kan siges at være vælgermæssigt omdrejningspunkt for venstreorientering.

Det får Gitte Sommer Harriet til at skrive, at et »traditionelt marxistisk klassebegreb» ikke helt kan forklare politiske holdninger. Hun hævder i den forbindelse, at der må flere faktorer til end dem, der handler om økonomiske ressourcer og positioner i relation til produktionsmidlerne, hvis man skal kunne lade klassebegrebet forklare vælgeradfærd og sammenhæng mellem klasser og politik i det hele taget.

Her er det som om, Sommer Harriet kommer til at forklejne Marx' klassebegreb.

Det bliver, hvad jeg vil kalde en lukket teori om at samfundets konflikter altid er ensidigt determineret af klasse. Efter min bedste mening: Marx miserable.

Stik modsat den Marx-opfattelse, hun andetsteds  taler for.

Kultur versus økonomi

Harriet Sommer kan tilslutte sig en idé om sammenhæng mellem klasse og politik, hvis man tænker klasse forstået »to-dimensionalt,« som Bourdieu gør, når han skelner mellem en økonomisk og en kulturel kapital. Og når man samtidig tænker højre og venstre ind i et skema med både fordelingspolitik og såkaldt værdipolitik.

Hun taler for, at der kan konstateres en sammenhæng mellem politik og klasse på den måde, at »den kulturelle overklasse« indtager venstreorienterede synspunkter i det, der kaldes værdipolitik, mens det ikke i særlig grad er tilfældet, når det drejer sig om det, der kaldes fordelingspolitik.

De vælgeranalyser, der ligger til grund for det, viser, at den kulturelle og økonomiske underklasse indtager synspunkter, der traditionelt betragtes som højreorienterede, når det handler om værdipolitik, mens de tænker venstreorienteret med hensyn til fordelingspolitik.

Den økonomiske overklasse tænker – ikke overraskende - traditionelt højreorienteret, når det handler fordelingsspørgsmål.

Teorien om det todimensionale klassebegreb og den dobbelte orientering i forhold til fordelings- og værdipolitik er sandsynligvis en korrekt gengivelse af, hvad man kan aflæse af spørgeskemaer og mere eller mindre dybdegående forskningsinterviews.

Men den fortæller ikke noget om årsagerne til, at de såkaldte værdipolitiske spørgsmål skulle være blevet afgørende for partivalg.

Teorien fortæller heller ikke om spørgsmålet om lighed overhovedet bliver udtrykt af de venstreorienterede partier, der ellers historisk har forfægtet dette som ideal.

Eller om de venstreorienterede partier ikke har opgivet enhver tale om kvalitative samfundsforandringer.

Det er også muligt, at den økonomiske underklasse havde fravalgt de engang venstreorienterede partier Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten (!?), fordi disse partier netop er holdt op med at forfægte idealer om lighed og i det hele taget er holdt op med at artikulere sig som repræsentanter for underklassen.

Endelig kan man også spørge, om den økonomiske underklasse faktisk forfølger ægte klasseinteresser, når den – i større eller mindre grad – stemmer på partier, der vil begrænse indvandringen.

Om der serveres svinekød eller ej i daginstitutionen er en symbolsk manifestation, værdipolitik (og gabende kedsommeligt).

Men om udbuddet af arbejdskraft stiger væsentligt som følge af indvandring, er sgu ikke symbolpolitik. Det kan blive knald eller fald for om reallønnen kan holdes.

Man skal nemlig ikke overkonkludere på de svar, der kommer ud af survey-undersøgelser. De kan være retvisende, men kan de stå alene?

Der må ses på, hvilken konkret virkelighed, der aktuelt reageres på. Ligesom højre-venstre-delingen i politik ikke kan reduceres til spørgsmål om fordeling af samfundskage, eller løsrevne standpunkter om det ene eller det andet »›værdi-spørgsmål«.

Det er langt fra sikkert, at Bourdieus tanker om social kapital og økonomisk kapital kan bruges til mere end at forklare modsætninger indenfor lag af samme lønmodtagerklasse. Men på den måde Bourdieu, som bruges til at forklare politiske valg, kan hans tanker ikke fortælle, om der er tale om reelle eller falske modsætninger mellem besiddere eller ikke-besiddere af den ene eller den anden kapital.

Det er ikke holdbart at stille det op, som om besiddelsen af f.eks. økonomisk og kulturel kapital er lige undertrykkende, som man nogen gange får indtryk af, at Gitte Sommer Harrits mener.

Man kan ikke udbytte nogen med kulturel kapital. Det kan man med økonomisk kapital.

Det giver ikke mening at hævde, at en person med forholdsvis høj kulturel kapital, f.eks. en skolelærer, udbytter en person med forholdsvis lav kulturel kapital, f.eks. en blikkenslager eller en buschauffør.

Det er højst sandsynligt, at gruppen af skolelærere fastholder nogle normer inden for undervisningsinstitutionerne, der er frygteligt ekskluderende. Det er også meget sandsynligt, at langvarigt-uddannede isolerer sig fra de kortuddannede, både i valg af bolig, skoler og hverdagsaktiviteter.

Det er også meget sandsynligt at blikkenslagere og buschauffører i stort tal reagerer politisk på dette, når de stemmer. Men noget antagonistisk modsætningsforhold kan man ikke tale om.

Jeg savner desuden en diskussion af den afgørende idé indenfor marxistisk klasseforståelse, der handler om, at arbejderklasen skulle være den universelle klasse. Dvs. om arbejderklassen kan blive den klasse, der kan komme til at ophæve ethvert klasseherredømme.

Det er her, man burde blive præsenteret for Marx sharp.

Uden en idé om, at arbejderklassen kan stille sig an som den universelle klasse, bliver den bare en interessegruppe blandt mange andre, ikke specielt mere interessant end gruppen af grønthandlere eller tandlæger.

Steen Gottlieb er cand.mag i dansk og historie samt blogger på Modkraft.

Gitte Sommer Harrits: Klasse. En introduktion, København 2014. Hans Reitzels Forlag 282 sider. 275 kr.