Annonce

Finland
11. januar 2017 - 12:35

Jimi Kartunnen døde efter nazivold - overfaldsmand idømt to års fængsel

Byretten i Helsinki har ikke fundet nynazisten Jesse Eppu Torniainen skyldig i drab efter et overfald sidste år, der endte med at koste en 28-årig finne livet. Anklageren anker dommen. Hun mener ikke, at byretten har taget højde for, at der var tale om et politisk motiveret overfald.

Den 28-årige Jimi Karttunen blev sidste år overfaldet af en nynazist og døde efterfølgende. Nu har overfaldsmanden fået sin dom.

På en video fra det, der angiveligt er den omtalte episode, kan man se en person tage tilløb og hoppe med det ene ben forrest. Sparket rammer en anden person, der bliver kastet bagover ned i fliserne på pladsen foran hovedbanegården i Helsinki.


En person, der angiveligt er Jesse Eppu Torniainen, tager tilløb, sætter af og sparker en anden person, der angiveligt er Jimi Kartunnen, i brystet. Still fra Youtube. 

Overfaldet fandt sted, da Jimi Karttunen spyttede på jorden foran demonstrerende nynazister fra »Den Finske Modstandsbevægelse«, som den 10. september var samlet foran hovedbanegården med store faner og løbesedler, som de delte ud.

Meldingerne lød dengang, at Kartunnen blev sparket i brystet og slog hovedet, da han faldt. 

Læs mere: »Nazivold og dødsfald ryster Finland: Tusinder på gaden mod højreekstremisme« 

Fem dage efter overfaldet blev Jimi Kartunnen udskrevet. Men fredag den 16. september blev han fundet bevidstløs i sin lejlighed. Han døde senere på hospitalet af en hjerneblødning.

Efter dødsfaldet meldte den kendte nynazist Jesse Eppu Torniainen sig selv til politiet.

Ifølge det finske, antifascistiske medie Varis er han tidligere dømt for vold. Og han pralede angiveligt på Twitter med overfaldet, skriver mediet. 

»Får du lyst til at spytte og komme med voldelige trusler? Så gør det et andet sted,« skulle han have skrevet i et tweet, der senere blev fjernet igen.

Anklageren ville have Jesse Eppu Torniainen dømt for groft drab.

Han har siden overfaldet nægtet at være skyld i Jimi Kartunnens død, men har indrømmet at have sparket Jimi Kartunnen. Byretten ser dog ikke en strafferetling sammenhæng mellem overfaldet og dødsfaldet, skriver det finske medie Yle.

Derfor er Jesse Eppu Torniainen idømt to års fængsel for grov vold.

Byretten lægger blandt andet til grund, at Jimi Kartunnen efter at være blevet udskrevet fra hospitalet har brugt medicin, der ikke var ordineret af hospitalet. Derfor ser byretten det muligt, at det har forværret skaderne i hjernen efter overfaldet.

Anklageren Anja-Riitta Rinkinen vil have sagen for landsretten, da hun ikke mener, at byretten har taget højde for, at der var tale om et politisk motiveret overfald.

Nyzasister i søgelyset

Den Finske Modstandsbevægelse er en gren af den nynazistiske organisering Svenska Motståndsrörelsen og en del af den skandinaviske Nordfront-organisation.

Den Finske Modstandsbevægelse er blevet nævnt af den finske efterretningstjeneste SUPO som en organisation, der bidrager til forhøjet voldelig kriminalitet som følge af stigningen i antallet af asylansøgere.

Derfor blev finsk politi efterfølgende kritiseret for ikke at være opmærksomme på den demonstration, som nynazisterne afholdt foran hovedbanegården i Helsinki sidste år.

Lørdag den 24. september 2016 var omkring 15.000 personer på gaden i Helsinki for at demonstrere mod højreekstremisme. Der var lignende demonstrationer i mindre byer.

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce