Jeg eksisterer, men når aldrig at leve

Min historie kort fortalt:

Jeg er 41 år i dag og har stort set været på kontanthjælp hele mit liv.

Hvorfor? Fordi da jeg var 16 år, blev jeg af en tilfældig fremmed slået ned, voldtaget og truet på livet. Jeg så mig selv forsvinde under overgrebet. Svæve over min krop og jeg har aldrig fundet tilbage igen. 

En tid mistede jeg hukommelsen, og jeg udviklede en angst for mange mennesker, fik præstationsangst, PTSD og svære kroniske depressioner, og jeg tabte alt selvværd. 

Med til historien hører, at jeg er født med svag ryg, og at jeg allerede i folkeskolen måtte have en special-stol og i perioder endda måtte ligge på gulvet og lave lektier. Jeg var derfor meget tidligt i livet vant til smerter.

Jeg startede på mange uddannelser og var rigtig god til at studere, men jeg kunne pga. min angst ikke gennemføre en eksamen.

Jeg forsøgte mig med flere forskellige ufaglærte job, hvor jeg altid var vellidt, og som jeg passede til punkt og prikke, indtil enten ryggen eller psyken sagde stop.

Jeg røg derfor gang på gang tilbage på kontanthjælp, og mange gange blev jeg så ked af at blive kastet rundt i systemet, at jeg igen prøvede at få en uddannelse eller et job.

Jeg fik to børn, men deres far og jeg kunne ikke sammen overvinde mine dæmoner og hans mange svigt. Så allerede under den sidste graviditet gik forholdet i stykker, og jeg var alene med børnene i de næste 10 år.

Flere gange inden jeg fik børnene, prøvede jeg forgæves at begå selvmord. Jeg tog piller, og jeg hang og dinglede i et træ i skoven. Men mine fødder kunne nå jorden, da rebet svingede, og så mistede jeg modet. 

Efter at jeg har fået børn, har jeg næsten konstant levet med frygten for at tage mit liv, så de skulle være alene i verden. Det kan jeg ikke. Jeg lever for mine børn - og kun for dem - og jeg har brugt alle mine kræfter på, at de ikke skal lide under mine psykiske problemer.

I perioder hvor depressionen ikke var så slem, kom jeg lidt ovenpå og startede igen på en ny uddannelse. Jeg kom igennem og bestod to eksamener. Men med et dårligt resultat. Jeg var knust!

Derefter prøvede jeg at tage de sidste to HF-fag hjemme via fjernundervisning, men det måtte jeg ikke for kommunen, hvis jeg ikke samtidig gik på et kursus uden mål eller relevans for noget, og jeg havde ikke kræfter til begge dele. Derfor gik det galt igen.

Da jeg igen var kommet lidt til kræfter, prøvede jeg igen - uden at fortælle det til kommunen - jeg ønskede så brændende en uddannelse. Men det fandt de ud af, og det var ifølge kommunen ulovligt.

De forlangte derfor, at tilmeldingen i stedet skulle ske via dem, og dermed kom kommunen til at betale 30.000 for noget, som jeg ellers kunne få for ca. 500. Derudover skulle jeg møde op i stedet for at modtage fjernundervisning. Noget som jeg på forhånd vidste, ville blive endnu en kæmpe udfordring. Pga. PTSD kunne jeg ikke klare den larm og alle de mennesker, og det hele blev meget useriøst.

Så der tabte jeg igen. Jeg røg dybt ned igen, og sagsbehandleren på kommunen var som altid dybt ubehagelig.

Jeg har nu oveni også fået konstateret fibromyalgi. Det har jeg haft i ca. 8 år. En kronisk og ganske forfærdelig sygdom med voldsomme daglige smerter i alle led og muskler, evig træthed og mange andre symptomer som bl.a. tarmproblemer og hyppige betændelser i kroppen. Jeg skal have hjælp til mange ting af min datter på 16.

Jeg har været til mange psykologer igennem årene, men de er efter min mening utroligt dårlige. Dels får man kun ca. 10 samtaler, og der er alt for langt imellem hver konsultation, især når man er selvmordstruet.

Der er mange af de psykologer, som simpelthen ikke er gode nok, men som i stedet fastholder en i problemerne. Jeg kan ikke tåle ret meget medicin, og især ikke psykofarmaka, så det har heller ikke kunnet hjælpe mig, og det har også været en hård kamp i sig selv, at få læger og kommunen til at forstå, at jeg ikke kan tåle det.

Alle papirer fra speciallæger og psykiatere siger, at jeg nok aldrig kommer til at arbejde på normale vilkår. Det stod der for 10 år siden, og det står der stadig.

Til gengæld ved jeg, hvad der kunne have hjulpet mig, så jeg højst sandsynligt ikke ville have spildt hele mit liv og været en belastning for samfundet, som jo er den følelse, man altid går med: 

To gange har jeg været heldig at få tilknyttet en støtte-kontaktperson, som er kommet hjem til mig og har behandlet mig som et ligeværdigt menneske. En som tog fat om mine her-og-nu-problemer, f.eks. ved at spørge: 

»Hvad går dig på lige nu, så du ikke kan overskue de næste dage?« 

Mit svar: »At jeg skal til endnu en samtale på kommunen og ikke tør, fordi jeg ved, at det gør mig endnu mere ked af det hele.« 

»Godt, så tager jeg med dig,« kunne støtte-kontaktpersonen sige, og straks blev sagsbehandlerne meget mere behagelige, og der blev endda pludselig lovet, at man ville få en afklaring (hvilket dog ikke skete alligevel pga. pludseligt skift af sagsbehandler igen igen).

Eller bare det at støtte-kontaktpersonen var hos én, snakkede med en og opmuntrede en osv., gjorde en verden til forskel. Så man lige kunne klare lidt mere!

Eller et minimum af støtte til eksamen, ville også have fået mig videre for mange år siden, inden jeg også blev fysisk syg.

Et andet virkeligt eksempel (i vores familie) er en ung pige på 18 år, som led af svær angst, som gjorde, at hun ikke kunne komme i skole, gå udenfor eller noget som helst alene, og hun havde været i psykologbehandling, siden hun var 8 år. Uden fremgang på noget tidspunkt. 

Efter et halvt år med en støtte-kontaktperson gik det kun fremad. I dag er hun kandidatstuderende på sidste år på universitetet, og arbejder samtidig som gymnasielærer - hun er midt i tyverne. I dag kan hun alt.

Et minimum af støtte og medmenneskelighed ville kunne gøre en verden til forskel for mange mennesker og forhindre, at vi kommer til at sidde på kontanthjælp i årevis, og bare bliver mere og mere syge.

I dag har jeg som sagt også en fysisk sygdom, der er kronisk, og jeg kommer derfor aldrig til at kunne ret meget, og derfor vil jeg sikkert hutle mig igennem på kontanthjælp og arbejdsprøvninger osv. de næste 20 år. For fleksjob er der åbenbart ikke til mig.

Jeg eksisterer, men nåede aldrig at leve!

Skribenten af denne tekst ønsker at være anonym, men redaktionen kender skribentens identitet.

Teksten er en del af serien »Opråb fra bunden«, som er historier om udsattes liv indhentet af netværket Bekæmp Fattigdom NU.