Annonce

Israel
9. januar 2017 - 12:06

Israel vil forbyde ord som »intifada« på Facebook

Det israelske parlament har godkendt førstebehandling af et lovforslag, der kan betyde, at regeringen kan forbyde og fjerne ytringer på sociale medier. Ytringer der anses som trusler mod enkeltpersoner eller staten Israel. Det kan tvinge Facebook til at skulle fjerne opslag med ord som »intifada« og »martyr«. 

Det israelske parlament godkendte tirsdag førstebehandlingen af et lovforslag, der giver regeringen mulighed for - ved hjælp af en dommerkendelse - at tvinge Facebook til at fjerne opslag, som Israel mener er »opflammende« og til fare for en person, offentligheden eller den israelske stat, og »ansporer« til terror eller udgør en strafbar handling.

Lovforslaget er sat i verden af minister for offentlig sikkerhed Gilad Erdan og justitsminister Ayelet Shaked, fra de højreorienterede partier Likud og Jødisk Hjem.

Sikkerhedsminister Erdan mener desuden, at lovgivningen også skal omfatte Vestbredden, som i hans partis terminologi betegnes som Judæa og Samaria (og i øvrigt opfattes som en del af Israel). Og han udtrykte samtidig bekymring over, at Facebook ikke anerkender israelsk militær kontrol over området.

Ministeren påstår, efter et møde med virksomheden, at Facebook har sagt, at Vestbredden ikke ligger i Israel, og at de derfor ikke kan følge israelsk lovgivning dér. Dog har Facebook ikke svaret på påstanden, ifølge Times of Israel.

Ministrene ønsker med lovforslaget blandt andet, at ord som »martyr« og »intifada«, bliver censureret bort.

Erdan argumenterer desuden, at europæiske lande, blandt andre Frankrig og Tyskland, allerede har lignende lovgivninger.

Justitsminister Shaked er berygtet for en særdeles hård tone overfor palæstineneserne. Således skal hun - på Facebook -  tidligere have udtalt, at »mødrene til dræbte palæstinensiske martyrer skal rammes af deres eget blod og følge deres sønner i døden«, og at militante palæstinensere er »slanger«. Hun mener dog, at hun er blevet misforstået, men har ifølge The Telegraph også grinende erkendt, at hun håber, at hendes ægtemand, der er pilot i det israelske luftvåben, »slår hårdt ned på palæstinenserne med bomber«.

Maan News oplyser, at Facebook allerede nu fjerner 95% af det indhold, som Israel ønsker fjernet.

Lovforslaget skal igennem to yderligere behandlinger, førend det kan træde i kraft.

 

Se også linksamlinger om Palæstina/Israel, intifafada'erne m.m. på Modkraft Biblioteket.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce