»Ingen aktivist er født perfekt«

Efter de sidste dages kritiske diskussion af en fest arrangeret af Østerbro Antiracister, finder vi i Revolutionære Antifascister det relevant at deltage i debatten og give vores perspektiv på nogle af de kritikker, Roxy og Maddie rejser i deres kommentar på Modkraft.

Læs kommentaren »En splittet venstrefløj: Den er rådden indefra og er uspiselig«

Som aktive antifascister finder vi det yderst vigtigt, at vi holder os for øje, at kampen mod undertrykkelse og reaktionære kræfter ikke kun omhandler racister, nazister og andre fascister, når de forsøger at udleve deres forfølgelsesdrømme over for etniske eller kulturelle minoriteter.

Antifascisme er også kampen mod undertrykkelse af alle kønsidentiteter og -udtryk, da disse grupper søges kuet af det kapitalistiske patriarkats normalitetstyranni, hvad enten det er gennem usynliggørelse og marginalisering eller gennem assimilering og normalisering af visse grupper på bekostning af andre.

I disse kampe er der mange forskellige mennesker, der kæmper for det samme grundlæggende mål: Frigørelse fra strukturel undertrykkelse, og friheden til at leve de liv, man ønsker.

Ikke alle har samme forudsætninger

At kæmpe en overordnet fælles kamp er dog ikke det samme som, at alle har de samme forudsætninger eller kommer fra den samme personlige eller organisatoriske baggrund, og det er her, forståelsen af sin egen position bliver altafgørende for, hvorvidt man kan formå at kæmpe sammen.

Når vi organiserer os, når vi aktionerer, og når vi deltager i politisk oplysning, står det klart, at selvom antifascismen er en mangfoldig kamp med aktører bredt udover hele spektret af menneskelige udtryk, så er det ikke det, vi møder i virkeligheden.

Desværre er der helt reelle udfordringer for den antifascistiske bevægelse i forhold til at sikre repræsentation for de grupper, der rammes hårdest af de undertrykkelsesmekanismer, der holder os splittede og ufrie.
Derfor er det vigtigt, at vi holder os mangfoldigheden af kampe for øje og ikke forfalder til usynliggørelse og marginalisering i egne rækker.

Dette er kun muligt, hvis vi vedbliver at kræve selvkritik og ditto analyse, ikke kun af vore kammerater, men også af os selv.

Der er intet revolutionært potentiale i selvtilstrækkelighed, og så længe vi kæmper, vil der altid være mulighed for at forbedre os selv som kampfæller. Dette gælder i særdeleshed de kampe, hvor vi kæmper for bedre vilkår for grupper, vi ikke selv tilhører.
Her er det ikke nok at kunne hævde sig selv for uegennyttigt at kæmpe andres sag. Her skal man stå den virkelige prøve, navnlig om man kan formå at gøre kampen fælles, uden at man overdøver de mennesker, man postulerer at kæmpe for.

Skal ikke kæmpe for andre uden samtykke

Når man kæmper sammen med en gruppe, man ikke selv tilhører, må man gå til kampen med lydhørhed og en solid portion ydmyghed.

Det bliver således éns fornemmeste opgave som antifascist at lytte til de personer, der oplever den givne undertrykkelsesform, og indgå i den fælles kamp på deres præmisser. At tro man kan kæmpe på andres vegne uden deres samtykke er dybt skadeligt for kampen mod undertrykkelse, da det udelukkende bidrager til den fremmedgørelse og marginalisering, antifascismen ellers søger at gøre op med.

Hvis vi reelt ønsker en levedygtig og mangfoldig frigørelsesbevægelse, må vi gøre op med de mekanismer, det omgivende kapitalistiske samfund benytter til at spille os ud mod hinanden.

Ingen aktivist er født perfekt

Det gør vi ikke ved at ignorere kritik, når den forstyrrer vores selvbillede og påpeger, når vi tager fejl. 

Vi skal i stedet turde fejle og lære af det. 

Ingen aktivist er født perfekt, og der findes heller ikke nogen perfekte allierede.

Hvis man reelt kæmper sammen, må man også kunne tage kritik til sig og rette op på sin opførsel, hvis den bliver påtalt. 

Det gælder på det personlige såvel som det organisatoriske plan. Det er derfor, man, hvis man har muligheder, der ikke er éns kampfæller forundt, kan benytte dem hvis det bliver efterspurgt.

Markedsliggørelsen af Priden, som har været under kritik fra enkeltpersoner og grupper i queermiljøet igennem mange år, er ét eksempel på kapitalens evne til at opsuge berettiget modstand og gøre det til endnu et potentielt marked. 

Når kønsidentitet eller seksualitet på den måde reduceres til et smart brand, løsrevet for dets betydning for de mennesker, der søger at leve deres liv på deres egne præmisser, og når Queers derigennem oplever deres identitet blive benyttet som branding vækker det ganske forståeligt vrede.

Når Queers oplever dette fra en gruppe, der selv hævder at være allierede med gode intentioner, men alligevel ikke forstår det problematiske i at holde en fest med “LGBTQ-fællesskabet som tema” og heller ikke er villige til hverken at inddrage eller lytte til de mennesker, hvis liv og hverdag reduceres til et ‘spændende’ tema for en fest, påkalder det helt forståeligt både frustration og kritik.

Manglende evne til at håndtere kritik

Når alle konstruktive og kritiske indlæg i debatten slettes, og et behov for at blive hørt ignoreres, fremstår det som et eksempel på silencing og en manglende evne til at tage imod kritik eller simple forslag til ændringer hos gruppen bag festen.

Vi har dog også her at gøre med en gruppe bestående af mennesker, der er nye i aktivistiske kredse, og som i så mange andre situationer har vist sig både enormt arbejdsomme, kreative og villige til at lære, hvis man indgår debat og samarbejde med dem på præmisser, man ikke skal have været aktiv på den udenomsparlamentariske venstrefløj i mange år for at forstå og gennemskue.

Vi mener på ingen måde, at queers generelt skal forklare noget som helst til nogen som helst, og det er som udgangspunkt ikke queers ansvar at uddanne venstrefløjen i den undertrykkelse, der præger deres liv og hverdag.

Samtidigt er Østerbro Antiracister i vores øjne en gruppe med et stort aktivistisk potentiale og evner til at række ud til andre mennesker end dem, vi oftest når med vores aktiviteter, og som vi derfor alle kunne have en interesse i at hjælpe godt på vej her under deres opstart som aktivister på venstrefløjen.

Men det virker klart som om, at der er blevet talt over hovedet på dem under store dele af debatten.

I Revolutionære Antifascister opfordrer vi derfor til, at vi alle overvejer vores egne udgangspunkter for aktivisme og lytter til de kammerater, der oplever de undertrykkende strukturer, vi kæmper imod både internt på venstrefløjen og i det omgivende samfund, men også erkender, at ikke alle aktivister har lige gode forudsætninger for at forstå alle facetter af den undertrykkelse, de ikke selv oplever i deres hverdag.

Videre anerkender vi, at vi ikke selv altid har succes med at skabe så inkluderende aktiviteter, som vi ønsker, og vi håber derfor, at dette kan være startskuddet til mere samarbejde og konstruktiv kritik på tværs af grupper på venstrefløjen.