En splittet venstrefløj? Den er rådden indefra og er uspiselig

Copenhagen Pride (CP) 2016 er slut. Tømmermændene er ved at være overstået og glimmeret er måske ude af håret om to uger. I manges øjne er CP blot en glitterfest for LGBTQ’er en tilfældig lørdag i august. For nogen er det en mulighed for at lære og debattere vigtige og mindre vigtige emner inden for LGBTQ området.

For andre er det et symbol på kapitalismens altomspændende eksistens, hvor der er mange firmaer, som har købt plads og lastbiler, så de kan fremstå LGBTQ-venlige, og tjene flere penge på os og vores kampe. Der findes så absurd mange penge i ‘tolerance’. Så der er uden tvivl positive og med særdeleshed negative aspekter af Copenhagen Pride. For mange af os queers er der brug for et alternativ på pride parade-dagen.

Det var derfor en absolut forfriskning at se en antiracistisk gruppe, Østerbro Antiracister, rent faktisk lave, hvad der ved første øjekast lignede, et antikapitalistisk queer-arrangement. Der er særdeles langt mellem de begivenheder, der laves af anti-facistiske og anti-racistiske grupperinger (der mener at de kæmper mod sexisme) for queers og særligt queers of colour (QOC), hvis det overhovedet er noget, som nogensinde har fundet sted på den radikale venstrefløj.

Festen, som var arrangeret af Østerbro Antiracister (ØAR) og No Pegida-netværket, gik under parolen ‘LGBTQ Fest Imod Kapitalisme’. I en relativt ekstrem beskeden beskrivelse af festen stod der, at der blev inviteret til ‘en god afslutning på CP Parade’, ‘alle er velkomne’, og at pengene går til No Pegida DK.

Profitering uden appropriering 

På event-siden blev der på ikke-konfrontativ måde stillet spørgsmålstegn ved arrangørernes indtjening. Kritikken gik ud på, at det var mærkeligt, at pengene fra dette arrangement skulle gå til en anden ‘anti-racistisk’ gruppe og ikke til den gruppe, som står mest på mål, når vi snakker om racisme og ikke-heteroseksuelle, ikke-cis-kønnede minioriteter: QOC.

Arrangørerne blev opfordret til at give pengene til f.eks. LGBT Asylum, den nyopstartede cutie.BPoC Festival og flere kom med forslag om, hvordan pengene kunne være delt op mellem de forskellige grupper. Dette blev hurtigt efterfulgt af et svar fra arrangørerne, som var rimelig meget et direkte nej.

De skriver i deres udmelding »da vi opdager, at datoen vi har bestemt os for falder sammen med CP og vi selvfølgelig ikke vil fjerne fokus fra, der vælger vi i stedet at hylde LGBTQ-fælleskabet i form af en fest med det tema.«

For at sætte det ind i en kontekst, så har vi allerede nævnt pinkwashing og problematikken ved at bruge LGBTQ-miljøet som en engangspolet til at tjene penge til egen kapital. De kritiske røster tog det ikke pænt, at arrangørerne tjente penge på en ikke-LGBTQ gruppe i LGTBQ’ernes navn, særligt efter der var kommet andre forslag på bordet som der var blevet lukket ned for. Nogen pointerede ligeledes, at det var som om, at ‘LGBTQ’-delen bare var blevet tilføjet til begivenheden, fordi det var en belejlig måde at tjene penge på til deres eget projekt, når det tilfældigvis fandt sted samme tid som CP.

Debatdeltagernes indslag blev hurtigt slettet, men man kan aldrig slette noget fra nettet. Deres svar underbyggede blot det faktum, at de er en del af en større gruppe af mennesker, som ikke har evnen eller lysten til at tage imod kritik eller ganske simple forslag til ændringer skrevet af personer, som arrangørerne selvretfærdigt mener, at de kæmper for.

Efter de havde brugt nogen tid på at formulere en bedre svar, kunne de stadig ikke se, at der var et problem. Også nåede de at inkludere racisme og homofobi i deres forklaring. Dette er ikke et enestående eksempel. Dette er et symptom på et meget bredere problem. 

Vi ser igen og igen, at der bliver lukket ned for minoriteternes stemmer, når de forsøger at uddanne dem i den antifascistiske bevægelse.

Vi ser hele tiden eksempler på at personer, der er racialiserede løber ind i den antiracistiske scenes hvide mur, fordi de ikke kan se problemet for bare white privilege. Når majoriteten lukker ned for minoriteternes stemmer (læs: hvide, cis, hetero, mænd) reproducerer det blot den strukturelle undertrykkelse, som der burde være meningen at man kæmpede imod.

Man kunne undre sig om venstrefløjen overhovedet er klar over, hvad racisme og homofobi er for de mennesker, der oplever disse undertrykkelser på egen krop.

Hele bortforklaringen giver queermiljøet skylden

Tilbage til festen. I stedet for at tage den konstruktive kritik seriøst, så valgte arrangørerne at omdøbe deres fest ‘No Pegida støttefest’, med den effekt. at LGBTQ personer blev ekskluderet. Senere på dagen kom der - i stedet for en undskyldning - en række forklaringer som tydeligt viste, at gruppen egentlig ikke havde været i stand til at lytte til noget som helst af det, der var blevet sagt. Måske er det her konsekvensen af at slette ting i stedet for at læse og lære af dem.

For at skære ‘undskyldningen’ helt ind til benet er der her tre særdeles problematiske områder: 

For det første blev hele situationen stemplet af arrangørerne som ‘en misforståelse’. Det blev efterfølgende tydeligere, at de kun følte sig ansvarlige for deres ‘fejlformulering’ i beskrivelsen af festen, og at misforståelsen var skabt af queer’sne. Ved at lægge skylden på noget andet eller nogen andre, fremfor sig selv og have lidt selvindsigt, skabes der intet rum for læring eller selv refleksion, som var det eneste de var blevet spurgt om at gøre. 

Det andet problematiske område er ordvalget brugt gennem hele deres bortforklaring. Gennem teksten bliver der vedvarende brugt et sprog, der solidt lægger skylden over på queer-miljøet, som har den fordelagtige virkning, at arrangørerne fjerner sig yderligere fra deres ansvar. Dette blev endnu mere problematisk, da de begyndte at slette alle opslag, der var skrevet, så det kun var den originale event beskrivelse, der var tilbage til offentlighedens skue, med det resultat at dem som ikke havde fulgt med i tråden fra begyndelsen kunne nu blot se et mini-essay, der giver queersne skylden for at misforstå deres så fine intentioner uden et eneste spor af deres egen modvilje til at lære noget af det som der hvad blevet sagt. 

Det sidste problematiske område skal ses i en meget bredere kontekst, lige så vel som denne mindre kontekst, som den er opstået i. Det er, absolut uden nogen form for tvivl, en klassisk herskerteknisk, der bruges imod os som en minoritet, ved at holde os ansvarlige for at - efter deres ord - forvandle deres event ind til en offentlig debat. En herskerteknik, der bliver yderligere pointeret med deres efterfølgende sætning: »da det er svært at overskue og højrefløjen evt. kunne bruge det imod os i vores antiracistiske kamp, da debatten endte med at vise et meget splittet venstrefløj.«

Læs artikel om herskerteknikkerne hos almindelig.com  

Dette er ikke diskret. Venstrefløjen, som også har en andel i en antifacistisk- og antiracistiske bevægelse, kan ikke fortsætte med at forestille sig selv som værende imod racisme og imod homofobi, når den systematisk ignorerer de minoriteters stemmer, som oplever racisme og homofobi.

Lyder det bekendt? Har vi nævnt det før? Vi har. Mange gange. Og de her ting opstår alligevel igen og igen.

Læs artiklen »Du, hvide antiracist, hvis du vil bekæmpe racisme, så start med at hjælpe os med at blive empowered« hos Modkraft

Kun ros og likes til offenlighedens skue

Denne sølle udgave af en undskyldning, som i særdeleshed var kritiseret af personer fra queer-miljøet, blev kommenteret og rost af få personer, som ikke havde været en del af diskussion før og pludselig kom frem fra deres skalkeskjul. 

Dette var i sig selv mistænkeligt, men prikken over i’et var da arrangørerne begyndte at slette hver kritiske kommentar, der var skrevet. Uden pis, hver eneste kritiske kommentar. Al den kritik, der var stillet mod arrangørgruppen var pludselig forsvundet fra verdens brede net og kun ros og likes var tilbage til offentlighedens skue. 

Var dette blot et tilfælde af at holde en splittet venstrefløj skjult for højrefløjens åsyn? Eller var det måske et forsøg på feje deres egne fejl ind under gulvtæppet? Ovre fra den anden side ligner det mest af alt et forsøg på at udradere minoriteternes stemme, fordi vi er ubelejlige.

At blive gjort tavs på venstrefløjen er et omfattende problem

Så herfra, fører det ingen steder hen. Efter at have slettet kommentarerne fra de personer, som talte imod dem, kan det næsten ikke blive værre. Når du læser denne artikel er eventet måske forsvundet ind til ingenting.

En af de mest tragikomiske ting ved dette er, at i deres såkaldte undskyldning hævder de, at de ikke vil have beef med queer-miljøet, og at de »ønsker ikke at denne konflikt har hæmmet fremtidigt samarbejde mellem os, og feministiske, transkønnede, homoseksuelle eller queer-grupperinger.«

Tillykke kammerater på venstrefløjen, I har hermed hæmmet et fremtidigt samarbejde.

Som sagt, så er dette tilfælde desværre ikke enestående. Det har ikke været så eksplicit og så tydeligt som det er nu, men vi kan ikke ignorere de tendenser, vi ser og oplever på venstrefløjen. 

Det er gamle nyheder, at den antifacistiske scene består af macho hvidheds kultur og de privilegier, der følger med at være hvid. Denne påstand er blevet fejet af bordet, fordi der er én eller to personer der er racialiseret eller queer, men som token minority har man ikke meget værdi, når man bliver blændet af en skov af hvide og heteroseksuelle mennesker. 

Det er svært at være en essentiel del af en antifascistisk scene, som kun har interesse i majoritetens ønsker. Det er svært som minoritet at tage plads, på en scene hvor der bør (af majoriteten) gives plads, især når man påberåber problematikker og efterfølgende får givet mundkurv på. 

Det er en udfordring at illustrere realiteterne af at blive gjort tavs som en minoritet på venstrefløjen. Lige præcis derfor har vi valgt at pille denne her situation fra hinanden - fordi det er et meget konkret eksempel for den undertrykkelse vi oplever.

Vi har hevet pointerne ud for at påvise, hvordan konstruktiv kritik og et behov for at blive hørt kan blive komplet ignoreret af dem, som ikke er villige til at lytte, og vi håber ved at lave dette eksempel at virkelig kunne forstå, hvordan det her sker.

Det er meget vigtigt at forstå, at dette er ikke for at hænge én lille gruppering ud - kritikken er noget, som ses i alt for mange antiracistiske og antifacistiske kredse på venstrefløjen. For dem som er villig til at lære og at gøre bedre, så er et konkret eksempel en måde at forstå effekterne og realiteten af disse situationer for dem i den modsatte ende.

Dette er en diskussion, der skal tages. Det her er 2016 og ingen antifacistisk bevægelse bør kunne pålægge sig selv titlen som antifacister, når man ikke kan forstå eller vil høre efter det problematikker, der stilles af de personer, som I i antifacismens navn, kæmper for. 

Vi er ikke her til for, at I kan skrive flere anti-ismer på Jeres CV, som var det en lille hædersmedalje og det gjorde en forskel for nogen andre end Jer selv. Hvis I oprigtigt ønsker en samlet venstrefløj, så er det på høje tid at rette blikket ind ad og kigge jer selv efter i hægterne, for her er allerede en splittet venstrefløj. 

Maddie er 28 år gammel, bosiddende og studerende i København, og har været i det københavnsk queer-miljø i 5 år.
Roxy er 26 år gammel, bosiddende og studerende i København og har været i det københavnske venstrefløjs-, queer- og antifacistiske miljø i 10 år.

Modkraft kender skribenternes lovlige navne.