Annonce

Folkets Park
6. oktober 2016 - 12:13

Hjemløse anholdt: »Politiet afpressede os«

Pantsamlere blev onsdag morgen anholdt og taget med på stationen. De fortæller til Modkraft, at de blev frataget deres penge for at betale bøder for at overnatte i Folkets Park på Nørrebro. Politiet afviser deres beskrivelse af episoden. Gadejuristen har lige vundet en klagesag fra sidste år med et lignende forløb.

For tredje år i træk anholder Københavns politi en gruppe hjemløse, der samler flasker og overnatter udenfor i København.

I tre meget ens sager har politiet kørt hjemløse til politistationen, og hvor de hjemløse mener, de er blevet frataget deres penge for at betale for en bøde. 

Læs artiklen »Hvor skal jeg klage?« hos Modkraft

Mellem klokken fire og fem onsdag morgen den 5. oktober blev en gruppe, der sov i Folkets park på Nørrebro, anholdt og taget med på Station Amager. 

De var sigtet efter ordensbekendtgørelsen, der er en »Bekendtgørelse om politiets sikring af den offentlige orden(...)«, fordi det er ulovligt at overnatte i parken.

For koldt at sove udenfor i Danmark

De andre fra den anholdte gruppe var tilbage i Folkets Park, da Modkraft mødte dem omkring kl. 17.00

– Da jeg kom til politistationen tog de mine ting ud ad lommerne og de 750 kroner, som jeg havde fået i bøde, fortæller Ifeanyia til Modkraft.

Han er 24 år, er oprindeligt fra Nigeria og har tidligere opholdt sig i Italien.

– Jeg tog hertil for at samle pant under Roskilde Festivalen, men nu er det for koldt at sove udenfor, så jeg vil gerne tilbage til Italien, siger han og fortæller, at han har sovet i parken de sidste tre uger.

- Men hvordan skal jeg kunne det nu, hvor de har taget mine penge?

29-årige Ibewke blev også anholdt og taget med på stationen. 

– Det eneste, de sagde til os, da vi blev anholdt, var, at det var ulovligt at sove i parken. Jeg blev taget med i en personbil, siger Ibewke, der har sovet i parken den seneste uge og også kommer fra Nigeria.

De fortæller, at 8-9 af de anholdte stadig var på politistationen, fordi de ikke havde penge til at betale bøden.

Se begivenhedsinvitationen »Let My People Go« på Facebook

Politiet tabte tidligere klagesag

I flere år har hjemløse sovet under træerne i parken. De overnatter ved siden af Natcaféen i Stengade 50, der er drevet af Kirkens Korshær. Deres juridiske status med midlertidigt visum betyder, at de ikke må modtage hjælp på herbergerne.

Sidste år blev en gruppe flaskesamlere, der overnattede på Nørrebro Park skole i København også fjernet og udsat for en lignende behandling af politiet, og den frivillige organisation, Gadejuristen har lige vundet en klagesag, der gik på politiets opførsel dengang.

Ligesom denne gang fratog politiet dem deres penge.

Læs artiklen »Fire nye flaskesamlere: Vi blev også anholdt og fik bøder af politiet« hos Politiken

Læs artiklen »Hjemløse frataget penge af politiet«

Politiet har ikke hjemmel

Efter sagen om Nørrebro Park skole sagde juraprofessor Eva Smith til Politiken:

»Folk skal altid have mulighed for at sige, at de ikke vil betale den bøde, og så er man nødt til at afvente, at sagen kommer for en domstol. Jeg kan forestille mig, at politiet gør det, fordi de frygter, at de ellers aldrig ser de penge, men så vidt jeg kan se, er der ikke nogen hjemmel til det«

Ifølge de hjemløse viste de et papir til politiet fra Gadejuristen, der erklærer, at de ikke vil betale bøder, før de har talt med en advokat, men ifølge de hjemløse sagde politiet, at »det ikke gjaldt« længere.

En anden problematik, der opstår, når de anholdte bliver tvunget til at betale deres bøder, er, at det fratager dem muligheden for at klage.

12 er stadig anholdt

Ifølge Kenneth Damkjær, der er leder i udlændingekontrolsektionen i Københavns Politi, er der stadig 12 personer, der er anholdt torsdag formiddag. 

– De har måske ikke midler til at være i Danmark. Sagerne er forelagt for Udlændingestyrelsen, der skal træffe en resolution om, hvovidt de skal udsendes eller løslades, siger Kenneth Damkjær. 

Han afviser, at de anholdte er blevet afpresset og tilbageholdt, fordi de ikke har kunnet betale deres bøde. 

– Vi fratager ikke folk penge, vi tæller dem op, og så får de en kvittering, når den er betalt. I sådanne situationer er der to fortællinger. Har de en anden oplevelse, kan jeg ikke rigtig gøre for det. Vi har en procedure over de regler, der skal følges, og den følger vi, siger han. 

Ifølge politiet var det nødvendigt at anholde folk og tage dem med på stationen for at foretage de nødvendige afhøringer, selvom de kun var sigtet efter ordensbekendtgørelsen. I sådanne situationer kan der være så mange, der skal afhøres, at man ikke kan gøre det på steder, vorklarer Kenneth Damkjær.

»Politiet anholdte ikke hvide mennesker«

Sagen fik Black Lives Matter-Danmark til at invitere til at invitere til en demonstration onsdag aften foran politistationen i Kastrup.

Omkring midnat er der postet et opslag på begivenhedens væg 

»Vi var ude på station Amager. Vi fik råbt solidariske hilsner, banket på detentions vinduer og andet larm. Der var flere tilbagemeldinger. Vi fik også taget billeder af politibus som en for en blev fyldt med anhondte folk bl.a. fra parken mv. Ifølge Politiet skulle de køres til sandholmlejeren.. måske er det fængslet Ellebæk de mente. Vi ved det ikke . Tilbage i parken var der en virkelig trykket stemning. De folk, som var kommet tilbage, står uden viden om hvor deres kammerater er og med en stor utryghed over hvad den næste tid bringer. I øvrigt så fortæller de, at Politiet ikke anholdte hvide mennesker, som også sov i Folkets Park. Så.. det var bare lige en tilbagemelding. Vi må se hvad der sker«

Politiet afviser, at det var bevidst, at det ikke var alle, der sov i parken, som blev anholdt. 

– Enten er det, fordi vi ikke har bemærket dem, eller også er det, fordi det var den mængde, vi kunne håndtere, siger Kenneth Damkjær. 

Ingen andre muligheder

I Folkets park forbereder de fleste af dem, der tilbragte morgenen på Amager politistation, sig på at sove der igen. Som de plejer.

Ifeanyia vender sig om og peger på bunkerne med affaldssække og indkøbsvogne

– Jeg har ingen andre muligheder end at sove her.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce