Højrefløjens fjendebilleder oprulles

26. april 2011. De kom fra bakkerne. Tusinder af medlemmer af den fascistiske civilgarde Véderö. Uniformerede og bevæbnede marcherede de mod byens romakvarter, og de slog på husmurene med køller og geværer, og slagordene gjaldede ud mod byens 400 romaer: "Krig! Krig! Intet bliver som før! Det er forbi nu!"

János Farkas var sikker på, at han og hans familie skulle myrdes. Men János overlevede. Ingen romaer blev myrdet af højreekstremisterne – den dag.

Scenen er taget fra de første sider af Magnus Lintons nyeste bog, De hatade. Linton er svensk journalist og forfatter til flere kritikerroste reportagebøger, hvoraf Americanos og Cocaina begge har været nominerede til Sveriges fornemste bogpris, Augustprisen.

I sin seneste bog væver han interviews og indtryk fra reportagerejser, foretaget i efteråret 2011, sammen med egne og andres analyser til et billede af det politiske landskab på højrefløjen i Europa netop nu.

Bogen bærer undertitlen "Den radikale højrefløjs skydeskiver" og undersøger det europæiske højres fjendebilleder. "Skydeskiverne" inddeles i tre grupper, svarende til bogens tre dele: parasitterne, okkupanterne og forræderne.

Det første afsnit handler om Ungarn under premierminister Viktor Orbán. Et land, hvor det højrepopulistiske parti Fidesz har absolut flertal i parlamentet, og hvor det tredjestørste parti, Jobbik, er åbent fascistisk, har en uniformeret fløj (ovennævnte Véderö-bevægelse), og støttes af en uafhængig politifagforening med tusindvis af medlemmer blandt landets ordenshåndhævere.

Her er angreb og trusler mod romaer blevet hverdag, jøder er udrenset fra embedsstanden og medierne, og arbejdsløse romaer tvinges væk fra deres familier og sættes i arbejdslejre, hvor de gives fornedrende og meningsløst arbejde.

I Jobbiks retorik kan samfundet inddeles i to typer mennesker: De, der bygger op, og de, der river ned. Og romaerne tilhører de sidste, parasitterne, dem vi må udgrænse.

Linton opregner årsagerne: antisemitisme og anti-sigøjnerisme er dybt historisk forankret i Ungarn, skuffelsen over kapitalismens manglende evne til at levere den forventede økonomiske vækst efter kommunismens fald er udbredt, befolkningen er skeptisk overfor EU's overstatslige elementer.

Et sådant tankesæt er ikke unikt for Ungarn. I Tjekkiet udsendte et nationalistisk parti i 2009 tv-reklamer, der åbent talte om en "endegyldig løsning på sigøjnerspørgsmålet" og foreslog at deportere alle romaer til Indien.

Linton nævner også Frankrigs masseudvisninger af romaer i 2010, og præsident Sarkozys retoriske sætten lighedstegn mellem romaer og kriminelle.

Dette er første, men ikke sidste gang, man som dansker bliver mindet om, at vi i Danmark kun alt for godt kender de forhold, Linton beskriver.

I 2010 deporterede Danmark 37 romaer, der ikke var sigtede, endsige dømte, for nogen forbrydelse. "De romaer, der er blevet udvist, kom ikke for at arbejde, men for at tigge og begå kriminalitet," udtalte Venstres Jens Rohde ved den lejlighed. Man kan spekulere over, hvor Rohde får dette intime kendskab til 37 fremmede individers indre motiver fra.

Eller man kan, som Linton, lakonisk konstatere: "På papiret gælder EU-borgeres rettigheder for alle, men i praksis bygger den frie bevægelighed på, at den kun praktiseres af visse [grupper]. Når de forkerte bevæger sig, sparker systemet bagud."

Fire minutter i tolv

Mellem bogens to endestykker, om hhv. Ungarn og Norge, ligger kapitlet om Holland og "okkupanterne", som det ikke-voldelige fyld i en skræmmende voldssandwich.

Her er ikke horder af bevæbnede fascister, der marcherer i mindretalskvarterer. Her er ikke lynchgrupper i natten. Her er ikke de gruopvækkende og hjerteskærende scener fra Utøya, hvor unge gemmer sig under senge og bag sten og træer, fanget på den lille ø med Anders Behring Breivik og hans automatvåben.

Men her er Geert Wilders og hans PVV-parti. Og det er i kapitlet om "okkupanterne", dvs. muslimer, der i højrefløjens optik er i færd med at "besætte" Europa, at Magnus Linton udfolder det tankegods, der danner grundlag for den anti-islamiske højrefløj, også i Danmark. Det er ikke småting.

Linton afdækker, hvorledes den såkaldte Eurabien-tanke har vundet vid udbredelse på den europæiske højrefløj.

Eurabien-tanken er en åbenlyst vanvittig konspirationsteori – Europa har via EU og den Euro-arabiske dialog villigt underkastet sig de arabiske stater med den dagsorden at forvandle kontinentet til et politisk og kulturelt vedhæng til et arabisk verdenskalifat – der i betænkelig grad minder om det tidlige 20. århundredes tanker om gedulgt jødisk verdensdominans.

Geert Wilders bliver i De hatade til en slags prototype på den nye europæiske højrepopulist. Med kraftig inspiration fra blandt andre Dansk Folkeparti har han gjort PVV til kongemagere i hollandsk politik – og prisen for støtte er høj. Wilders går benhårdt efter symboler, islam-markører som ansigtsslør og halalslagtning.

Med meningsløse, men effektive, slogans om kun at være "intolerant mod de intolerante" hyller han sig i de borgerlige frihedsrettigheders gevandter, mens han fratager andre samme rettigheder. Og han har haft succes med det.

I september 2011 vedtog det hollandske parlament et forbud mod ansigtstildækning i det offentlige rum.

Hykleriet i en politik, der med henvisning til kvinderettigheder vil fratage kvinder friheden til at klæde sig, som de finder rigtigst, mens den med henvisning til liberale frihedsrettigheder og det fri initiativ forfægter mænds ret til at købe og sælge kvinders kroppe i den omfattende hollandske sexindustri, er til at tage og føle på.

Med afsæt i Eurabien-konspirationen og lignende tanker om forestående kulturel kapitulation i Europa fremmaner Wilders først og fremmest behovet for akut handling.

Hvis Europa skal reddes fra islamiseringen, må der handles resolut og øjeblikkeligt. Klokken er, siger han med et karakteristisk effektivt billede, ikke fem minutter i tolv, den er fire minutter i.

Når klokken slår

Sceneskift til Utøya. Anders Behring Breivik blev den 24 august erklæret tilregnelig, og dømt for sit politiske massemord på unge socialdemokrater, på den gruppe af mennesker, der udgør den tredje og sidste af højrefløjens i dette tilfælde uhyggeligt bogstavelige skydeskiver: forræderne.

Forræderne er de halalhippier og kulturmarxister, der har tilladt smug-islamiseringen, og med deres vage multi-kulti tilgang og feministiske tilbøjeligheder har svækket Europas forsvarsværker og gjort os til en flok selvhadende kulturrelativister, der lægger os på ryggen for islamismens krav.

Sådan, og en hel del værre, så de ud for Breivik, de 69 mennesker, han skød og dræbte på Utøya.

Via vidnesbyrd fra overlevende tager Linton os med ud på øen under massakren. Scenerne er rædselsvækkende, og man har flere gange behov for at standse læsningen og puste ud undervejs.

Men De hatade vil, heldigvis, andet og mere end at kanalisere gruen fra Utøya. Skræmmende nok var massakren, med Lintons ord, blot "release party" for Breiviks manifest.

Det bemærkelsesværdige er ikke, argumenterer Linton overbevisende, hvor ekstrem Breivik er, men hvor mainstream, han er.

Hvor stor en del af hans ideologiske tankegods, der går igen i partier, der med bred folkelig opbakning sidder repræsenterede i parlamenterne rundt om i Europa.

At sætte lighedstegn mellem Geert Wilders eller Pia Kjærsgaard og massemorderen Anders Behring Breivik ville selvsagt være absurd, og heldigvis går Linton ikke i denne fælde.

Men han demonstrerer, at der er konkrete ideologisammenfald. At den grundlæggende analyse af Europas nuværende situation langt hen ad vejen er den samme. For Breivik er klokken bare lidt mere end fire minutter i.

Her er det, at denne læser begynder at flytte nervøst på sig i lænestolen og kigge sig over skulderen.

For spørgsmålene står knivskarpt. Med Lintons ord: "Hvor mange mennesker lever med det verdensbillede, at klokken er fire minutter i tolv? Hvad gør de, når klokken slår? Hvilken type organisationer vender de sig til? Griber de til våben? Hvis ja, hvem skyder de så? Hvilken slags mennesker skyder de?"

I sidste ende bringer Magnus Lintons bog måske ikke så vældigt meget ny information til bordet. Den læser, der har fulgt opmærksomt med på avisernes udlandssider ved, at Ungarn er ved at udvikle sig mod et proto-autoritært styre, og at Hollands tid som tolerancens og multikulturalismens højborg er forbi.

En del af pointerne omkring højrefløjens fjendebilleder er velkendte. Men Linton trækker linjerne på tværs af landegrænser og påviser tankevækkende ideologiske sammenfald mellem populister og ekstremister. Han interviewer både "almindelige" ofre og (liberalt indstillede) intellektuelle. Han dykker ned i det radikale højres betændte psykologi, og han gør det i et sprog, der er så flydende og læsevenligt, at man kun kan være imponeret.

En skam, at De hatade ikke er udkommet på dansk. Vi kunne godt have brug for den.

Magnus Linton: "De hatade - Om radikalhögerns måltavlor" (Forlaget Atlas Reportage)