Giv agt, ret ind til højre!

Disciplin – ”Lydighed og orden; ydre disciplin er påtvunget ved magt el. ved sanktioner; indre disciplin el. selvdisciplin er baseret på accept af fælles normer el. vilje til at indordne sig. ” (Definition – Pædagogisk psykologisk ordbog).

Nu skal de lære det – nu skal disciplinen atter råde i den danske folkeskole.

Corydon har i lang tid haft en plan. Og det er en plan, der ifølge en overskrift i Jyllands-Posten ”støttes af topøkonomer”.

Nu kan man selvfølgelig altid diskutere det meningsfulde i begrebet ”topøkonomer”, men bag det værdiladede begreb gemmer der sig her folk som økonomiprofessor og tidligere overvismand Torben M. Andersen og arbejdsmarkedseksperten Niels Westergaard-Nielsen. Så helt grebet ud af luften er det med toppen vel ikke.

Torben M. Andersen mener ifølge Børsen: ”at det er nødvendigt med et opgør med stive regler om arbejdstid og svage offentlige ledere, hvis det skal lykkes at forny den offentlige sektor og folkeskolen.”

Og han bakkes op af Westergaard-Nielsen, der siger, at han ”ser konflikten som et led i (omlægningen af) den generelle ledelsesstruktur i den offentlige sektor. Det handler om at gøre den offentlige sektor mere forberedt på at blive ledet med alt, hvad det indebærer."

Professoren og arbejdsmarkedseksperten mener i forlængelse heraf, at det: "i den situation er (..) vanskeligt at have centralt fastsatte arbejdstidsregler." Han (hvem?) mener formodentlig, at i en situation hvor alt satses på en indførelse af industrielle ledelsesprincipper, så vil overenskomstmæssigt fastsatte arbejdstidsregler bare stå i vejen.

"Der, hvor vi kan se, at vi virkelig adskiller os, er, når det kommer til arbejdstiden. Vi støtter selvfølgelig op om, hvad der nu skal til, for at vi får en højere kvalitet i folkeskolen. Og hvis det måtte være et opgør med retten til at lede og fordele arbejdet, så er det den vej, man må gå," siger han.

Så ja, topøkonomer synes – hvilken overraskelse – at det er en fremragende idé at tryne lærerne først, de andre personalegrupper dernæst, at presse de offentligt ansatte på arbejdstid og arbejdsvilkår, at gøre det offentlige til en mindre attraktiv arbejdsplads – og i korthed at skære indirekte på velfærdsstaten. Det har Enhedslisten da forstået. Per Clausen siger ifølge Politiken følgende:

”Det, vi ser her i 2013, vendt mod lærerne er en forvarsel om, hvad alle offentligt ansatte kan vente sig i fremtiden. Der kommer flere ultimative krav, og hvis man ikke bøjer sig, kan man forvente et regeringsindgreb.

Corydon har besluttet, at overenskomstforhandlingerne fremover skal bruges til at forringe løn- og ansættelsesforhold for de offentligt ansatte. Det er svineri, at man taler om effektiviseringer, når det, man gør, er at forringe ansattes forhold.”

Men ikke desto mindre virker det som om, disse planer kommer som en overraskelse for mange. Men det burde de ikke. Faktisk har en række offentlige instanser i længere tid meldt klart ud, hvad målet var.

Mere konkurrence om arbejdet

Allerede i optakten til OK-11 skrev KL i et debatoplæg med titlen "Fællesudfordringer - fælles løsninger" på side 8: "En anden mulighed for at øge udbuddet af arbejdskraft er at forlade princippet om 37 timers arbejdsuge for alle.

Det kan ske ved at lade antallet af ugentlige arbejdstimer over de 37 være en naturlig del af drøftelsen ved ansættelsessamtalen, så medarbejdere, der ønsker det, kan aftale en højere ugentlig arbejdstid".

Længere nede på side 9 står der: "KL foreslår: Arbejdstidsbetingelserne underkastes et eftersyn og gøres mere enkle og rummelige og lette at administrere. Der iværksættes initiativer, hvor overenskomstparterne i fællesskab understøtter, at medarbejderne på samme arbejdsplads har samme arbejdstidsregler. Mulighederne for lokale løsninger styrkes, og der kommer fokus på medindflydelse og samarbejde".

Personalestyrelsen under Finansministeriet har også tidligere barslet med et oplæg med titlen "Behov for nytænkning - et debatoplæg til OK 11".

Her skriver man på side 59: ”Overenskomster og aftaler er for komplicerede og uoverskuelige. Det hindrer en effektiv arbejdstilrettelæggelse, bl.a. fordi faggrupperne har forskellige arbejdstidsregler. Overenskomster og aftaler giver ikke optimale rammer for det tværfaglige samarbejde på den enkelte arbejdsplads".

Plads til ledelse

Op til forhandlingerne i relation til OK-13 gik KL så skridtet videre og skrev i "Plads til ledelse" (sept. 2012): "Øget arbejdstid og forenkling af arbejdstilrettelæggelsen er kernekomponenter til at øge produktiviteten i kommunerne. Arbejdstidsreglerne må derfor ikke være så mange og besværlige at administrere, at de indskrænker ledelsesrummet".

Længere ned på samme side (10) står der: "I administrationen og på områder med dagarbejde giver detaljerede arbejdstidsregler ikke længere mening. Her skal opgaverne styre arbejdstiden, ikke omvendt. Der skal være fleksibilitet i placeringen og anvendelsen af arbejdstiden til gavn for opgaveløsningen og til glæde for ledelsen og medarbejderne".

Og længere nede på side 10: "Personale, der selv tilrettelægger opgaveudførslen, bør undtages fra arbejdstidsreglerne". Men en større og større del af de ansatte tilrettelægger (selvstyrende teams/selvledelse) selv deres arbejde. Det betyder, at arbejdstidsregler skal indskrænkes til et minimum.

På side 12 står der i oplægget: "adgang til at den enkelte med sin leder kan aftale en højere arbejdstid end 37 timer pr. uge".

Inspirationen

Ønsker man at finde inspirationskilden til disse målsætninger kan man se lidt nærmere på indholdet i EU’s Europlus-pagt, som den danske regering tilsluttede sig i marts 2011.

Hovedtemaerne i denne pagt er øget konkurrence, øget produktivitet, øget arbejdsmarkedsfleksibilitet, tættere forbindelse mellem produktivitet og løn - også i det offentlige - arbejdsmarkedsreformer, som tilpasser overenskomsterne til ønskerne om større konkurrenceevne.

Beslutningerne følges op af anbefalinger fra kommissionen i 2012. Det protesterer det europæiske LO, EFS (ETUC.org) overfor, men ellers sker der ikke noget. Både VK-regeringen og S-SF vidste, hvad man stemte ja til, da man vedtog Europlus pagten.

Altså intet overraskende. Både den tidligere og den nuværende regering har meldt klart ud, hvad man ville. Og alle eksperterne har sunget med i koret. Faktisk er det bare fagbevægelsen – og nu i markant grad Danmarks Lærerforening og Lærernes Centralorganisation, der har sovet i timen.

Det, der er ved at ske nu, har stået på dagsordenen mindst siden 2011 - og ikke kun når det drejer sig om arbejdstiden, men også når talen falder på lønspørgsmålet. Generalprøven var den seneste aftale med gymnasielærerne.

Mere styring ovenfra

Hvad man kunne overveje at søge en forklaring på, er, hvorfor man slår ned på lærerne først. Men forklaringen er nok den, at lærerne er den mest isolerede gruppe blandt de offentligt ansatte, og ikke mindst lærerne har arbejdstidsaftaler, som vanskeliggør det for kommunerne at økonomistyre skolerne.

Hvis man læser KL's udspil grundigt igennem og sammenligner det med aftalen fra 2008, så er den store forskel opgøret med de lokale kommuneaftaler. De har nemlig stået i vejen for, at man fra centralt hold i kommunen har kunnet bruge udviklet incitamentstyring over for skolerne.

For hvis det hele er forhandlet på plads på kommuneniveau (inklusive omregningsfaktorerne), er der ikke det store spillerum for lederen på den enkelte skole, og kommunens mulighed for at bruge benchmarking overfor den enkelte skole er tilsvarende svag.

Indenfor ældreplejen og dagsinstitutionsområdet arbejder man allerede med aktivitetsbaserede budgetter. Disse kan igen opdeles i enkeltdele, så man centralt har et helt ydelsesbatteri, som man kan sammenstykke.

Derved kan den enkelte leder allerede styre mindre dele gennem aktivitetsmål og planer. Det samme kan man delvist på hospitalerne og indenfor handicapområdet. Men det kan ikke lade sig gøre på skolerne.

Hvis KL kommer igennem med sit oplæg, indebærer det, at det ikke længere er den enkelte lærerfagforening i en kommune eller for den sags skyld en TR, men lederen og den enkelte lærer, der skal forhandle normudfyldelse.

Man skal ikke diskutere selve normen, heller ikke taksterne og slet ikke varslinger – bare normudfyldelse. Dvs. det bliver op til den enkelte skoleleder at påvise, at han/hun og lærerne enkeltvis eller i teams har aftalt den rigtige normudfyldelse, som afkaster den højeste effekt.

Hermed er både leder og lærere sat under pres, og topembedsmændene i kommunen kan styre ud fra opstillede kvalitetskrav og benchmarking-skemaer. Og på tilsvarende måde som man allerede gør det i vidt omfang i administrationen, så kan man med den nye ordning lave resultatkontrakter helt ned på enkeltpersonniveau.

Hvad kommer der så ud af det?

Arbejdstiden skal op

Får man held til at opnå det, man har meldt ud, så vil det betyde, at man fremover kan styre hele området gennem incitamenter, kontrakter, budgetprocedurer og benchmarking, og det vil betyde, at alle konflikter skubbes ned fra kommuneniveauet til skoleniveauet eller institutionsniveauet og bliver til et forhold mellem den lokale ledelse og de ansatte.

Det kender man alt til indenfor ældreplejen og indenfor daginstitutionsområdet. Og nu er turen kommet til skolen. Selve fremgangsmåden er vedtaget i EU-kommissionen og anbefales til alle medlemslandene, og den indføres overalt.

Nu mangler man kun at fjerne paragraffen om skolen som en folkeskole i loven, så kan skolerne konkurrenceudsættes. Måske ude i en lidt fjern fremtid - men pilen peger den vej.

Hvis man hager sig fast i et nostalgisk forsvar for den danske model, så kæmper man udelukkende fortidens kamp. Og så reagerer man ikke på det, der er væsentligt.

Koordinering har eksisteret, lige så længe denne model har været hævdet. Mellem arbejdsgiverne på forskellige områder, mellem arbejdsgivere og regering – og internt mellem stat og kommuner. Det er der intet nyt i. Det nye her er det, som de koordinerede kræfter slås for at gennemføre.

Det er arbejdstiden, som ikke længere skal ligge fast og fastlægges gennem kollektive aftaler. Individuelle arbejdstidsaftaler er det, man efterstræber. Det er normer og regler for varsling og tilrettelæggelse af arbejdet, som står for skud. Det er arbejdstagernes mulighed for at indgå kollektive og solidariske aftaler, der skal smadres.

Det er altså ingen tilfældighed, at man i en redegørelse fra Personalestyrelsen kan læse følgende:

”Den relativt lave gennemsnitlige arbejdstid pr. beskæftiget skyldes bl.a. en høj deltidsfrekvens – især blandt unge og kvinder – samt lange ferier og andre betalte fraværsperioder, men også, at ’fuld tid’ i Danmark kun er 37 timer.

En overvejelse kunne derfor være, om den ugentlige arbejdstid bør hæves fra det nuværende niveau på 37 timer.”

Og videre:

”Der er derfor behov for fleksible regler, som giver mulighed for, at arbejdsgiver og arbejdstager i fællesskab kan justere den individuelle arbejdstid efter såvel arbejdspladsens som den enkelte medarbejders behov.

”En fast ugentlig arbejdstid på 37 timer for alle er ikke nogen naturlov. Med mere enkle rammer kan plustid bidrage til en mere fleksibel opfattelse af begrebet arbejdstid, således at den enkelte leder og medarbejder kan aftale en arbejdstid over 37 timer enten ved ansættelsen eller i løbet af denne alt efter arbejdspladsens behov og medarbejderens livssituation.”

Og som der også står i det aktstykke, som Politiken altså kan offentliggøre den 6. april:

”OK13 skal være løftestang for at fremme Moderniseringsstyrelsens dagsorden om at gøre løn og arbejdstid i staten til en væsentlig og integreret del af udgiftspolitikken.”

KTO i opløsning

Men med beslutningen i KTO om at skrive under på deres aftale markeres det, at opløsningen i KTO er total og selv defensiven en umulighed. Ingen vil tilsyneladende se sandheden i øjnene, og det betyder også, at lærerne reelt står alene og kun kan reddes ved en politisk mobilisering.

KL og regeringen kan notere følgende: KTO ville ikke kampen. KTO har ikke turde mobilisere. KTO har ikke villet formulere et fælles kamptema. KTO bilder sine medlemmer ind, at det med lærerne er noget specielt. Nu kan man vinge den del af målsætningen af.

Lærerne kan nu tvinges på plads – med eller uden et regeringsindgreb. Næste trin i planen er så aftalerne i 2015, hvor kampen skal føres videre mod et svækket og demoraliseret KTO. Medmindre altså at der kommer et oprør indenfor KTO’s medlemsorganisationer.

Selv de mest højtråbende formænd har bøjet sig. Hvem gider lytte til dem mere? Hvem skulle være bange for dem? Ingen politiske partier har villet tage temaet op og politisere det. Det kunne godt virke, som om kampen er tabt på forhånd.

Medmindre der nu kommer gang i formuleringen af et egentligt politisk svar på udfordringen.

Dette er en lettere redigeret version af en artikel bragt hos Kritisk Debat.

Jan Mølgaard er mag. art. i nordisk sprog og litteratur - har været ansat som it-seniorkonsulent ved Århus Kommune, men er nu selvstændig it-konsulent. Medredaktør af Kritisk Debat.