Annonce

Fagligt
10. september 2013 - 17:20

Fremtidsfighters på krykker for den danske model

Modeller i gaze og forbindinger aktionerer imod Herbo-koncerns brug af underbetalt arbejdskraft.

Blonde, langhårede modeller – mænd som kvinder – spankulerede mandag den 9. september op og ned ad en rød løber på Frederiksberg Allé i København.

Modellerne adskilte sig fra gængse skønhedsidealer med gazebind, krykker, sår og forbindinger.

Fremtidsfighters er en faglig aktivistgruppe af unge, der aktionerede foran ejendomsmæglerfirmaet Herbo A/S på Frederiksberg Allé ved København. Mæglerfirmaet er den del af en større forretningsgruppe, der også driver ejendomsadministration, finansiel rådgivning og byggevirksomhed.

Aktivisterne demonstrerede imod selskabets brug af billig arbejdskraft og manglende overenskomster.

Gruppen var udklædt sig som stærkt tilskadekomne modeller for at protestere mod »vold mod den danske model«, hedder det i en pressemeddelelse.
Herbo har ifølge Fremtidsfighters siden 2011 sparet anseelige summer på byggeopgaver udført af underbetalt polsk arbejdskraft.

Fremtidsfighters støtter dermed op bag Byggefagenes Samvirke, der tidligere har aktioneret imod Herbo-koncernen.

Læs artiklen »Morgendemonstration mod social dumping« hos Modkraft

Har konsekvenser for hele arbejdsmarkedet

– Herbo A/S er et familieejet Entreprenørfirma, der siden 2011 har tjent 5,8 millioner kr. på underbetalt polsk arbejdskraft. Polakkerne har kun fået udbetalt 50 kr. i timen og arbejder ofte 56 timer om ugen. Det er at udøve vold på »den danske model«, og har konsekvenser for hele arbejdsmarkedet, udtaler Victoria Risbjerg fra Fremtidsfighters.

Fremtidsfighters ville med demonstrationen vise, at man godt kan bekymre sig for generelle arbejdsforhold selv om man er ung og studerende.

–Vi ønsker at udtrykke vores bekymringer på en sjov og øjenåbnende måde, som måske kan få andre unge til at tage stilling til problemet. For dårlige arbejdsforhold vil på sigt påvirke alle, siger Victoria Risbjerg til Modkraft.

Udover happenings og events arbejder de unge fra Fremtidsfighters også på at samle indsamle underskrifter mod underbetalingen i Herbo.

Besøg Fremtidsfighters underskriftindsamling for overenskomstmæssige arbejdsforhold hos Herbo 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce