Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Filmanmeldelse
22. januar 2016 - 10:51

Fra hoppeborgsælger til hellig kriger

Ny britisk dokumentarfilm fuld af spændinger, håndgemæng og harske holdninger, formidlet med latter og venlige, brune øjne.

Filminstruktør Jamie Roberts har gennem to år fulgt en gruppe politisk radikale muslimer og deres forsøg på at transformere det britiske samfund til en shariastat. Den tre kvarter lange film The Jihadis Next Door følger nogle af de markante personligheder, der tegner gruppens profil.

30-årige Abu Rumaysah er far til fire, oprindeligt hindu, men konverterede til islam som 19-årig. Han har i ti år bekendt sig til en radikaliseret udgave af islam. Han lever af at sælge hoppeborge til børn.

Abu Rumaysah bor i Østlondon og er talsperson for en gruppe, der sympatiserer med Islamisk Stat (IS), som er meget aktive på gadeplan. Ved hjælp af brandtaler, offentlig bøn, og skilte mod demokrati og for indførelse af sharialovgivning forsøger gruppens medlemmer at overbevise enhver de møder. Både mænd og niqabklædtekvinder deltager i jævnlige forkyndelsesaktiviteter på gader og stræder.

På et tidspunkt ser man netop et af disse forkyndelsesarrangementer, imens en kurdisk demonstration, fuld af røde flag, går forbi. Der opstår håndgemæng mellem grupperne, kurderne kaldes for vantro, da de symboliserer den væbnede modstand mod IS i Syrien.

Abu Rumaysah udtaler på et tidspunkt, at det er realistisk, at det efterhånden velkendte, sorte islamiske flag vil vaje over Downing Street 10 i en ikke alt for fjern fremtid.

Han arresteres i september 2014 af det engelske antiterrorpoliti, løslades efter kort tid mod kaution og forsvinder umiddelbart derefter med sin gravide kone og fire børn. Det viser sig senere, at han er rejst til Syrien.

Derefter følger filmen to andre talspersoner, Abu Haleema og Mohammed Shamsuddin.

De taler om, hvorledes kvinder skal være fuldt tildækkede, og bl.a. alkohol, spil og homoseksualitet skal gøres ulovligt. Homoseksualitet skal straffes med døden. Dette skal foregå på et offentligt sted til skræk og advarsel for andre.

Instruktør Jamie Roberts siger i løbet af filmen, at han er bevidst om, at det at lave en film om grupper som denne, giver dem en platform, hvorfra de kan udbrede deres budskab, en platform som de higer efter.

Gruppens medlemmer er ultraeffektive til at udnytte de sociale medier, og der tales i filmen om, at de er youtube-stjerner. Man ser da også, hvordan talspersonerne genkendes af fremmede på gaden, og nogle tager selfier sammen med dem.

Men instruktøren mener, at det er vigtigt at sætte sig ind i deres motiver for at gøre, som de gør, og mene, som de mener.

Som seer løber det én koldt ned ad ryggen, når man konfronteres med trusler om død og undertrykkelse, ’bare’ fordi man ikke passer ind, eller ikke ønsker at passe ind, i deres udlægning af det perfekte samfund.

Dokumentarfilm som denne er vigtige skildringer af en virkelighed, som også eksisterer. En af filmens styrker er desuden, at den viser hvorledes mennesker med muslimsk tro aktivt går imod denne radikale og forvanskede udlægning af religionen islam - hvis man skulle være i tvivl om at disse mennesker også findes.

De stiller sig op på gaden og taler mørkemændene direkte imod. Der ses faktisk kun andre muslimer, som protesterer mod islamisternes synspunkter. Og det sker igen og igen i filmen. Der råbes og skubbes. Muslimer imellem, etniske englændere og englændere med anden etnisk herkomst, konvertitter eller født ind i religionen.

I det hele taget er det en meget foruroligende film. Det er konfronterende, både at få smækket op i synet hvor ekstreme og derangerede holdninger nogle mennesker har, og hvor nidkært og vedholdende de arbejder på, at disse holdninger kan blive virkeliggjort, alt imens de smiler og griner.

Holdninger det er farligt bare at ryste på hovedet af, bagatellisere som en subkultur eller tro går i sig selv igen.

Se filmen her:

Jamie Roberts: The Jihadis Next Door, 47 minutter. Channel 4, 2016.

 

 

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce