Annonce

Retssag
10. september 2015 - 16:58

Forsvarere for terroranklagede kurdere: Sympati for PKK er ikke ulovligt

Forsvarere og tiltalte vil i appelsag lægge større vægt på retten til sympati for den kurdiske sag end i byretten. Vi har ret til at sympatisere med PKK, siger en af de sigtede.

Konflikten mellem Tyrkiet og PKK skal have langt mere plads i appelsagen mod 10 kurdere, der er tiltalt for terrorfinansiering. I al fald hvis det står til de syv forsvarere, der ønsker tiltaltes ret til politisk ståsted gældende. Men bevisførelsen er fortsat anklagers og terrorsigtelsen er uændret fra byretssagen.

Det fremgik af den PowerPoint-disposition, anklagemyndigheden gennemgik for tre dommere og 11 nævninge, da terrorstøttesagen endelig startede op på 2. retsmøde, tirsdag 1. september.

Sagens første retsmøde, dagen før, var blevet aflyst efter én time på grund af »tekniske vanskeligheder«; forkert bestilt tolk og en udeblevet sigtet.

Ret til politisk sympati

De syv forsvarere slog retorisk et slag for tiltaltes ret til at have deres egen personlige holdninger til verden, at kunne udtrykke den og handle solidarisk derefter. Og de pegede på, at anklagemyndighedens manglede fokus på betydningen af det kurdiske parti PKK’s og dets leder Abdullah Öcalans indsats for en fredelig og demokratisk løsning for konflikten mellem den tyrkiske stat og kurdere.

Ifølge forsvaret skal appelsagen i landsretten have mere vægt på, at de støtteindsamlinger, kulturforeningen FEY-KURD og samarbejdspartnere har indsamlet til arbejdet med kultur, demokrati og mod overgreb på kurderne, end de havde i byretten, hvor de ti kurder blev frikendt.

Forsvarerne fastholder, at det handler om retten til personlig sympati og tilkendegivelser, ikke om »forsætlig støtte til terror«.

Det fokus er fraværende i anklagemyndigheden fremlagte plan for bevisførelse, mener de, og det udstiller et paradoks:

Det er ikke forbudt at have sympati for et parti eller en politisk leder og tænker.

Det er heller ikke forbudt at lave støtteindsamlinger og oprette støttekonti i samarbejde med Danske Bank.

Men da Østre Landsret 10. januar 2012 mente, at ROJ TV lavede ensidig mediedækning og dømte TV-stationen for samarbejde med PKK, blev det ellers fuldt lovlige solidaritetsarbejde og sympati pludselig ulovligt og kaldt »støtte til terror«. Og ti kurdere blev derefter anholdt og sigtet.

På samme måde argumenterede forsvaret for, at det er fornuftstridigt at rejse en sigtelse om terrorstøtte, når PKK aktuelt er i koalition med de allierede i kampen mod IS i Syrien og Irak.

Sigtede nægter sig skyldige

Alle tiltalte blev frikendt i byretten. Og i Østre Landsret afviser de 10 mænd anklagerne om at have haft »forsæt om at støtte PKK«, fremførte forsvarerne.

– Vi har bare hjulpet ROJ TV som TV-station, det har ikke noget med PKK at gøre. forklarer en af de tiltalte, Sores Koyuncu, til Modkraft.

– Folk har indsamlet penge til ROJ TV, så de kunne se kurdiske nyheder. Det er vores ånd, så vi skal ikke dømmes på det, det er forkert, siger han.

Sores Koyuncu er 46 år og familiefar. Han har tidligere været selvstændig med eget reklamefirma. Han har levet i Danmark siden 1979 og er formand for kulturforeningen FEY-KURD.

Han er tiltalt for at skulle stå i spidsen for pengeindsamlinger til PKK i Danmark og have haft ledelsen over de såkaldte kadroer (lokalansvarlige pengeindsamlere). Indsamlingerne skal tilsammen løbe op i over 140 mio. kr.

Mandela, Arafat og Öcalan

Klip fra overvågningsvideo af Sores Koyunku, hvor han lægger en kuvert i en bankboks hos Danske Bank, blev vist i retten på tre skærme. Det samme blev

forskellige konfiskerede genstande, fx fotos af »de søde guerillapiger«, som anklageren kaldte dem, billeder af Öcalan, det kurdiske flag, udbetalingsblok med navne og beløb.

Sores Koyunku mener, at det er hans demokratiske ret at have sympati for Öcalan, der i 40 år har været leder af frihedskampen for kurderne.

Han sammenligner den kurdiske leder med Nelson Mandela og Yasser Arafat, der begge har figureret på »terrorlister« i deres kamp mod apartheid i Sydafrika og for palæstinensernes rettigheder.

– Fordi vi har billeder af Öcalan hængende på væggen sammen med kurdiske flag, betyder det ikke, at vi skal dømmes. Det er forkert.

– Jeg har lige været til festival i Tyskland, og der var hundrede tusinder af flag med Öcalan. Skal vi så alle anholdes?

Lang retssag

Dom i appelsagen er planlagt til at skulle falde i juni 2016, efter i alt 86 retsmøder. Inden da skal anklagemyndigheden have ført bevis for, »at de tiltalte vidste eller burde have vidst, at en støtte til ROJ TV var en indirekte støtte til PKK«. Anklagerne har til det lagt en disposition frem i otte punkter.

Næste retsmøde er mandag 14. september klokken 9.00 til 15.00 i retslokale 1 i Østre Landsret.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce