Annonce

FagligtArbejderbevægelsen og arbejdskamp
kommentar
19. februar 2013 - 13:45

Forliget er i hus, kampen kan begynde

Kommunernes Landsforenings centrale overenskomstkrav handler om at udvide ledelsesretten. Derfor bør lærernes kamp for at bevare medbestemmelse på arbejdstidens anvendelse støttes af hele fagbevægelsen.

Baggrunden er velkendt: fagbevægelsen er svækket, hver tredje lønmodtager er uorganiseret og en tiendedel står i en af de gule foreninger. Overenskomstdækningen er på retur, og antallet af tillidsrepræsentanter falder.

Og selv om dette først og fremmest gælder det private område, er krisen både dybere og mere udbredt, end målingerne viser.

Fra starten havde de offentlige ansattes fagforbund derfor et politisk svagt udgangspunkt for de igangværende overenskomstforhandlinger.

Og efterhånden som processen er skredet frem, er svaghedens anatomi blevet blotlagt, hvilket de offentlige arbejdsgivere har forsøgt at udnytte og - lader det til i skrivende stund - også har formået at udnytte.

Tilbage i oktober sidste år lagde Kommunernes Landsforening (KL) ud med debatoplægget ”Plads til ledelse og forandring – kvalitet og effektivitet på kommunale arbejdspladser”.

Oplægget (se her) lagde i store træk linjen for de samlede forhandlinger på det offentlige område og skal ses i forlængelse af det seneste årtis forsøg fra de offentlige arbejdsgiveres side på at udvide ledelsesretten, således at det offentlige også på det personalepolitiske område kommer tættere på betingelserne i den private sektor.

KL har ligeledes i flere år arbejdet for ”større rum for lokale løsninger” og for at løsne rammebetingelserne både i forhold til love og regler og i forhold til overenskomster og aftaler.

Målsætningen er at opbløde eller fjerne lovgivningsmæssige krav om uddannelse og normeringsstyring, opnå mere fleksible arbejdstidsregler og udvide ledelsesretten i forhold til for eksempel arbejdstilrettelæggelsen og den lokale løndannelse.

Målene forsøges bl.a. fremmet gennem reduktion af områder, hvor de faglige organisationer har forhandlings- og aftaleret og ved at svække deres muligheder for at bruge retten.

Denne strategiske målsætning har KL fulgt op med konkrete overenskomstforslag om for eksempel større individuel løndannelse, løsere MED-regler, reduktion i antallet af beskyttede tillidsvalgte samt mere fleksible arbejdstidsregler.

Sammenholdt med denne målsætning er lørdagens KTO-forlig (KTO betyder Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte og er et fagligt forhandlingsfællesskab, som varetager forhandlinger med KL, red.) ikke det store fremskridt for arbejdsgiverne.

Forliget sætter en lav lønramme, som dog også denne gang er lidt højere end på det statslige område. De statsansatte opnåede ved deres forhandlinger 1,1 procent for de kommende to år.

KTO-forliget i weekenden gav derimod den halve million kommunalt ansatte omkring 2,16 procent i lønstigninger de næste to år. Dertil skal lægges 0,25 procent ved forbundenes specielle forhandlinger i den kommende tid.

For fagforbundene har den primære målsætning været så vidt muligt at sikre reallønnen. Om man har opnået dette er dog højst usikkert.

Men som ved forhandlingerne i 2011 var der blandt lønmodtagernes forhandlere også denne gang glæde over det, som arbejdsgiverne ikke var kommet igennem med.

Man fik foreløbig afværget angrebene på den 6. ferieuge og seniordagene, og ikke mindst fik man afværget forsøget på at fjerne TR-suppleanternes beskyttelse og de andre arbejdsgiverforslag, som ville stække de faglige organisationer og deres forhandlingsret. (Det er dog vanskeligt på indeværende tidspunkt at vurdere, om ændringerne i MED-reglerne de facto begrænser organisationsindflydelsen på MED systemet.)

Lettelsen var derfor stor hos bl.a. formanden for HK Kommunal, Bodil Otto, da hun ved forligets offentliggørelse udtrykte tilfredshed med en ”solid defensiv” hos forhandlerne og en glæde over, at et ”stærkt sammenhold” havde ”manet stort set alle disse arbejdsgiverspøgelser i jorden”.

Men som bekendt er intet så godt, at det ikke er skidt for noget. For mon ikke de kommunale arbejdsgivere på forhånd har indregnet dette taktiske KTO-resultat i deres forhandlingsstrategi?

Noget kunne type på det: De fælles forhandlinger er nu afsluttet i god ro og orden med et resultat, som de faglige ledere kan være tilfredse med – både set i forhold til det tidligere statsforlig og ikke mindst i forhold til arbejdsgivernes aggressive udspil. Og selvfølgelig med den økonomiske krise og fagbevægelsens svækkede position in mente.

Forbundets forhandlere går herefter hver til sit for at forhandle organisationskravene. Også KTO’s formand, Anders Bondo, der som bekendt også er formand for Danmarks Lærerforening. Han skal nu i gang med at forhandle folkeskolelærernes overenskomst.

Og så er vi tilbage til det taktiske i KTO-resultatet.

Som vi tidligere nævnte er KL’s centrale overenskomstkrav om løndannelsesmekanismen, arbejdstidens tilrettelæggelse og de faglige organisationers forhandlingsret led i en strategisk målsætning for at udvide ledelsesretten.

Denne målsætning er ikke opgivet med KTO-resultatet. Tværtimod. Den er styrket i den forstand, at KL’s modpart, KTO, med forliget nu er neutraliseret. Det faglige forhandlingsfællesskab har udspillet sin rolle.

I de kommende dage skal KL forhandle med forbundene hver for sig og alt vil formentlig forløbe stille og roligt og uden de store sværdslag. Et for et vil forligene flyde ind i indbakken, og freden vil brede sig over det kommunale arbejdsmarked.

Med undtagelse af ét område, nemlig Lærerforeningens, som KL nu kan koncentrere alle sine kræfter om at tage et opgør med.

Diskussionen på lærerområdet handler som bekendt om bestemmelserne for arbejdstidens anvendelse. KL ønsker enkle arbejdstidsregler, som sætter de ydre rammer for arbejdstiden.

Derimod skal alle bestemmelser væk, som vedrører anvendelsen af arbejdstiden. Der skal heller ikke kunne laves lokalaftaler herom. Også regulering af antallet af arbejdsdage skal bortfalde, og der skal være bedre mulighed for deltidsbeskæftigelse.

Lærernes arbejdstidsregler sætter til forskel fra andre offentligt ansattes ikke alene rammer for arbejdstidens længde og placering, men regulerer også arbejdstidens anvendelse.

Reguleringen af arbejdstiden er på det generelle offentlige arbejdsmarked langt mindre ”restriktiv og detaljeret” - set med arbejdsgiverøjne.

Som det hed i en rapport fra ”Udvalget om analyse af folkeskolelærernes arbejdstid” nedsat af Finansministeriet, Undervisningsministeriet og Kommunernes Landsforening i marts 2006: ”Reguleringen af folkeskolelærernes arbejdstid er vidtgående, detaljeret og dybt indgribende i ledelsesretten. Reguleringen af indholdet i arbejdstiden går langt videre, end hvad der gælder for andre offentligt ansatte.”

Dette citat rummer to pointer, som er relevante for at forstå den nuværende situation: For det første bemærkes, at arbejdstidens regulering er et indgreb i ledelsesretten. For det andet bemærkes, at denne regulering går langt videre, end hvad gælder for andre offentligt ansatte.

Altså vil de offentlige arbejdsgivere udvide deres ledelsesret, og tager naturligt først fat på det område, hvor ledelsesretten er indskrænket mest.

En fagbevægelse uden fortid ville med det samme ræsonnere: Medbestemmelse over arbejdstidens anvendelse sætter grænser for udnyttelsen af arbejdskraften.

Derfor er det vigtigt, at vi alle slås for, at denne bestemmelse kan bevares og udvikles på skoleområdet, så vi i næste omgang kan brede princippet ud til at gælde hele arbejdsmarkedet, både det private og det offentlige.

Af to grunde er det ikke sådan.

Den første er, at lærernes arbejdstidsaftale i bund og grund er udtryk for defensiv varetagelse af egeninteresser og åbenlyst ikke matcher behovet for en dynamisk og tilpasningsduelig folkeskole.

En støtte til lærernes kamp handler derfor ikke om at forsvare en arbejdstidsaftale, der ikke kan forsvares. Det handler derimod om at forsvare princippet om kollektiv arbejdstidsregulering og kæmpe for alles ret til indflydelse på deres eget arbejde, og på måden det tilrettelægges på.

Den anden grund er, at fagbevægelsen står splittet. Lærerne står i det store og hele isoleret og må efter al sandsynlighed snart indkassere et betydeligt nederlag.

Hvad der dog er vigtigt i et historisk perspektiv er, at dette nederlag vil blive tilføjet lærerne på alle lønmodtageres vegne.

For det første er lærerne ikke ene om at blive mødt med krav til ændring af arbejdstidsreglerne ved forbundsforhandlingerne.  KL ønsker flere steder, at der indføres mulighed for, at den enkelte medarbejder kan indgå aftale med sin leder om en højere arbejdstid end gennemsnitligt 37 timer pr. uge. Og KL er ikke alene om at stille sådanne krav.

Som bekendt har Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet rejst lignende krav til gymnasielærerne. I Politiken i lørdags kunne formanden for Uddannelsesforbundet, Hanne Pontoppidan berette om et brev fra styrelsen til rektorer, direktører og forstandere på landets gymnasier, erhvervsskoler og VUC’er, som slog fast, at arbejdstidsreglerne i den ny overenskomst har ”udvidet jeres ledelsesrum betydeligt”.

For det andet lægger arbejdsgiverne op til, at provenuet fra en ny arbejdstidsaftale med lærerne skal finansiere det meste af en ny folkeskolereform. Denne idé kan blive mere end blot en enlig svale, når vi tager den stramme offentlige økonomi i betragtning.

Udgifter det ene sted skal hentes hjem af indtægter det andet sted. Jo mere decentraliseret overenskomstdannelsen bliver, desto mere vil dette blive tilfældet. Også her vil lærernes nederlag være alles nederlag.

FTF og LO bør kunne se, hvad en sejr for KL over lærerne kan føre med sig. Det kan de sikkert også, men både LO og FTF er harmløse paraplyorganisationer for fagforbundene, som indtil videre sætter deres lid til deres eget særlige forhold til arbejdsgiverne.

På samme måde som også Danmarks Lærerforening har gjort det, hvilket nu rammer lærerne som en boomerang.

Eksempel: Hvordan kan man forvente, at 3F, FOA eller HK vil slutte op om lærerne, når deres formand for et par måneder siden synes, at ”det var værd at overveje”, om skolerne skulle være selvejende? (Se her)

At opløse Folkeskolen i et hav af selvejende institutioner ville være et alvorligt skridt i retning af en privatisering. Og hvad ville dette betyde for lønmodtagernes børn? Hvad ville det betyde for sammenhængskraften i samfundet? Hvad ville det betyde for de andre faggrupper på skolerne? Et sådant forslag giver indtryk af en organisation, som er villig til at opgive folkets skole til fordel for et forsvar af egne interesser.

Jo mere man tegner et billede af sig selv som noget særligt, som kræver særlige hensyn, desto mere må man også påregne at stå alene, når det kniber.

Privilegerede grupper kan ikke forlange solidaritet af andre. Men grupper, som kæmper for at bevare rettigheder, som burde omfatte alle lønmodtagere, fortjener andre gruppers opbakning. Det er fremskudt selvforsvar.

Lærernes kamp for at bevare medbestemmelse på arbejdstidens anvendelse, bør støttes af hele fagbevægelsen. Lignende krav bør brede sig til andre områder. Det vil et nederlag til lærerne nemlig gøre. Og lærerne må også forstå, at en kamp for lærernes skole – og ikke folkets skole – vil skade dem selv lige så meget, som den vil skade skolen.

Klaus Krogsbæk er medlem af Kritisk Debats redaktion og socialdemokrat.

Artiklen er også publiceret hos Kritisk Debat.
Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce